Maja ventede på hjælp i flere år, før hun endelig fik den. I et andet land

Historien om Maja Johanne Lauesen er historien om et menneske, der aldrig har fået den nødvendige hjælp. Et menneske, der har klaret sig godt på trods. Maja er kunstner. Hun er også mor og kæreste og meget mere. Men som hun siger: ”Det er marginaler, der har gjort, at jeg kunne svinge mig op til at have et godt liv i dag. Der er i hvert fald ikke noget system i Danmark, der har grebet mig.”

Siden hun var teenager, har hun haft tilbagevendende depression. Både hjemme og i skolen fik hun at vide, at livet bare nogle gange er hårdt, og at hun måtte lære at leve med det. En tung lektion for enhver 13-årig, ikke mindst når man har en uopdaget depression.

Maja gik ind i sig selv. Samtidig prøvede hun grænser af i et forsøg på at få det bedre. Hun fik en spiseforstyrrelse: ”Jeg kan se på billeder fra min konfirmation, at jeg var megatynd, men jeg fik bare komplimenter for, hvor godt jeg så ud i den kjole. Jeg tænkte, hvorfor helvede er der ikke nogen, der kan hjælpe mig?”

Da hun senere kom på efterskole, tog en lærer – endelig – Majas problemer alvorligt. Hun kom til psykolog, men behandlingen bestod primært af en kostplan og hjalp ikke særlig længe. Maja fik det lidt bedre, men depressionen kom tilbage i gymnasiet. Halvvejs i gymnasiet flyttede Maja hjemmefra: Fra forældrenes hjem i Ry til et nyt gymnasium og en lejlighed med venner i Svendborg. Det hjalp. I en periode:

”Der boede vi så og holdt fester, drak øl, bestemte selv, at vi ikke ville rydde op. Alle de ting, man gerne selv vil bestemme i den alder. Så det hjalp virkelig meget at flytte. Lige indtil jeg fik en mega depression i slutningen af 3.g.”

Det lykkedes Maja at færdiggøre gymnasiet. Kort efter flyttede hun hjem for at spare op til at rejse rundt i Argentina og Sydamerika i et halvt år. Rejsen skulle være en frisk start, noget at glæde sig til. I stedet blev den begyndelsen på nogle forfærdelige og traumatiske år.

”Du er meget traumatiseret lige nu”

Da Maja kom hjem, kunne hun ikke rigtigt huske rejsen. ”Jeg kunne ikke formulere nogen af oplevelserne. Men det var en ven, der fik sat ord på det: At jeg var blevet voldtaget.”

Maja var offer for to voldtægter. Den første lige op til rejsen: ”Den første var min daværende bedste ven, og den anden var en fremmed mand i Brasilien. Efter det og andre voldsomme oplevelser har jeg fået C-PTSD.”

Men der skulle gå lang tid, før Maja fik diagnosen. Hun søgte hjælp, men mødte ikke megen hjælp eller forståelse i det danske sundhedssystem. Før hun selv vidste, at det var C-PTSD (kompleks PTSD), begyndte hun at få depressive symptomer, men det var ikke, som hun havde oplevet det før:

”Jeg havde en slags vrangforestillinger. Jeg følte, at gulvet pludselig blev elastisk, og at jeg ikke ville kunne gå på det uden at falde igennem det. Jeg fik sanseforstyrrelser, som om det regnede på min hud, selvom jeg sad indenfor. Det fuckede mig helt op, jeg blev virkelig bange.”

Maja fik en henvisning til psykolog med et halvt års ventetid. Hun havde ikke penge til at gøre det i privat regi. Så hun ventede. Hun begyndte at få angstanfald, men den beroligende medicin gjorde ikke noget godt for hende. Hun sad bare og kiggede ind i væggen. To år senere fik hun endelig mulighed for at blive udredt:

”Fordi jeg tidligere havde haft tilbagevendende depression, var det dét, de fokuserede på. Så blev jeg kastet lidt rundt mellem bipolar lidelse og ADHD. De vaklede meget. De spurgte for eksempel: ’Oplever du nogle gange, at du er meget glad, og så bliver du ked af det?’ De forsøgte at få bipolar lidelse til at passe til mig. Jeg var kommet til dem med depression, mistanke om ADHD og med voldtægter, som jeg ikke havde fået hjælp til at bearbejde, og jeg endte bare med at føle mig misforstået.”

Kompleks PTSD var slet ikke inde i billedet: ”Jeg tror ikke, de vidste, at man kunne få C-PTSD af voldtægter. For mange er PTSD stadig noget, man får, når man har været i krig. Det er kun et halvt år siden, en psykiater sidst sagde det til mig: ’Der må have været noget med dig i forvejen, hvis du har fået PTSD af det, du har oplevet, for det vil andre ikke få PTSD af.’ Og han er psykiater.”

