Faste rammer i et liv med kaos

”Det er en lettelse at få en diagnose, der forklarer, hvad jeg aldrig har kunnet forklare.” Det meste af livet har Kelly Young følt, at der var noget, der ikke gav mening. Hvordan kunne hun uden problemer finde ro og overskud i at styre et team på 25 frivillige på en festival, men samtidig ikke tage sig sammen til at gøre helt almindelige hverdagsting som at børste sine tænder hver dag? Hvorfor alle de svingninger i energiniveauet?

Kelly er én af mange kvinder, der er blevet udredt for ADHD sent i livet. Det sker også for mange mænd, men problemet er anderledes og mere omfangsrigt for kvinder. Skolesystemet har haft stort fokus på de drenge, som ikke kunne sidde stille i klassen. De drenge blev udredt tidligt. Det skete – og sker – sjældnere for piger. Det samme var tilfældet for Kelly. Selvom hun ikke ligefrem var vild med fx matematik, var skoletiden overkommelig:

”Alt det andet var nemt og sjovt, og fordi jeg fik gode karakterer og aldrig beklagede mig, opdagede ingen, at jeg havde det svært.”

Siden hun fik diagnosen, har Kelly læst grundigt op på ADHD. Bøger, seminarer, podcasts, facebookgrupper, meme-profiler på Instagram, obskure internetfora, you name it. ”Vidste du, at mange kvinder først finder ud af, at de har ADHD, når de går i overgangsalderen, fordi dopamin og hormoner hænger sammen?”

Hun forklarer, at der nok er ‘gået lidt hyperfokus i den’, et begreb, hun også først for nylig har tillært sig. Men for hende handler det om at blive klogere på diagnosen. Og på sig selv.

En superkraft?

I dag kan Kelly tydeligt se, hvordan hendes ADHD viste sig i barndommen. Ved siden af skolen og pligter i hjemmet havde hun hest og tre fritidsjobs for at kunne betale for det.

“Rengøringstjans i det lokale fælleshus, hjælpepige i en børnetøjsforretning og så i stalden hver lørdag klokken 06.00 for at få afslag i prisen for at have hesten der. Vi havde ikke mange penge, og jeg valgte selvfølgelig den dyreste hobby.” Hun griner, når hun tænker tilbage på det, før hun reflekterer videre.

”I dag forstår jeg slet ikke, hvordan jeg kunne nå alt det, jeg nåede. Mit høje aktivitetsniveau maskerede nok, at jeg drønede rundt på den helt store dopamin-klinge.” 

Her når vi frem til et kompliceret ADHD-stridspunkt: Mange med ADHD fortæller, at de kan nå en masse på grund af diagnosen, men det er et synspunkt, som Kelly er bange for at glorificere:

”Nogle kalder det en superkraft, at man kan hyperfokusere og virkelig bedrive meget på kort tid. Men det virker jo kun, hvis ens hjerne kan finde ud af at prioritere det rigtige at fokusere på. Det er sjældent tilfældet for mig."

At have svært ved at regulere fokus og energi mærker Kelly også i sit arbejdsliv som freelanceprojektleder i kulturbranchen.

“Jeg har sagt ja til mange projekter, imens interessen og energien var i top. Men det er bare falsk markedsføring, for det varer ikke længe, før jeg mister begge dele og bliver en flad ballon. Når jeg så skulle færdiggøre og levere på et acceptabelt niveau, uden energien, endte hele min løn med at gå til kiropraktor og take-away. Og sådan en cyklus er jo ingen måde at leve på i længden.”

Jagten efter dopamin

Har man mødt Kelly, er der en god chance for, at man vil beskrive hende med ord som “entusiastisk” og “energisk”. Men lige så smittende hendes energi kan være for andre, lige så drænende kan den være for hende selv.

I mange år har der ikke været en klar grænse mellem arbejde og fritid. Hun har engageret sig i et utal af projekter:

“Jeg har hjulpet til med demonstrationer og aktivistiske events, arrangeret onlinefestival under lockdown, forsøgt at starte en forening, afviklet debatter og koncerter … og set i bakspejlet har jeg jo nok bare gjort en karriere ud af at jagte dopamin.”

Kelly har talt sig varm og minder om noget, de færreste ved:

”Arbejdsnarkomanen bliver sjældent diagnosticeret, fordi man netop holder sig i gang. Man bliver set som power-menneske. Vidste du, at man er 300 gange mere tilbøjelig til at starte egen virksomhed, når man har ADHD? For mig har al den skabertrang bare en bagside, som er en følelse af pludselig og total energiforladthed. Ofte skarpt efterfulgt af et bebrejdende ‘ej ikke igen, hvornår lærer du det?’ til mig selv.”

Hun fik kun diagnosen, fordi hun efter flere år havde samlet frustrationer nok til at blive fast besluttet på at ”finde ud af, hvad fanden der foregik.” Hun bad sin læge om en henvisning til udredning og måtte selv finde en psykiater. Det var en udmattende og besværlig proces, men hun fik endelig et svar.

