Socialoverlæger lapper hullerne i systemet – kan de udbredes til resten af landet?
I nogle år har man haft socialoverlæger i Region Hovedstaden. De hjælper socialt udsatte og støtter deres kollegaer i at håndtere komplekse patienter. To af regionens fire socialoverlæger fortæller.
Når socialt udsatte kommer i kontakt med sundhedsvæsenet, er det ofte på en akutafdeling. De kommer ind med en specifik problematik – sygdom, smerter eller alvorlige livstruende lidelser – ligesom alle andre mennesker. Men som socialt udsat lider man sandsynligvis under en kompleks sammensætning af udfordringer. Det kan være psykisk sygdom kombineret med både fysiske smerter og et skadeligt forbrug af rusmidler.
- Karin Hansen, socialoverlæge
På akutafdelingen ser personalet på det ene problem, man kommer ind med, mens man som udsat menneske i virkeligheden ofte har brug for hjælp til andet og mere.
Al erfaring viser, at udfordringerne kun bliver større, hvis patienten ikke får den rette behandling. Så hvordan sikrer man, at man afdækker alle de andre problematikker?
I alle regioner findes der socialsygeplejersker, som netop har den viden og opmærksomhed til at hjælpe socialt udsatte patienter. I Region Hovedstaden er der siden december 2021 også socialoverlæger, to i psykiatrien og to i somatikken.
Sammen deler de regionens hospitaler mellem sig. De hjælper med de mest komplekse patienter og de sværeste forløb – men de arbejder også på at forbedre de enkelte afsnit, så de bedre kan håndtere de udsatte.
”Vores formål som socialoverlæger er at sikre bedre behandling til socialt udsatte,” fortæller Lisa Michaelsen, der er socialoverlæge i somatikken og fysisk forankret på Amager og Hvidovre Hospital. Karin Hansen, socialoverlæge i psykiatrien og forankret på Psykiatrisk Center Amager og Psykiatrisk Center København, fortsætter:
”En vigtig del af vores job er at reducere social ulighed i sundhed.”
I Danmark har alle formelt set lige adgang til sundhedsvæsenet. I praksis er virkeligheden en anden. Socialt udsatte borgere lever med komplekse fysiske, psykiske og sociale problemer – og i gennemsnit 17 år kortere end resten af befolkningen. Det er...
Større sammenhæng, bedre hjælp
Både socialsygeplejersker og socialoverlæger har særligt fokus på – og ressourcer til – at afdække de forskellige behov hos udsatte patienter. Men hvordan adskiller socialoverlægerne sig? Hvilke andre funktioner har de?
”En af vores vigtige opgaver er at sikre gode overgange, så der er nogen til at gribe socialt udsatte borgere, når de bliver udskrevet. Det kan være med kommunale samarbejdspartnere eller civilsamfundsorganisationer, der hver især har forskellige tilbud. Vi skal sørge for, at man som udsat borger ikke bliver udskrevet til en ny skrøbelig situation, der ender i en hurtig genindlæggelse,” siger Karin Hansen.
Det handler ikke bare om at huske at stille ekstra spørgsmål, når en udsat patient bliver indlagt. Det er også et spørgsmål om ressourcer.
”Det kræver planlægning og tid, og i vores rolle er der netop ekstra tid til at finde ud af, hvilke tilbud der kan være til patienten. For det tager tid.”
Karin Hansen giver et eksempel: En mand blev indlagt flere gange med abstinensbehandling for alkohol. Dertil psykiske udfordringer. Samtidig var han ved at få stillet en kræftdiagnose, men han havde svært ved at møde op til sine aftaler. Hvordan får en mand som ham den nødvendige hjælp?
”I samarbejde med den behandlingsansvarlige psykiater og den kræftafdeling, hvor patienten skulle møde til udredning af sin kræftsygdom, fik vi planlagt og koordineret det således, at patienten kunne få gennemført samtlige af de nødvendige undersøgelser i forbindelse med hans kræftudredning på samme dag, som lå i umiddelbar forlængelse af afslutningen af patientens abstinensbehandling i psykiatrisk regi.”
På den måde sikrede de, at patienten var i stand til at møde op til og få gennemført de undersøgelser, der var nødvendige i hans kræftudredningsforløb.