I samme periode fandt hun en ven i et selvmordsforsøg og fik en abort. Udredningen stoppede:

”Psykiateren sagde: ’Ved du godt, at du er meget traumatiseret lige nu?’ Og det vidste jeg ikke. Hun sagde, at de ikke kunne udrede mig, mens jeg havde det på den måde. Så jeg står ude på Risskov, ved et psykiatrisk hospital, og jeg bliver sendt hjem, fordi jeg er for syg. Hvor skal jeg nu gå hen? Jeg kan godt gå til min egen læge, men jeg har stadig ikke råd til en psykolog.”

Da Maja havde allermest brug for hjælp, blev hun efterladt uden andet end håbet om, at hun måske kunne få hjælp om et halvt år.

PTSD

PTSD er en psykisk lidelse, som kan opstå, hvis man har været ude for en traumatisk oplevelse.

At vente på ingenting

Maja var blevet 23 år. Hun havde endelig fået tilbudt et forløb hos Center for Seksuelle Overgreb. Med et halvt års ventetid. Hun talte dagene og timerne: ”Og så ringede jeg til dem efter et halvt år og fik besked om, at der desværre var yderligere seks måneders ventetid. Det var virkelig en forfærdelig besked at få.”

Endnu et halvt år gik. Da hun endelig fik besked om, at hun kunne påbegynde behandling, var hun flyttet til Norge. Hun var kommet kommet ind på Bergen Kunstakademi. Da Maja fortalte, hvor hun befandt sig, fik hun en god nyhed: ”Nå, du er i Bergen? Der er du heldig, for de har et af de bedste traumebehandlingssteder.” Maja fik et telefonnummer, og endelig vendte lykken:

”Jeg må bare sige: Hvis man har det dårligt, skal man flytte til Norge. Jeg fik den store pakke. Jeg kontaktede universitetet i Bergen, som gav mig en psykolog på under en uge, fordi der ikke var problemer med ventetid. Jeg fik ti samtaler, og så søgte jeg om ti ekstra, og dem fik jeg bare.”

Hendes psykolog var specialiseret i traumebehandling, og Maja gik hos hende en gang om ugen, indtil hun kunne få hjælp i psykiatrien: ”Psykologen fulgte mig personligt hen til psykiatrien, hvor jeg skulle til behandling (i en specialiseret traumeafdeling, red.) efterfølgende. Hun gav hånd til den nye og havde skrevet ti sider om min historie, som hun gav videre til den nye psykolog.”

Maja fik ugentligt både individuel terapi og gruppeterapi. Og diagnosen C-PTSD: ”Så jeg fik først diagnosen efter flere år, i Norge, fordi jeg ikke kunne få hjælp i Danmark.” Hun fortsætter:

”Det har næsten været mere traumatiserende for mig at have de år, hvor jeg ikke har fået behandling og virkelig har spurgt og bedt og opsøgt … og brugt så mange penge og ressourcer på at få hjælp. Bare for at møde al den uvidenhed og trækken på skuldrene uanset hvor jeg er gået hen i psykiatrien i Danmark.”

Én ting har hjulpet

Psykiatrien i Danmark kan stadig ikke hjælpe Maja. Hun er et meget bedre sted i dag, fordi hun har fået hjælp i et andet land, og fordi hun står et bedre sted økonomisk: ”Klog af skade har jeg fået en sundhedsforsikring. Jeg har råd til en psykolog. Det, der har ændret min situation i Danmark, er, at jeg nu selv kan betale mig fra det. Det er jo sindssygt, at det skal være sådan.”

I de år Maja ventede og ventede på at få hjælp, brugte hun meget tid på at undersøge, hvad hun ellers kunne gøre. I sin søgen blev hun ved med at støde på andre menneskers historier, og det var en lindring:

”Det, der har hjulpet mig mest i de år, hvor jeg ikke kunne få hjælp, var personlige fortællinger. At høre, hvordan andre har haft det. Hvad andre har været udsat for.”

Derfor står Maja frem med sin historie. Hun håber, hun kan hjælpe og inspirere andre. Hun er også åben om psykisk sygdom og lidelse, fordi hun vil gøre det mere normalt at tale om. Gøre det nemmere at række ud. 

Maja Johanne Lauesen arbejder i dag primært som billedkunstner, og det er derfor oplagt for hende at være en del af Psykiatrifondens store event Find elefanten, hvor hun og flere andre kunstnere har malet unikke elefantskulpturer i Aarhus for at sætte fokus på elefanten i rummet: Psykisk sygdom.

De mange elefanter skal starte samtaler og større forståelse. Det er noget af det, kunsten kan. Den kan sætte følelser og tanker i gang og åbne for samtaler, som ellers kan være svære for mange af os. For Maja er kunsten også en anden måde at være i verden på, som hun kan tage videre med i livet:

”Da jeg gik i gang med at lave kunst, opdagede jeg, at der ikke var nogen regler. Det er et rum, hvor man kan bevæge sig helt frit, og som man selv kan definere. Der findes ikke ’fejl’ i billedkunst. Der findes bare dét, der er. Sådan er det desværre ikke særlig mange andre steder i samfundet.”