Luk
Ikon, mobil
Få hjælp på 39 25 25 25
ikon, hjerte
Støt alle med psykisk sygdom
10

Psykiatrifonden om anbefalinger: Den virkelige patients sundhedsvæsen

Der var spontane Yes!-råb og klapsalver i Psykiatrifonden i dag, da det viste sig, at Sundhedsstrukturkommissionen vil integrere somatik og psykiatri i de anbefalinger, der blev offentliggjort tirsdag den 11. juni: “Hvis det her går igennem, er det den bedste nyhed i årevis for mennesker med psykisk sygdom og deres familier. Det er det, vi har arbejdet for. Nu skal sundhedsvæsenet indrettes til den virkelige patient,“ siger Psykiatrifondens direktør Marianne Skjold.

Marianne Skjold, administrerende direktør i Psykiatrifonden, foto: Louise Neupert
 

Publiceret 11. juni 2024

Psykiske sygdomme er folkesygdomme, og når man er syg, er man det ofte både fysisk og psykisk på samme tid. Adskillelsen af de to typer sygdomme i dagens sundhedsvæsen har ført til underbehandling og kortere liv for mennesker med psykisk sygdom.

 

Læs mere om Sundhedshedsstrukturkommissionen og hent deres rapport her:

Nye anbefalinger skal sikre sammenhæng og større lighed i sundhedsvæsenet tæt på borgeren

“Det sundhedsvæsen, vi har, er skabt med udgangspunkt i den somatiske patient. Det sundhedsvæsen, vi skal skabe, skal tage udgangspunkt i den virkelige patient. Derfor har vi længe arbejdet for at samle psykiatrien og somatikken, og derfor er vi rigtig godt tilfredse med dagens udmelding,” siger Psykiatrifondens direktør Marianne Skjold.

Når vi laver reformer af det nære sundhedsvæsen, skal vi have psykiatrien med. Når vi kvalitetsudvikler på sygehusene, skal vi have psykiatrien med, mener hun:

“Det mest almindelige er jo ikke, at man enten har en psykisk sygdom eller en somatisk sygdom. Det mest almindelige er jo, at man på et tidspunkt får begge dele, og ofte samtidig. Det er virkeligheden, og det afspejler sig ikke i sundhedsvæsnet i dag.”

Hvis det her går igennem, er det den bedste nyhed i årevis for mennesker med psykisk sygdom og deres familier.
Marianne Skjold, direktør i Psykiatrifonden

Samtidig er Psykiatrifonden meget optaget af forholdene for de mange mennesker med psykisk sygdom, der lever deres liv på socialpsykiatriske bosteder.  

“Vi er meget glade for, at der er udsigt til nationale kvalitetsstandarder for den sundhedsfaglige indsats og at man vil løfte og ensarte kvaliteten,” siger Marianne Skjold.  

Svært at navigere i sundhedsvæsenet  

Samtidig gør psykisk sygdom det svært at navigere i sundhedssystemet, også når den optræder sammen med fysisk sygdom. Det betyder, at det kan være vanskeligt at finde, forstå, vurdere og bruge information til at tage beslutninger om sundhed. Patienter med samtidig fysisk og psykisk sygdom har dobbelt så høj risiko for at have begrænsede sundhedskompetencer sammenlignet med patienter, som alene har en fysisk lidelse.   

“Den virkelige patient fejler ofte flere ting på en gang. Fx har 12 procent af mennesker med diabetes også en psykisk sygdom, og det samme gælder 10 procent af dem, der får en blodprop i hjertet. Derfor er det så afgørende for os, at der nu er lagt op til, fysisk og psykisk sygdom ikke kan skilles ad, heller ikke i organiseringen af vores sundhedsvæsen,” siger Marianne Skjold.

Lige og bedre adgang til behandling 

En forening af psykiatrien og somatikken skal sikre bedre og lige adgang til den rette behandling for mennesker med psykisk sygdom. I mange år har psykiatrien cirklet rundt i sin egen verden ved siden af resten af sundhedsvæsenet med sin egen ledelse, sin egen økonomi, sine egne fysiske rammer, mener Marianne Skjold. 

“Gabet fra somatik til psykiatri er for stort, stigma og uvidenhed koster liv, og det samme gør ringe kvalitet og ressourcer i opsporing, udredning og behandling. Vi håber virkelig, at regeringen tager fat på at virkeliggøre den integration hurtigst muligt, og vi kommer til at følge forhandlingerne tæt,” siger hun.

Og at psykisk sygdom i det hele taget skal prioriteres, taler ny dansk forskning sit klare sprog for: 87,5 procent af alle kvinder i Danmark bliver behandlet for psykisk sygdom i løbet af deres liv. Det samme gælder 76,7 procent af mændene. I alt kommer 82,6 procent af os til at mærke psykisk sygdom i en sådan grad, at vi søger behandling.

Lars Vedel Kessing, professor og overlæge, til artiklen 'De fleste af os får en psykisk sygdom'

82 procent af danskerne bliver på et tidspunkt i livet behandlet for psykisk sygdom. De fleste bliver raske, og kun en lille del bliver indlagt. Men hvad ligger ellers bag tallet? Vi har spurgt professor og overlæge Lars Vedel Kessing, som står bag...