15-årige Freia gjorde alt for at skjule sin mors psykiske sygdom

Ifølge 15-årige Freia kan noget af byrden lettes, hvis voksne interesserer sig for, hvordan børn og unge af forældre med psykisk sygdom egentlig har det.

Det kan være svært at sætte ord på, hvorfor man kan føle sig anderledes, når man har en mor eller far med psykisk sygdom. Især fordi man med det blotte øje ofte ligner mange andre børn. Man har tøj på kroppen og cykler i skole med rygsæk og madpakke, helt som de fleste andre børn i klassen.

Og det var også noget af det, Freia på 15 år sagde, da hun fortalte os sin historie: ”Det er altså svært at forklare, men man føler sig bare anderledes”.

Freias historie er vigtig. Særligt fordi hvert fjerde barn i Danmark på et tidspunkt – helt som Freia – oplever at være pårørende til en mor eller far med psykisk sygdom. En stor del af disse børn trives dårligere end andre børn – de er f.eks. mindre glade i skolen, de føler mere ensomhed og flere har selvmordstanker. Og mange af børnene skjuler forælderens sygdom, tilstanden i hjemmet og deres egen mistrivsel. I stedet for at få hjælp og støtte, ender mange af børnene med at stå i skyggen af sygdommen. Og for nogle er konsekvensen, at de selv udvikler psykiske lidelser.

Vi skal nå børnene længe før, det går galt. Men hvorfor går det overhovedet galt?

Vi har fået lov til at lukke jer læsere med ind i Freias virkelighed – for som Freia siger: ”Så kan de voksne se, hvordan børnene egentlig har det”.

Freia har næsten altid været bekymret for sin mor. Lige siden hun som fem-seks-årig fik at vide, at hendes mor havde psykisk sygdom. Hun var bekymret for sin mors helbred. Hun var bekymret for sin mors humør. Og hun var bekymret for, om moren fik taget sin medicin.

Da Freia var mindre, kiggede hun ofte i sin mors pilleæske for at se efter, om moren nu havde husket dagens medicin. Freia vidste godt, at pillerne var med til, at moren havde flere gode end dårlige dage. Det var derfor et ansvar, Freia tog på sig.

Ansvar har generelt fyldt meget. I 3,5 år kunne Freia ikke bo hjemme, fordi morens psykiske sygdomme tog til. Det påvirkede især Freias skolegang, fordi hun på skolen brugte meget energi på at være alene om tristheden.

Hun oplevede, at hverken lærere eller klassekammerater spurgte, hvorfor hun var ked af det. I stedet spurgte kammeraterne nysgerrigt, når hun igen skulle gå tidligere fra skole for at gå til møder på kommunen om samvær med sin mor.

Det var svært at forklare, for det var jo ikke bare en tid hos tandlægen.

Freias skolefravær steg, og lærerne mente, at det blev bekymrende. Det forstod Freia godt, men hun havde svært ved selv at ændre det. Udover møderne på kommunen var Freia heller ikke altid glad for at gå i skole. Hun kunne også finde på at opfinde sygdomstegn for at blive hjemme fra skole, hvis hun mærkede, at moren var ked af det.

Selvom Freia frivilligt tog ansvar for sin mor, vidste hun godt, at sådan var det ikke hjemme hos de andre i klassen. Hun undgik derfor så vidt muligt at have venner på besøg.

Hjemme hos de andre gik forældrene på arbejde, og når de kom hjem, lavede de ting sammen med børnene. Det er svært at forklare, siger Freia, men hun kunne bare mærke, at tingene var anderledes hos kammeraterne.

Det med at være anderledes, har altid fulgt Freia, og alligevel har det været svært at sætte ord på. Derhjemme talte de næsten ikke om, at morens psykiske sygdom eksisterede. I flere år føltes det nærmest helt forkert at tale om, siger Freia. Og når Freia åbnede op over for andre mennesker, oplevede hun at blive set skævt til.

Freia skjulte derfor morens sygdom og situation, så godt, hun nu kunne.

Når klassekammeraterne spurgte til Freias mors arbejde, svarede hun, at moren ordnede ting derhjemme. Når Freia inviterede til børnefødselsdag, brugte hun mange timer på at få det til at være så normalt som muligt. Men det var svært og nogle gange umuligt, for lige gyldigt hvad kunne Freia ikke arrangere sig ud af morens psykiske sygdom. Sygdommen fyldte og indebar blandt andet, at moren ikke kunne overskue mange mennesker i ret lang tid ad gangen.    

For to-tre år siden skete der skifte – der var noget i Freia, der ændrede sig. Freias mor begyndte at tale åbent om sygdommen, og de udfordringer, den bringer med sig. Freia begyndte i en ungegruppe, hvor hun mødte andre unge i samme situation. Og det gik op for Freia, at hun ikke er den eneste med en mor med psykisk sygdom – det er bare svært at vide, for ligesom hun selv gjorde, skjulte de andre også den del af deres virkelighed.

Freia skjuler ikke længere sin virkelighed, og hun går ikke op i, hvad der er normalt. Hun ved, at psykisk sygdom i familien er en del af livet for hvert fjerde barn i Danmark. Det er mange. I følge Freia, er det så mange, at hun gerne vil stille sig på deres side og lave et fælles opråb til de voksne. Til lærerne, klassekammeraters forældre, naboer, sagsbehandlere i kommunen og alle de andre, der møder børn af forældre med psykisk sygdom:

Husk, at børnene også kan have det svært!

Ingen børn skal som Freia tælle efter i pilleæsken, blive hjemme fra skole, fordi mor er ked af det, eller sidde og være trist i et klasselokale.

Derfor skal vi alle sammen løfte en lille del af det ansvar, børnene bærer rundt på. For Freia kunne et spørgsmål fra lærerne eller klassekammeraternes forældre have gjort meget. Det ville lette en tristhed, en byrde og følelsen af at kunne dele familiehemmeligheden med nogen.

Spørg mere – så fylder det mindre. For selvom et spørgsmål langt fra løser alting, så kan det være begyndelsen på, at sygdommen for en stund bliver en smule lettere for de pårørende børn.