”Det lyder måske som en meget simpel løsning, men det kræver tid og viden at koordinere mellem mange forskellige instanser.”
Foruden hjælp til patienten er der en bonus ved sådan en historie: ”På den måde viser man også kollegaer, hvordan man kan samarbejde mere på tværs og få nogle smidigere forløb for borgere, som ikke har overskud eller kompetencer til at få gennemført dét, de har brug for.”
Uden for København er der færre tilbud til udsatte borgere og længere til hjælpen. For hjemløse med psykisk sygdom i provinsen er der få herberger og kamp om pladserne. Det store behov for hjælp kender de alt til på Pensionatet i Hornbæk.
Kulturændring og kompetenceløft
Systemændringer er fortsat nødvendige, mener de to socialoverlæger. Men også kollegaerne på forskellige afdelinger er essentielle, fortæller Lisa Michaelsen:
”En vigtig del af vores funktion er kapacitetsopbygningen af vores øvrige personale på området, for vi fire socialoverlæger kan ikke dække alle socialt udsatte patienter i Region Hovedstaden. Der vil blive ved med at komme socialt udsatte på alle afdelinger af et hospital, så vi skal have et system, der kan samarbejde. Her er det vores opgave at klæde vores kollegaer på til den gruppe borgere.”
- Lisa Michaelsen, socialoverlæge
Det kræver viden. Men også en kulturændring på gangene, siger Karin Hansen:
”Vi skal hjælpe personalet på andre afdelinger med at få en bedre forståelse af udsatte borgere, der kan have begrænsede sundhedskompetencer. Når man lever i kaos, mangler man måske overblikket til at vide, hvilke symptomer man skal reagere på, eller hvad man skal tage alvorligt. Måske man har så lidt struktur i hverdagen, at man ikke har mulighed for at kontakte lægen i god tid, fordi der fx skal indberegnes ventetid, før man kan få en tid hos lægen. Hvis man lever på gaden, er det simpelthen ikke en del af hverdagen at tænke på den måde. Det er patienter, der skal hjælpes på vej.”
For at blive endnu klogere på samfundets udsatte bruger socialoverlægerne meget tid på at alliere sig med civilsamfundet, herunder ngo’er, som de mødes med og sparrer med. Organisationerne i civilsamfundet skal vide, hvem de kan kontakte på et hospital – og den anden vej rundt. Som Lisa Michaelsen siger, skal socialoverlægerne sørge for at være synlige og til rådighed.
Karin Hansen giver et eksempel på et vellykket samarbejde: Socialoverlægerne har et stort fokus på genindlæggelser for at finde ud af, hvilke behov der – formentlig – ikke bliver afdækket hos en patient, der har tilbagevendende, hyppige genindlæggelser. Da en yngre, hjemløs kvinde havde været indlagt seks gange på en måned med henblik på abstinensbehandling, blev Karin og hendes team derfor involveret i kvindens forløb. De fandt ud af, at hun havde været udsat for omsorgssvigt og led af PTSD på grund af sine traumer. De så også et mønster i hendes selvskade og de mange tilbagefald med rusmidler.
”Vi henviste hende efter udskrivelsen til Eirsgaard, et omsorgscenter under Røde Kors for hjemløse med en sundhedsproblematik. Almindelige sygeplejersker kan ikke henvise til det, så her var behov for en socialsygeplejerske. Kvinden blev hjulpet videre til et herberg og blev samtidig indskrevet i et alkoholbehandlingstilbud, som hun blev fulgt til. Og den del er vigtig: Mange falder fra af forskellige årsager, selvom de gerne vil i behandling, og kvinden var blandt andet angst for ikke at kunne finde vej. Hun skulle bogstaveligt talt følges derhen de første gange.”
Behandlingen virkede. Kvinden sender fortsat sms’er til socialsygeplejersken og fortæller, hvordan det går. Hun har været afholdende i over et år og har ikke været indlagt til abstinensbehandling siden. En klar succesoplevelse, siger Karin Hansen.
Modvirker genindlæggelser
Vi arbejder rigtig meget med overgangen fra udskrivelse til rusmiddelbehandling. Det er to systemer, der ikke altid spiller sammen.
