Med ar på krop og sjæl

Hvordan ville du reagere, hvis du fik diagnosen paranoid skizofreni? Ville du være lettet over at få svar på noget, der var svært at forstå? Ville du være bange for at blive konfronteret med andre menneskers fordomme? Måske begge dele?

Det er et umuligt spørgsmål at svare på for de fleste. 23-årige Natasja fra Aabenraa var 19 år, da hun fik diagnosen. For hende var det grænseoverskridende og svært at høre.

”Man har hørt alle de historier om, hvor farligt det er. Er jeg virkelig sådan? Jeg følte jo ikke, at den passede til mig. Jeg var tit indlagt i den periode, også med tvang og med bælte, jeg var rigtig dårlig. Men jeg kunne ikke se mig selv i den diagnose.”

Noget føltes forkert

Natasja blev diagnosticeret på baggrund af fem samtaler og en række spørgsmål, som hun udfyldte alene. Spørgsmål, som hun nu ved, at hun skulle have udfyldt sammen med en psykiater. Det hele gik meget stærkt, måske også for stærkt, og allerede dengang var hun i tvivl om diagnosen. I årevis havde hun en nagende tvivl i baghovedet. Noget føltes forkert.

Men Natasja kunne ikke handle på følelsen, for hun var vant til tvivlen i sit liv.

”Jeg har haft meget uvirkelighedsfølelse. Jeg har ikke hørt andres stemmer, kun mine egne tanker. Når det sker, er alt omkring mig sløret, og jeg kan ikke rigtig komme ud af den boble, jeg føler, at jeg er i. Jeg får meget hjertebanken, og det føles, som om tingene ikke sker i virkeligheden. Det føles … forkert.”

Som barn oplevede hun ofte uvirkelighedsfølelsen, når hun sad i en bil. Som om hun ikke var rigtigt til stede. Det gjorde hende forståeligt bange. Det skete første gang som 14-årig, og hun havde ingen, hun kunne betro sig til.

Natasja er et mælkebøttebarn (børn, der klarer sig godt på trods af en hård opvækst, red.). Hun beskriver sit liv som kaotisk siden fødslen. Hun har været udsat for svigt og overgreb. Traumer, der har sat sig i krop og sind. Den hårde barndom har gjort, at hun altid har følt sig anderledes.

”Skolen var et frirum fra hjemmet, men jeg er flyttet mange gange og måtte skifte skole, og det hele bliver lidt mere uvirkeligt, når man hele tiden skifter base. Hele min ungdom har været meget forvirrende.”

Det blev ikke mindre forvirrende, da hun pludselig fik en ny diagnose.

Borderline og PTSD

”Jeg har hele tiden sagt, at jeg var i tvivl om diagnosen (paranoid skizofreni, red.), for jeg føler ikke, at jeg lever op til symptomerne. Det har påvirket mig siden da.” Sådan sagde Natasja, da Psykiatrifonden talte med hende op til en ny udredning i december 2022.

Nu er diagnosen paranoid skizofreni blevet fjernet, og Natasja er blevet diagnosticeret med borderline og PTSD. Hun er lettet, for hun har længe kæmpet for en ny udredning. Det er en god følelse, som har fjernet noget af tvivlen i hendes sind, men det var også grænseoverskridende.

”Det er skræmmende, for jeg har levet med en anden diagnose siden 2018. Jeg har fået en masse antipsykotisk medicin, som ikke har virket, og nu forstår jeg endelig hvorfor. Jeg har været i tvivl om, om de stemmer, jeg hørte, var, fordi jeg havde det skidt. Jeg har også set ansigter og træer forandre sig, og nu ved jeg, at det er et resultat af mine traumer.”

Når Natasja bliver presset, går hun i affekt. I de situationer ser hun ting bevæge sig, og ofte er det mere alvorligt: Hun bliver angst og selvskader. Det har hun gjort, siden hun var 11 år, og det er den primære grund til, at hun ofte bliver indlagt.

