Usikkert og trygt på samme tid

Hvide vægge og turkise døre ind til værelserne. En seng, et skab, et bord, en stol, en håndvask, en skraldespand og et spejl. Dertil en opholdsstue, køkken, rygergård, en gård med højt sort hegn hele vejen rundt og ”buret”, hvor personalet sad.

Lau Bang Madsen husker tydeligt omgivelserne fra sin indlæggelse i Glostrup. En indlæggelse, som både var pludselig og alligevel havde bygget op over en længere periode. Ungdomslivet var præget af fester som for de fleste andre unge. Lau læste til pædagog og arbejdede ved siden af i en børnehave og SFO.

Men efter at være flyttet hjemmefra begyndte Lau at mærke symptomer på OCD, der gav uro i kroppen og søvnproblemer.

”Jeg skulle røre ved lygtepæle, når jeg gik forbi dem og røre ved mit dørhåndtag flere gange, inden jeg kunne tage af sted til det, som jeg nu skulle.”

Lau fik metoder og redskaber hos en psykolog, men det hjalp ikke. Nogle år gik.

”Derfor udskrev min læge lykkepiller til mig for at dæmpe mine symptomer. Jeg sov stadig ikke meget, og til sidst ramte psykosen.”

Akut psykose

Det var efterår, og Lau var i midten af 20’erne. Kunne igen ikke sove.

”Natten inden min indlæggelse så jeg syner og troede, at jeg kunne styre lyset. Jeg husker, at jeg sad ude på altanen og så over på den modsatte blok. Var overbevist om, at det var mig, der fik lyset til at tænde i de lejligheder, hvor lyset tændtes. Jeg sov nok to timer den nat og så afsted på arbejde i SFO om morgenen. Jeg kom frem og havde det mærkeligt i min krop.”

Dagen gik med møder. Kollegaer har siden fortalt, at Lau talte sort.

”Derfor kom min leder over og hev mig ind i personalestuen. Her fik vi ringet til min far, og han hentede mig. Derfra er alt ret utydeligt. Som en drøm. Så meget har jeg fået fortalt af andre og kan ikke selv huske det helt.”

Lau blev kørt til psykiatrisk akutmodtagelse af sin far, hvor de blev mødt med beskeden om, at de skulle have henvisning fra egen læge, men de kom alligevel ind i venteværelset. Og ventede. Og ventede.

”Hen på aftenen kom jeg til samtale med en læge. Hun mente, at jeg var psykotisk og derfor skulle indlægges. Så det blev jeg en kold oktober aften i 2015.”

Lau blev indlagt med akut psykose. Efter sin indlæggelse blev diagnosen OCD fjernet. I stedet stillede en overlæge diagnosen skizotypi.

Fra lukket til skærmet afsnit

Lau blev først indlagt på det lukkede afsnit. Når de andre patienter stod op, var der med det samme ”gang i den, med larm, skrig og råben og alarmer, der gik.” Det føltes derfor usikkert, men var på samme tid trygt, da der altid var adgang til hjælp fra fagpersoner.

”Dagene var lange og kedelige. Jeg havde ingen udgang fra afsnittet og skulle opholde mig alle timer i døgnet på afsnittet. Jeg opholdt mig mest ude i gården, hvor der som regel var en fra personalet med mig. Min psykose var ret slem. Jeg troede på det tidspunkt i min psykose, at jeg var med i et eksperiment. Jeg så tegn i form af farver og former. Så jeg prøvede at løse gåder, men der var ikke nogen gåder.”

Ud over spisetiderne var der ikke mange rutiner på det lukkede afsnit. Men efter en uge blev Lau flyttet til det skærmede afsnit, en kombination af det lukkede og åbne afsnit. Der var plads til otte patienter, og værelset var det samme. Afsnittet var småt og føltes klaustrofobisk, men Lau fik det bedre og bedre.

”Jeg begyndte at tale med mine medpatienter, og vi fik en slags fællesskab. Imens jeg var der, fik jeg udgang på to timer om dagen. Dem brugte jeg til at cykle hjem og bare være i mit eget hjem. Det nød jeg.”

Åbent afsnit og udskrivelse

Lau blev rykket til det åbne afsnit og kunne frit komme og gå. Kunne endda sove hjemme ved aftale.

”Det var mere roligt og hyggeligt. Vi så julekalender om aftenen i opholdsstuen. Det var lidt som at være på efterskole igen. Bare hvor vi var syge i sindet.”

Tiden gik stadig langsomt, men der var aktiviteter, og man kunne dyrke sport i motionshallen. Det gik bedre og bedre, og Lau kunne udskrives:

”Jeg blev lykkelig og på samme tid bange. Indlæggelsen var blevet min hverdag. Jeg var glad for, at jeg måtte tage hjem, men mit gamle liv kom aldrig tilbage. Jeg var stadig syg og skulle tilknyttes kommunen og igennem behandlingsforløb i OPUS (intensivt behandlingstilbud for unge, red.). Så mit tidligere liv var ikke det, som jeg kom ud til igen. Det har taget tid at acceptere, men jeg er landet et rigtig godt sted den dag i dag.”

Lau bruger igen tiden på venner og familie, selvom der var en periode, hvor det sociale var uoverskueligt. Hverdagen består af gåture, badminton, musik og ord: Lau både læser og skriver flittigt.

”Jeg skriver tekster på Outsideren (frivillig forening, red.) og skriver generelt meget. Det er der også kommet en bog ud af, hvilket jeg er utroligt stolt af.”

Lau har bidraget til bogen 'Historier fra Psykiatrien' med 24 bidragydere. Hans beretning bærer titlen 'Når alarmen går'.