Tvang i psykiatrien
Tvang i psykiatrien kan ikke undgås, men når tvang vurderes at være nødvendig, skal det ske med den størst mulige hensyntagen til patienten. Psykiatriloven forpligter pårørende eller politiet til at tilkalde en læge, hvis en person antages at være psykotisk og ikke selv søger behandling.
Hovedbudskaber på denne side
- På trods af stabilitet i antallet af personer, der tvangsindlægges, er der sket en stigning i hvor mange gange, den enkelte person bliver tvangsindlagt.
- De to hyppigste tvangsforanstaltninger, der anvendes, er bæltefiksering og beroligende medicin med tvang.
- Der har været et fald i brugen af bæltefiksering i perioden 2014-2022.
- 2022 er det år, hvor flest både absolut og relativt set har fået beroligende medicin med tvang i perioden 2014-2022, og der har været en støt stigning over årene. Der har også været en stigning i antallet af gange, der gives akut beroligende medicin med tvang.
- Sagsbehandlingsfristerne i klagesager om tvang overholdes ikke i en væsentlig del af sagerne.
- 359 børn og unge under 18 år blev i 2022 udsat for tvang i psykiatrien, hvilket er det højeste antal i perioden 2014-2022.
- Sammenholdt med antallet af indlagte børn og unge er der en stigende tendens i brugen af tvangsforanstaltninger blandt børn og unge de senere år.
Indhold
- Introduktion
- Tvang i voksenpsykiatrien
- Klagesager om tvang
- Tvang i børne- og ungepsykiatrien
- Kilder
- Læs mere
Introduktion
Introduktion
Tvang i psykiatrien kan ikke undgås, men når tvang vurderes at være nødvendig, skal det ske med den størst mulige hensyntagen til patienten. Psykiatriloven forpligter pårørende eller politiet til at tilkalde en læge, hvis en person antages at være psykotisk og ikke selv søger behandling. Lægen skal foretage en tvangsindlæggelse, hvis der er betydelig helbredsfare eller fare for, at personen skader sig selv eller andre.
Anden tvang end indlæggelse må kun ske på en psykiatrisk afdeling. Psykiatrilovens mindstemiddelprincip tilsiger, at tvang for det første kun må anvendes på en psykiatrisk afdeling, efter at man har gjort, hvad der er muligt for at for at opnå patientens frivillige medvirken. For det andet skal der være en proportionalitet imellem den foranstaltning, der tages i brug, og det man forsøger at opnå. Det vil sige, at hvis mindre indgribende foranstaltninger er tilstrækkelige, skal man anvende dem.116
Tvang i voksenpsykiatrien
Tvang i voksenpsykiatrien
Tvangsindlæggelser
Figur 10.1. viser antallet af tvangsindlæggelser i perioden 2014-2022. Antallet steg lidt i de første år i perioden, men er de seneste år faldet lidt igen. Der er tale om mindre udsving, og generelt ligger antallet af tvangsindlæggelser nogenlunde stabilt mellem cirka 3000 og 3300 i hele perioden.
Sammenholder man antal tvangsindlæggelser med det samlede antal indlæggelser (Figur 10.2.), har andelen af tvangsindlæggelser været relativt konstant på omkring de 12-13 procent.
Samlet set peger tallene i Figur 10.1. og 10.2. på, at der har været mindre udsving i tvangsindlæggelser, men at der i hvert fald ikke er sket en reduktion siden 2014.
Rapporten ’Monitering af tvang i psykiatrien’117 viser dog, at der over en årrække er sket en stigning i det samlede antal af tvangsindlæggelser. I 2012/2013 var antallet 3.413, mens det i 2022/2023 var steget til 5.168.