”Sådan har det været de seneste år. Hele tiden ind og ud. Jeg får ofte flashbacks og går i affekt, når jeg ser politiet eller hører en ambulance, eller når folk råber eller banker på døre. Høje lyde og pludselige bevægelser kan få mig til at gå i panik, og så prøver jeg at tænke på noget andet.”

Natasjas forsøg på at tænke på noget andet er selvskade. Hun ved, at det er et desperat forsøg på at skabe kontrol og mærke sig selv, og hun ved, at det ikke er den rette løsning. Hun kalder det en vane, som man skal ud af. Men der er hun ikke helt endnu, og derfor ender det typisk med en indlæggelse, ofte med tvang.

Tvangsindlæggelse og selvmedicinering

Natasjas første tvangsindlæggelse var på børneafdelingen i Aabenraa. Hun var omkring 16 år. Det ligger i ordet, at tvangsindlæggelser aldrig er nemme, og Natasja har også et kompliceret forhold til dem.

”Det føles som et overgreb at blive indlagt, men det går først op for mig bagefter, at jeg faktisk blev tvangsindlagt. Jeg kan jo ikke huske, hvad jeg har lavet. Det er godt, at man kan blive tvangsindlagt, for det har reddet mit liv flere gange. Men det føles stadig ikke rart.”

Natasja har ar på sjælen, men kroppen fortæller også en historie om et liv, der er blevet reddet flere gange.

”Når jeg har korte ærmer på i byen, har folk stirret eller snakket om mig. Mine arme og ben er jo fyldt med ar. Jeg kunne se, at de talte om mig, og jeg kan mærke fordommene. Folk tør næsten ikke spørge til personer, der har en psykisk lidelse eller har det dårligt. ’Er du egentlig okay? Hvordan har du det i dag?’ Det ville gøre så stor en forskel.”

Natasja er ofte tyet til selvmedicinering, primært alkohol. Da det var værst, drak hun flere gange om ugen en hel flaske sprut. I dag har hun været clean i over et år.

”Det var min måde at flygte på. Jeg savner at være fuld nogle gange, det gør jeg. Men det er ikke det værd.”

Vi er her for at hjælpe hinanden

Natasja deler ærligt sine tanker på Instagram. Her har hun også fortalt om sit alkoholmisbrug, og hvordan hun foretrak at drikke alene, så hun undgik dårlig samvittighed over for sine veninder, hvis hun blev udadreagerende og måtte hentes af politiet eller en ambulance.

Samvittigheden kendetegner Natasja. Hun tænker meget på sine omgivelser. Hun drømmer om at blive støttepædagog for at kunne hjælpe andre, og i første omgang håber hun, at hun kan hjælpe andre ved at fortælle sin historie – og måske inspirere andre til at finde modet til at åbne op.

”Dét, der har hjulpet mig, er at tale om det. Det er mit vigtigste råd: Gå til nogen og tal om det. Jeg har selv været meget indelukket, og det har sgu ikke altid været let at åbne op over for en psykolog, men det er det bedste, man kan gøre. Vi er her for at hjælpe hinanden.”

Et skridt ad gangen

Nu skal hun vænne sig til at leve med nye diagnoser. Hun erkender, at hun selv har haft fordomme om diagnosen borderline. Ville folk nu have sværere ved at lytte til hende?

”Jeg har tænkt meget over det, hver dag, og jeg synes, diagnosen passer. For eksempel hvordan jeg føler mig svigtet og tager mange ting personligt. Nu har jeg diagnosen og skal lære mig selv bedre at kende. Og så skal jeg finde ud af, hvor jeg skal være i systemet.”

Natasja afventer en plan. Hun håber, hun kan starte hos en psykolog, men hun ved, at hun må tage ét skridt ad gangen.

”Jeg vil bare gerne have en stabil hverdag. Det er det vigtigste for mig. Når jeg engang får det bedre, ved jeg, at jeg også til den tid kan have dårlige dage. Og så skal jeg kunne være i det uden at falde ned i et hul.”

Natasjas egne billeder

Fastspændt	Selvskade
Kugledyne og bamser	Mestringsplan

Clean i 8 måneder