Sådan ser indlæggelse ud på film

I mange film taler man om at blive smidt i ”gummicellen”. Man kan komme på ”sindssygehospital” eller på engelsk i ”the nuthouse”. Kaos hersker, og patienter skriger. Sådan ser det sjældent ud i virkeligheden, men fordi de færreste har været på et psykiatrisk afsnit, har vi et skævt billede af indlæggelse. Et billede, der langt hen ad vejen er formet af kunsten og særligt filmhistorien. For mange er indlæggelse lig med den lukkede afdeling, og det skaber klare associationer:

”Det ligger i sagens natur, at den lukkede afdeling ligner fængselsfilm. Derfor ser man mange af de samme ting, der går igen. Nøgler, kighuller, vagter, som man skal snige sig udenom. Det er celler, gange, afhøringer, elektriske chok. Og så er det beskeden om, at det jo er for dit eget bedste,” siger Peter Schepelern.

Hovedværket

Hovedværket over dem alle, når det kommer til film om psykiatrien og indlæggelse, er selvfølgelig 'Gøgereden' (1975) med Jack Nicholson i hovedrollen. Hverken i denne eller mange andre film fremstår psykiatrien i et sympatisk lys:

”Hvad enten det skyldes lægeholdet, psykiateren, vagterne eller hvad, er det en grundbelæring i filmhistorien, at anstalten ikke er et rart sted at være.

Tænk på lægen og oversygeplejersken i 'Gøgereden', som er det altdominerende mesterværk, der har håndteret stoffet bedst. Den pådutter på en måde alle mennesker at være sindslidende. Fx den vidunderlige scene på skibet, hvor de bliver introduceret for havnefogeden. Hvor vi skal vente på at se, hvor skøre de er – gennem havnefogedens øjne. Det er optikken på vores medmennesker, der gør, om vi kan se, at de er skøre eller ikke skøre.”

'Den gale læge'

Helt tilbage i 1920 ser man 'den gale læge' på film i 'Dr. Caligaris kabinet'. Og selv i en mainstream-thriller som 'Terminator 2' (1991), hvor psykiatrien ikke ligefrem er hovedtemaet, er psykiateren 'selvfølgelig' ondskabsfuld:

”Den giver et skurkebillede af den modbydelige overlæge, og psykiatriske overlæger fremstår altid dubiøse. Men sådan er det i filmhistorien: Autoriteterne er som oftest de onde.”

Autoritetskritikken går linen ud i en film som 'Chok korridor' (1963), hvor en mand skal indlægges på en psykiatrisk afdeling for at komme i kontakt med en person, der kan hjælpe med at løse et mordmysterium. Manden må derfor udgive sig for at være psykisk syg: ”Med den makabre pointe, at han faktisk bliver sindssyg af at blive behandlet som en sådan.”

Man hører altså om skandaler. Man ser fastspændte patienter. Grufulde eksperimenter. Og patienterne? Det er som regel dem, vi holder med:

”Det er sjældent, at de enkelte cases i filmene er virkeligt forpinte eller farlige. De er oftest relativt sympatiske. De ’skøre’ er egentlig gode. Det er sagkundskaben, der til gengæld er mistænkelig.”

Den farlige kvinde

Filmhistoriens første mange årtier var domineret af mandlige instruktører og det mandlige blik. I 'David and Lisa' fra 1962 forelsker en mand sig i en ung kvinde, som viser sig at være psykisk syg.

”Det var et tema, man godt kunne lide dengang. Psykisk sygdom kombineret med en yndig ung pige. Det gælder også filmen 'Lilith' (1964) og den danske film 'Farlige kys' (1972), hvor instruktøren Stangerups daværende kone, Lotte Tarp, spiller en patient med skizofreni, som psykiateren falder for.”

Eller filmen 'Frances' fra 1982:

”Her har vi en Hollywood-stjerne, som bliver psykisk forstyrret og kommer på en grim anstalt, hvor hun bliver misbrugt. Det tema går ofte igen. Man finder et smukt og attraktivt menneske og giver hende en psykiatrisk lidelse og ser, hvor det så vil bringe hende hen.”

Kan man lave sjov med indlæggelse?

Peter Schepelern fremhæver også den danske film 'Vi er alle sammen tossede' fra 1959. Kjeld Petersen spiller en såkaldt normal mand, der ikke fejler noget, men da han en dag kører sin folkevogn ind i en elefant, konkluderer systemet selvfølgelig, at han ser syner og skal indlægges.

”Her møder han blandt andet Dirch Passer i én af hans absolut bedste roller som rablende sporkonduktør, der vil omstyrte samfundet, lave en ny styreform, et nyt parti og så videre. Det er en godmodig folkekomedie om de ’sjove tossede’.”

Men er det noget, man kan lave sjov med? Her spiller selve titlen en rolle:

”’Tosset’ er jo et mildere ord for en sindslidelse. Med ’sindssyg’ krydser man på en måde en grænse. Forestillingerne hos Dirch Passers karakter er jo harmløse. Karaktererne i den slags komedier er og skal snarere være excentriske.”

Og de mest latterlige karakterer? Igen autoriteten. Tænk bare på psykoanalytikere, der overanalyserer en rorschachtest.

”Psykoanalytikere fremstår næsten altid latterlige. På den måde finder vi jo klicheerne sjove, når det går den vej.”

Empatisk skildring

I nyere filmhistorie er der kommet flere nuancer på skildringen af indlæggelse. Særligt én film har spillet en vigtig rolle i den henseende.

”'I Girl, Interrupted' (1999) er det en mere empatisk skildring af indlagte. Selve sanatorieopholdet er tegnet som et mere humant sted, og filmen er mere realistisk i sin skildring af mennesker.”

Vi er rundet af den kultur, der omgiver os. De opfattelser af indlæggelse, vi møder på film, kan både skabe og forstærke fordomme – ligesom de kan være med til at nedbryde dem. Uanset hvilken retning filmkunsten bevæger sig i, vil vores opfattelser også i fremtiden blive påvirket af den.

Læs også