Når antallet af voksne, der tvangsindlægges, er uændret, mens antallet af tvangsindlæggelser er steget, må det betyde, at der er sket en stigning i hvor mange gange, den enkelte person bliver tvangsindlagt. Dette er en bekymrende tendens i sig selv, fordi flere personer oplever flere tvangsindlæggelser, men også, fordi der er en sammenhæng mellem indlæggelse med tvang og efterfølgende anvendelse af tvang under indlæggelsen.117
Tvangsforanstaltninger
Figur 10.3. viser, at der i 2022 var 5.631 voksne berørt af en eller flere tvangsforanstaltninger (bæltefiksering, brug af remme, fastholdelse, akut beroligende medicin med tvang, tvangsbehandling med medicin (ikke akut), personlig afskærmning og tilbageholdelser), hvilket svarer til 23 procent af alle indlagte voksne.
I tillæg hertil viser Figur 10.4., at over årene 2014-2022 har andelen af voksne patienter berørt af tvangsforanstaltninger i forhold til antallet af indlagte ligget mellem 22,6 procent og 24,3 procent. Der er således kun mindre udsving i andelen af voksne berørt af tvangsforanstaltninger i perioden og således ingen væsentlig reduktion.
De to hyppigst anvendte tvangsforanstaltninger er bæltefiksering og beroligende medicin givet med tvang.
Tal fra Sundhedsstyrelsen viser, at antallet af personer, der bæltefikseres, i 2022 var 1.117 – 4,5 procent af alle indlagte – mens det totale antal af (påbegyndte) bæltefikseringer var 4.923, idet den samme person inden for året kan have oplevet flere bæltefikseringer. Det totale antal af bæltefikseringer har ikke været højere siden 2016 (5.119), og det er steget med 281 fra 2021 til 2022. Ser vi på hele perioden fra 2014 til 2022 har der dog været et fald i andelen ( procent) af indlagte personer, der bæltefikseres, da det i 2014 var 7,2 procent af de indlagte personer, der havde oplevet bæltefiksering.66
Antallet af personer, der får beroligende medicin med tvang, var i 2022 2.361 svarende til 9,1 procent af alle indlagte. I 2021 var det 8,7 procent (2.232 personer), og i 2014 var det 8 procent (2.130 personer) af alle indlagte, der fik beroligende medicin med tvang. 2022 er det år, hvor flest både absolut og relativt set har fået beroligende medicin med tvang i perioden 2014-2022, og der har været en støt stigning over årene.
Der har også været en stigning i antallet af gange, der gives akut beroligende medicin med tvang, på 10.385 gange i 2022 mod omkring de 8.000 i årene 2014-2016.66 Stigningen i beroligende medicin givet med tvang kan være et udtryk for, at man ønsker at undgå nogle af de andre tvangsforanstaltninger.
Tal fra 2014-2017 viser, at omkring 40 procent af både mænd og kvinder, som var udsat for fastholdelse, var diagnosticeret med skizofreni eller lignende diagnose. Derudover var fire ud af ti mænd diagnosticeret med adfærdsmæssige forstyrrelser, affødt af stofbrug.118
Fastholdelse blev hyppigere anvendt på kvinder end mænd i perioden 2014-2017. Lidt over 5 procent af de indlagte kvinder blev fastholdt, imens det samme gjaldt 3 procent af de indlagte mænd. Jo flere gange patienten blev fastholdt, jo længere blev den gennemsnitlige indlæggelsestid, og indlæggelsestiden var generelt længere for mænd, som var blevet fastholdt. 119
Mænd, som var blevet fastholdt en til to gange, var i 2017 gennemsnitligt indlagt i 120 dage, hvor kvinder tilsvarende var indlagt i 61 dage. I gennemsnit gik der i 2017 flere dage inden en mand første gang blev fastholdt under sin indlæggelse (34,2 dage) i forhold til kvinder (11,4 dage).120
Målsætningen om en reduktion i brugen af tvang
I 2014 indgik det daværende Ministerium for Sundhed og Forebyggelse og regionerne en partnerskabsaftale om at reducere brug af tvang i psykiatrien frem mod 2020. Målsætningerne med aftalen var, at antallet af patienter, der tvangsfikseres, skulle halveres i 2020, og at der på samme tid skulle ske en reduktion i den samlede anvendelse af tvang.
