Luk

Tilbage til overfladen

Elitesvømmer Signe Bro har kendt til omverdenens forventninger det meste af sit liv. Men det var det pres, hun lagde på sig selv, der endte med at kaste hende ud i en depression og spiseforstyrrelse. Hvordan finder man den rette balance i livet, når man lever af en hobby, der kræver så meget?

Smilende Signe Bro på kanten i svømmebassinet

Signe Bro er blandt de bedste svømmere i Danmark. I en alder af bare 23 år har hun vundet adskillige medaljer, været til de største turneringer og ikke mindst repræsenteret Danmark ved OL. Netop de olympiske lege har altid været det helt store mål, men vejen derhen var lang og hård.

Drømmen har fulgt Signe Bro, siden hun var otte år gammel. Siden da har hun brugt hver eneste dag i en svømmehal på at hellige sig den træning, der i sidste ende skulle gøre hende fortjent til en plads på OL-holdet. Da hun næsten kunne række ud og røre drømmen, kom coronapandemien: OL i Tokyo blev udskudt, svømmehallerne blev lukket, og Signe Bro lukkede sig om sig selv. Hun blev deprimeret og udviklede en spiseforstyrrelse.

Langsomt kom hun tilbage til overfladen, muligheden for at træne kom tilbage, og det udskudte OL lurede igen i horisonten. Men hun havde aldrig tilladt sig selv at tænke på, hvad der ventede på den anden side. For hvor går man hen, når man allerede har opnået sit største mål i så ung en alder?

”Hele min ungdom handlede om, at jeg skulle til OL. Nu har jeg gjort det. Skal jeg så bare sige, at det var det og takke af?”

Den intense oplevelse efterlod hende i et tomrum, da hun kom hjem:

”Til OL var jeg i ’survival mode’, fordi jeg var så opsat på, at det skulle gå godt. Det fyldte alt. Derfor blev jeg deprimeret bagefter. Jeg var under så stort pres i så lang tid, at mit hoved bare slukkede.”

Folk glemmer, at vi bare er mennesker.
Signe Bro

Sofadommere på Facebook

De fleste af os har prøvet at føle pres fra os selv. En eksamen, en jobsamtale og andre situationer, hvor vi bare gerne vil gøre det godt. Mange har også følt pres fra omgivelserne, uanset om det er forældre, lærere eller venner. Det er til gengæld de færreste, der har oplevet pres fra offentligheden. Som kendt atlet er det noget, Signe Bro kender alt for godt til.

Hun bliver ofte mødt med en holdning om, at hun jo ”bare kan stoppe, hvis det er så hårdt”. Så simpelt er det selvfølgelig aldrig. Dels har hun brugt enorme mængder tid på at forberede sig til de mesterskaber, hun stiller op til, dels har hun andre mål end selve sejren, for eksempel læring og erfaring. Som mange andre skulle Signe Bro vænne sig til, at fremmede mennesker havde en holdning til hende – og gav udtryk for den.

”Alle atleter ved, at man lige så godt kan lade være med at lytte til sofadommerne. Til VM i Sydkorea i 2019 var jeg og mit hold meget påvirket af, at vores to trænere lige var stoppet. Det gjorde, at vi alle svømmede dårligt, rigtig dårligt. Jeg var 20 år, og jeg gik ind på Facebook, hvor jeg så et opslag om mig. Der var måske 50 kommentarer fra folk, der bare svinede mig til og skrev, at vi svømmere tog deres skattepenge og var nogle forkælede møgunger.”

Signe Bro boede dengang hjemme, men hun så sine trænere mere, end hun så sine forældre. Hun elskede træningen og var stærkt knyttet til de to trænere. Den slags glemmer de fleste dog, når de går til tastaturet på sociale medier.

”Folk glemmer, at vi bare er mennesker, og vi gør altid vores bedste med dét, vi har. De fleste atleter har nok på et eller andet tidspunkt læst et hadfyldt kommentarspor.”

Signe Bro fortæller, at andres forventninger ikke altid kan ignoreres, men de er ikke længere afgørende for hende. Det vigtigste er at kunne håndtere egne forventninger. Men hvordan gør man lige det?

At omfavne nervøsiteten

Et resultat har nogle gange været så definerende for mig, at jeg kunne føle mig som et dårligt menneske, hvis jeg svømmede dårligt.
Signe Bro

For at forstå, hvad svømningen betyder for Signe Bro, skal vi tilbage til begyndelsen. Sammen med sin storesøster Sarah Bro, som indstillede sin svømmekarriere i 2020, havde hun svømning på hjernen fra en helt ung alder. I skolen forstod klassekammeraterne ikke, hvorfor hun brugte så meget tid i svømmehallen, men det var her, hun havde sine bedste venner.

”Hver dag var en fest! Det er meget vigtigt for mig, at jeg har det sjovt, og det var det både dengang og nu. Vi skal huske, at det hele ikke skal blive så alvorligt.”

