Vores politiske arbejde
Psykiatrifonden kæmper for, at færre får en psykisk sygdom. Samtidig skal alle, der bliver ramt eller er i risiko for det, have den støtte og behandling, de har brug for. I tide. Og vi kan gøre det bedre end i dag.
I Danmark får hver tredje af os på et tidspunkt i livet en psykisk sygdom. Hvert år har mere end 700.000 voksne symptomer på det. Og i hver eneste skoleklasse sidder der et eller to børn med så store psykiske problemer, at de har brug for professionel hjælp.
Psykisk sygdom rammer tidligt
Netop børn og unge er særligt udsatte. For mens livsstilssygdomme typisk rammer mennesker, der er oppe i årene, rammer psykisk sygdom ofte første gang, når man er barn eller ung. Det kan trække negative spor gennem hele livet. Som koster dyrt. Både for den ramte, for de pårørende og for samfundet.
Derfor arbejder vi for, at ingen børn eller unge udvikler en psykisk sygdom. Det kræver fokus på tidlig opsporing. Og hurtig, effektiv og kvalificeret hjælp til de børn og unge, der har brug for det.
Alle skal være en del af fællesskabet
Vi ved, at fællesskab styrker den psykiske sundhed. Også på arbejdspladsen. Alligevel har tre ud af fire voksne med en psykisk sygdom ikke et arbejde i dag. Derfor arbejder vi for, at alle med en psykisk sygdom får hjælp til at blive en del af et arbejdsfællesskab.
Tabuer og fordomme ryddes af vejen
Psykisk sygdom er omgærdet af tabuer og fordomme. Dem vil vi bryde med. Vejen til det går gennem viden og indsigt. Derfor arbejder vi med oplysning, uddannelse og kurser. Vi hjælper også gennem rådgivning og samtalegrupper. Og projekter, som forebygger, giver ny viden og bedre behandling. Det skaber større forståelse, bedre vilkår og varige forbedringer for mennesker med psykisk sygdom og deres pårørende.
Evidens og stærke samarbejder
Vi arbejder løsningsorienteret, langsigtet og vedholdende. Baseret på evidens og i samarbejde med fagfolk, kommuner, virksomheder og andre organisationer. For kun sammen kan vi bekæmpe psykisk sygdom.
Psykiatrifondens politiske arbejde
Helt konkret arbejder vi for at gennemføre det, vi ønsker, sådan:
Psykiatrifonden arbejder politisk på mange forskellige fronter for at skabe de nødvendige forandringer i samfundet, der danner grobund for virkeliggørelsen af for alvor at forebygge psykisk sygdom og give de mennesker, der er ramt af den – mennesker med psykisk sygdom og deres pårørende – de tilbud om hjælp, støtte og behandling af høj kvalitet, de har brug for.
Dagsordensættende analyser og debat
Det gør vi ved at deltage aktivt i den offentlige debat gennem medier og holdningsindlæg i pressen, ved selv at sætte dagsordenen i medierne med analyser og undersøgelser, ligesom vi løbende mødes med politikere og embedsmænd både på lokalt, regionalt og nationalt niveau. Her gør vi Psykiatrifondens holdninger klare, samtidig med at vi altid stiller os konstruktivt til rådighed. Vi leverer analyser, undersøgelser, data og fakta, der bidrager til, at vidensgrundlaget er på plads, når beslutninger træffes.
Effektive løsninger på samfundsproblemer
Psykiatrifonden udtænker, udvikler og afprøver løsninger på samfundsproblemer til gavn for børn, unge og voksne i risiko for at få eller som har psykisk sygdom, deres pårørende og relevante fagprofessionelle. Når vi udvikler effektive løsninger, arbejder vi for at forankre dem i samfundet.