Efter diagnosen: Jeg er på opdagelse i mig selv

Mette Cornelius har det hele. Eller sådan kan det se ud. Den populære tv-vært har i flere år både haft drømmejobbet og et godt ægteskab med tre børn. Men et eller andet har ligesom blokeret for lykkefølelsen.

”Jeg har haft en melankolsk grundtone i mit liv, og jeg har ikke kunnet finde ud af, hvad fanden det var. Jeg har jo alle de ting, jeg gerne vil have, men jeg har ikke kunnet glæde mig rigtigt. Nu er det, som om tågen er ved at lette.”

Tågen i Mettes liv var udiagnosticeret ADHD. I foråret fik Mette Cornelius diagnosen, og det har givet hende mulighed for bedre at forstå sit liv her og nu, men det har også givet hende et nyt perspektiv på sit yngre jeg.

”Jeg har wow-oplevelser løbende. Jeg er på opdagelse i mig selv.”

Som mange andre kvinder fik Mette diagnosen sent i sit liv. Det startede med, at hendes søn Vester blev udredt sidste år. Han havde fået mærkatet ”særligt sensitiv” i børnehaven, og under coronanedlukningerne bemærkede Mette og hendes mand, at Vester trivedes meget bedre hjemme.

”Så snart han kom i børnehaven, reagerede han helt vildt kraftigt. Han kunne ikke tåle alle de stimuli. Jeg er selv særligt sensitiv og har givet ham en skærmet hverdag ved at hente ham tidligt i børnehaven for at give ham noget ro, før de andre børn kom hjem. Så da han reagerede så voldsomt efter sidste nedlukning, blev jeg nødt til at finde ud af, om der var noget andet.”

Det gik stærkt. En psykolog fra kommunen indstillede Vester til udredning, og på under en måned havde de svar. Mette Cornelius var rørt over, hvor hurtigt det hele gik. Men det satte også gang i nogle overvejelser.

Lettelse og sorg

Mette Cornelius har altid kunnet se meget af sig selv i sin søn, og han har også spejlet sig i sin mor. Hun kunne se, at hans ADHD viste sig i stressede situationer, og hun havde selv været til læge med stresslignende symptomer gennem flere år.

”Hver gang har lægen spurgt, om det ville hjælpe at skrue ned for arbejdet. Men det er summen af mit liv, der kan stresse, altså job, familie og børn. Jeg kan ikke bare fravælge noget af det.”

Vesters diagnose blev en øjenåbner, og Mette tog selv til psykiater, hvor hun udfyldte et spørgeskema, der ikke efterlod psykiateren med nogen tvivl.

”Han grinede nærmest: ’Ja, alt tyder i hvert fald på, at du har ADHD.’ Det var nærmest også komisk at troppe op og slå så meget ud på alle parametre og samtidig leve et relativt normalt liv.”

Hun fik bekræftet, hvad hun havde troet i nogle måneder, så hun tog ikke beskeden så tungt. Det var først, da hun satte sig ud i bilen og ringede til sin mor, at en sorg ramte hende.

”Jeg kom til at tænke på den unge version af mig, som flyttede hjemmefra og skulle klare sig selv. Hvor meget jeg bøvlede med alle mulige ting. At organisere mit liv, min hverdag, lave mad. Jeg ville ønske, jeg havde vidst, hvorfor jeg ikke kunne dét, som så mange så ud til at kunne.”

Nu giver fortiden mening

Som studerende følte Mette, at hun skulle hænge i med neglene i forhold til den bogligt stærke flok af piger, hun brugte store dele af sin studietid med. Hun var hård ved sig selv.

”Så snart tingene blev lidt abstrakte, blev jeg helt rundtosset. Jeg ville gerne have vidst, hvorfor jeg keglede rundt, og ønsket, at mine omgivelser forstod hvorfor.”

Som studerende boede hun i en periode i et kollektiv i Odense. De skiftedes til at lave mad, købe ind, gøre rent. Det hele var ret fleksibelt, og man gled ind og ud af forskellige sammenhænge. Det fungerede ikke for Mette, og det er der en god grund til, ved hun i dag.

”Jeg kunne ikke finde ud af at bidrage til det praktiske fællesskab, så jeg trak mig bare. Jeg kan stadig ikke den dag i dag finde ud af at gøre rent, fordi jeg ikke ved, hvor jeg skal starte og slutte. Hvis jeg ikke har en opskrift, kan jeg ikke lave mad. Jeg kan heller ikke bare stå i supermarkedet og finde på noget.”

Nutids-Mette kunne have sagt mange beroligende ting til studie-Mette. Hun kunne også have forklaret skole-Mette, hvorfor det var så svært at passe ind i venindeflokken. Det går igen for mange piger med ADHD. Hun husker særligt tiden omkring 8. klasse.

”Der er så mange usagte ting i pigefællesskaber. Jeg kunne simpelthen ikke gennemskue, hvorfor man var gode venner den ene dag og ikke den næste dag. Ting, der ikke bare bliver sagt, som de er. Jeg gik mere og mere over i en drengeflok, fordi det kunne jeg forstå. Der har jeg været lige siden, for der følte jeg mig hjemme, og det er nok ikke helt tilfældigt, at jeg er landet i en branche med 90-95 procent mænd.”

Og hvordan med venskaberne?

“Jeg kan godt have veninder i dag, men de er få og nøje udvalgt. Det er nødt til at være ekstremt jordbundne forhold med 100 procent ærlighed, og hvor vi siger tingene, som de er.”

