Det hele gik i sort på græsset

36-årige Martin Mikkelsen kunne sparke til en bold, før han kunne kravle. Han blev født ind i en fodboldfamilie, han elskede sporten, og talentet var så åbenlyst fra en tidlig alder, at det kun kunne gå i én retning: Han skulle være professionel fodboldspiller. Ja, det var nærmest en naturlov, og sådan gik det da også: Han nåede flere hundrede kampe i toppen af dansk fodbold.

Mange fodboldspillere kæmper med identiteten, når de stopper den aktive karriere. Hvem er man, når man ikke længere er ham eller hende, der gjorde sig gældende på banen? Kun en lille del kan blive i sporten, de fleste som trænere eller eksperter. Martin Mikkelsen er i dag begge dele: fodboldekspert på TV 2 og træner i Aarhus Fremad. En kombination, som han både kan leve af og lære af.

Han ved også, hvor heldig han er. Men den stress, angst og depression, som han har kæmpet med, kommer fra den sport, han elsker.

”Jeg har aldrig følt mig som andet end fodboldspiller. Det er noget af det, jeg har kæmpet med.”

Han tilføjer hurtigt, at presset aldrig kom udefra. Hans forældre gav ham plads til at vælge, hvad han havde lyst til.

”Hvis der har været et pres, er det kommet fra mig selv. I gymnasiet blev jeg forført af tanken om at være noget specielt, og sådan blev jeg behandlet, fordi jeg var et stort talent. Så selv hvis jeg havde lyst til at stoppe med at spille, kunne jeg ikke. Det var jo dén, jeg var.”

Men hvorfor overhovedet overveje at stoppe i så ung en alder?

Da Martin Mikkelsen var 11 år, skiftede han fra den barndomsklub, han altid havde spillet for, til AGF, en traditionsrig storklub med masser af historie og tusinder af forventningsfulde fans. Men allerede i så ung en alder – og foran et beskedent publikum af primært forældre – mærkede han et ubehag og en angst for at præstere. Man kan kalde det en omvendt Pippi Langstrømpe:

”Jeg har altid haft en grundlæggende pessimisme i mig. ’Det har du ikke prøvet, så det kan du nok ikke.’ Det blev mere udtalt omkring 15-årsalderen. Jeg var rystende nervøs, når jeg spillede kamp. Decideret bange.”

Alt var godt til træning. Men hver weekend var der kamp. Og det var her, angsten ofte viste sig.

”Hvad troede du selv?”

De fleste kender til præstationsangst på et eller andet plan. Vi vil alle gøre det godt nok, men for nogle kan det tage overhånd eller blive decideret lammende. Det gør det ikke nemmere, når man føjer tusinder af råbende tilskuere til ligningen.

Manglende selvtillid har altid været Martin Mikkelsens lod. Men i en periode som ungdomsspiller var det, som om det hele endelig fungerede. Han var så god, at han som teenager begyndte at træne med superligaspillerne.

”Jeg fik også min debutkamp og var god. Træneren troede på mig, aviserne skrev om mig, alt så lyst ud. Jeg gik i gymnasiet og var endelig fyldt med selvtillid. Og så fik jeg en knæskade. Det var blevet efterår, og vi skulle spille en pokalkamp i Horsens. Jeg troede, jeg skulle opfinde den dybe tallerken, hver gang jeg havde bolden. Så lavede jeg to dårlige aktioner på banen, og så var det, som om virkeligheden ramte. Jeg tænkte: Hvad er det, du laver? Du er jo til grin. Hvad troede du selv?”

Det satte sig i ham. Han blev bange for at spille, bange for at lave fejl, bange for at blive afsløret. I en vigtig kamp sad han på bænken og håbede at få lov at blive der:

”Jeg er ikke religiøs, men jeg bad til Gud om ikke at blive skiftet ind.” Martin Mikkelsen blev selvfølgelig skiftet ind. Han var ellers kendt for at være en af de spillere, man kunne regne med: Hvis en holdkammerat var i tvivl, kunne han altid aflevere til Martin. Men Martin selv havde lyst til at gemme sig. Han beskriver angsten som et tunnelsyn. Synet svigter, overblikket forsvinder, det hele sortner.

