Luk
Ikon, mobil
Få hjælp på 39 25 25 25
ikon, hjerte
Støt alle med psykisk sygdom
10

Akutpakken til børne- og ungdomspsykiatrien er nødvendig – men en psykiatriplan 2 kan sætte retning

I weekenden lovede Mette Frederiksen en akutpakke til børne- og ungdomspsykiatrien. Men det er tydeligt, at der også er brug for en mere langsigtet retning. Derfor mener vi, at tiden er moden til at drøfte en psykiatriplan 2, skriver Marianne Skjold.

Marianne Skjold, direktør i Psykiatrifonden
 

Af Marianne Skjold, direktør i Psykiatrifonden
Publiceret i Altinget 17. marts 2026

Valgdebatten om psykiatrien er endelig kommet i gang. Og i weekenden blev det tydeligt, hvor højt området står på dagsordenen, da Mette Frederiksen under statsministerdebatten lovede en akutpakke til børne- og ungdomspsykiatrien.

Det er et vigtigt signal. For selvom Danmarks første psykiatriplan er vedtaget, er tiden allerede nu moden til at tænke videre.

Valgkampen var i starten overraskende blottet for sundhedspolitik. Derfor er det godt at opleve, at alvoren er gået op for partierne.
Marianne Skjold, direktør i Psykiatrifonden

Valgkampen er i fuld gang. Partierne præsenterer løsninger på de udfordringer, vi som samfund står overfor, hvad end det drejer sig om folkeskolen, arbejdsmarkedet eller ældreomsorg.

Men som Altinget tidligere har bemærket, var valgkampen i starten overraskende blottet for sundhedspolitik. Derfor er det godt at opleve, at alvoren er gået op for partierne. Både med akutpakken, men også Venstres nye forslag om bedre og hurtigere hjælp til stressramte, der blandt andet har det sigte, at stress ikke skal videreudvikle sig til for eksempel depression.

Og det nyfundne fokus er nødvendigt. For sundhedspolitik – ikke mindst psykiatrien – ligger igen i år helt i toppen, når vælgerne bliver spurgt, hvilke emner politikerne bør prioritere. Med god grund. Området har været forsømt politisk i mange år, og samtidig berører psykisk sygdom langt flere mennesker, end de fleste forestiller sig.

Således kommer otte ud af ti danskere i løbet af deres liv ud for at have en behandlingskrævende psykisk sygdom – enten selv eller som pårørende.

For den enkelte og familien kan det være svært, men med den rette behandling behøver det ikke stå i vejen for et godt liv. For samfundet kan det til gengæld få store konsekvenser, når mental sundhed ikke prioriteres. Det gælder alt fra sygefravær og frafald i skolen til lavere tilknytning til arbejdsmarkedet. Omvendt betyder det også, at der er meget at hente ved at styrke psykiatrien.

Lars Vedel Kessing, professor og overlæge, til artiklen 'De fleste af os får en psykisk sygdom'

82 procent af danskerne bliver på et tidspunkt i livet behandlet for psykisk sygdom. De fleste bliver raske, og kun en lille del bliver indlagt. Men hvad ligger ellers bag tallet? Vi har spurgt professor og overlæge Lars Vedel Kessing, som står bag...

 

Nu er psykiatri ikke længere et nicheområde

Der var bred opbakning til psykiatrien i Altingets podcast Politisk Stuegang, hvor Sophie Løhde (V), Monika Rubin (M) og Peder Hvelplund (Ø) deltog.

Alle tre partier var med til at vedtage Danmarks første psykiatriplan i forrige valgperiode. Det var et historisk økonomisk løft, og planen har lappet flere huller i psykiatriens fundament.

Man kan forlade sig til at tro, at udfordringerne i psykiatrien nu er løst. Eller i det mindste vil blive løst, når de politiske aftaler rammer virkeligheden.

