Amalie havde en depression

Når vi møder Amalie i dag, er det svært at forestille sig, at hun for et par år siden befandt sig nede i et stort sort hul. Ingen kontakt med omverdenen, ingen skolegang og dynen som skjold mod verden. 

I dag sidder hun som smilende og selvsikker 20-årig mellem sine forældre i det hus, de netop er flyttet til, i Tjæreborg uden for Esbjerg og fortæller om dengang, det hele kørte af sporet. 
 
Det er første gang, Amalie taler om sin sygdom til en tredjeperson, som vil fortælle den videre. Familien har medvirket i ’Bogen om depression’, og det har affødt et interview i en avis. Men det har hidtil været mor Dorthe og far Kim, der har fortalt historien. Hun vil meget gerne fortælle sin historie, og hvis andre kan lære noget af den, er det kun godt, synes hun: 
 
"Psykisk sygdom er lidt et tabu, også i min egen generation. Mine kammerater er lidt overraskede over, at jeg taler så åbent om det," siger Amalie. 

De andre havde det sjovt 

Amalie havde godt nok tænkt, at det var lidt mærkeligt, at alle kammeraterne fra skolen levede ungdomslivet på fuldt tryk, også om aftenen og natten. Selv havde Amalie ikke overskud til noget. Hun dejsede som regel omkuld tidligt, og hun stod lige så udmattet op om morgenen, som hun havde været, da hun gik i seng om aftenen. 

Det var nogle af de små signaler på, at der var noget galt. Forældrene fejede det lidt til side og tænkte, at det var normalt for en teenager. De forsøgte selvfølgelig at lokke Amalie ud fra værelset og ud i verden til kammeraterne. Men det havde ikke nogen virkning. Døren forblev lukket. 

Alt var forkert 

Den dygtige pige var også begyndt at vægre sig mere og mere mod at gå i skole. Først var det gymnastiktimerne, der måtte gennemføres uden hendes deltagelse. Men det greb om sig til de boglige fag også. Forældrene så til med stigende bekymring og undren. For Amalie kunne jo ellers godt lide at gå i skole, og hun havde nemt ved at tilegne sig stoffet. 

Nu udviklede det sig sådan, at hun knap nok kunne gå forbi skolen uden at få det dårligt. 

Konfirmationen gav et fingerpeg om, at det ikke bare var almindeligt ’teenage-fnidder’, der var under opsejling. 

"Alt var forkert. Farverne på dugen, kjolen, blomsterne. Selv vejret var dårligt. Og det var det også, men det var det eneste, vi ikke kunne gøre noget ved," siger Kim med et smil. 

’Utaknemmelig møgunge’ 

Ellers var forældrene klar til at gøre alt for at gøre den unge konfirmand tilpas. Ordene ’utaknemmelig møgunge’ dukkede op i deres hoveder, men de kom selvfølgelig aldrig ud af deres mund. I hvert fald ikke mens hun hørte på. 

De havde lært at gå på listefødder. Det vil sige med diplomatisk forsigtighed. Det var der brug for for at undgå, at Amalie skulle trække sig endnu mere ind i sig selv. 

I tilgift begyndte hun også at få ondt i maven, og hun blev undersøgt for flere forskellige varianter af allergier. 

Men ligesom de ikke kunne gøre noget ved vejret, kunne de tilsyneladende heller ikke gøre noget for at få deres glade pige tilbage. De vidste i hvert fald ikke, hvad de skulle gøre. 

I ét med tapetet 

Den glade pige var begyndt at dække sig bag store gevandter, langt hår foran ansigtet og hættetrøje. Man ser det for sig: en teenager, som helst vil falde i ét med tapetet. Og Amalie faldt så meget i ét med tapetet og holdt sig så meget for sig selv, at det begyndte at blive et problem. 

Den ene fridag tog den anden, og til sidst dukkede hun slet ikke op på skolen. 

Da eksamen i 9. klasse stod for døren, måtte mor Dorthe bogstaveligt talt slæbe Amalie hen på skolen, så hun i det mindste kunne få et nul. Det var vigtigt at dukke op, for ellers kunne hun ikke komme videre i uddannelsessystemet. 

Søster med overskud 

Den eneste, der kunne nå ind til Amalie i de år, var storesøster Sara. Når hun kom på besøg, vendte Amalie tilbage til sit gammelkendte godmodige og glade jeg. Så stod den på popcorn og YouTube hele weekenden. 
 
"Min søster kunne læse mig – som den eneste. Vi var helt på bølgelængde, og alt var meget nemmere," siger Amalie. 

