Julie blev afvist af sin far

Da Julie var 20 år gammel, mistede hun relationen til sin far.

Det var et brud, der var flere år undervejs. Da hendes forældre blev skilt, og faren flyttede ud, havde han ikke meget tid til Julie og hendes bror. Der kunne gå flere uger og måneder mellem, han kontaktede dem, og han inviterede dem sjældent på besøg, for han var ofte ikke hjemme. Senere flyttede han tilmed til udlandet, så det blev endnu sværere at se hinanden.

”Jeg skulle selv skrive til min far, hvis jeg ville have kontakt til ham, og hvis jeg ikke inviterede mig selv forbi, så jeg ham ikke. Men når han endelig var hjemme og kunne være sammen med mig, så følte jeg ikke hans interesse.” fortæller Julie.

Ansvar og skuffelse

Julie følte, at hun måtte påtage sig al ansvaret for deres relation, men alligevel blev faren sur og skuffet over, at hun ikke gav mere til relationen. Det stod på i mange år, og Julie blev mere og mere ked af sin fars manglende interesse og initiativ. Hun trak sig gradvist fra sin far, fordi hun brugte meget energi på at fastholde relationen og tackle skuffelsen, når initiativet ikke blev gengældt.

En dag mødtes Julie med sin far for at fortælle ham, hvordan hun havde det. ”Jeg fortalte ham, at jeg blev ked af det over, at jeg ikke følte, at han lyttede eller var interesseret i mig. Til det svarede han: ’Jamen jeg kan jo heller ikke gå ud at handle uden en indkøbsliste.’ Jeg vidste slet ikke, hvad jeg skulle svare, for min far havde lige sammenlignet sit forhold til mig med sit forhold til en lap pair,” siger Julie.

Der skulle gå endnu en rum til, før relationen mellem Julie og hendes far brast. Det skete efter hendes 21-års fødselsdag, hvor faren meldte afbud med meldingen ”Jeg kan ikke og har egentlig ikke lyst.” Han følte sig udnyttet og var vred over, at det kun var ham, der skulle holde samtaler i gang. En virkelighed, Julie på ingen måde kunne genkende.

”Det var altid min skyld og mit ansvar. Jeg udnyttede ham og behandlede ham uretfærdigt, men i virkeligheden satte jeg jo bare grænser for, hvad jeg ville finde mig i – og hvad jeg kunne holde til,” siger Julie.

Derfor skrev hun et brev til ham, hvor hun forklarede sine følelser og skrev, at hun savnede ham og ønskede en god relation til ham. Men han svarede aldrig på brevet, og det er tre år siden i dag.

Et forsvar for egoisme

Julie er ikke alene om ikke at have kontakt til sin far. Faktisk har en femtedel af danskerne brudt med et nært familiemedlem. ”

”Jeg synes, det er ærgerligt, at vi ikke er flere, der taler højt om det. Det kunne jeg godt have brugt, da jeg mistede kontakten til min far, for jeg følte mig helt forkert – men det er man jo ikke,” siger Julie. 

Hun forstår godt, hvorfor det kan være svært at tale om, for hun har oplevet, at brud i familien ofte bliver set skævt til. Flere i Julies omgangskreds kunne ikke forstå det og sagde tit, at hun bare skulle komme videre og lade være at have ondt af sig selv.

”Jeg har ofte måttet dele mine inderste følelser for at forsvare min manglende relation til min far. Jeg er blevet kaldt egoistisk og selvmedlidende – og i lang tid troede jeg på det, for det kan føles enormt skamfuldt og forkælet, når jeg i princippet bare kan tage telefonen og ringe til ham. Men så simpelt er det ikke. For når jeg føler, at han har valgt mig fra, så kan jeg jo ikke bare ringe, selvom han er fysisk i stand til at modtage opkaldet,” fortæller Julie.

Men det er vigtigt, at man taler om det, mener Julie, der selv har forsøgt at række ud til venner og familie. Det kan være godt at overveje, hvem man deler det med, da det ikke er alle, der vil forstå det. Ved man ikke, hvem man skal tale med, kan man altid ringe til Psykiatrifondens rådgivning.

Angst og depression som konsekvens

Selvom Julie håbede på sin fars forståelse, havde hun ikke forventet et omfavnende svar på sit brev. Alligevel blev hun overrasket over, at han slet ikke svarede.

Efter mange år, hvor Julie havde forsøgt at række ud og holde kontakten med sin far trods ansvars- og skyldfølelse, brast forholdet alligevel. Og med det var der noget, der gik i stykker inde i Julie.

”Jeg kunne simpelthen ikke forstå, hvordan min far kunne vælge mig fra. Det var et kæmpe hak i selvværdet, for hvis ikke en gang min far ville have en relation til mig, hvem skulle så ville.”

Som barn har man brug for sine forældres accept og omsorg, og Julies konsekvens af ikke at mærke det fra sin far blev i første omgang til en depression og siden angst.

”Jeg startede til psykolog, da min læge mente, at jeg var ved at udvikle en depression. Heldigvis kom jeg i behandling i tide, og det hjalp meget, at jeg fik en indsigt i min fars psyke til at forstå hans reaktionsmønster og valg om at afskære mig.”

Selvom Julie fik det bedre, har tabet af relationen påvirket hendes måde at være omkring andre mennesker.

”Jeg har en dyb frygt for at blive afvist, fordi jeg har oplevet, at min far har valgt mig fra. Jeg kan reagere meget uhensigtsmæssigt på små ting, hvis jeg føler, at mine nære relationer afviser mig. Så kan jeg mærke, at angsten kommer op i mig – mit hjerte banker voldsomt, og jeg kan ikke styre mine rystende arme og ben,” fortæller Julie.

I dag har Julie fundet ro i, at hun ikke har kontakt til sin far. Selvom hun stadig kan savne ham og ikke tror, at hun nogensinde holder op med det, så synes hun, at det er bedre end alternativet: ”Jeg ved, at jeg har givet alt, jeg kunne til relationen. Så jeg vil hellere savne min far indimellem, end jeg vil have dårlig samvittighed over aldrig at være god nok.”