Både Løhde, Rubin og Hvelplund var enige i, at vi ikke må hvile på laurbærrene. For uden en klar plan for, hvad der skal ske efter 2030, når psykiatriplan 1 løber ud, risikerer fundamentet at slå sprækker igen.

Det er ekstremt vigtigt, at psykiatrien fortsat er et centralt emne efter valget. Med dertilhørende politiske ambitioner.
Marianne Skjold, direktør i Psykiatrifonden

Derfor glæder det os i Psykiatrifonden, at alle tre partier var tydelige i støtten til psykiatrien – også efter valget. Hvelplund sagde, at en psykiatriplan 2 bør være en del af regeringsgrundlaget. Løhde gjorde det tydeligt, at Venstre vil prioritere yderligere investeringer i psykiatrien, og Rubin var klar på at genbesøge aftalen og bygge videre på den.

Det er ekstremt vigtigt, at psykiatrien fortsat er et centralt emne efter valget. Med dertilhørende politiske ambitioner.

For faktum er, at psykisk sygdom findes overalt i samfundet – og sygdommen trækker sine spor.

40 procent af børn med psykiatriske diagnoser har et længerevarende ufrivilligt skolefravær, mens det gælder for 17 procent af børnene uden diagnoser. Blandt de børn, der som 11-årige har mentale trivselsudfordringer, har 40 procent som 25-årige ikke gennemført en ungdomsuddannelse. Og mennesker med de sværeste psykiske lidelser lever op til 10-15 år kortere end andre.

Marianne Skjold, direktør, Psykiatrifonden

I Altingets podcast Politisk Stuegang kom den sundhedspolitiske valgdebat endelig i gang. Og partierne var enige: selvom Danmarks første psykiatriplan er vedtaget, er tiden allerede nu moden til at tænke videre.

 

Tiden er moden til en psykiatriplan 2

Hvis vi skal gøre livet bedre for mennesker, der lever med psykisk sygdom, kræver det politisk handling – både her og nu og på lang sigt.

Akutpakken til børne- og ungdomspsykiatrien er et nødvendigt skridt. Men det er tydeligt, at der også er brug for en mere langsigtet retning.

Derfor mener vi, at tiden er moden til at drøfte en psykiatriplan 2.

Alene angst og depression er hvert år skyld i omkring 4 millioner sygedage. Det svarer til cirka 18.000 årsværk.
Marianne Skjold, direktør i Psykiatrifonden

For det første bør psykisk sygdom tænkes ind i lovgivning på tværs af politikområder. Meget mistrivsel begynder i folkeskolen og vokser sig større uden den rette indsats. Det kan føre til lavere uddannelsesniveau, dårligere tilknytning til arbejdsmarkedet og større sociale problemer.

Alene angst og depression er hvert år skyld i omkring 4 millioner sygedage. Det svarer til cirka 18.000 årsværk.

For det andet må vi ikke tro, at psykiatriplan 1 giver anledning til at sætte et flueben for endt arbejde. Psykiatrien har været forsømt i så mange år, at der ikke er tale om en hurtig renovering, men om en genopbygning.

Det kræver overblik, mod og visioner. Det kræver, at aftaler genbesøges. Hvis vi griber psykiatrien rigtigt an i de næste år, vil det føre til bedre liv for alle. Både den enkelte og for samfundet.

Marianne Skjold, direktør i Psykiatrifonden

Danskernes mentale trivsel er under pres. Flere oplever stress, søvnbesvær og mistrivsel. Samtidig er den sociale ulighed i sundhed fortsat tydelig. Det viser Den Nationale Sundhedsprofil, som netop er offentliggjort. “Det understreger, hvor central...

 

Læs også

Folketingsvalg, 2022, psykiatri, kryds, stemmeseddel

Den 24. marts 2026 er der valg til Folketinget. Valgkampen bugner allerede af temaer som skole, arbejdsudbud og økonomi. Men uden fokus på mental trivsel risikerer vi, at de øvrige politiske mål aldrig lykkes – for psykisk sygdom er mere end blot...