Mennesker mærker konsekvensen, når systemet har et problem

Når man som borger bliver tabt i systemet, er det oplagt at lede efter en skurk. At rette pegefingeren mod én aktør. Men mange af udfordringerne er netop manglende samarbejde, manglende midler og et forvirrende system. Ikke blot kommunen, regionen eller staten. Uanset hvad udgangspunktet er for den enkelte borger, er konklusionen trist og forventelig: ”Man ender i større mistrivsel, når man bliver kastet rundt.”

Det fortæller Psykiatrifondens socialrådgiver Baris Kaymaz. Han rådgiver anonymt om alt fra skolevægring og tabt arbejdsfortjeneste til sager om hjemløshed, jobcenterforløb, mulighed for støtte i socialpsykiatrien samt hjælp til generelt at navigere i systemerne – både kommunalt og regionalt.

Han hjælper kort sagt mange forskellige mennesker med mange forskellige slags problemer, og ofte kan han pege på et sted i systemet, man måske ikke vidste, man kunne få hjælp fra. Har man samarbejdsudfordringer med en sagsbehandler – hvilket fylder meget for tiden – kan han fx henvise til borgerrådgivere i kommunen, som skal sikre bedre samarbejde og hjælpe, hvis der er sagsbehandlingsfejl.
 
Baris Kaymaz er også ansat som teamkoordinator og socialrådgiver i behandlingstilbuddet OPUS for unge med debuterende psykose, og netop folk med en psykoselidelse er en gruppe, der risikerer at falde mellem to stole, fordi den rette behandling mangler:

Det er ofte behandling, der skal til, men det kan man ikke få. I stedet burde man kigge på det enkelte menneske med en psykoselidelse og tage stilling til, om vedkommende er klar til traumebehandling. Psykoselidelsen er et eksklusionskriterie for at få traumebehandling.”

Faldgruberne er mange. Nogle gange lander problemet mellem to kommuner:

”Det kan give enorme udfordringer, når hjemløse borgere med en psykisk lidelse opholder sig i en anden kommune, end hvor de er registreret eller har boet sidst. For hvem er handlekommune, og hvem skal gøre hvad? Det er systemernes problem, men det er borgerne, der mærker konsekvenserne.”

Den (u)trygge base

En bolig og en tryg base er central for mange mennesker. Ja, det er det største basale behov, mener Baris. Han forklarer, at det er svært at søge og modtage hjælp, hvis du ikke har en bolig. Men der er mange udsatte borgere med en eller flere psykiske lidelser, som enten er hjemløse eller jævnligt må søge ny bolig, og det er en kilde til stress, som kan forværre lidelserne.

Socialrådgiveren understreger, at kommunerne ofte gerne vil hjælpe. Men hvis han kontakter kommunen for at få en hjemløs patient i OPUS skrevet op på akutboligliste, går der som oftest mere end et år, før de kan tilbyde en bolig på grund af mangel på billige boliger, som man kan betale med SU eller kontanthjælp: ”Problemet er, at stress gør, at man får flere og flere symptomer. Og stressfaktoren er så alvorlig, at den står i vejen for behandling.”

Eller forestil dig, at du er ved at uddanne dig til sygeplejerske og har fået en studiebolig. ”På et tidspunkt bliver du måske syg og bliver indlagt eller starter ambulant behandling, og så er du i klemme: Du har kun din bolig, fordi du er studieaktiv. Hvis man stopper på studiet, bliver man bedt om at flytte og har gjort sig selv hjemløs. Hvis man sygemelder sig i en længere periode, så kan det også have konsekvenser, og man mangler måske SU-klip i slutningen af sit studie. Alternativet er at blive ved med at studere, blive stresset og få det værre – alt sammen for ikke at blive hjemløs. Det er et system, der ikke kan honorere, at man har det dårligt,” forklarer Baris Kaymaz.

Nogle gange opstår udfordringerne også internt i en kommune, fortæller han:

”Hvis du har været i en kommune i mindre end to år, kan du i mange kommuner få at vide, at du ikke har nok tilknytning til kommunen til at komme på en akutboligliste. Det må de ikke, men det sker i praksis. Til gengæld har du tilknytning nok i kommunen til, at jobcenteret giver dig en mentor, for du skal straks i job eller uddannelse. Så det ene sted i kommunen har du ikke nok tilknytning, og det andet sted har du så meget tilknytning, at du kan blive stresset af det. Som udsat borger med en psykisk lidelse kan man i forvejen have mange barrierer for at komme i gang med uddannelse eller at komme i beskæftigelse, men en bolig er for mig at se altafgørende.”

Manglende forebyggende hjælp

I andre tilfælde kan du kun søge hjælp, hvis du samtidig giver afkald på noget i dit liv, som gør dig godt. Baris Kaymaz giver et eksempel: Du studerer HF på fuldtid og har et arbejde med mulighed for at tage vagter, når du har psykisk overskud. Du bliver syg og kan ikke studere på fuldtid.

Det betyder, at du ikke længere er berettiget til SU, fordi du kommer under 23 timer. Du har nu kun din arbejdsindtægt tilbage, men den kan ikke forsørge dig, og du kan ikke tage flere vagter. Hvis du møder op på jobcenteret og søger om forsørgelse, kan de ikke hjælpe dig, før du stopper din studieaktivitet og siger dit arbejde op. Du skal altså aktivt stille dig dårligere for at få basal hjælp. Baris fortæller:

”De unge siger selv, at det ikke føles som hjælp, fordi man skal give afkald på noget, der giver mening. Det kan være HF-enkeltfag og en arbejdsplads med et godt netværk og fællesskab. Man skal klientgøre sig, før man kan få hjælp.”

Men hvad kan man gøre? Hvilke knapper kan man skrue på i kommunerne og regionerne? 

”Man skal sørge for, at hjælpesystemerne ikke bliver så rigide og kassetænkende. Man skal kunne tage stilling til det enkelte individs situation og behov. Der skal være bedre og mere smidige muligheder for hjælp til fx økonomisk støtte og hjemløshed. Vi skal tænke mere forebyggende, og vores støttesystemer skal indrettes på en måde, så de støtter en recovery-proces – i stedet for i visse tilfælde at modarbejde den.” 

Baris Kaymaz fortæller, at han som socialrådgiver har set gode resultater i behandlingspsykiatrien i OPUS ved at have små teams og få faste kontaktpersoner: ”Nogle borgere kan ende med at have 6-7 professionelle hjælpepersoner i alt på tværs af hjælpesystemer. Intet menneske har brug for så mange hjælpepersoner i deres liv.”
 
Han nævner indsatsen IPS – Individuelt Planlagt job/uddannelse med Støtte – som eksempel. Her får du en IPS-vejleder, så du ved, hvem du skal kontakte. De yder håndholdt støtte ved fx at møde op i jobcenteret med dig og hjælper med at besøge mulige arbejdspladser eller søge om SU og meget andet. 
 
Disse tilgange og tilbud er endnu begrænsede, men Baris er ikke i tvivl om, at selve tilgangen bør udbredes: ”Det er den rette investering hele vejen rundt. Men først og fremmest i mennesker.”