Luk

Brug hænderne – for hovedets skyld

Craft-psykologi forklarer de psykologiske effekter, det har at lave håndarbejde og håndværk. Det skal ikke erstatte psykiatrisk behandling, men det kan lindre blandt andet angst og depression. Og måske er vi først nu ved at forstå potentialet, forklarer ekspert Anne Kirketerp.

Anne Kirketerp, craft-psyokologi
Brug hænderne - for hovedets skyld, collage

”Det er ikke en strikkepsykologi, og det er ikke kun for kvinder. Craft kan også være mænd, der sætter hylder op, bygger skure, brygger øl, fisker. Alle de aktiviteter, vi laver med hænderne.”

Anne Kirketerp har beskæftiget sig med craft-psykologi længe. Også før hun indså, at hun måtte opfinde begrebet for at have en brugbar betegnelse til sin forskning.

Hun forklarer med et lille grin, at hun ikke ville slippe af sted med at kalde det ”husflidspsykologi”, for det er en pointe i sig selv, at det er for alle.

Et fokus på materialiteten

Jeg ønsker på ingen måde at foregøgle nogen, at craft kan helbrede en svær depression.
Anne Kirketerp

I sin bog 'Craft-psykologi – sundhedsfremmende effekter ved håndarbejde og håndværk' nævner hun mange eksempler på craft-aktiviteter: keramik, havearbejde, at bygge modelfly, bygge med LEGO, metalsløjd, at male. Der er et fokus på materialiteten, altså at arbejde med noget konkret, der skabes.

Anne Kirketerp er håndarbejdslærer, psykolog og ph.d. I sin forskning undersøger hun de sundhedsfremmende effekter af craft.

”Hvad er det, der gør, at der kommer en stressnedsættende respons? Og hvad er kernen i at lave en god øvelse, så det virker for en person med psykisk sygdom? Hvordan designer man en god øvelse eller 'intervention', som jeg kalder det, som ikke bare er tilfældig, men som virker som et psykiatrisk værktøj?”

Selvforglemmende fordybelse

Craft-psykologi er ikke et nyt fænomen som sådan, men Anne Kirketerp er den første, der belyser det videnskabeligt på dansk.

Det er vigtigt at understrege, at feltet endnu ikke er et anerkendt fagområde inden for psykologien; det skal ikke tænkes som psykiatrisk behandling eller erstatte eksempelvis psykologkonsultationer eller medicin. Og det er da heller ikke Anne Kirketerps ambition.

Eksempler på craft med høj struktur

  • LEGO Technic og andre nye LEGO-modeller med alt fra blomster til kæmpe skibe
  • Tegne mandala
  • Strikke, hækle eller brodere efter færdige opskrifter.
...

Som hun skriver i sin bog: ”Jeg ønsker på ingen måde at foregøgle nogen, at craft kan helbrede en svær depression.”

Hun skriver yderligere, at craft kan lindre stress, angst, depression og meningsløshed ved hjælp af selvforglemmende fordybelse i håndens arbejde, og at det kan åbne muligheder for bevidst at fremme trivsel samt modvirke psykisk mistrivsel.

Anne Kirketerp er overbevist om, at fagpersoner i forskellige dele af psykiatrien kan bruge craft-psykologi: 

”Jeg har lavet en platform for, hvad det vil sige at arbejde med craft. Og på baggrund af det kan andre arbejde videre på deres specialområder. Psykiatere og psykologer har rakt ud til mig, og flere forskere har taget mit grundlag og fører det videre i forskellige forgreninger.”

Tøm tagrenden og tøm hovedet

Anne Kirketerp forklarer, at 30 procent af menneskets neurologi er forbundet til hænderne. Når vi laver indsatsbaserede aktiviteter – fx at forme en fars – oplever vi flere meningsfulde aktiviteter.

”Vi laver et bål for at lave et bål. Men vi kunne jo også bare lave mad på det skide komfur.”

Hun siger det med et glimt i øjet, men pointen er vigtig: Vi har som mennesker urinstinkter, men vi er den første af flere tusinder generationer, der befinder os i en digital verden. Vi scroller på sociale medier, grubler lidt for meget, sammenligner for meget, kan ikke samle os. Vi griber efter noget, ja, håndgribeligt.

Broderi, broderist, Trine David Bering, craft-psyokoligi

Trine Runge Jessen drømmer om et samfund, hvor man kan få broderi på recept. For håndarbejde kan være en vigtig lindring for mange mennesker. Mød broderisten, der gør tingene på sin egen måde – og insisterer på, at alle skal have lov til at have det...

