Helhed, hænder og tillid – her er ønskerne til en ny psykiatri
Regeringen og Folketingets partier præsenterede 19. maj 2025 en samlet 10-årsplan for psykiatrien. Den bygger oven på tidligere aftaler og skal "gøre op med mange års svigt," som der står på Indenrigs- og Sundhedsministeriets hjemmeside.
Men hvad er det for et svigt, der omtales? Hvordan opleves systemet i 2025 af de mennesker, der kender og bruger det? Eller sagt på en anden måde: "Hvad er det, som 10-årsplanen skal løse?"
Vi har spurgt en patient, en pårørende og en fagperson. Det er mennesker, som hver dag mærker systemets styrker og svagheder helt tæt på. Deres svar er entydige. Der mangler stabilitet, sammenhæng og en reel plads til de pårørende.
Herunder giver vi ordet til dem, der kender psykiatrien indefra:
Patienten: ”Man skal nærmest have det ene ben i graven, før man bliver lyttet til”
Emilie My Weinreich-Mikkelsen har været i kontakt med psykiatrien det meste af sit liv. Som teenager blev hun fejldiagnosticeret med paranoid skizofreni og har siden boet på opholdssteder, bosteder og på en lukket psykiatrisk afdeling. I dag bor hun i egen lejlighed med støtte fra kommunen – og med diagnoserne ADHD og borderline.
Hun beskriver et system, hvor man nogle gange må overdrive eller lyve for at få den nødvendige hjælp:
”Jeg har oplevet, at man nærmest skal have det ene ben i graven, før man bliver lyttet til,” siger Emilie.
Når der ikke var senge nok, blev patienter prioriteret efter, hvem der havde det allerværst:
“Den bedste af de dårligste blev sendt på en åben afdeling. Velvidende, at det ikke var forsvarligt. Det var ikke personalets skyld, men systemets. Der var ganske enkelt ikke plads til alle.”
Emilie understreger, at problemet er systemets – ikke personalets:
”Det er ikke personalets skyld. De gjorde, hvad de kunne. Men de havde ikke andre muligheder. Der var kun fem stuer – og ti patienter med behov for dem.”
Emilie My Weinreich-Mikkelsen blev som teenager fejldiagnosticeret med paranoid skizofreni og har på egen krop prøvet at være fanget i en forkert diagnose og medicinsk behandling. Derfor er det vigtigt for hende at blive mødt som Emilie – ikke sin diagnose:
”Jeg drømmer om en psykiatri, hvor man bliver set som et menneske med en diagnose – ikke en diagnose med et menneske bagved,” siger hun.
Fagpersonen: "For få hænder og for lidt plads"
Lærke Fagerberg har arbejdet i psykiatrien i over 10 år og i dag er ansat i børne- og ungdomspsykiatrien i Glostrup.
”Helt grundlæggende er der for mange, der har det for dårligt, og som har brug for mere og bedre hjælp, end den de får i dag,” siger hun.
Hun peger på, at psykiatrien er præget af udskiftning i personalet og mange vikarer. En ustabilitet, der også går ud over patienterne:
“God behandling kræver, at man kender patienten. Men vi oplever stor udskiftning og mange vikarer. Det skaber utryghed og kan i sidste ende føre til mere tvang.”
Lærke efterspørger også en psykiatri, der bliver bedre til at inddrage de pårørende og understreger, at de spiller en vigtig rolle for, hvordan patienterne – især når det gælder børn og unge – kommer videre.
”Pårørende er en kæmpe ressource – især i børne- og ungdomspsykiatrien – men de bliver ikke inddraget nok,” siger hun.
Lærke Fagerberg efterspørger også mere sammenhæng i behandlingen, særligt på tværs af kommuner og regioner:
“Det er en jungle at finde rundt i som behandler og endnu mere for patienter og pårørende. Psykiatrien skal være til at forstå og navigere i.”
Der er altså mange problematikker at tage fat på og forbedre nu og her. Men hvilken psykiatri drømmer vi så om at skabe?
For Lærke handler det blandt andet om at skabe bedre rammer for alt det, der ligger rundt om den medicinske behandling:
”Jeg kunne godt tænke mig, at man også fremmer indsatser, der ikke handler om medicin. Medicin er altid et supplement. Det er en del af en større behandling. Det er vigtigt at have fokus på,” siger hun.
Den pårørende: ”Vi bliver glemt”
Kim Arvedlund har været pårørende i psykiatrien i over 20 år til en voksen datter med paranoid skizofreni og infantil autisme.
Han oplever en psykiatri uden klar ansvarsfordeling mellem de mange fagpersoner og instanser, der egentlig burde samarbejde og forsøge at hjælpe.
”Psykiatrien mangler tværfaglighed samarbejde på tværs af instanser. Der er intet samarbejde og ingen sammenhæng, og der mangler i høj grad faglighed og ledelse. Som pårørende mangler man virkelig, at de forskellige instanser sætter sig ned og tager ansvar."
Kim appellerer til, at politikerne gør noget:
”Hvis ikke politikerne prioriterer psykiatrien, så taber vi en hel masse mennesker på gulvet. Flere generationer endda. Det koster i familierne, og det koster samfundet.”
Læs også
Opråb. Skrevet af befolkningen, samlet af Psykiatrifonden. En ny bog giver ordet til 30.000 mennesker, der har valgt at råbe op om psykiatrien. Du kan læse bogen gratis her.
Regeringen og Folketingets partier præsenterede 19. maj 2025 en samlet 10-årsplan for psykiatrien. Den bygger oven på tidligere aftaler og skal "gøre op med mange års svigt," som der står på Indenrigs- og Sundhedsministeriets hjemmeside. Men hvad er...