Hvor lang tid skal jeg være indlagt?

Emma Svensson er familiemenneske. Hun er gift med Tenna, og sammen har de et barn på 13 år. Hendes hunde er opkaldt efter Star Trek-karakterer, og hun elsker at male Warhammer-figurer. ”Vi er nok lidt nørdede herhjemme,” siger hun med et grin.

Den stabilitet har hun ikke altid haft. Hun var ked af at gå i skole, selvom hun hverken blev mobbet eller havde det svært fagligt. Det hjalp ikke at skifte skole, og hendes generelt forstående forældre kunne heller ikke se, hvad der var i vejen.

”Jeg har altid følt mig underlig og lidt off på en eller anden måde. Jeg var nok bare på overarbejde for at passe ind, og der var alle de stimuli."

Emma Svensson fik først diagnoserne ADHD og autisme, da hun var 33 år.

”ADHD havde jeg nok set komme, men autisme var noget af en overraskelse. Når folk hører det, tænker de nok på filmen Rainman, og jeg vidste heller ikke, hvad det egentlig var. Man hører jo om drenge, der lærer togplaner udenad og sådan noget.”

En del af hende var lettet. Hun havde aldrig forstået, hvorfor hun ikke bare kunne tage sig sammen og samle sig om noget.

”Tænk, hvis jeg havde vidst det som barn og ikke havde behøvet presse mig selv så meget. Jeg lærte jo at overskride mine grænser og har stadig svært ved at mærke efter, hvad jeg egentlig selv har lyst til. Hvornår må man sige nej til noget? Hvordan siger man nej? Det havde fandme været sundt at lære som ung.”

Læs om diagnoserne autisme og ADHD

Grænseoverskridende modtagelse

Nogle situationer har altid været hårdere end andre for Emma Svensson. Hun blev indlagt første gang i efteråret 2021 efter et møde på jobcenteret. Møderne med kommunen var en stressfaktor. Emma følte sig allerede belastet op til mødet, hvor de ville have hende ud i praktik, men hun blev angst alene ved tanken. Emma havde sin mentor med til mødet, som kunne se, hvor dårligt hun havde det. Mentoren ringede til Emmas læge, som mente, at det var på tide at tale om indlæggelse.

”Jeg var selvfølgelig nervøs, for jeg havde ikke været indlagt før og kunne slet ikke overskue det. Der var så mange spørgsmål. Hvor lang tid tager det? Hvem giver man besked til? Hvad med vores datter?”

Emma blev indlagt i Brønderslev, hvor selve modtagelsen ligger på den lukkede afdeling. En sygeplejerske låste døren op og spurgte Emma, om hun havde noget i lommerne, som hun ikke måtte have.

”Hun var egentlig flink nok, men det var grænseoverskridende, og jeg var ikke forberedt på det. Hun tog også mit bælte, og det var ret ydmygende. Så spurgte hun: ’Kan du love mig, at du ikke vil hænge dig i dine snørebånd?’. Jeg tænkte bare … hvad fanden foregår der?”

De kom ind i et samtalerum, hvor en læge spurgte, hvordan Emma havde det.

”Hun kunne se min angst, men hun kunne også se, at jeg var fysisk rask. Og så besluttede de, at jeg skulle indlægges på den åbne afdeling.”

Livet på den åbne afdeling

Den åbne afdeling i Brønderslev byder på faste rutiner.

”Man bliver vækket omkring halv otte, hvis man ikke selv er vågen. Så er der fælles morgenmad med helt almindelige morgenmadsprodukter, som vi kan spise med de andre eller gå ned til os selv med. Jeg spiste alene. I løbet af formiddagen var der ret forskellige aktiviteter, fx nogen fra personalet, der gik en tur med patienterne. Der kunne også være samtalegrupper, man kunne vælge at være med i.”

Aktiviteterne var ikke obligatoriske, men Emma Svensson blev ofte spurgt, om hun ikke ville være med til fællesting.

”Man kunne godt mærke, at det ikke var indrettet til autister, for næsten alt foregår i grupper med ustruktureret smalltalk, og det er ikke ligefrem min stærke side. Bare dét at se fjernsyn med de andre var hårdt, men jeg kunne da godt mærke, at andre fik glæde af det.”

Et dyrt system

Emma Svensson er taknemmelig for den hjælp, hun har fået. Men hun har også oplevet et system, hvor kommunerne og regionerne har svært ved at tale sammen.

Gennem kommunens jobcenter havde hun eksempelvis en mentor, som hun var glad for og var blevet kraftigt anbefalet at holde fast på af sin psykiater fra regionalpsykiatrien. Men da hun fik tilkendt førtidspension, måtte mentoren – som var tilknyttet via en ekstern leverandør – ikke længere være tilknyttet. Det førte direkte til Emma Svenssons anden indlæggelse.

I den regionale psykiatri mente de, at bostøtte var en god idé, men det kunne kun foregå via det kommunale bostøtteteam. Det har været et langt og opslidende forløb, som har fået Emma Svensson til at miste tilliden til det kommunale system:

”Derfor er det slet ikke en mulighed for mig at lukke en kommunal bostøtte ind i mit hjem. Det kan lyde underligt, men jeg kan simpelthen ikke. Det forstår de godt i den regionale psykiatri, men ikke i kommunen. Det er dybt problematisk, at der er læger og psykiatere, som kan se mine behov, men de kan ikke løse det, fordi det er et kommunalt problem. Den kommunale sagsbehandling har simpelthen gjort mig så syg, at jeg har været indlagt i seks uger.”

Det har en pris for det enkelte menneske, at regionerne og kommunerne ikke arbejder sammen. Men, pointerer Emma Svensson, det har også en pris for samfundet:

”Det er så dyrt et system, vi har. De har holdt så mange møder om mig.”

