En broderet hyldest til det uperfekte

Hvem finder på at brodere en Jaka Bov? Eller en karakter fra Netflix-dokumentaren Tiger King?

Det gør Trine Runge Jessen, kendt som ”Broderist”. Og hvis det står til hende, kan alle i princippet brodere en ølflaske, et hjerte med ”jeg elsker min ged” eller hvad man nu har lyst til. Hvis det er sjovt eller gør dig glad, skal du bare gøre det.

Korsstingsbroderi behøver hverken være kedeligt eller gammeldags. En uskyldig kanin eller det endnu mere klassiske blomstermotiv er bare fastlåste ideer om, hvad man kan og ikke kan med det traditionelle håndværk.

Ja, Trine Runge Jessen har endda lavet en facebookgruppe med navnet “Embroidery without fucking flowers and bunnies!”, og fællesskabet er blevet så stort, at lige knap 10.000 medlemmer lystigt deler mønstre, ros og støtte i gruppen.

Det handler nemlig i bund og grund om, at intet er forkert eller perfekt. Det vigtigste er at gøre det. At kaste sig ud i det, bruge hænderne og give tankerne ro. At mærke, at du skaber noget.

Mænd som kvinder, unge som gamle

Når Trine Runge Jessen deltager i broderi-events, holder foredrag om emnet og lægger nye mønstre op på sociale medier, sker det samme hver gang: Hun får tilbagemeldinger fra folk, der fortæller om deres psykiske udfordringer – og hvordan de har gavn af at bruge hænderne. Mænd som kvinder, unge som gamle.

Trine Runge Jessen har selv oplevet psykisk sygdom i den nærmeste familie, men hun begyndte med korsstingsbroderi af helt andre grunde:

”Jeg har bare gjort det, fordi det er skægt. At tage et gammelt håndarbejde og knalde noget punk og dåsemad på. Jeg har ikke arbejdet med en bevidst strategi for mental sundhed, men jeg har kunnet se, at det virker.”

Inden for såkaldt craft-psykologi – der fokuserer på sundhedsfremmende effekter ved håndarbejde og håndværk – taler man meget om begrebet ”flow”. Gentagne bevægelser, der udfordrer hjernen tilpas uden at overbelaste den. En tilstand, som man også kan nå med broderi. Men mindre kan også gøre det.

Håndarbejde på recept?

Trine Runge Jessen forklarer de positive effekter af korsstingsbroderi lige så enkelt, som det er:

”Man følger bare et mønster. Man kan ikke overtænke. Tankemylderet ryger om bag i køen, for nu skal du sgu tælle mønster.”

Da hun som barn skulle sy første gang, var det et dødssygt projekt med servietringe, men oplevelsen var alligevel god. Hun var nemlig sammen med andre om det og oplevede et fællesskab. Den kvalitet besidder håndværket stadig.

”Når man sidder sammen og bruger hænderne på den måde, behøver man ikke se folk i øjnene hele tiden. Man har lov at glo ned i sit sytøj. Og lige så stille kan man blive tryg ved situationen og de andre mennesker, og så begynder man måske at åbne op.”

Fuck bagsiden

Trine Runge Jessen har en veninde, der led af en stressrelateret depression. Veninden fik besked på at ”gå til have”, altså pleje en have på hobbybasis, og det virkede for hende. Har man til gengæld mindre grønne fingre, kan de måske bruges til at brodere.

”Jeg har en kæmpe drøm at få broderi eller andet håndarbejde på recept.” Hun tænker lidt og fortsætter: ”Man skal have lov at lave noget, man synes er sjovt. Der er så meget præstationspis i dag. Man bliver målt og vejet hele tiden. Man skal hele tiden være dygtig."

Sådan er det ikke, når man broderer. Det bør det i hvert fald ikke være. Når man broderer, skal man ikke præstere.

”Mit helt store mantra er: fuck bagsiden! Altså bagsiden på dit broderi, som måske bliver rodet. Og hvad så? Der har traditionelt været nogle hidsige, selvretfærdige typer, der har præsenteret 75 regler, før man overhovedet er klar med nål og tråd. Altså, lad mig nu gøre det på min måde!”

Det er nemlig vigtigt at vise sig selv, at man kan komme i gang. At man ikke bliver bremset, før det overhovedet lugter af at være sjovt.

Trine Runge Jessen bilder sig ikke ind, at broderi skal eller kan erstatte hverken medicinsk behandling eller psykologhjælp. Men hun har set, hvor stærkt et værktøj det kan være at have et håndarbejde til at holde nogle af de svære tanker i ave.

Plads til alle

Trine Runge Jessen møder mennesker med vidt forskellige udgangspunkter i sit virke som broderist. For nylig blev hun kontaktet af en PTSD-ramt veteran. Han ville gerne i gang med at brodere.

Hun har også mødt en kvinde, der ikke kunne slippe forestillingen om at brænde kirker af. Hun begyndte i stedet at brodere og kunne nøjes med motiver af brændende kirker.

”Det er trods alt lidt bedre,” som Trine Runge Jessen konstaterer.

Nogle broderer, andre snitter træfigurer, fisker, strikker. Forskellige mennesker kan have gavn af forskelligt håndarbejde.

For Trine Runge Jessen er noget af det vigtigste, at man ikke slår sig selv oven i hovedet, når resultatet ikke er millimeterpræcist, for resultatet er underordnet. Foruden præstationskrav er der rigeligt med udskamning i samfundet. Det er rummelighed, vi har brug for.

Som en anden broderist i Trine Runge Jessens facebookgruppe siger om broderifællesskabet:

”For mig er dette en gruppe uden skam. Når man har ADHD og altid har fået at vide, at man er forkert, fordi man blandt andet ikke forstod at moderere sit sprog, så er det som at komme hjem, for her er plads – uden skam! Her tør jeg være mig.”