Hun tyggede på bogstaverne, A-D-H-D, og mærkede, at det gav mening. Men lettelsen blev ledsaget af en anden følelse:

”Jeg var jo frustreret over, at ingen havde set det før. Jeg har været behandlet for stress, depression og angst siden 2016, og det er ikke, fordi jeg ikke har haft noget af det, men ingen af dem har været den primære diagnose. Jeg har nærmest følt en sorg over, hvordan mit liv kunne have set ud nu, hvis jeg havde fået min diagnose tidligere.”

Kelly måtte kæmpe for at blive set. Hun minder om, at selvom man på papiret er ressourcestærk, slår man sig på systemet: ”Det er ikke sat op til at kunne hjælpe den syge. Der er alt for meget handling, der er op til den sårbare borger i det offentlige system.”

Rigide rammer

I dag går hun til psykiater en gang om måneden. Hun får tjekket blodtryk og hjerterytme, fordi medicinen påvirker hjertet. ”Det er jo en slags amfetamin,” som hun siger. Kelly venter – som mange andre – på at komme i gang med terapi, så hun kan få sparring og viden om, hvad det betyder for en voksen kvinde at have ADHD.

”Jeg øver mig helt vildt meget i at være tålmodig. Og det er ikke noget, jeg finder nemt, skulle jeg hilse og sige. Jeg er ved at finde mig til rette med al mulig medicin, samtidig med at jeg skal finde ud af, hvad jeg har ret til som en person, der lige pludselig har en psykiatrisk diagnose, som egentlig betragtes som et funktionshæmmende handicap. Jeg føler mig heldigvis ikke depressiv – endnu i hvert fald. Hvis jeg gjorde, tror jeg ikke, jeg kunne klare alt det her. Fordi selvom der endelig sker noget, så går det langsomt og er ude af mine hænder. Det er vanvittigt frustrerende!”

Kelly er i øjeblikket i jobpraktik to timer hver torsdag, hvor hendes vigtigste opgave er at møde og gå til tiden. Det kan lyde banalt for nogle, men det er et spørgsmål om at danne sunde rutiner. ”Jeg har ingen tidsfornemmelse. Ingen.” Hun griner, da hun siger det, men hun mener det. Det handler nemlig ikke kun om at komme til tiden, det handler også om at gå hjem, når hun har fri – uden at tage arbejdet med hjem.

Er det da så svært at modstå nye arbejdsopgaver? Ja, det er det faktisk for mange, særligt med en ADHD-diagnose: ”Det er jo det reneste dopamin-fix, når noget er nyt og shiny.”

Der var strenge rammer i hjemmet, da Kelly var barn, men hun bar på et stort ansvar som storesøster til to i en familie med solo-forælder. Der var meget, der skulle hjælpes til med, og det var hendes ansvar at tage fat. Hendes mor har altid skullet klare sig selv, og det udgangspunkt har hun givet videre til Kelly og hendes yngre søstre. Men Kelly er ved at lære sig selv, at der er en styrke i at spørge om hjælp, når man føler sig svag.

Hendes søster har altid været åben om sit liv med borderline, og det har inspireret Kelly til selv at åbne op. Hun går i sin søsters fodspor, fordi “tabu er noget lort, og det gavner ingen, at vi gemmer os”.

Nu arbejder hun på at skabe og vedligeholde den stabilitet, hun har brug for, og skabe sunde rammer for sig selv.

“Selvom alt i mig stritter imod, så har jeg i virkeligheden behov for utroligt rigide og forudsigelige rammer. Nu prøver jeg at finde ud af, hvordan jeg skaber det i mit privatliv og arbejdsliv, som indtil videre har været ét og samme. Jeg vil gerne have styr på mig selv, før jeg forhåbentlig en dag får nogle dejlige unger. Men altså, det er jo også lidt usikkert, for det er ikke for enhver at starte et liv med én, der har ADHD, hvor børn med høj sandsynlighed også arver diagnosen.”

Men Kelly Young er både optimistisk og taknemmelig:

”Det har taget lang tid det hele, men … Jeg har den bedste psykiater og den bedste sagsbehandler. Jeg tror på, at jeg med deres hjælp kan finde frem til et sundt liv, der tager sit udgangspunkt i, hvordan min hjerne fungerer. Selvom jeg hver uge har lyst til at give op, kan jeg også føle mig helt skæbneramt på sådan en held i uheld-agtig måde.”

Kelly ved, at der er lang vej endnu. Men hun ved også endelig, hvor hun skal hen, og at hun allerede er på vej.

Hvad ville du ønske, at flere mennesker vidste om ADHD?

• Det vigtigste er, at ADHD kan være usynligt. At det ikke er noget, der er in your face.
• Hyperaktiviteten kan være både fysisk og psykisk, og den psykiske ser du bare ikke. Forvirring, teenagetræthed, at man er ufokuseret og sløset. Alle de ting, der kan gøre, at man bliver set som doven, lad og umotiveret.