Om at udvikle sig selv på grund af stress og angst

Jeg oplevede mig selv som mentalt svag i en verden, der krævede, at jeg var stærk. Først senere i livet indså jeg den styrke, som mine udfordringer egentlig havde givet mig.  

Engang ville jeg introducere mig selv som badmintonspiller og en af de bedste i ungdommen i Danmark. I dag ved jeg, at jeg er meget mere end min sport. Jeg er hele den udvikling og de erfaringer, jeg oplever, og det er med til at forme, hvem jeg er, og hvad der er vigtigt for mig. 

Engang var det rutine for mig i weekenden, at mine fødder blødte, når det blev finaletid, så jeg måtte skifte sko, bruge to par sokker og drysse talkum på fødderne på de få minutter, jeg havde i kampens pause. Havde kampen været en af de hårde, kunne jeg lægge mig ud med migræne og flimmer for øjnene bagefter.

Dette beskriver et billede af den indstilling, jeg før har haft til livet. At klø på til du ikke kan mere. Og det var, hvad der skete. Men en dag sagde jeg tak for kampen til en modstander, selvom kampen endnu ikke var slut. Jeg forlod banen og rørte ikke en ketcher et helt år efter. 

Desværre ramlede det hele sammen for mig. En dag kiggede jeg mig i spejlet og så tårer løbe ned ad kinderne. Min mor spurgte, hvad der var galt. Og jeg vidste det egentlig ikke. Udover at jeg oplevede mobning i skolen, som var blevet dagligdag for mig, var der ikke sket noget specielt. Jeg havde bare brug for at græde.

Men det blev ved. Jeg var nedtrykt den ene dag efter den anden. Jeg kunne ikke overskue mine lektier, og jeg sad og fik hedeture ovre i skolen. Mine forældre sagde, at jeg kunne have fået stress. Min far havde længe advaret mig og sagt, at jeg skulle droppe at spille badminton på eliteniveau, fordi jeg havde så travl en hverdag, men jeg brændte for sporten, og jeg kunne ikke forstille mig at leve uden at spille.

Jeg startede til konfirmationsforberedelse, og i kirken skulle jeg en dag læse en tekst op foran de andre. Uventet begyndte mit hjerte at slå dobbelt så hurtigt og dobbelt så hårdt. Jeg rystede. Fik hedeslag. Svedige håndflader. Jeg kunne ikke synke. Mine ben blev til gelé, og jeg følte, jeg havde fået en mavepuster, fordi jeg ikke havde luft til at snakke. Min stemme rystede, da jeg prøvede at sige noget. Jeg forstod ingenting.

De fleste kalder dette for nervøsitet, men hvad skete der med mig, for jeg var aldrig nervøs over for noget? Jeg blev ALDRIG nervøs! Det endte med, at jeg ikke fik læst teksten op. Jeg kunne simpelthen ikke. Sikke et nederlag. De følgende dage i skolen sad jeg og var nervøs. Bare det, at vi blev råbt op med ”er Camilla her?”, turde jeg ikke at svare ”ja” til. I skolen turde jeg ikke læse op mere, jeg turde ikke fremlægge og turde ikke række hånden op.

Fornemmelsen af at miste kontrollen over min krop var skrækkelig. Mine tanker var: ”Jeg kan ikke”, og ”det går galt”. Jeg kunne ikke kende mig selv længere – angsten var flyttet ind i min krop.

Jeg startede til psykolog, i selvhjælpsgruppe, fik betablokkere, læste selvhjælpsbøger og havde mange lange snakke med mine støttende forældre. Det tog mig noget tid at acceptere, at det i sidste ende i høj grad var min egen indsats, der kunne hjælpe på problemet, for det er sandt, når man siger, at man skal se angsten i øjnene og kaste sig ud i det, der er svært, men det kræver, at man har gjort sit forarbejde med behandling og forståelse for problemet – og accepteret, at det kræver ”baby-steps”.

Folk finder frem til forskellige strategier, men det, der virkede for mig, var især afledningsmanøvrer, som ledte opmærksomheden væk fra mig, hvis det netop var mig, der var i centrum, eller at jeg tog styringen ift., hvornår det passede mig bedst at være i centrum. 

Hvad end det er for en kamp, man selv kæmper hver dag, kan det hjælpe at tænke over, hvilken læring det giver en. Det handler om at flytte fokus hen på, hvordan man lærer at håndtere sin situation, for den er slem nok til, at man bruger energi på at fokusere på det. Hvad kan man gøre for at komme videre til det liv, man ønsker og fortjener? 

Det er helt sikkert naturlig og også sundt at havde både styrker og sårbarheder. En sårbarhed kan sagtens bruges som en styrke, så længe den sårbarhed, man har, giver en erfaring og gør en bevidst om sig selv. Hvis man ikke gør sig bevidste tanker om sine sårbarheder, kan man risikere ikke at udnytte alle de kvaliteter og muligheder, de fører med sig. Med denne tankegang betyder en sårbarhed derfor ikke, at man er svag. En sårbarhed kan sagtens gøre en stærk og kan styrke ens udvikling ift. fremtidig modstand og bevidste valg i forbindelse med dette.  

Første skridt er at acceptere, hvis man har det svært og dårligt. Dernæst kan man tænke over, hvilke muligheder man har. Hvad skal der til før, at tilstanden ændrer sig? Hvad har jeg brug for lige nu? Kan jeg acceptere, hvordan tilstanden er nu? Hvis ikke, så må jeg gøre noget. Man kan forestille sig, at man har nået målet, men hvordan var jeg nået dertil?

Og husk, at selv den person, der udviser størst overskud, ikke nødvendigvis har hele ”pakken” og er uden bekymringer. Den person, man ser op til eller misunder, har også kæmpet med sine egne udfordringer.  

Livet er ikke en modstander, men en udfordring for nybegyndere, og med tiden lærer man af erfaring, hvordan man takler situationer. Det vil altid være svært at takle modstand, men det er en del af livet og kan i mange tilfælde gøre, at vi kan vokse og udvikle os. Det har jeg oplevet i mit eget liv.

Sig det højt

Alt for mange unge oplever angst, stress eller føler et urimeligt stort pres for at præstere. Vi skal gøre op med perfektionskulturen og præstationssamfundet – ingen er eller kan være perfekte, og det er stærkt, når vi tør tale om netop det. Sig det...