Ekspert: Sådan forbedrer vi systemet

Vi hører ofte om ”systemet”. Vi taler næsten om det, som om det var et menneske, når systemet svigter. Men sundhedssystemet består af mange tusinde individer. Alt fra direktører, overlæger og mellemledere til sygeplejersker, IT-medarbejdere og pedeller. Fastansatte, vikarer, deltidsansatte, unge i studiejob.

Mange beslutninger træffes på de enkelte afdelinger og afsnit, men de største forandringer bliver dikteret politisk. For at gøre os klogere på indretningen af systemet – og hvad der skal til for at løse nogle af de aktuelle problemer – har vi allieret os med professor i sundhedsledelse og -politik Mickael Bech fra Syddansk Universitet. Han forsker i ledelse, organisering og styring i sundhedsvæsenet.

Manglende sammenhæng

Han bekræfter, hvad man hører i medierne: ”Lige nu har vi ikke ressourcerne til at dække alle de behov, der er. Vi har et meget specialiseret, men dermed også potentielt fragmenteret sundhedssystem. Det er godt for hovedparten af patienterne, fordi de ofte får en høj kvalitet i den enkelte ydelse. Vi skal også passe på med at sige, at vi skal have lavet alt om i vores sundhedsvæsen. De fleste patienter kan navigere i systemet, selvom de potentielt kommer flere steder i sundhedsvæsenet.”

Man fornemmer, at der er et ”men” på vej. Mickael Bech fortsætter:

”Når det er sagt, er det især et problem at finde rundt og finde den rette hjælp for patienter, som er sårbare, har flere kroniske lidelser og derfor flere overgange. Når man både er i kontakt med egen læge, måske er knyttet til ambulant behandling i psykiatrien og får bostøtte fra kommunen, så kan de enkelte dele godt være velfungerende, men i samspil kan det være vanskeligt at finde ud af, hvem der har ansvar for hvad. Det kan især for sårbare og multisyge betyde, at det bliver vanskeligt at holde fast i sammenhængen mellem de enkelte dele.”

Differentierede indsatser er løsningen

Mickael Bech forklarer, at de mest sårbare har de største og mest komplekse behov, og at de stærkeste er dem, der er hurtigst til at tage ressourcerne og benytte sig af tilbuddene, fx mentorer og koordinatorer. Hvordan løser man det på et større plan?

”Vi skal lave mere differentierede indsatser og udpege de grupper, hvor vi kan forudse, at der vil være problemer. Vi skal guide og understøtte de mest sårbare og lave om på organiseringen, så vi sikrer, at vi integrerer de behov, de har.”

Det er vanskeligt at finde løsningsforslag til de allermest sårbare. De er ofte svære at holde kontakt til og sværere at hjælpe, uanset hvilken hjælp der tilbydes. Mickael Bech forklarer, at sundhedsvæsenet skal have klare tilbud til dem, der ikke har pårørende til at hjælpe, men en af de store udfordringer er, at de personer stadig skal kunne finde ud af at række ud – ellers bliver de sjældent samlet op.

Uddannelse til pårørende

Systemet skal imidlertid også blive bedre til at gøre brug af pårørende som ressource:

”Vi skal uddanne pårørende og hjælpe dem, så de ved, hvad de kan gøre. Hvilke signaler de skal være opmærksomme på i en given situation, hvordan de kan afværge bestemte situationer osv. Vi skal hjælpe den pårørende til at kunne være den første, der gør noget. Det er vi ikke gode til som sundhedssystem,” fortæller Mickael Bech.

Han understreger vigtigheden af, at pårørende ikke bliver koblet af under behandlingen. Ja, faktisk bør de måske være en del af behandlingen. Foruden pårørende bør vi også tænke civilsamfundet ind i højere grad og særligt i forhold til dem, der ikke har et netværk at trække på. Kan den lokale idrætsforening eller kulturinstitutioner fx spille en rolle?

Professoren fortæller, at man arbejder mere formaliseret med civilsamfundet i Holland. Man skal forestille sig et løg: Det inderste lag er lige rundt om borgeren, det kan være familie og naboer. Næste lag er lokalsamfundet. Længere ude er samfundet som helhed. Jo længere ud i ringen man kommer, desto mindre kan man hjælpe – selvom man stadig kan gøre noget. Man kan altid gøre noget.

Herhjemme har vi også foreninger med peer-støtteordninger, netværksgrupper og navigatører – typisk studerende med en sundhedsfaglig baggrund – som kan ”oversætte” til møder med sagsbehandlere: Hvad skete der til mødet, hvad blev der sagt, hvad betyder det osv.

Men kan det passe, at det er pårørende, lokalforeninger og frivillige, der skal redde psykiatrien?

Kontroversielt eller det rette at gøre?

Mickael Bech fortæller, at der er unødigt store gab mellem psykiatrien og somatikken, men problemerne kan ikke kun løses politisk. Han uddyber:

”Uanset hvilken organisation man har, er det fundamentalt for et samarbejde, at man har såkaldt relationel koordination: Har man fælles målsætninger? Har man gensidig respekt og gensidig viden? Det handler ikke kun om kommuner og regioner, men også om hospitaler, hvor der internt kan være afdelinger, der ikke kan samarbejde.”

Politisk kan man se på organisatoriske rammer, men det er ”i bund og grund et ledelsesspørgsmål” at få forskellige enheder og afdelinger til at arbejde bedre sammen – og det skal nogle kort og godt tage på sig.

”Jeg savner, at vi som system samler og deler den vigtige viden: Hvor mange mennesker drejer det sig om, hvem er de, hvor meget trækker de på forskellige ydelser? Jeg har selv været involveret i projekter, hvor vi godt vidste, at mange trak på forskellige ydelser, men de forskellige parter blev først klar på at lave noget om, da vi fik det fulde kvantitative billede.”

Fælles data kan give forståelse og sammenhæng mellem indsatser. Det kan give bedre mulighed for at se, hvor man bruger for mange ressourcer i både kommune og region, men det kræver kvantitativ forståelse og værktøjer til at udpege de grupper, der har størst behov. Efterfølgende har man mulighed for at indføre nye rutiner for de grupper.

Her kan det blive kontroversielt for nogle.

”Hvis vi forestillede os en mentorordning for alle, ville de stærke bare snuppe alle ressourcerne, før vi kommer ned til dem, der har størst behov for dem. Det kræver politisk og fagligt mod at sige: ’Det her er en ordning til de svageste, og det skal vi værne om.’ Det kan blive et dilemma, og nogle patientforeninger vil måske sige, at det er mærkeligt, at alle ikke kan få adgang til det.”

Gevinsten er stor, hvis vi får givet til de rette, men vi skal passe på med dyre koordinationsløsninger for alle, påpeger Mickael Bech:

”Vi giver universelle rettigheder i vores sundhedssystem og har svært ved at lave løsninger for de enkelte – selvom det er dét, der skal til. Vi ved meget om, hvad der skal til. Det er implementeringen, der er svær.”