Luk

Strukturkommission må ikke forsinke arbejdet med tiårsplanen

Det er positivt, at statsminister Mette Frederiksen ser psykiatrien som et af de fire vigtigste områder for den nye strukturkommission. Men det er afgørende, at kommissionens arbejde ikke forsinker udrulningen af tiårsplanen for psykiatrien. Det siger Psykiatrifondens direktør Marianne Skjold.

Marianne Skjold Larsen, administrerende direktør, Psykiatrifonden

Titel

Kommentar af Marianne Skjold, direktør i Psykiatrifonden, 28. marts 2023

...

Psykiatrifondens direktør Marianne Skjold finder det meget positivt, at statsminister Mette Frederiksen ser psykiatrien som et af de fire vigtigste områder for den strukturkommission, der officielt blev nedsat tirsdag den 28. marts 2023. 

Hun mener, at tre hovedproblemer står i vejen for at skabe en psykiatri i verdensklasse:

  1. Vi skal udviske uligheden
  2. Vi skal gøre overgange gnidningsfri
  3. Alle skal have ens og let adgang til behandling af høj kvalitet.

Og så er det afgørende, at kommissionens arbejde ikke forsinker udrulningen af tiårsplanen for psykiatrien.

1. Vi skal udviske uligheden

Strukturkommissionen skal først og fremmest gøre op med de enorme og uforståelige forskelle på de nære sundhedstilbud ude i kommunerne, mener Marianne Skjold:

”Det er en bunden opgave at udviske uligheden mellem psykisk og fysisk sygdom. Depression alene er årligt skyld i 6.700 dødsfald, blandt andet fordi mennesker med psykisk sygdom underdiagnosticeres og underbehandles. Samtidig ser vi alt for store forskelle på sundhedstilbud fra kommune til kommune. Mennesker med psykisk sygdom og deres familier skal have let adgang til den samme høje kvalitet, uanset hvad deres postnummer er. Det er jeg glad for at se, at regeringen adresserede direkte på dagens pressemøde”, siger hun.

2. Vi skal gøre overgange gnidningsfri

Psykiatrien ligger midt i Løkkes Bermuda-trekant.
Marianne Skjold, direktør i Psykiatrifonden

"Når kommissionen skal se på struktur og sektorer, så er det særlig væsentligt, at man ser på psykiatriens sektorovergange. Det gælder overgangen mellem børne- og ungdomspsykiatrien og voksenpsykiatrien, som kan være urimeligt brat og brutal mange steder, manglen på sammenhæng fra region til kommune, og ikke mindst de overgangsproblemer, mennesker med psykisk sygdom og et samtidigt misbrug møder. Det er alle områder med enorme, strukturelle gnidninger, og de ligger midt i det, Moderaternes leder, udenrigsminister Lars Løkke på pressemødet i dag meget rigtigt kaldte en Bermuda-trekant”, siger Marianne Skjold.

3. Alle skal have ens adgang til behandling af høj kvalitet

Psykiatrifonden vil samtidig opfordre til, at strukturkommissionens arbejde varsler et nybrud, der endelig sætter patienten i centrum, som man har sagt så mange gange, men aldrig reelt gjort:

”Der skal være entydige krav om behandling af højeste kvalitet, også i psykiatrien. Alt for mange patienter i psykiatrien bliver spist af med det, man nu har på hylden, frem for det, forskning har vist virker på den enkelte tilstand eller sygdom. Forskning og udvikling skal i højsædet, som det er helt naturligt på fx kræftområdet. Vi skal løfte vores psykiatri til verdensklasse kvalitet og dermed også gøre det prestigefyldt for de dygtigste fagfolk at arbejde der”, mener Psykiatrifondens direktør Marianne Skjold.

Må ikke forsinke tiårsplan

Lige nu er der alvorligt syge mennesker, som ikke får den hjælp, de har brug for.
Marianne Skjold, direktør i Psykiatrifonden

Psykiatrifonden ser frem til at bidrage til det store arbejde, der nu går i gang for alvor.

”Men det er vigtigt for mig at sige, at det ikke må forsinke implementeringen af tiårsplanen for psykiatrien på nogen måde. Lige nu er der alvorligt syge mennesker, som ikke får den hjælp, de har brug for, fordi vores psykiatri er på pumperne og har brug for et helt akut løft. Det må ikke gå i stå på grund af strukturkommissionens arbejde”, siger Marianne Skjold.

Roser kommissions uafhængighed

Endelig skal Strukturkommissionen komme hele vejen rundt om sundhedsvæsnet. Derfor er det ifølge Marianne Skjold væsentligt, at man har valgt, at kommissionen i sin sammensætning er uafhængig og ikke præget af partsinteresser.

”Hvis vi skal de strukturelle udfordringer til livs, så kræver det reel nytænkning. Derfor nytter det ikke, at der sidder 50 organisationer med hver deres særinteresse. Det er en god og vigtig beslutning, som jeg gerne vil rose regeringen for.”

Torsten Bjørn Jacobsen, formand, Psykiatrifonden (tv), Marianne Skjold Larsen, administrerende direktør, Psykiatrifonden (th), 26. april 2022

Den nye strukturkommission bør blandt andet se på, hvem der tager ansvar for patienter med dobbeltdiagnoser, hvordan tilliden kan genskabes mellem patient og psykiatri, og hvordan vi skal måle psykiatriens kvalitet, skriver repræsentanter for...