”Jeg har det bedre nu, end da jeg var indlagt”
Frederikke Bertin på 23 år har været indlagt ad flere omgange på lukket afsnit. Det har aldrig været hendes eget valg. Behandlingen var mere fokuseret på medicin end på mennesket, men i dag er hun fri af medicinen og vendt tilbage til hverdagen.
Frederikke Bertin havde en tryg barndom med en god familie. Hun har altid været sensitiv og kunne have brug for pauser, men hun var glad det meste af tiden. Skoletiden var fyldt med venner og sport, og hendes akrobatiske evner var så gode, at hun havde været på cheerleader-landsholdet i fem år.
Men da hun i 10. klasse skulle opereres i hoften, vågnede hun under operationen. Det var en traumatiserende oplevelse. Flere år med operationer fulgte, og under den sidste hørte hun nogen grine og troede, at det var lægerne. Men der var ingen i lokalet, der grinede. En periode med mareridt fulgte, og de forsvandt kun, fordi hun slet ikke sov. Hendes gamle hverdag var væk, hun kunne ikke gå i skole, og hun mistede sig selv.
Jeg vidste ikke, at man kunne blive indlagt mod sin vilje
”Og så begyndte jeg at se ting. Jeg kan huske, at jeg så en underkrop ude i skoven, som min veninde ikke kunne se."
Frederikke blev indlagt første gang, da hun var 18 år. Hun har været indlagt sammenlagt halvandet år og altid med tvang. Som de fleste andre kendte hun heller ikke til systemet på forhånd.
”Det var skræmmende, at døren bare låste, og at man ikke kunne komme tilbage ud i modtagelsesrummet. Jeg vidste ikke, at man kunne blive indlagt mod sin vilje, og jeg følte, at jeg blev narret af sygeplejersken. Jeg blev så bange, at jeg følte, at gulvet nærmest bulede nedad. Det reagerede de meget på, og jeg følte, at de bare skulle samle beviser på, at jeg var mærkelig.”
Læs mere om tvang i vores tema.
Medicinen over mennesket
Frederikke Bertin var blandt andet indlagt, fordi lægerne ville være sikre på, at hun tog sin medicin. Men under indlæggelserne fokuserede de mere på medicin end på mennesket Frederikke.
Det er voldsomt at sidde hjemme og drikke Pepsi Max, og det næste øjeblik bliver du kørt på den lukkede afdeling
”Hele min livsgnist blev fjernet. Uden for vinduerne var der marker og køer, men de satte film for ruderne, så man ikke kunne se naturen. Jeg var vant til at dyrke sport og komme ud, men alt var taget fra mig og erstattet med medicin. Jeg vidste, at den eneste grund til, at jeg var der, var medicinen. Jeg ville jo ikke tage den derhjemme.”
Når hun blev udskrevet, skulle hun starte forfra hver gang. Genfinde sig selv, genopbygge sit liv. Tilbage til sport, skole og venner, som hun blev isoleret fra under indlæggelsen.
”Det er jo uoverskueligt. Der er så mange indtryk, som man ikke får under lange indlæggelser, så det er overvældende at komme ud. Jeg kunne næsten ikke få mig selv i skole.”
Én af genindlæggelserne var særligt voldsom. Politiet kom ind og råbte Frederikkes navn, men selv anede hun ikke, at hun skulle indlægges:
”Medmenneskeligheden bliver glemt. Det er voldsomt at sidde hjemme og drikke Pepsi Max, og det næste øjeblik bliver du kørt på den lukkede afdeling. Det føltes som noget fra en film.”
Ren opbevaring
Det var ikke en lettelse at blive genindlagt. På den lukkede afdeling turde hun ofte ikke gå ud til frokost, fordi hun var bange for, om de andre indlagte skulle gøre hende noget ved madvognen. De ansatte sagde, at hun bare skulle tage sig sammen.
Formiddagene bød ofte på en lægesamtale.
”Så følte jeg, at dagen enten blev ødelagt eller reddet, hvis jeg fik lov at komme ud eller måske fik en nyhed om, at jeg kunne komme hjem og sove i weekenden. Det var afgørelsens time – hver dag.”
Som oftest måtte hun dog ikke komme hjem. En af grundene var, at hun skulle observeres.
”Men de observerede mig ikke nødvendigvis alligevel. Det føltes som ren opbevaring. Jeg læste engang i min journal: ’Frederikke ser til siden og ser noget, som ikke er synligt.’ Men jeg så ikke noget, jeg så bare til siden. De ville bare have et notat fra dagen. De var der ikke for at hjælpe.”
Der var ofte en stresset stemning og få aktiviteter. Da hun var indlagt i Horsens, var der mere opsyn, men hun havde ikke megen menneskelig kontakt – heller ikke til de andre indlagte.
Redningen
Frederikke er ikke længere indlagt. Hun bor lidt uden for Aarhus og læser HF-enkeltfag. Hun går til udspring og kan igen dyrke cheerleading. Hun tegner, skriver og maler. Og det kan hun særligt takke ét menneske for:
”En overlæge brød de rigide regler og lyttede til mig som menneske. Han lod mig overnatte hjemme, og han endte med at tage mig af medicinen for at erstatte den med samtaler, hvilket var den allerbedste løsning.”
Han arbejder i dag som privatpraktiserende psykiater, og de to har stadig kontakt.
”Nu har jeg været udskrevet i over et år og er ved at bygge en hverdag. Jeg er ikke på medicin og har det bedre nu, end da jeg var indlagt.”
Tvang i psykiatrien kan ikke undgås, men når tvang vurderes at være nødvendig, skal det ske med den størst mulige hensyntagen til patienten. Psykiatriloven forpligter pårørende eller politiet til at tilkalde en læge, hvis en person antages at være...