Det er nemmere sagt end gjort.

”Til stævner har jeg ondt i maven, sådan er det bare. ’Du kan ikke fjerne nervøsiteten, du kan bare acceptere den,’ siger man, og det er lidt irriterende, men det er rigtigt. Perioden op til stævner er hård, men jeg elsker at race.”

Resultaterne har nogle gange været så definerende for Signe Bro, at hun kunne føle sig som et dårligt menneske, hvis hun svømmede dårligt. Hun sammenligner det med karakterer i skolen:

”Man kan blive så fanget af det, at man glemmer, hvorfor man gør det. Efter OL måtte jeg spørge mig selv, om det var dét værd. Jeg kan blive nervøs og utryg, fordi nogle af stævnerne er så megahårde. Presset kan føles permanent, og det kan føles livsafgørende, hvilket resultat man leverer, men man skal nok blive okay. Alt bliver okay på et tidspunkt.”

Det er bare svømning

Da Signe Bro var 15 år, fik hun en vigtig påmindelse af en landstræner: ”Signe, solen står også op i morgen.” I dag forstår hun til fulde, hvad han mente, og hun er ikke i tvivl om, at hun nok skal komme ovenpå igen, hvis hun har været presset. Det blev udslagsgivende at få tilknyttet en sportspsykolog, Nina, der kunne sætte tingene i perspektiv.

Det er godt at give sig selv lov til at være ked af det i en afgrænset periode.
Signe Bro

”Hun har gjort svømning til ’bare’ svømning. Hun har fået mig til at tænke over, hvad en bæredygtig karriere er, så jeg kan blive længere tid i sporten. Hun har også hjulpet mig til at tilgive mig selv for et dårligt resultat og nyde processen i stedet for. Jeg træner 10 gange om ugen, og hvis man ikke kan lide at presse sig selv eller se glæden i det, så skal man ikke gøre det.”

Det var selvsamme psykolog, der hjalp Signe Bro tilbage fra de depressive tanker, der fyldte efter OL.

”Hun fik mig til at stoppe op og mærke efter. Hun bad mig ikke stoppe, men hun ville være sikker på, at jeg fortsatte af de rigtige grunde.”

Signe Bro har et godt råd, når man bliver skuffet og mister modet:

”Jeg giver mig selv dagen ud til at være sur. Men i morgen skal jeg op på hesten igen. Det virker selvfølgelig ikke altid, men det er godt at give sig selv lov til at være ked af det i en afgrænset periode.”

Aldrig alene med sine følelser

Signe Bro er ikke i tvivl om, at sporten giver hende mere, end den tager. Hun lever af sin hobby og elsker at træne og nå de mål, hun sætter sig. Men det har selvfølgelig været på bekostning af en ungdom, som ikke har været som de fleste andres.

”Jeg er svømmer, det er en kæmpe del af min identitet. Men jeg er selvfølgelig gået glip af nogle ting, som mange på min alder har prøvet. Jeg har aldrig været på Roskilde Festival, jeg har ikke kunnet feste og være ude som alle andre. Når det går dårligt med min sport, kan jeg nogle gange ønske, at jeg ikke svømmede. Men jeg har fokus på, hvad svømning giver mig: rejser, oplevelser, forskellige kulturer, venskaber på tværs af kloden, som jeg ellers ikke havde fået.”

Signe Bro tilføjer med et lille grin: ”Roskilde Festival går jo ikke nogen vegne.” Den kommende tid gælder det svømningen. Hvordan bliver man ved med at finde motivationen, når man har haft de udfordringer, Signe Bro har haft?

”Det handler blandt andet om at finde nye ting, man gerne vil. Jeg har for eksempel en drøm om at komme til udlandet og træne. Alt behøver heller ikke være resultatorienteret. Når man sætter sig et mål, skal det være det rigtige mål, så man ikke bare føler, man fejler hele tiden. Og så skal man huske at fejre sine sejre. Man kan så hurtigt blive opsat på det næste.”

Signe Bro står på kanten af bassinet og spejles i vandet

Med årene er det også gået op for Signe Bro, hvor vigtigt det er at have gode folk omkring sig.

”Da jeg var deprimeret, følte jeg, at jeg var den eneste i verden med den følelse. Men så talte jeg med mine kollegaer, og både i sport og andre steder i livet kan ting føles hårde, men det er okay at have det skidt. Selvom jeg stadig kan føle mig alene med mine følelser, ved jeg godt, at andre også har det sådan. Man er ikke den eneste.”

Sport og psykisk sygdom, kollage

Når vi ser på atleter, ser vi ofte bare en krop. En toptrænet krop. Vi får ikke en fornemmelse af mennesket bag. Når vi får et glimt af sportsstjernernes hverdag, er det sjældent et liv, vi kan relatere til. Men i de senere år er der begyndt at ske...