Beskæftigelsesreform overser de mest udsatte voksne
Regeringen styrker psykiatrien den ene dag, men skærer i beskæftigelsesindsatser målrettet psykisk sårbare voksne den anden. De psykisk sårbare voksne borgere falder tungt og mellem to stole i den beskæftigelsesreform, partierne bag den præsenterede lige før påske.
Regeringen og en bred kreds af partier har præsenteret en stor reform af beskæftigelsesindsatsen. Den skal forenkle systemet, give mere frihed og skabe en mere værdig behandling af ledige borgere. Men midt i de gode intentioner risikerer en stor gruppe at blive glemt: Voksne med psykiske lidelser, som i forvejen kæmper for at få støtte og komme tættere på arbejdsmarkedet. For dem kan frisættelse og færre krav betyde fravær af hjælp.
Den nye beskæftigelsesreform efterlader nemlig en stor gruppe voksne i en særlig sårbar position. Mennesker med psykiske lidelser, som allerede i dag har svært ved at finde fodfæste i systemet, risikerer nu at glide endnu længere væk fra arbejdsmarkedet og fællesskabet.
Man foreslår, at disse borgere skal kunne få ”en pause” fra beskæftigelsesindsatsen. Det kan lyde nænsomt. Men for mennesker med komplekse udfordringer, som har brug for støtte, kan en sådan pause blive permanent.
Har brug for helstøbt indsats
Vi ved hvor vigtigt det er, både for den enkelte og for samfundsøkonomien, at vi ikke taber disse borgere mellem to stole. En analyse fra Væksthusets Forskningscenter på baggrund af Beskæftigelsesindikatorprojektet viser, at det er vigtigt, at ledige langt fra arbejdsmarkedet tilbydes en helstøbt indsats. Derfor er det helt afgørende, at udsatte ledige ikke ’fredes’ og friholdes fra indsats i længerevarende perioder, men at de får den rigtige indsats, der kombinerer beskæftigelsesindsatser med social- og sundhedsindsatser.
Det viser både forskning og erfaring, blandt andet fra IPS-forløb, hvor personer med psykiske lidelser får støtte til at komme i job eller uddannelse. Derfor undrer det, at man ikke ønsker at prioritere netop disse indsatser for voksne – som ellers udgør den største gruppe i beskæftigelsessystemet.
Skaber nye problemer, mens man løser de gamle
Kort inden beskæftigelsesreformen landede, præsenterede regeringen den samlede 10-årsplan for psykiatrien. Her lægger man op til at styrke psykiatrien. Det er positivt. Men når man samtidig nedprioriterer beskæftigelsesindsatser målrettet voksne med psykiske lidelser, så risikerer man at skabe nye problemer, mens man forsøger at løse gamle.
For hvis beskæftigelsessystemet trækker sig, forsvinder problemerne ikke. De flytter sig. Over i psykiatrien. Over i socialforvaltningen. En besparelse ét sted bliver en udgift et andet. Men værst af alt: Mennesker med psykiske lidelser risikerer at stå uden støtte – og uden håb.
Svaret må ikke være at lade dem i stikken
Reformen rummer gode elementer. Det er vigtigt, at man vil styrke indsatsen over for unge med ungeløftet. Men det giver ikke mening at løfte unge, samtidig med at man svigter deres forældre. Mange børn vokser op i familier præget af psykisk sygdom og ledighed. Hvis vi ikke hjælper de voksne, svækker vi også børnenes muligheder.
Man skal aldrig intervenere i folks liv for systemets skyld. Og vi ved, at mange borgere oplever negative følgevirkninger af at være i beskæftigelsessystemet, hvilket vi blandt andet så i Psykiatrifonden og SINDs undersøgelse fra 2019. Men svaret må ikke være at lade dem i stikken. Mennesker, der lever med psykisk sygdom og er uden for arbejdsmarkedet, har brug for en indsats, der giver mening i deres liv. En indsats, der støtter dem i det tempo og med den hjælp, de har brug for. Ikke fravær af indsats.