Cecilies mor var psykisk syg

Af Sarah Cecilie Boss, journalist

Det gør hun i sin bog 'Håber du ok', hvor hun blandt andet bruger virkelige sms’er mellem hende og hendes mor til at vise, hvor hårdt det er at bruge alle sine kræfter på at løfte for til sidst at måtte give slip.

Der var mad på bordet. De fysiske rammer var ”i orden”, som Cecilie Bau formulerer det. Og alligevel var livet i familien slet ikke i orden. Fra Cecilie var helt lille, prægede hendes mors alvorlige depressioner, selvhad og omskiftelige følelsesliv deres forhold og hende. Men hvor meget og hvordan forstod hun først senere. Og hun er stadig ved at forstå det.

Når nogen vælter på cyklen, går man ikke bare forbi

Det var, da Cecilie blev ældre og flyttede hjemmefra, at sms’erne og opkaldene fra hendes mor tog til. Af og til timelange opkald, hvor moren talte om, at hun ikke ønskede at leve mere, at hun ikke havde noget at leve for, og ikke mindst at Cecilie var en dårlig datter. Andre gange var det sms’er, der kunne spænde fra uendelig tristhed og smerte til pludselige kærlighedserklæringer. ”Det gør ondt at få at vide, at man er en dårlig datter,” siger Cecilie. 

Samtidig er hun fuldstændig fast i stemmen, når hun svarer på, om hun ikke nogle gange havde lyst til at lade være med at læse beskeden:

”Man går jo heller ikke forbi, når nogen er væltet på cyklen. Jeg kunne ikke bare slippe det. Selvom det vakte al min stress og anspændthed.” 

Resten af historien kan du læse gennem sms’erne mellem Cecilie og hendes mor. Og det værste, man kan sige til Cecilie, er, at hun skal huske, at det ”var sygdommen, der talte”. 

”Det fratager mig retten til at være ked af det. Jeg har ikke fået lov til at lære mine egne følelser at kende. De har ikke fået rum, men er blevet gjort forkerte af omgivelserne. Først nu er jeg ved at lære, at følelser kan mærkes fysisk. Jeg har lukket dem ned. Nu finder jeg tilbage til dem.”

Og som hun siger om den bog, hun har lavet med billeder og sms’er: ”Jeg vil bare gerne fortælle, hvordan psykisk sygdom i familien kan se ud.

Det usynlige skal træde frem

Den glade pige på vej i skole er et af de første billeder i Cecilies bog. ”Jeg har valgt det, fordi det er så normalt, og det er en dag eller en situation, vi alle kan huske. Jeg prøver i bogen at blande det alvorlige og mørke med det normale for at få det usynlige til at træde frem. Alt det, vi ikke taler om.”

”Det var julen, lige efter at jeg flyttede hjemmefra. Det er fire år siden nu. Det er meget typisk for kommunikationen mellem os.

Hun havde mange forventninger til, hvordan mor-datter-forholdet skulle være, men hun har ikke bevidst villet få mig til at have det dårligt. Hun skrev mange gange, at nu trillede hendes tårer ned over kinderne igen.

Jeg vidste godt, at jeg brød op i den måde, vi plejede at holde jul på, og hun viste mig sin smerte med de sms’er. Jeg blev udmattet af at se så meget smerte hos hende. Det gør ondt at få at vide, at man er en dårlig datter.”

Det var svært at sige ærligt, at jeg elskede hende

”I 2019 arbejdede jeg i kantinen på det hospital, hvor min mor hørte til i psykiatrien. Hun ringede i min frokostpause. Hun ville tage sit eget liv. Nu kunne alt være lige meget, ingen elskede hende, sagde hun. Jeg var splittet. Det var svært at sige ærligt, at jeg elskede hende. På det tidspunkt kunne jeg kun mærke alt det negative.

Hun havde været indlagt før, og det var en lettelse – det ville jeg gerne have, at hun blev igen. Jeg prøvede virkelig at få hende til at acceptere at tage til akutmodtagelsen for at blive indlagt, og det forløb over nogle timer. Jeg forsøgte at finde ud af, hvor hun var, hvad hun ville gøre. Hvad hvis hun døde? Jeg kunne ikke bare slippe det. Og dagen endte i ingenting – hendes ’nej’.”

”De kærlige beskeder kunne komme ud af det blå, men de kunne også komme på bagkanten af en konfrontation. De var lige så svære at forholde mig til – for når de kom på bagkant af en konfrontation, blev de til punktummet. Jeg kunne ikke komme bagefter og tage tråden op igen. Så satte den kærlige sms punktum, også for mig – uden at jeg nødvendigvis var færdig med den.”

Så træt, så drænet

”Vi var på cafe sammen efter ikke at have set hinanden længe. Hun græd ekstremt meget. Jeg sad og holdt hende i hånden og prøvede at trøste. Det var ekstremt udstillet og pinligt, følte jeg. På cafeen sagde jeg til hende, at det var hårdt hele tiden at høre på hendes ønske om at dø. Hun svarede, at hun jo kun levede for sin kæreste og hunden. Hun nævnte ikke mig. Da fik jeg nok. Hvis jeg ikke var en medvirkende årsag til, at hun ønskede at leve – hvad er så rimeligt her? Men da jeg skrev det brev, var det ikke nogen power-beslutning. Jeg var så træt, så drænet. Jeg havde ikke mere at give. Og jeg var lettet, da jeg sendte det.”

”Det slog mig, hvor blottet for følelser det brev er. Og så er det jo oplagt at bruge det, fordi det afslutter muligheden for sms’er. Det er hendes mobilabonnement, der bliver lukket efter hendes død.”

Cecilies mor tog sit eget liv, et halvt år efter at Cecilie sendte brevet. De havde ingen kontakt i mellemtiden, kun et akavet lommeopkald.

Måtte udjævne virkeligheden

En aften blev Cecilie ringet op af sin mors gode veninde og fik at vide, at hendes mor var død. I rummet ved siden af talte Cecilies roommate og gode ven i telefon og grinede højt.

”Han var i den gamle verden. Min verden var lige blevet en anden. Jeg lagde på med Anita. Jeg var nødt til at gå ind og tale med ham og udjævne vores virkelighed.”

Den er så fin og simpel, den sms. Måske har jeg også brugt den som en besked til mig selv. Og til læseren: Hvis du kan genkende dig selv i historien, håber jeg, at du er ok?

 

 

Cecilie Bau lavede bogen som et projekt på KBH Film & Fotoskole. Den er ikke udgivet i et oplag, der gør det muligt at købe den. Det håber Cecilie, at den bliver. 

Brug Psykiatrifondens rådgivning

Hvis du selv er barn af forældre med psykisk sygdom, tæt på et menneske med psykisk sygdom af andre grunde, eller du selv er psykisk syg eller i krise, så tal med Psykiatrifondens rådgivning på 39 25 25 25 eller start en chatsamtale med vores rådgivere. Vi har chatgrupper, der udelukkende er for unge pårørende.

Hvis du går med svære tanker, fx om at tage dit eget liv, så ring til Psykiatrifondens rådgivning på 39 25 25 25 eller til Livslinien på 70 201 201.