Men i samme øjeblik, søsteren var ude ad døren, faldt Amalie tilbage i tapetet.  

’Det ved jeg ikke’ 

Det gik den forkerte vej, og i flere måneder lå Amalie i sin seng med gardinerne rullet for. Tilnærmelser og venlighed blev besvaret med en vrængen. ’Det ved jeg ikke’ eller ’Jeg er ligeglad’ blev de mest anvendte lyde, der kom fra dynen. 

Dorthe og Kim vidste ikke, hvad der var galt, eller hvad de skulle gøre. 

"Vi var rådvilde. Det havde været nemmere, hvis hun havde brækket armen. Så kunne vi få det fikset," siger de to forældre. 

Sådan havde de det alle sammen: "Vi må have det fikset." De havde forskellige tilgange, men målet var det samme. Dorthe gjorde alt for at gøre Amalie tilpas, men hun havde også en fast hånd, når det gjaldt om at stille krav. Det var også Dorthe, der slæbte Amalie hen på skolen til den afsluttende eksamen. 

Kim var til en blødere linje. Hvis Amalie havde behov for at ligge i sengen hele dagen, skulle hun have lov til det. 

Og talt, det blev der. I en lang periode foregik det mest om natten, hvor Amalie havde behov for at snakke. Enten på sengekanten eller i bilen. Kim fandt ud af, at det var en god idé at køre lidt rundt. 

God til at lyve 

Endelig kom Amalie til en psykolog. Men her havde hun så ikke lyst til at snakke. Og hun er med egne ord ret god til at lyve. 

"Det går fint," sagde hun bare, når psykologen spurgte. 

Men det var altså helt åbenlyst en løgn. Også selv om Amalie optrådte i høje hæle og fuld make-up og ’lignede en million’. 

Hun blev henvist til psykiatrisk udredning og fik diagnosen 'let til svær depression'. 

"Det var faktisk rart at få den diagnose; at få vished for, at der var noget galt. Selv om vi selvfølgelig godt havde regnet det ud," siger Dorthe. 

Behandlingen kunne komme i gang, og den bestod af både psykofarmaka og samtaler.  

"Amalie troede først, at hun bare skulle have nogle piller, og så var den klaret. Men hun fandt hurtigt ud af, at hun selv skulle gøre arbejdet," siger Dorthe. 

På jagt efter en årsag 

I forløbet var psykologen meget interesseret i at finde ud af, hvad der havde udløst depressionen. 

"Hun ville ikke acceptere, at jeg ikke kunne pege på en årsag. Men den var der ikke," siger Amalie. 

Den dag i dag ved hun ikke, hvad der udløste sygdommen. Måske var det noget med at miste følelsen af kontrol, da to vigtige lærere på skolen stoppede. Eller noget med at forvente for meget af sig selv. Det er det nærmeste, Amalie kan komme en forklaring. 

Til gengæld ved hun godt, hvad der fik hende ud af depressionen: 

"Det var en kombination af vrede og stædighed. Jeg blev vred på psykologen og besluttede, at det her ville jeg selv klare," siger Amalie. 

Et liv som kattedame 

I perioder har forventningerne til fremtiden været på et nulpunkt. ’Kommer hun til at ende sit liv i en lejlighed med 20 katte?’ spurgte forældrene sig selv. 

Men det ser det ikke ud til. Tankerne om, at sygdommen kan vende tilbage, ligger lidt i baghovedet, men de får ikke lov til at tage styringen. Nu er det fremtiden, det gælder. 

Amalie sparer sammen til at kunne flytte hjemmefra, men desværre er jobbet på en bar i Esbjerg lidt på standby her i coronatiden. Til gengæld har hun meldt sig som tilkaldevikar på den lokale skole. Og så skal hun i gang med hf for at forbedre sine karakterer. Senere vil hun gerne uddanne sig inden for noget med kommunikation eller kriminologi. 

Altså helt almindelige gøremål og drømme for en unge pige på 20 år. 

Mentalt stærkere 

"Vi håber, at Amalie bosætter sig i nærheden af os," siger Kim med tanke på, at det måske er godt for hende, at de er i nærheden. 

Amalie selv mener, at hun er blevet stærkere af det, hun har været igennem. 

"Jeg har haft udfordringer, som mange andre ikke har haft. Det har gjort mig mentalt stærkere, og min selvtillid og mit selvværd har fået et boost. Jeg skammer mig ikke over at fortælle om det, jeg har været igennem," siger Amalie. 

Hun håber, at hendes åbenhed om det kan gavne andre.