Tabu

Det unuancerede og til tider forkerte billede af psykiske lidelser er udbredt i vores samfund. Vores opfattelse af psykisk sygdom er formet af de fremstillinger og fortællinger, vi møder i sundhedssektoren, på arbejdspladserne, i skolerne, i fritidslivet, i medierne, i film og bøger – og i det hele taget i den måde, vi taler med hinanden. De mennesker, der rammes af psykisk sygdom, risikerer også at stemple sig selv negativt og miste selvværd og selvtillid. 

Den forventede reaktion fra omgivelserne kan være en stor barriere for mange mennesker i forhold til at søge hjælp og behandling i tide – og dermed også for mulighederne for at komme sig. Derfor er det en kerneopgave for Psykiatrifonden at oplyse om psykiske sygdomme. Nuanceret viden og fakta påvirker vores opfattelse af og holdning til mennesker med psykisk sygdom. Og det er en vigtig forudsætning for at fjerne fordomme og stigmatisering.

Tavsheden omkring psykisk sygdom

Når det er vanskeligt at komme tabuer til livs helt generelt, handler det i nogen udstrækning om, at vi gerne vil respektere hinanden. Vi vil gerne undgå at gøre hinanden utilpasse, og derfor udviser vi typisk en slags "høflig uopmærksomhed", når vi oplever, at andre optræder anderledes, end hvad der er "normalt". På den måde opstår der en lidt uheldig dobbelthed omkring tabuer, fordi vi ender med at undgå at tale om tabuiserede emner som fx psykisk sygdom, for ikke at føle os - eller få nogen til at føle sig - utilpas.

At nogle emner er tabu kan være meget ubehagelig for dem, der oplever det - og for deres pårørende. Den enorme berøringsangst, man oplever hos andre, kan give én følelsen af både at være alene og af at være forkert. Samtidig gør frygten for at blive dømt, stemplet og mødt med afstandtagen, at mange vælger at holde det skjult for omverdenen, hvis de får en psykisk sygdom. 

I en undersøgelse fra 2014 blev personer med psykisk sygdom spurgt, om de kendte til at skjule deres sygdom. 70 procent svarede, at de på et eller andet tidspunkt havde skjult deres psykiske lidelse, og mellem 30 og 40 procent havde undladt at søge job eller uddannelse på grund af deres psykiske sygdom. 

Nogle diagnoser er generelt mere tabubelagte og negativt opfattet end andre. Det er fx tilfældet med sygdomme som skizofreni, bipolar lidelse og personlighedsforstyrrelser. Desuden ser det ud til, at de personer, som mener, at de har noget at miste, fx et job, i højere grad søger at holde deres sygdom skjult.

Men når problemerne bliver gemt af vejen for længe, får de ofte lov til at udvikle sig langt mere, end de behøver. Og når man ikke taler om det, der er svært, og som fylder meget, kan det ende med at gå ud over ens livskvalitet.

Fra blandt andet Psykiatrifondens rådgivning, ved vi, at tabuiseringen af psykisk sygdom i høj grad påvirker dem, der er ramt og deres pårørende. Og derfor opleves det også som væsentligt at få ændret på netop dette. Når man lever med en psykisk sygdom, har man selvfølgelig brug for den samme forståelse, medfølelse og omsorg, som man oftest naturligt får, når man har en fysisk sygdom. 

Kilde

"Stigma: Om afvigerens sociale identitet" Goffman, E. 2009. Samfundslitteratur.

”Oplevet diskrimination og stigmatisering blandt mennesker med psykisk sygdom. Opfølgende undersøgelse (2013-2015) som led i landsindsatsen EN AF OS”. KORA 2015. 

Viden om psykisk sygdom er vigtig 

Holdninger til mennesker med psykisk sygdom hænger tæt sammen med viden og fakta, fordi vores opfattelse af psykisk sygdom er formet af de fremstillinger og fortællinger, vi møder i sundhedssektoren, på arbejdspladserne, i skolerne, i fritidslivet, i medierne, i film og bøger – og i det hele taget i den måde, vi taler med hinanden. Og det er desværre langt fra altid baseret på fakta. Tværtimod. 

Nuanceret viden og fakta påvirker vores opfattelse af og holdning til mennesker med psykisk sygdom positivt. Generelt er det sådan, at jo mere viden om psykisk sygdom man har, jo større forståelse har man for den enkelte. 

Åbenhed om psykisk sygdom er derfor som udgangspunkt godt, om end det nogle gange kan være nødvendigt at overveje, hvem man fortæller hvad og hvornår. Det kan være sårbart at åbne op, fordi man måske ikke bliver mødt med forståelse, og det kan gøre ondt. 

Derfor skal man også huske at passe på sig selv ved nogle gange at dosere, hvor meget man fortæller til hvem. Måske er det bedst for dig at vente lidt med at fortælle om din sygdom, hvis du starter på et nyt job eller en uddannelse - måske ikke. Det er altid individuelt, hvor stor åbenhed, man har det godt med.

Forståelse og åbenhed er til gavn for alle. Det er med til at give livskvalitet til de mennesker, der har psykisk sygdom inde på livet, fordi de ikke behøver at føle skyld og skam, og fordi de ikke behøver at fortie det, der er svært. Åbenhed kan være en stor lettelse, og åbenhed kan medvirke til, at flere søger den hjælp, de har brug for, i tide.  

Det er klart, at frygten for omgivelsernes reaktion kan være en barriere for åbenhed. Ofte viser frygten for åbenhed sig dog at være ubegrundet. Der er nogle, der åbent fortæller om deres sygdom på uddannelser og arbejdspladser uden at opleve negative konsekvenser. 

Vi kan alle sammen blive bedre til at tale mere om psykisk sygdom – og for at tale mindre stigmatiserende om psykisk sygdom. Det gælder, uanset hvem vi er.

Det tydeliggør en rapport fra Spørg Mere fra 2022, der kalder på politisk aktion. Helt konkret anbefaler de, at:

1. Tabuer og fordomme skal brydes gennem oplysningskampagner, undervisning og mediers sprogbrug.
2. Fagpersoners kompetencer skal styrkes med målrettet og handlingsorienteret viden.

Kilde

Spørg Mere rapport. 2022. Fordommene rammer børnene.

Når du taler med en person, som har psykisk sygdom, så prøv at:

• Lytte og vise interesse og forståelse
• Undgå at dømme
• Tage personen alvorligt
• Undgå overdreven hensyn
• Indgyde håb 
• Henvise til en rådgivning, når det er relevant