At sige det højt

Alt er ikke blevet nemmere med et snuptag, fordi Mette Cornelius har fået diagnosen ADHD. Men hun har fået en større forståelse af sig selv. Hun har også fået medicin. Fra start en lille dosis, før hun skal prøve at trappe op. Medicin er svaret for nogle, mens det er mindre virksomt for andre. Mette Cornelius mærkede en forskel på kort tid, særligt i hjemmet.

”Jeg mærker et større nærvær i forhold til mine børn. Jeg har tidligere set min mindste – min datter på tre år – som en kaos-katalysator, som kunne få tingene til at spidse til for min søn med ADHD, men nu kan jeg rumme hende på en helt anden måde. Det er ret vildt at opleve den forskel. Men det er også sorgfuldt at indse. For hvad er der så sket de sidste to år? Er jeg kommet til at passe ekstra meget på mit mellemste barn på bekostning af den mindste?”

Det har ikke været nemt for Mette Cornelius at indrømme. Hverken over for sig selv eller andre. 

”Jeg har ikke haft lyst til at sige højt, at jeg har holdt et af mine børn ud i strakt arm. Vi har heldigvis et godt forhold, og hun vil gerne sin mor, men jeg føler, jeg har noget at indhente. Jeg er rejst ud på en genopdagelse af både mig selv og mine børn.”

Mette Cornelius har allerede været i tv-branchen i mange år, og særligt sportsinteresserede kender hende som en sympatisk vært med stor viden og overblik. Hun ved, at hun som offentligt kendt har en position, hvor hun kan få taletid, og den vil hun gerne bruge til at hjælpe andre. Hun har tidligere været åben om at have angst, og dengang var der flere, der skrev til hende, at det gav dem mod til at åbne op om deres angst over for deres nærmeste.

”Hvis jeg kan bruge min position til at aftabuisere, så er der ikke noget, jeg hellere vil. Hvis jeg bare kan ændre én persons liv til det bedre, vil det give så meget mere mening for mig, at jeg har ADHD. Hvis der med min og andre kvinders historie kan blive en anden forståelse af, hvad det vil sige at være pige med ADHD, så man bedre kan forstå og rumme de forskelligheder, giver det mening på et eller andet plan.”

”Sådan en ADHD-type”

Da Mette Cornelius delte sin nye diagnose med omverdenen i sommeren 2022, mødte hun stor opbakning. Hun blev dog også bekræftet i, at mange fordomme om ADHD hænger ved. Da hun løb på en gammel bekendt, sagde han helt overrasket, at hun da ikke virkede som ”sådan en ADHD-type”.

”Men hvordan er sådan en type? Mange ville heller ikke kunne se, at min søn har ADHD. Min egen ADHD foregår mere inde i mit hoved og er mindre udadreagerende.”

Det er netop kernen i mange menneskers opfattelse af diagnosen på tværs af køn: ADHD er noget, man har været vant til at kunne se tydeligt hos drenge og mænd. De har fyldt meget i klasselokalet og i kriminalstatistikkerne, fordi de ofte – men bestemt ikke altid – er netop udadreagerende. Mange kvinder får først andre diagnoser som angst og depression, fordi deres ADHD ikke viser sig for omgivelserne, som vi har været vant til med drengene.

For nylig mødtes Mette Cornelius med en person, som havde rakt ud til hende, og det blev et nærmest skæbnesvangert møde.

”Det var en kvinde på min alder, som blev diagnosticeret sidste år. Det var så vildt at tale med et menneske, som har alle de samme udfordringer, som jeg har. At blive forstået 100 procent og at kunne spejle sig i en anden kvinde. Det var en vild og ekstremt givende oplevelse efter at have følt sig anderledes end andre hele sit liv.”

Nu handler det netop om at forstå sig selv og de udfordringer, hun møder i hverdagen. Sammen med medicin, ny viden og et nyt netværk, som hun kan sparre med, dele erfaringer, frustrationer og opture med. Og hun er klar i mælet: Hun havde haft et nemmere liv, hvis hendes diagnose var blevet opdaget tidligere.

”Jeg ville gerne have haft nogle mindre slidsomme og sorgfulde år. Jeg følte mig bare doven og ugidelig og slog mig selv oven i hovedet. Og mistede venskaber undervejs, fordi jeg ofte havde svært ved at overskue flere aftaler på en dag. Det kunne jeg måske have undgået eller navigeret bedre i, hvis jeg havde vidst det.”

I Mettes omgangskreds talte de i årevis om ting, der var ’typisk Mette’:

”For eksempel når jeg mistede mine ting eller smed mine nøgler i McDonalds’ skraldespand, som jeg så måtte stå med hovedet nede i. Typisk Mette. Nu ved jeg, at det nok var ’typisk ADHD’.”

Det hele startede med, at hendes søn fik sin diagnose. Mette Cornelius fortæller, at han er ”blomstret helt vildt” efter at han kom i skole:

”Jeg ville ønske, at alle skoler håndterede det lige så godt som min søns skole. De møder ham, som han er, hver dag. Og vi kan alle være forskellige fra dag til dag – uanset om vi har en diagnose eller ej.”

Rummeligheden og åbenheden er vejen frem. Ikke bare for Mette og hendes familie:

”Mit allerbedste råd lige nu er nok at være åben. Både over for, at du kan have en diagnose, og over for andre mennesker. Vær åben over for, at andre mennesker kan have en diagnose. Jeg håber, at vi vil gå mere åbensindet og nysgerrigt til hinanden.”