Kære kommende regering: Glem ikke alle os, der stadig venter på en bedre psykiatri
Den kommende regering skal prioritere, opruste og spare. Men psykiatrien må ikke blive syltet i den proces. Jeg vil gerne slå et slag for en psykiatriplan 2.
Foto: Fryd Frydendahl
Til de regeringsforhandlende partier skal lyde en klar opfordring: Glem ikke psykiatrien i de kriser, der måske synes større og mere presserende.
Lad os ikke drukne i svin, drikkevand og udlændinge.
Når man har set en psykiatrisk afdeling indefra, bliver man aldrig den samme.
Jeg skriver som bestyrelsesmedlem i Psykiatrifonden og som mangeårig patient i psykiatrien. Jeg skriver, fordi I ikke må glemme, at Tina selvskader og har været svingdørspatient i psykiatrien i 24 år. At Rikke bliver afvist i telefonen, når hun ringer efter hjælp, fordi der ikke er sengepladser nok. I må ikke glemme, at Mogens’ barnebarn på otte skal vente mere end et år på udredning. At Hanne forsøgte selvmord og blev sendt hjem uden opfølgning.
At Lizzie er pårørende til en mand med en skizofrenidiagnose, der blev udskrevet fra psykiatrien, selv om han lige havde fået en KOL-diagnose oven i hatten, og derfor skulle stoppe med at ryge 30-40 cigaretter om dagen.
Da jeg selv for nylig stoppede med at ryge, græd jeg hver dag i fem uger. Jeg græd så meget, at jeg fik eksem i ansigtet. Og jeg har det ovenikøbet stabilt for tiden.
Historierne er blot nogle af de 1.200 fortællinger, vi i Psykiatrifonden modtog i valgkampen.
I 2024 skrev jeg forordet til bogen Opråb. Her skrev jeg, at når man har set en psykiatrisk afdeling indefra, bliver man aldrig den samme.
Opråb. Skrevet af befolkningen, samlet af Psykiatrifonden. En ny bog giver ordet til 30.000 mennesker, der har valgt at råbe op om psykiatrien. Du kan læse bogen gratis her.
Jeg skrev, at når man har ligget på et helt tomt værelse, klinisk blottet for omsorg, mens al personalet forsøgte at tale ens nabo ned, fordi vedkommende var i gang med at smøre sit værelse ind i egen afføring, bliver man aldrig den samme. Jeg skrev, at når man har haft lyst til at dø, fordi det virkede mere tiltrækkende end at være i live, bliver man aldrig den samme.
For nogen er der ikke nogen pårørende. For nogen er der ikke noget hjem at komme hjem til. For nogen er der kun systemet.
Nu skriver jeg igen, fordi det knuser mit hjerte, at mange andre ikke har samme muligheder som mig. For nogen er der ikke nogen pårørende. For nogen er der ikke noget hjem at komme hjem til. For nogen er der kun systemet.
Jeg har til gode at møde et menneske, der synes, at psykisk sygdom må ødelægge liv. Derfor håber jeg, at I ser psykiatriplanen, som blev vedtaget i sidste valgperiode, som starten på en permanent genopbygning af psykiatrien. Lad det ikke være et afsluttet projekt.
Jeg forstår, at der skal prioriteres, oprustes, spares. Men jeg vil også slå et slag for, at det ikke igen er psykiatrien, der bliver syltet i den proces.
Den første psykiatriplan blev et historisk gennembrud. For første gang blev ambitioner fulgt af et reelt økonomisk løft og en samlet retning for psykiatrien. Men fundamentet er endnu ikke færdigstøbt. Flere indsatser er underfinansierede, og der...