Som skyer på en blæsende sommerdag, der bringer skygger, og som skifter igen og igen

Tekst: Lotte Ladegaard

Niels Arden Oplev modtager mange breve for tiden. Et af dem starter sådan her: Var i biografen i går og så din film Rose. Den gjorde indtryk. Jeg kan se en del lighedspunkter med mit liv. Jeg har haft en psykisk lidelse i 30 år.

”Det er jo helt fantastisk, og jeg prøver virkelig at finde tid til at svare folk, der skriver,” siger Niels. Han er manuskriptforfatteren og instruktøren bag Rose, der handler om hans søster Maren Elisabeth, som fik skizofreni, da hun var ung.

Rose foregår på en bustur fra Aalborg til Paris i 1997. Blandt de rejsende er Inger (spillet af Sofie Gråbøl) sammen med sin søster Ellen og svoger Vagn (Lene Maria Christensen og Anders W. Berthelsen). Da Inger fortæller resten af rejseselskabet, at hun har skizofreni, har flere svært ved at finde en passende grimasse. Det gælder ikke mindst viceskoleinspektør Skelbæk (Søren Malling). 

Der er bestemt også udfordringer undervejs, men Inger viser sig at være overraskende ressourcestærk.

Det modsatte af en sygdomsfilm

Niels’ ønske var at lave det modsatte af en sygdomsfilm. Filmen skulle vise alle de kvaliteter, som Maren Elisabeth har. 

”Brevet er næsten et bevis på, at det, der var min mening med den her film, er lykkedes: at mennesker som min søster, og kvinden med brevet, føler, at de har fået en stemme, som de ikke ville have haft, hvis den her film ikke var blevet lavet. Det er superrørende i forhold til at have taget den chance, som det jo er at lave en film, der er så tæt på en selv,” siger Niels.

Han forklarer, at produktionen af filmen har været en krævende rejse, men også livsbekræftende. 

”Publikum skulle helst grine med Inger, ikke af Inger, fordi det vigtigste af alt var, at Maren Elisabeth fik en god oplevelse,” siger Niels.

Med tilladelse fra familien

Inden optagelserne kunne gå i gang, bad Niels sin familie om tilladelse til at lave filmen. Søsteren Kirsten har fungeret som de kritiske øjne: Ville Maren Elisabeth kunne rumme de enkelte scener? Der har været mange vurderinger af, om optagelser gik over grænsen, og Sofie Gråbøl har talt og talt med Maren Elisabeth for at lære at forstå hendes anderledes sind. 

”Maren Elisabeths ansigtsudtryk skifter midt i en sætning, uden at vi helt ved hvorfor. Ligesom skyer på en blæsende sommerdag, der bringer skygger, og som skifter igen og igen. Hun har mange flere skift end et såkaldt normalt menneske,” forklarer Niels.

Selv er Maren Elisabeth tilfreds med filmen, også med de hårdeste scener, for ”sådan er det jo”. 

Ingen idyllisering

”Jeg er optaget af, at du ikke forfalder til at gøre Rose til en feel good-historie, selvom den er morsom og underfundig. Du forfalder ikke til at bagatellisere eller idyllisere det liv, som Inger har. Hun er jo syg,” siger Anne Lindhardt, psykiater og tidligere forkvinde for Psykiatrifonden.

”Jeg synes også, at det er en fantastisk og smuk del af filmen, at du viser, at midt i, at Inger også har en lidt speciel adfærd, kan hun pludselig finde nogle sider frem af sig selv, som er fuldstændig normale, og hvor det er hende, der tager styringen, for det findes jo,” siger Anne.

Faktisk kan man undervejs i filmen blive i tvivl om, hvem der er de normale og de unormale.

”Jeg har mødt mange såkaldt normale mennesker, som virkelig opførte sig … altså når jeg tænker tilbage på nogle af mine skoleinspektører og lærere i 1970’erne, tænker jeg, at de var jo totalt unormale. Grænserne mellem, hvad der normalt og unormalt, er meget mere flydende, end folk vil indrømme. Det er også noget, filmen sætter spørgsmålstegn ved. Viceskoleinspektør Skelbæk repræsenterer i filmen angsten for det unormale,” forklarer Niels.

”Og de fordomme, som man møder igen og igen. Man ser sygdommen, ikke personen. Man er bange for, hvad det er for en adfærd, og om det bliver helt ukontrollabelt, og derved kommer afstanden og skrækken for, at det smitter,” siger Anne.

”Men der er ret mange mennesker, der nok kan relatere til Skelbæk. Han repræsenterer nok noget, der er genkendeligt for alle mennesker, også mig selv. Hvis jeg for eksempel på gaden bliver konfronteret med et menneske, der er meget sygt, kan jeg godt have det sådan, at det orker jeg simpelthen ikke lige nu. Man kan også føle sig usikker, så man vil trække sig. Derfor repræsenterer Skelbæk noget meget vigtigt i filmen,” forklarer Niels.

Forvrænget billede af sindslidende

Han understreger dog også, at det er problematisk, at billedet af sindslidende mennesker ofte er forvrænget. I medierne kan man læse om, at ”politiet har skudt på en sindsforvirret person”.

”Ordet ’sindslidelse’ kommer tit ind i en voldelig sammenhæng. Det var også en stor motivation i forhold til at lave den her film, for vi bliver nødt til at nuancere billedet af sårbare mennesker og mennesker med sindslidelse, fordi de er lige så forskellige som alle andre mennesker. Det er, som om systemet tænker, at alle med skizofreni er på samme måde, og det er jo fuldstændig forkert,” siger han.

”Det er præcis den fordom, som Psykiatrifonden har kæmpet mod i alle de år. Den fordom, at en med skizofreni er en med skizofreni. Det er man ikke. En diabetiker er jo heller ikke bare en diabetiker. Det er en person, der har en sygdom,” konstaterer Anne.

”For mig er kunstens ansvar at bryde igennem fordomme og nedbryde mønstre, som er forstenede, og tage ting og vende dem på hovedet, så man ser noget i et nyt lys. Filmkunstens rolle er hele tiden at blive ved med at nuancere, hvad det vil sige at være menneske og skabe en bredere forståelse for, hvor komplekse vi egentlig er,” siger Niels.

Læs mere om, hvordan sproget forstærker fordommene.

Emotionel rutsjetur

Rose handler ikke kun om at have en sindslidelse, men også om at være, med Niels’ egne ord, nærmeste menneske til en person med en sindslidelse. Om hvordan man håndterer al den unormalhed, der kommer ind i ens liv: ”Det kan være ret heftigt, må man sige,” siger Niels.

Maren Elisabeth blev syg, efter at hun som ung kom hjem fra en tur til Frankrig. Hun sad i stuen og talte med nogen, der ikke var der. Hun blev indlagt, og Niels var på sit første besøg på psykiatrisk afdeling, blev sluset igennem låste døre og mødte mennesker, der havde det virkelig dårligt. Og så Maren Elisabeth, der så så skrøbelig ud.

Niels forklarer: ”Det er svært at sige, hvad det gør ved en, hvor stor en sorg det er. Hvordan det var kommet til det, og at man ikke kunne hjælpe. Det er en enorm afmagt og magtesløshed at være nærmeste menneske. Der var bebrejdelser i familien, hvad havde min far og mor gjort galt, men mest af alt samtaler med min søster Kirsten om, hvad vi kunne gøre for at hjælpe Maren Elisabeth.”