Målsætningen om en reduktion i den samlede anvendelse af tvang er altså helt utvetydigt ikke indfriet, jf. Figur 10.3. og 10.4. I forhold til tvangsfiksering er der ikke opnået en halvering, men der er dog sket en væsentlig reduktion i bæltefiksering fra 7,8 procent af alle indlagte i 2014 til 4,5 procent i 2022.
Klagesager
Klagesager om tvang
Det er et grundlæggende princip i sundhedsretten, at behandlingsforslag fremsat af en sundhedsperson er et tilbud (Sundhedsloven § 5, stk. 1).121 Psykiatriloven giver imidlertid hjemmel til indlæggelse og behandling uden patientens informerede samtykke, hvis patienten er psykotisk eller befinder sig i en tilsvarende tilstand (Psykiatriloven, § 5).
Tvang tilsidesætter nogle af de mest grundlæggende menneskerettigheder, og derfor følger det også af Psykiatriloven, at patienter har adgang til at klage over tvangsindgrebet, og at patienten skal vejledes om klageadgangen (§ 32). De lovbestemte frister for afgørelser i klagesager over tvangsindgreb er en vigtig del af retssikkerheden for patienter, der udsættes for tvang.
Psykiatrifonden har på baggrund af aktindsigtsmateriale for 2018-2020 efterprøvet, om det Psykiatriske Patientklagenævn har overholdt fristerne i Psykiatriloven.122Vores analyser viser, helt overordnet, at der er en væsentlig andel af sager, hvor fristerne for behandling ikke bliver overholdt, hvilket fremgår af Tabel 10.1.
Note
Antal sager i 2018 (eksklusiv januar) n= 1.302, 2019 n=1.187 og 2020 n=1.126. Der kan indgå flere klagepunkter i en sag, og derfor summer andelene inden for hvert år ikke til 100 procent.
I klagesager med mindst et klagepunkt om tvangsbehandling (tvangsmedicinering, tvangsernæring, ECT eller tvangsbehandling af somatiske sygdomme) blev fristen ikke overholdt i 34 procent af sagerne i 2018, mens det i 2020 var faldet til 22 procent af sagerne.
For sager med mindst et klagepunkt om frihedsberøvelse steg andelen af sager, hvor den vejledende frist ikke blev overholdt fra 32 procent i 2018 til 65 procent i 2020. Det samme billede gør sig gældende for sager med klagepunkter om andre tvangsformer end tvangsbehandling og frihedsberøvelse.
En væsentlig og selvstændig problemstilling, som også blev åbenbaret i forbindelse med Psykiatrifondens undersøgelse, var, at de modtagne data fra klagenævnet var utilstrækkelige for at kunne foretage en udtømmende afdækning af, hvorvidt klagenævnet overholder loven.
I arbejdet med dataudtrækket kunne Psykiatrifonden blandt andet konstatere, at der manglede information om de tvangsformer, der var blevet klaget over, i en væsentlig del af sagerne (18-33 procent i de enkelte år).
Overholdelse af frister for afgørelser i klagesager er fundamentale for retssikkerheden – i særdeleshed for patienter, der har været udsat for tvang. Det er derfor et problem, at sagsbehandlingsfristerne ikke overholdes i en væsentlig del af sagerne. Det er desuden et problem, at datakvaliteten i aktindsigtsmaterialet ikke muliggør en afdækning af, i hvilket omfang klagenævnet overholder loven.122
Alvorligt psykisk syge har ingen retssikkerhed, når de klager over tvang i psykiatrien. Det kan Psykiatrifonden afsløre efter en aktindsigt i klagesagsbehandlingen i Det Psykiatriske Patientklagenævn. ”Systemet beskytter de svageste dårligst. Det er...
