Anna Juul: Jeg har en grundstemning af sorg og ensomhed

30-årige Anna Juul er gavmild med sine holdninger og betragtninger. Hun giver mere af sig selv end de fleste, både i sine manuskripter og i interview. Hun har skrevet bøger som Superskurk og Jeg bruger min krop som et møbel, sidstnævnte under sit gamle alias Veronika Katinka Martzen. Hun stod bag mange af guldkornene i radiosatireprogrammet Den korte radioavis. Hun skriver film og serier. 

Og så taler hun. Meget. Det er en god ting, for hvis bare man lytter, er der meget at lære af Anna Juul. Hun deler ikke sine holdninger umotiveret. Hun deler dem heller ikke uden at vide, hvad hun taler om. De seneste år er hun blevet en af de mest markante stemmer i debatten om psykiatrien i Danmark, og derfor fik hun også prisen som Årets Sundhedsdebattør af Danske Regioner. 

Anna Juul begyndte at få det dårligt i 1.g og kom i kontakt med psykiatrien som 18-årig. I dag har hun diagnosen skizoaffektiv, en kombination af skizofreni og bipolar lidelse. Hun bærer den uden skam og taler gerne om sine erfaringer, og det er der behov for. Som hun siger: 

”Vi er ikke kommet nogen som helst vegne med afstigmatiseringen af de svært psykisk syge.” 

Afstigmatiseringen af al psykisk sygdom og mistrivsel er en af de vigtigste opgaver for alle, der arbejder i og med psykiatrien. Ja, for os alle. Og selvom vi er nået et vist stykke med afstigmatiseringen af nogle psykiske sygdomme, står det altså anderledes til med andre. 

Derfor er det afgørende for Anna Juul, at vi er tydelige om, hvad vi taler om, når vi taler om psykisk sygdom. Og når vi taler om mistrivsel. For selvom Anna Juul har evnen til at grine ad det meste, mener hun også, at vi skal tage alle mennesker alvorligt – og det indebærer, at vi ved, hvad vi taler om, så vi faktisk kan finde den rette hjælp og behandling til dem, der har brug for det. En diagnose kan gøre det nemmere at få hjælp, men: 

”Man må anerkende, at man ikke kan behandle alle svære følelser væk. Vi må ikke bilde unge mennesker ind, at bare fordi man får en diagnose, kan den få alting til at gå væk.” 

Verden er absurd 

Den offentlige debat om psykiatrien handler meget om tal. Økonomi, indlæggelser, genindlæggelser, ansatte og manglen på samme. Anna Juul træder med egne ord ind i Psykiatrifondens bestyrelse med ”følelser og anekdotisk bevisførelse”, som har stor værdi, men hun glæder sig til at få en masse viden fra bestyrelsen og forventer, at de kan supplere hinanden. Hun tilføjer underspillet: 

”Jeg kan mærke, at der er en vis interesse for mine input. Hvilket jeg tænker kan have noget at gøre med den måde, jeg leverer dem på.” Hendes humor er ikke bare et hul i markedet. Anna Juul er nærmest djævelsk sjov, og ironien har en funktion. Den afvæbner, åbner et nyt rum for forståelse og viser hendes behov for at kunne se det absurde i, ja, alting. 

”Jeg ser verden i absurditeter,” siger hun, og verden lige nu er så absurd, at hun har svært ved ikke at grine ad den. ”Det er måske ikke en hjertelig latter, men en latter i desperation, hvor jeg synes den er mere konstruktiv, end hvis jeg begyndte at græde, fordi det også kan være en vred latter. At være ked af det er ikke en særlig produktiv følelse for mig.” 

Så … et skjold? 

”Jeg har altid fået at vide, at jeg bruger humor som en forsvarsmekanisme. Det har jeg ikke noget problem med at gøre. Der er ikke nogen, der skal sige til mig, at min måde at komme igennem hverdagen på er en dårlig måde. Hvis andre vil gå ind i smerten, så gør det, det virker bare ikke for mig.” 

At komme igennem hverdagen er et problem, som mange kan relatere til. Men der er også mange, der ikke kender til det. Måske de fra tid til anden kan have det svært og kan have dårlige dage og uger. 

”Jeg har en grundstemning af sorg og ensomhed. Og det er ikke, fordi jeg ikke kan grine i løbet af dagen, men jeg tror ikke, at folk forstår, at det er til stede hele tiden. At hver dag er svær. At alting i en relation til et andet menneske er svært. At det er svært bare at gå i Føtex.” 

Anna Juul fortæller, at hun sjældent er ”visuelt syg”, og da hun ser ud til at præstere på flere livsparametre – med karriere, kæreste og venner – ser mange ikke sygdommen. Det vil sige: Indtil de faktisk ser den. 

”Jeg oplever, at folk tæt på mig bliver rigtig chokerede, når jeg får det dårligt. Jeg kan holde sammen på mig selv cirka et år ad gangen, så får jeg et sammenbrud, og folk bliver lige chokerede hver gang, inklusive mig selv.” 