”Jeg følte mig nærmest som et barn, der første gang skal prøve en stor rutsjebane i Tivoli. Det bliver ved at gå opad og opad og opad, før det bliver rigtig skræmmende, og man føler, man er ved at falde ud over kanten. Tiden går i stå, og man lukker øjnene og holder vejret. Det var et kontroltab. Jeg blev helt hektisk, når jeg skulle have bolden.”

Sygemeldt i sidste øjeblik

I perioder lå angsten i dvale, og Martin Mikkelsen kunne nyde at spille fodbold. Men helt væk var den sjældent, og når den lammede ham, brugte han kræfterne på at skjule den.

Hvorfor sagde han aldrig noget? Hvorfor ikke dele angsten? Måske fordi herrefodbold ofte er blevet set som en machokultur, hvor man ikke taler om, hvordan man har det. Han havde aldrig selv haft en holdkammerat, der åbnede op om psykisk sygdom.

”Jeg følte jo, at det var en svaghed, så jeg skjulte det. Jeg var bange for at være sådan en, mine holdkammerater ikke kunne regne med.”

Til sidst sagde kroppen stop. Han var 31 år, og de seneste to år havde været ren udmattelse. Han begyndte at mærke en snurren i musklerne, som ikke mindede om nogen fysisk skade, han tidligere havde oplevet.

”Jeg åbnede op over for vores fysioterapeut. Jeg vidste, at han havde haft mentale problemer, at han kunne forholde sig til det og ikke ville se mig som svag.”

Med hans hjælp blev Martin Mikkelsen sygemeldt. I sidste øjeblik.

”Jeg havde ikke mere i mig … Jeg begyndte at få angstanfald. Jeg troede, jeg var ved at dø.”

Det skulle blive værre, før det blev bedre. Men Martin Mikkelsen havde åbnet op over for sin mor, og han havde haft en god samtale med en læge på et psykiatrisk hospital. Nu manglede han at se holdkammeraterne i øjnene. Efter en måneds sygemelding sad han igen i omklædningsrummet.

”Den første dag tilbage til træning fortalte jeg det. Jeg blev nødt til at afmystificere det hele, lægge mig fladt ned. Det var en nødvendighed for at kunne få mit liv tilbage. Jeg ved ikke, hvad jeg havde regnet med, men da jeg var færdig med at tale – om min angst, stress, det hele – var der bare stille. Og så var det hele fint. Hverdagen kørte bare videre, det betød sgu ikke noget for dem. Det var den bedste reaktion, jeg kunne få.”

Ingen behandlede Martin Mikkelsen anderledes. Nogle spurgte ind til, hvordan han havde det, en enkelt kom endda med en bog, der kunne hjælpe ham, men mest af alt gik livet videre.

”Det var lindrende endelig at kunne give slip.”

Håb

Martin Mikkelsen husker, hvordan det var at være bange for at stå alene, bange for at blive stemplet. Den erfaring bruger han i dag som træner. Han er selv formet af en fodboldkultur med mindre plads til følelser. En kultur, som er under forandring, og som han selv vil være med til at ændre på.

”Jeg er god til at spotte symptomer. Det er i virkeligheden ikke så svært: At være bevidst om, hvad det betyder lige at lægge en arm på en andens skulder og tage den tid, de har brug for. Det er virkelig kernen i godt lederskab at være villig til at observere og lytte. Og jo mere du gør det, jo mere lyst til det får du.”

Elitesport og fodbold som helhed er også på vej i en bedre retning, mener han. Der er håb for spillerne og dermed også de mange fans, der har brug for gode rollemodeller:

”De unge mennesker er blevet bedre til at snakke om det. Og jeg synes, at vi ældre er blevet mere opmærksomme. Det bliver bedre fra generation til generation med åbenheden.”