Børne- og ungepsykiatrien
Tvang i børne- og ungepsykiatrien
I 2022 blev 181 børn og unge tvangsindlagt på et psykiatrisk hospital, mens det var 134 børn og unge tilbage i 2014. 2022 er året med det højeste antal i perioden 2014-2022. Og når vi ser på andelen af tvangsindlæggelser i forhold til antal indlagte børn og unge i 2022, er der tale om godt 11 procent, hvilket også er den højeste andel i perioden. I 2014 var det 8 procent af indlæggelserne, som skete med tvang.66
Figur 10.5. viser, at 359 børn og unge under 18 år i 2022 blev udsat for tvang i psykiatrien, hvilket er det højeste antal i perioden 2014-2022. Antallet både stiger og falder i perioden, og der er ikke umiddelbart nogen klar udvikling at spore.
Figur 10.6. viser imidlertid, at der sammenholdt med antallet af indlagte børn og unge ser ud til at være en stigende tendens i brugen af tvangsforanstaltninger over for børn og unge de senere år. Her er 2022 også det år, hvor andelen af børn og unge, der er berørt af en eller flere tvangsforanstaltninger, er højest (22,4 procent) i perioden 2014-2022. De bagvedliggende årsager til udviklingen foreligger der ikke viden om, og der er således et behov for at få mere viden om både årsager, og hvilke indsatser der virker på området.117,123
I forhold til fastholdelser og anvendelse af akut beroligende medicin givet med tvang under indlæggelse af børn og unge viser tal fra Sundhedsdatastyrelsen, at der er en kønsforskel. Langt flere piger end drenge blev fastholdt i perioden 2014-2017. I 2017 var det 102 piger og 45 drenge.124
Både drenge og piger, som oplever fastholdelse, er hyppigst diagnosticeret med adfærdsændringer eller udviklingsforstyrrelser (80 procent af drengene og 70 procent af pigerne) og dernæst skizofreni (cirka 20 procent af drengene og 25 procent af pigerne).125
Anvendelse af akut beroligende medicin givet med tvang bliver også hyppigere anvendt til piger og yngre kvinder (5,7-7,5 procent) i årene 2014-2016, hvor det for drenge og yngre mænd var 2-4 procent. Det sker ofte i forbindelse med forløb med bæltefiksering.126
I hver skoleklasse sidder der gennemsnitligt et eller to børn, der har så omfattende psykiske lidelser, at de har brug for professionel hjælp. De får problemer med at passe skolen, de falder bagud, mister deres venner og kan til sidst slet ikke gå i...
Kilder
Kilder
Indholdet på denne side er fra rapporten 'Tal og fakta om psykisk sygdom i Danmark 2023 (PDF)', som Psykiatrifonden publicerede 1. marts 2024.
Alle rapportens kilder er samlet på siden Kilder til rapporten 'Tal og fakta om psykisk sygdom i Danmark 2023'.
Læs mere
Læs mere
Indholdet på denne side er fra Psykiatrifondens rapport 'Tal og fakta om psykisk sygdom i Danmark 2023 (PDF)', publiceret 1. marts 2024.
Rapporten kan både hentes som PDF og læses her på hjemmesiden, hvor den er delt op i 16 websider:
1. Om rapporten
2. Psykiske sygdomme
3. Forekomst af psykisk sygdom
4. Psykisk sygdom og køn
5. Børn og unge
6. Psykisk sygdom blandt ældre
7. Psykisk sygdom blandt minoritetsgrupper
8. Behandling ved psykisk sygdom
9. Recovery
10. Tvang i psykiatrien
11. Omkostninger ved psykisk sygdom
12. Overdødelighed
13. Psykisk sygdom og uddannelse
14. Psykisk sygdom og arbejdsmarkedstilknytning
15. Risikofaktorer og årsager til psykisk sygdom
16. Kilder
Udbredelse af viden skaber større forståelse, bedre vilkår og forbedringer for personer med psykisk sygdom og deres pårørende. Med rapporten 'Tal og fakta om psykisk sygdom i Danmark 2023' forsøger Psykiatrifonden at samle og udbrede viden om psykiske sygdomme, behandling, risikofaktorer og livet med psykisk sygdom.