Trine lever med skizofreni 

Af Sarah Cecilie Boss, journalist

I Trine Lindhardt Roux’ øjne er en fleksjobber en, der giver sin arbejdsgiver sine bedste timer.  
”Og vi er utrolig loyale. Det er svært at betale sig til for en arbejdsgiver. Jeg VIL være her, og jeg VIL gøre det godt,” siger hun.  

Og hendes chef, centerchef for Kultur og Fritid i Lejre Kommune Thure Dan Petersen, lægger ikke skjul på, at han er rigtig godt tilfreds med at have Trine ansat: 

”Trine har en stor indsigt i og forståelse for kulturområdet. Hun har en passion for fortællingen og for teater. Og det er helt uafhængigt af hendes sygdom,” som han siger. 

En af Trines kvaliteter er hendes måde at tænke på, mener hun selv.  

”Når en opgave kræver, at man tænker ud af boksen, som man siger, så er det tit mig, de kalder på. Måske fordi alt er muligt i mit hoved. Jeg er kronisk ude af boksen,” siger hun og smiler. 

Symptomdæmpet eller -ramt 

Skizofrenien kom ind i Trines liv, da hun var otte år. Det var ikke noget, hun talte om. Og først da hun var 25, kom hun i behandling; en behandling, hun har haft rigtig god gavn af, og som hun fortsat følger. 

Skizofreni kan have mange forskellige udtryk, men hos Trine Lindhardt Roux påvirker sygdommen især hendes sanseapparat. Og hun har flere gange i sit liv været nødt til at lade sig indlægge for, som hun selv siger, ”lige at få styr på hovedet”.  

”Jeg tænker ikke på mig selv som enten syg eller rask, mere som at være symptomdæmpet, som jeg er det meste af min tid, eller som det, jeg kalder symptomramt – når virkeligheden indimellem glider mig af hænde. Da gælder det for mig om at kravle tilbage til det gode liv igen.”

Når filteret er perforeret 

Trines chef har altid kendt til Trines sygdom, og han kan se og høre, når Trine er på vej fra symptomdæmpet til -ramt. 

”Vi har utrolig mange MUS-samtaler (medarbejderudviklingssamtaler, red.),” siger Trine med et grin.  

”Og hvis jeg vågner sprød en morgen i betydningen tyndhudet, hvor mit filter er lidt perforeret, så kan jeg altid tage en dag hjemme. Hvis min søvn er noget rod, kan jeg møde senere. Min chef ved det, og han forstår det,” fortæller hun. 

Og Thure Dan Petersen er meget bevidst om, hvor stor værdi Trines arbejde har, når hun har det godt. 

 

Økonomi giver plads til udsving 

”Trine er meget selvkørende og bidrager til de fede udviklingsforløb. Hun har stået for en stor børneteaterfestival i kommunen med 4000 børn, lærere og så videre gennem en del år. Så udvikling og projekter er hun god til. Driftsopgaver lader jeg andre om,” siger han. 

Samtidig betyder økonomien i at have en fleksjobber ansat, at der er plads til de udsving, en sygdom giver: 

”Hun koster jo kun en tredjedel af sin løn, resten får vi i refusion, så jeg får utrolig meget ud af pengene. Desuden fokuserer jeg ikke på Trines sygdom. Hun har lang line til at være den, hun er,” siger Thure Dan Petersen. 

Ikke bare en sygdom og et sæt skånehensyn 

En anden vigtig pointe for dem begge er, at Trine selv styrer de fleste af sine opgaver. Der er tillid til hende; alle ved, at hun er dygtig til det, hun gør, og forventningerne er store.  

”Det skal de være. Ligesom andre har deres faglighed og kvaliteter, har jeg mine. Det ville være frygteligt, hvis jeg først og fremmest blev opfattet som en sygdom og et sæt skånehensyn.”  

”Og så er vi, der har sygdomme, jo dyre. Indlæggelser, førtidspensioner, særlige vilkår, følgevirkninger hos vores nærmeste pårørende, der også kan gå ned med flaget og så videre. Og jeg kan love dig, at hvis vi kan, så vil vi gerne betale tilbage og bidrage. De fleste fleksjobbere vil gå en maraton for deres arbejdsgiver.” 

Indpakning? Nej tak 

Der er ingen grund til at finde posen med bomuldsvat frem, når Trine er symptomramt: 

”I de perioder hader jeg, at man ikke kan regne med mig. Og jeg hader ikke at kunne regne med mig selv. Så har jeg brug for, at man stiller passende krav til mig og lige så stille lader kravene vokse. Man skal ikke pakke mig ind.” 

Samtidig er åbenhed om sygdommen afgørende, mener Thure Dan Petersen: 

”Helt fra starten i 2007 lavede vi en aftale om, at en forudsætning var, at der skulle være åbenhed om, at Trine har en sygdom. Det giver en forståelse for de udsving, der måtte komme.” 

Et sugerør ind i det normale 

Andre meget væsentlige pointer for Trine Lindhardt Roux handler om normalitet: 

Der er psykisk sygdom i Trines familie, men som hun flere gange understreger, har hun en stærk kerne af normalitet. Hun er vokset op i en kærlig familie og har ikke udviklet sin sygdom på grund af traumer eller omsorgssvigt. Det mener hun er meget afgørende for, at hun fungerer, som hun gør. 

”Når jeg oplever symptomer, gør jeg alt for at finde tilbage til min normalitet, og jeg søger normalitet i alt. Men det kan jeg kun, fordi jeg har den kerne. Et menneske, der er vokset op med traumer og omsorgssvigt, ved ikke, hvad det vil sige, og kan have vanskeligt ved at søge det. Så for mig er det en stor styrke at have den median af normalitet i livet,” siger hun. 

”Det betyder fx, at når jeg er indlagt, taler jeg meget med personalet. Ikke om behandling og medicin, men om helt almindelige ting som film eller bøger. De skal vise mig vejen tilbage til det normale, og jeg stikker nærmest et sugerør ind i de samtaler for at nære normaliteten,” siger Trine Lindhardt Roux. 

Arbejdsmarkedet skal kunne lægge hus til 

Trine Lindhardt Roux mener, at det er på tide, at vi holder op med at tale om ”det rummelige arbejdsmarked” og i stedet taler om ”det modige arbejdsmarked”.  

 

”Modet gælder os, der arbejder. Det gælder arbejdsgiveren, og det gælder samfundet.” 

Det er Thure Dan Petersen enig i: ”Så længe, mennesker har noget godt at byde på, skal vi som arbejdsmarked kunne lægge hus til.”