Flow

I bogen bruger Anne Kirketerp begrebet 'meningsfuld selvforglemmelse'. Hvis vi når det stadie i håndarbejdet eller håndværket, der kaldes 'flow', oplever vi en form for fuld fordybelse og nærvær ved at hæve os over hverdagens realiteter og bekymringer, så vi for en stund kan være i en boble af frihed og føle fornyet energi og overskud.

Flow er en tilstand, hvor vi udfordrer os selv tilpas, så vi hverken keder os eller lider nederlag. Det vil sige, at craft-projektet skal kunne lade sig gøre og ende succesfuldt.

”Det er en god idé at have flere konkrete craft-projekter liggende. Så når du en dag ikke orker det svære og får lyst til bare at se en tv-serie, så kan du hive et af de nemmere projekter frem. Man skal have noget i alle mulige sværhedsgrader.”

Når det går i fisk: Kom i gang med at lystfiske

Der er mange måder at fiske på, og der er mange steder at gøre det. Men der er også mange grunde til at gøre det, og det handler ikke nødvendigvis om at fange noget som helst. Du behøver ikke have din egen sø eller det vildeste udstyr. Du skal først og fremmest have lyst. Til en god oplevelse, til at rense hovedet, til frisk luft. Ja, og så er det selvfølgelig en fordel, hvis du kan lide fisk! At lystfiske kan have en sundhedsfremmende effekt på dit mentale helbred. Det kan lindre og forebygge. Det kan give øget trivsel. Kort sagt: Få fiskestangen under armen og kom ud.

Gordon P. Henriksen er forfatter, tv- og radiovært – og Danmarks mest kendte lystfisker. Her er hans bedste råd til at komme i gang med at fiske:

Tips til lystfiskeri, fiskeri, Gordon Henriksen
  • Gør det hyggeligt: Pak varmt tøj og en god madpakke, tag i bageren og køb en snegl med på vejen, lav kaffe over et bål. Gør noget ud af hyggen. At fiske handler ikke kun om fisk.
  • Fokuser på at have en god tur, selvom du ikke fanger noget. Fangsten er en bonus og ikke et succeskriterium – og nogle gange har man bare ”nulture”.
  • Find en allieret. Tag en ven med eller find en fiskeklub. Det er mere overskueligt at starte sammen med andre.
  • Find Fiskeguiden på YouTube. Her kan du blive klogere på udstyr, streetfishing, fluebinding, hvordan du fanger en havørred, en sild og så videre.
  • Bare kom ud! Nyd oplevelsen og den friske luft.

Husk, at du skal have fisketegn, hvis du er over 18 år. Det får du nemt og hurtigt på fisketegn.dk, hvor du også kan få overblik over, hvor du må fiske.

Følelsen af ro

Anne Kirketerp fortæller, at man nemt kommer til at lave noget, der er for let, og så har det ikke den ønskede afstressende effekt.

Når vi får at vide, at vi skal lave ingenting, jamen så begynder vi at bekymre os.
Anne Kirketerp

”Hvis du bruger hjernens fulde opmærksomhed, er du i et vildt flow og har mindre plads til dine grublerier. Det giver oplevelsen af at styre opmærksomheden væk fra indre negative grublerier.”

Når mennesker laver ingenting, har vi det med at gruble. Fik jeg slukket for kaffemaskinen? Har jeg husket at købe en gave til den konfirmation?

”Det er jo smart, at vi kan reflektere og tænke over fremtiden, og det center i hjernen – default mode network – er tændt, når vi laver ingenting. Når vi får at vide, at vi skal lave ingenting, jamen så begynder vi at bekymre os. Det er umuligt at styre. Craft-psykologiens tilbud er, at i det øjeblik du tager noget frem, fx snitter grøntsager eller tømmer tagrenden, så tændes et andet center i hjernen – ’central executive’ kaldes det – og vi slukker for grublerierne.”

Foruden følelsen af ro kan man få kultiveret følelser som glæde, håb, meningsfuldhed og oplevelsen af at sætte et lille spor i verden. Nå ja, og så får vi ofte nogle af vores bedste ideer, når vi glemmer tid og sted for en stund.

Kom i gang!

Alle har formentlig prøvet at føle stor motivation, gå i gang med et projekt og kort efter føle det bitre nederlag. Opgivelsen. Noget, som viste sig at være for svært eller uoverkommeligt. Anne Kirketerp nævner i den forbindelse nogle af de mindre frugtbare forsøg på at aktivere indlagte med psykisk sygdom.

”Det kan selvfølgelig gavne mange at male, men hvis man bare bliver placeret i et rum med et blankt lærred, bliver det hurtigt uoverskueligt, og så falder man fra. En fysioterapeut vil heller ikke bare sige, at du skal gå hen og hive i nogle elastikker.”