Fucking smykkelavning 

Sidste gang Anna Juul var indlagt, var de i alt ti på stuen og to ansatte. I et døgn så hun ikke nogen af de ansatte. Hun var – igen – reduceret til en krop, der blev opbevaret frem for et menneske, der blev behandlet. Hun har tidligere været heldig at møde folk i psykiatrien, der har set hende, forstået hende, fordi de mødte hende i øjenhøjde og så, hvad hun kan og har brug for. Men det hører til sjældenhederne. Hun er bange for at blive indlagt igen, og blandt andet derfor bruger hun hver eneste dag en masse energi på at holde sammen på sig selv. 

”Og det er røvnederen, men hvis jeg ikke gjorde det, kunne jeg ikke have en plads i samfundet. Eller nære relationer for den sags skyld.” 

At have en plads i samfundet betyder ofte at tage del i præstationssamfundet. Anna Juul er hurtig til at påpege, at det ikke er nyt for de unge generationer – ”min generation udviklede også spiseforstyrrelse af at se på de forkerte plakater” – men hun ser tendenser, der får det til at eskalere. 

Krav i skole og på job har altid været der. Men selv fritidsaktiviteter handler i højere grad om at præstere og via sociale medier vise, at man er god til noget. Eller bare exceptionelt dygtig til at slappe af. 

”Selv da jeg gik til fucking smykkelavning, blev man jo også rost af læreren. Eller jeg gjorde så ikke, for jeg kunne ikke finde ud af det, men de andre blev rost for at lave det flottest mulige smykke.” 

Smykkedesigner bliver hun måske ikke, men Anna Juul kan skrive, og hun kan fange folks opmærksomhed uden at råbe. Hvordan kombinerer hun så arbejdet med manuskripter med sine erfaringer fra psykiatrien? 

”Jeg føler ikke, at jeg har et ansvar for med min kunst at skabe mere fokus på psykiatrien. Det kommer jeg nogle gange ind på naturligt, fordi det er en del af mig, og det er en tematik, jeg synes er interessant. Men jeg føler ikke noget ansvar for andet end at gøre mig umage.” 

Hun uddyber lakonisk og uden ironi: 

”Jeg føler et ansvar for at gøre det, jeg kan, så godt som muligt, og ikke fylde verden med mere unødvendigt lort.” 

Film kan noget, og kunst kan noget, som vi ikke behøver gøre hemmeligt eller højrøvet: Anna Juul ville ønske, at flere unge fik mulighed for at blive præsenteret for gode film, som de kunne tale om bagefter på en måde, der kan åbne for følelser frem for at blive til en snak om, ”hvad man kan læse mellem linjerne”, og hvad man ellers lærer i skolen, hvor film og kunst føles som en pligt. 

”Hvis man kunne se en film sammen og tale om den uden at skulle vurdere, om den var god eller dårlig, men mere fokusere på: Hvad gjorde den ved dig? Hvad får den dig til at føle eller tænke. Altså at være fælles om noget, der ikke handler om at præstere.” 

For Anna Juul kan film også noget andet og mere håndgribeligt: 

”Hvis det lykkes for mig at være virkelig opslugt af en film i to timer, så er det måske ikke terapi, men det er da rart at have to timer, hvor jeg ikke har haft det dårligt.”

Den syges ansvar 

Alle kan blive ramt af psykisk sygdom, men Anna Juul kan og vil ikke skjule, at det har hjulpet hende at være fra en ressourcestærk familie. Det giver hende kun mere blod på tanden som debattør, for hvordan hjælper vi dem, der har mest brug for det? Dem, der er så syge og mangler hjælp fra pårørende til overhovedet at tage imod de tilbud, de har ret til og mulighed for? 

”Det er svært at fange dem, der har mest brug for hjælp uden at gå i gang med at lave en social profilering og lægge endnu mere pres på allerede pressede forældre, som skal føle sig endnu mere opsøgte af kommunen.” 

Men måske man kan gentænke indsatser i folkeskolen ”og for eksempel ikke vælge at spare skolepsykologerne væk”. Gøre skolen til et trygt rum, hvor man kan identificere børn i mistrivsel og ligefrem svær mistrivsel: 

”I det regi kan det give mening at se på socioøkonomiske forhold. Ved at tale om det på et tidligt stadie kan man sammen se på løsninger for en familie, der ellers kan have svært ved at få den rette hjælp.” 

Anna Juul drømmer også om mere undervisning for pårørende. For alles skyld. 

”Når jeg er syg, er det mit ansvar at kommunikere til pårørende, hvordan jeg har det, og hvad de skal gøre. Jeg kan jo godt se, hvor bekymrede de er, og så begynder jeg at skamme mig og få dårlig samvittighed. Og så kan jeg begynde at tænke, at det måske er bedre bare at holde det for mig selv. Jeg ved jo heller ikke, hvad de kan og skal gøre.” 

Pårørende har også brug for pauser og for at tale om, hvordan psykisk sygdom ikke kun påvirker den syge. 

”Det er ikke, fordi en eller anden sundhedsprofessionel kan fortælle min mor, hvad jeg har brug for, men det kunne måske gøre, at min mor kan snakke med andre pårørende om det, der var svært. Hvis man kunne samle bekymringerne i dét rum, så det ikke var den syges ansvar.” 

Anna Juul tager én dag ad gangen. Det bliver hun nødt til. Selv en rigtig lortedag kan hun på en eller anden måde grine ad, og det har været nødvendigt. Livsnødvendigt. 

”Jo mere jeg tænker over det, jo mere har humor og mit arbejde reddet mit liv.”