Emma Svensson har – trods sin kamp med kommunen – været glad for, at hun kunne blive indlagt. Men hun har et klart råd til, hvordan man kan gøre oplevelsen tryggere:

”Forventningen i psykiatrien er, at man kommer igen og derfor nok har prøvet det før. Men hvad sker der, når man træder ind ad døren på en psykiatrisk afdeling? Som autist bryder jeg mig ikke om at være uforberedt. Hvem kommer næste gang ind på mit værelse og vil mig noget? Der mangler information. En slags guide.”

Emma Svensson har skrevet dette digt om sine oplevelser med kommunen. Digtet er udtryk for Emmas egne oplevelser og bringes i sin helhed.

Emma Svenssons digt om sine oplevelser med kommunen

Jeg siger til kommunen at jeg har brug for hjælp
Og kommunen siger
At det kan de godt se
Og de siger
at de gerne vil hjælpe
Og jeg tænker
at det er godt

De spørger
hvordan de kan hjælpe
Og jeg forklarer
Og jeg tænker
at det er godt

Og de siger
at det går ikke
for politikerne har besluttet
at de ikke må hjælpe på den måde
og de siger
at de vil hjælpe
sådan som politikerne siger
at de må

Og jeg siger
at så er det slet ikke en hjælp
Og de siger
at det er det
Og de siger
at det er fordi jeg er autist
og intet nyt er godt nyt
Og de siger
at deres tilbud er en hjælp
og at det er en politisk beslutning
at det er en hjælp

Og jeg siger
at det er det ikke
Og de svarer ikke
for jeg er slet ikke kompetent til at mene noget om noget
Og jeg har læst på deres hjemmeside
at deres motto er
”I samspil med borgeren”
Og jeg forstår ingenting
Og jeg banker hovedet ind i en væg og jeg taber og jeg går i stykker

Og jeg forsøger at forklare
Og jeg skriver mails
Og jeg går til møder
Og jo mere jeg prøver
Jo værre bliver det
Og de synes
at jeg er på tværs og negativ
Og slet ikke taknemmelig nok
for den hjælp som de vil give mig
Og de synes
at det er et flot tilbud
Og jeg forstår ingenting

Og de siger
at vi skal holde møder og finde løsninger
Og jeg tænker
at det er godt
Og de siger
at vi laver en aftale og at det er en hjælp
Og jeg siger
at det synes jeg ikke
Og de svarer ikke
for det er slet ikke vigtigt
hvad jeg siger
især ikke
hvis jeg ikke giver dem ret

Og jeg siger
at jeg ikke kan holde det ud
Jeg siger
at deres sagsbehandling er et overgreb
Jeg siger
at de gør mig syg
Og de svarer ikke
for der står ikke noget i lovgivningen om
at jeg skal kunne holde det ud
Og de må gerne begå overgreb
så længe det er sirligt pakket ind
i paragraffer og faktisk forvaltningsret og orienteringer som ikke er afgørelser
Og hvis jeg er syg 
er det regionens problem
Og regionen der betaler
Så det svarer de slet ikke på
Og jeg forstår ingenting
Og jeg banker hovedet ind i en væg og jeg taber og jeg går i stykker

Og min psykiater siger
at hun er bekymret
Og jeg siger nå
for jeg tror ikke på hende
Og hun siger
Jeg vil gerne indlægge dig
Og jeg siger
at det vil jeg helst ikke
Og hun svarer
at det enten kan være frivilligt eller med tvang
Og så siger jeg
at jeg godt vil alligevel

Og jeg er på et værelse
Som er hvidt og tomt og som minder mig om en garderobe i en børnehave
Bare uden flyverdragter
Og der kommer nogle sygeplejersker
Og de tager gummihandsker på
Og de roder mine ting igennem og låser min oplader inde
Og min kone spørger
hvorfor
Og de siger
at det ikke kan diskuteres
Og det er ikke et svar
Men det er det eneste svar vi kan få
Og jeg forstår ingenting

Og jeg skriver til min sagsbehandler
at de har gjort mig syg
Og hun svarer
at det ikke giver anledning til at ændre deres beslutning
Og jeg skriver til borgmesteren
Og han svarer
at han ikke kan sagsbehandle
Og jeg skriver til kommunaldirektøren
som siger det samme
Og jeg skriver til socialministeren
og hun har ikke tid til at svare
men en af hendes ansatte skriver
at det er kommunens ansvar
at jeg får en hjælp
som jeg reelt kan bruge
Og jeg tænker
men det får jeg jo ikke
Og jeg forstår ingenting

Og jeg siger til sygeplejerskerne og psykologen
at jeg ikke kan holde det ud
Og at jeg ikke forstår
hvordan de kan behandle mig på den måde
Og de siger
at sådan er systemet
Og at man jo må gøre det
som man får besked på af sin chef
Og at det ikke er hendes ansvar
Og jeg tænker
men hvis det ikke er sagsbehandlerens ansvar
Og det ikke er hendes chefs ansvar
Og det ikke er borgmesterens
eller kommunaldirektørens
eller socialministerens
hvis ansvar er det så?

Og jeg ville ønske
at jeg ingenting forstod
men jeg forstår
at hvis det ikke er nogens ansvar
er det heller ikke nogens skyld
Og det er det vigtigste
For ansvaret og medmenneskeligheden er blevet væk
Og ingen har tid
eller lyst
eller råd
til at lede efter dem
i labyrinten af regler og møder og mails
Og jeg banker hovedet ind i en væg
Og jeg går i stykker
Og jeg forstår
at jeg har tabt