Luk

#StemPsyk: Mød nogle af dem, det hele handler om

Psykiske sygdomme er usynlige. Alligevel har de mange ansigter. Vi har talt med nogle af dem, det hele handler om. Her kan du møde Lisbeth, Elias, Bolette, Frans og Mathilde, som hver især har kæmpet med psykisk sygdom. De er ansigter på det, vi kæmper for.

Titel

Denne side er publiceret op til folketingsvalget 1. november 2022.
Indholdet er ikke ændret efter denne dato. 

...

 

#StemPsyk, herobillede, videoer

Op mod hver anden af os får på et tidspunkt i livet en psykisk sygdom. Alligevel prioriterer politikerne ikke psykisk sygdom tilstrækkeligt.

Vi har talt med Lisbeth, Elias, Bolette, Frans og Mathilde, som hver især har kæmpet med psykisk sygdom og kæmpet med systemet.

De er de modige ansigter, der er med til at bryde fordomme og tabu. Deres historier viser, at der er akut behov for at løfte psykiatrien på tværs af diagnoser og sygdomshistorier.

De er med til at gøre de usynlige sygdomme synlige og med til at råbe politikerne op, så de prioriterer psykiatrien i valgkampen og efter valget.


Lisbeth

Lisbeth er uddannet sygeplejerske og levede et aktivt liv med arbejde og teater. For 16 år siden blev Lisbeth påkørt af en bus og fik et piskesmæld, der betød, at hun ikke kunne arbejde mere. Hun fik en dyb depression. Lisbeth har været indlagt mange gange og har alt for ofte oplevet, at der ikke var plads til hende. 
 


Elias

Elias’ far var ofte sur og træt, og Elias kunne godt se, at hans far ikke var, som vennernes fædre. Elias’ far var soldat, og det satte sine spor – også hos Elias. Som pårørende til en forælder med psykisk sygdom fik Elias brug for at gå til psykolog og gruppeterapi. Her fandt han ligesindede unge, han kunne relatere til og fandt derigennem ud af, at han ikke var alene. Ikke alle er lige så heldige som Elias med at finde den rette behandling i rette tid. 
 


Bolette

Bolette fik det psykisk skidt i de tidlige teenageår, men hun gjorde, hvad hun kunne for at klare sig igennem. En dag kunne hun ikke lade som om, alt var godt længere, og hun blev indlagt på lukket psykiatrisk afdeling. Bolette har siden været flere år i psykiatrien, og alt for ofte var det en ny behandler, hun mødte. Det var først, da Bolette fik en stabil behandler, at hun begyndte at få det bedre.
 


Frans

Frans fik for fem år siden en dyb depression. Han har lidt af svær panik- og dødsangst og har kæmpet imod et system, der gjorde ham mere syg, end han var i forvejen. Frans blev i længere tid medicineret for sine angstanfald, men oplevede, at mangel på sengepladser og ressourcer i psykiatrien gjorde ham mere syg. Det var først, da Frans fik den rette behandling, at han lærte at tøjle angsten.
 


Mathilde

Mathilde havde svært ved at være væk fra sine forældre, da hun var 9-10 år. Hun havde brug for hjælp til at komme i skole om morgenen. En dag kom Mathilde til psykolog, som diagnosticerede hende med angst. Mathilde kom i et evidensbaseret og tilpasset forløb, og nu kan Mathilde snakke åbent om sin angst og gå i skole som de fleste andre børn. 
 


Susanne

Susanne blev ramt af psykisk sygdom for over 10 år siden. Hun har siden fået flere psykiske diagnoser og har været indlagt på psykiatrisk sygehus mange gange. For Susanne har det at få hjælp i eget hjem betydet en kæmpe forskel for hendes liv og trivsel. Hun vil gerne fremme en psykiatri, hvor vi har mere fokus på det hele menneske, og hvor vigtigt det er at kunne få den rigtige støtte i eget hjem. Susanne er ansigt på det, vi kæmper for. Der er akut behov for at løfte psykiatrien på tværs af diagnoser og sygdomshistorier.


#StemPsyk - kollage, alle politikere

Folketingsvalget er overstået. Tusind tak til alle jer, der hjalp til med at gøre psykiatrien til et centralt tema i den fire uger lange valgkamp. Her får du et tilbageblik på vores og jeres indsats for at sætte psykiatrien på dagsordenen.