Jeg er hverken normal eller unormal, jeg er bare mig

Af Caroline Lovmand

Normal og unormal er to ord jeg mener burde fjernes fra alle ordbøger og generelt fra samfundets ordforråd. Bevares-vil-jeg-da-virkelig-ikke-falde-uden-for-normalen. Det er jeg overbevist om, at der ikke er nogle som har lyst til, for det syntes jeg omtales som værende et ubehageligt sted at være. Uden for gruppen, hmm det lyder ikke nice. Men falder du og jeg ikke lidt uden for alligevel? Gør vi ikke alle sammen det på den ene eller anden måde? Jeg føler mig tit uden for. Men det betyder ikke, jeg synes det er ubehageligt.

Jeg-skal-bare-lige-gøre-det-og-det-og-derhen-og-så-ligeeee... så passer jeg ind og så er jeg normal, eller i hvert fald lidt. Men nej. For definitionen af normal og unormal rykker sig hele tiden. Lidt ligesom alle andre elementer, som opholder sig på jorden og i samfundet også gør. Men det ved jeg - jeg vil aldrig komme til at passe ind i at være normal eller unormal.

Det at være normal eller unormal er to bokse som er svære at passe ind i. Den ene kasse ville jeg SÅ gerne passe ind i (normal) og den anden ville jeg helst ikke passe ind i.  Det ville jeg gerne på et tidspunkt, men det tidspunkt er fortid. På det tidspunkt var jeg syg med en spiseforstyrrelse og havde en depression. Jeg havde et forvrænget billede af hvad der var normalt og unormalt. Jeg følte mig alene, mærkelig, anderledes. Men om jeg på daværende tidspunkt var normal eller unormal er underordnet. For i det store hele, gør det ingen forskel. Det kvæler mig at føle jeg skal passe ind i en boks, og på samme tid have en fornemmelse af, at jeg ikke kan bevæge mig ud. Hvis jeg prøver, bliver jeg måske ikke accepteret. De bokse er slet ikke mig, om det er den normale eller unormale af slagsen. Jeg ved nu jeg er mere end en boks.

Normal og unormal er to udtryk som er dannet på baggrund af holdninger, som i virkeligheden iscenesættes af mennesket selv. For samfundet består af mennesker. Vi definerer selv, hvad der er normalt eller unormalt. Det er to ord, som er med til at definere, hvad der anses som almindeligt og ualmindeligt, eller hvad vi anser som mindre værd eller mere værd.

Jeg startede en blog på et tidspunkt, hvor jeg var syg med en spiseforstyrrelse. Jeg stod midt i mit 1. sabbatår, var syg og enormt drevet af mine negative tanker. Inderst inde var det et håb om at kunne skabe et sted, hvor jeg kunne bidrage med noget, jeg selv manglede at læse om, eller manglede, at andre måske talte højt om. Mest fordi jeg følte mig usikker og alene. Jeg turde bare ikke at gøre bloggen offentlig. Jeg var styret af, hvad andre mennesker ville tænke og sige. Jeg var styret af, om jeg var god nok, og at jeg ikke indeholdt nok som menneske. For hvad nu hvis jeg ikke var god nok? Ville jeg så være endnu mere alene, fordi andre syntes, jeg var mærkelig? På daværende tidspunkt følte jeg mig mindre værd, og jeg følte ikke, jeg kunne bidrage til verden. Jeg var alligevel meget fast besluttet på, at jeg havde lyst til at skabe noget, som var mig helt ind til knoglerne. Problemet var bare, at jeg var ikke mig selv – jeg var spiseforstyrrelsen. 

Jeg ønskede så brændende meget at have succes ’ligesom alle andre omkring mig’ - men hvordan skaber jeg egentligt den succes? 

Jeg har efter mange sværere år igennem psykolog samtaler, medicin og en hel del stædighed lært, at det ikke handler om at blive til noget, men at blive til nogen. Størstedelen af mit liv har jeg følt mig mindre værd. Specielt hvis jeg ikke har lykkedes med succes, som i virkeligheden egentligt handlede om at blive accepteret af mig selv. Jeg følte min succes lå i at blive accepteret af andre mennesker omkring mig. Det er dog ikke så let, og derfor har jeg lært, at det at acceptere mig selv er det der giver mig succes. 

Jeg har brugt meget af min tid på at skyde skylden på samfundet og sætte mig selv i en offerrolle. Men samfundet er også mig selv, og jeg danner selv et billede af, hvilke idealer og elementer jeg vil give min opmærksomhed, og hvilke jeg vælger at beslutte som værdige at leve op til. Jeg er ikke noget bestemt, jeg er her bare. Jeg lever mit eget liv, fordi jeg ved, det kun er mig, der kan. Min far er en klog mand, han sagde en dag til mig "Det kan aldrig gå værre end galt" – og det har han helt ret i. Og hvad så hvis jeg ikke passer ind. Så passer jeg i det mindste ind i mig selv. 

Dette er et uddrag fra Caroline Lovmands blog.