Eksempler på craft med lav struktur

  • Snitte en ske ud fra en helt rå gren
  • Lave frit broderi
  • Designe en helt ny madret
  • Designe en ny strikkeopskrift eller selv ændre farver og mønstre på en eksisterende.
...

Anne Kirketerp bruger begreberne høj og lav struktur om tilgængeligheden af og sværhedsgraden i craft-projekter. Mange har gavn af at starte med et projekt med høj struktur, trin for trin: Hvis jeg laver dét her, er det tydeligt, at jeg næste gang skal lave dét her … Man skal altså have en tydelig idé om, hvor det starter og slutter, men:

”Det må gerne være motorisk svært, så man får klippet sit ’default mode network’. Det er det største og mest forgrenede område i hjernen, vores selvbevidsthedsnetværk, der kan holde én fast i nogle usunde negative tanker.”

Den lave struktur er, når du selv skal tage stilling til alle delprocesser. Hvor hvert eneste mikroelement er noget, du skal gøre. Anne Kirketerp påpeger, at man ofte skal bruge energi på at få energi.

”Hvis du er psykisk syg eller stresset, orker du ofte ikke noget. Og netop her vil det være godt med en intervention. Man skal først sørge for, at personen ved, at der er tydelige meningsfulde rammer og regler. Starte med nogle dybe vejrtrækninger for at slukke stressresponsen. Så kan man efter lidt tid bedre overskue at gå i gang med noget konkret. Og så kan man gå videre til noget, der kræver lidt mere.”

Det er en god idé at kunne se eksempler på, hvad der skal laves – med tydelige instruktioner, så man ikke efterlades med en følelse af usikkerhed om, hvad der kræves. Ups, skulle jeg have klippet her?

Fuld opmærksomhed

Socialt er der også fordele. Mange af os oplever koncentrationsbesvær i det daglige, også socialt. Anne Kirketerp forklarer, at man normalt bruger cirka 50 procent af sin opmærksomhed, når man lytter. Måske du selv har prøvet at gå på Instagram, mens du ser en film.

Automatiserede processer som en craft-aktivitet sørger for, at du fordeler opmærksomheden og kan holde fokus. Netop det sociale kan være en god måde at komme i gang med craft på:

”Inviter en ven eller veninde med, lav LEGO sammen, se en strikkevideo sammen. Find noget, der også kræver fuld opmærksomhed, hvor I kan være stille og koncentrerede sammen i perioder.”

Anne Kirketerp har en ambition om at udbrede craft på linje med motion, som beviseligt kan fremme trivsel og modvirke stress. Men som hun siger: ”Motion er godt, men du kan ikke altid lige løbe en tur klokken to om natten.”

”Fuck bagsiden!”: Kom i gang med at brodere

Trine Runge Jessen er kendt som broderisten. Mere præcist laver hun korsstingsbroderi. Det forbinder nogle måske med noget gammeldags og bedstemor-agtigt. Men det behøver det jo ikke være. Hvorfor brodere en blomst eller en kanin, hvis du kan vælge noget federe? Som Trine Runge Jessen siger: "Jeg broderer af princip kun motiver, der er sjove, mærkelige eller anderledes."

Broderi, broderist, Trine David Bering, craft-psyokoligi

Når du broderer, kan du fjerne fokus fra de svære tanker og endda have det sjovt. Broderisten Trine giver her fem enkle råd, så alle nybegyndere kan komme i gang:

  1. Grimt er fint! Intet er fejlfrit, slet ikke når man laver noget første gang. Lad ikke store forventninger bremse dig.
  2. Få fat i et begynderkit med et motiv, der tiltaler dig. Der følger altid alle materialer med, så du ikke behøver investere det helt store for at komme i gang.
  3. Der er masser af instruktionsvideoer på YouTube, hvis du vil se, hvordan andre gør det. 
  4. Find inspiration, tips og tricks i facebookgruppen ”Embroidery without fucking flowers and bunnies”. Her finder du også et fantastisk fællesskab med højt til loftet og plads til alle.
  5. Fuck bagsiden! Tænk ikke på, om broderiet nu også er helt perfekt bagpå. Bare der kommer nogle krydser omme på forsiden, så er alt godt. Teknikken kan man altid dyrke, hvis man får ild i nålen.

Læs også: "En broderet hyldest til det uperfekte"

dreng, New Ambition

I hver skoleklasse sidder der gennemsnitligt et eller to børn, der har så omfattende psykiske lidelser, at de har brug for professionel hjælp. De får problemer med at passe skolen, de falder bagud, mister deres venner og kan til sidst slet ikke gå i...