”Vi arbejder rigtig meget med overgangen fra udskrivelse til rusmiddelbehandling. Det er to systemer, der ikke altid spiller sammen,” fortæller Lisa Michaelsen. Fra man kontakter rusmiddelcenteret, kan der gå et stykke tid indtil selve behandlingen. I den periode kan man ikke nødvendigvis være indlagt. Ender man i mellemtiden på gaden og i et miljø, hvor man igen kan falde i?
”Vi skal arbejde mere håndholdt, simpelthen gå med dem og sørge for, at de møder op. Udsatte borgere har så megen tvivl med sig: ’Nu skal jeg møde op i et nyt system, hvem møder jeg der? Tror de på min historie? Skal jeg til at argumentere for en behandling?’ Her hjælper det, at der er nogen til at tage dig i hånden, støtte dig i samtalen og tage over, når du ikke selv kan forklare.”
Karin Hansen supplerer: ”Man ville få en meget mere glidende overgang, hvis man blev indskrevet i rusmiddelbehandling, mens man var indlagt.”
Hvad drømmer socialoverlægerne om? Hvad kunne hjælpe endnu flere udsatte mennesker? Mere viden om målgruppen på tværs af afdelinger, siger Karin Hansen:
”Der skal lidt ekstra til at hjælpe socialt udsatte, men det er muligt at hjælpe. Det kræver også en opmærksomhed på de udsatte borgeres egne ønsker og behov, for der er rigtig mange, der ønsker mere stabilitet i deres tilværelse. Nogle har måske givet op, men udsatte borgere har også håb og drømme for deres liv.”
Og så er der det systemiske, siger hun:
”Der skal mere fleksibilitet til. Mulighed for at bøje nogle rammer, og at vi ikke tænker i kasser. Alle patienter er forskellige. Vi har fx ofte brug for, at patienter kan få en lidt længere indlæggelse, så vi har arbejdsro til at få sat de ting i gang, som et givent menneske har brug for.”
Lisa Michaelsen indskyder: ”Også for at forebygge en genindlæggelse. Alene i forhold til forebyggelse og genindlæggelse kan der være en stor besparelse i det forebyggende arbejde, som vi laver. Man kan godt tænke, at der bare er brug for flere hænder til de mange indlæggelser, men ved at forhindre genindlæggelser er vi netop med til at aflaste.”
De to socialoverlæger er ofte stødt på pressede afdelinger, der er lagt ned af indlæggelser. Her handler det ikke bare om flere hænder, påpeger Karin Hansen: ”Det er vigtigt at få skabt et frirum og tidsmæssige ressourcer for at etablere de nødvendige tilbud til patienterne.”
I København er Sociolancen i ti år kørt ud til socialt udsatte. Ofte handler det om psykisk sygdom.
Hvad med resten af landet?
Lige nu findes socialoverlæger kun i Region Hovedstaden. Generelt er der mange tilbud, som kun findes i København. Det kan der være gode grunde til, men det bidrager samtidig til den ulighed i sundhed, vi også har i landet.
De tilbud, du kan få, afhænger af, hvor du bor. Det er også svært for os, for det kræver et stort overblik at vide, hvad der findes derude.
”Vi har meget forskelligartede tilbud på tværs af kommuner, og det er svært for vores patienter at navigere i. De tilbud, du kan få, afhænger af, hvor du bor. Det er også svært for os, for det kræver et stort overblik at vide, hvad der findes derude. Hvis en borger skal flyttes til et tilbud i en anden kommune, skal det afklares, hvem der er behandlingsansvarlig, og hvilken læge der eventuelt skal tage over osv.”
Blandt andet derfor mener de to socialoverlæger, at det ville give god mening at have socialoverlæger i andre regioner. Nogle vil argumentere for, at det er gavnligt i København på grund af antallet af udsatte borgere og antallet af konkrete tilbud at henvise til. Men ifølge Karin Hansen vil det måske være ekstra vigtigt de steder, hvor der netop ikke er så mange kommunale tilbud:
”På den måde kan man være med til at belyse, hvad der mangler, og være med til at bygge bro og netop etablere de tilbud. Det ville også gøre det nemmere at koordinere på tværs; vi kan fx have en borger, som for en periode er endt i København, men egentlig bor et helt andet sted. Efter endt behandling på akutafdelingen skal det menneske tilbage igen, og hvilke tilbud findes så i den kommune?”
Lisa Michaelsen nikker: ”Vores arbejde skal ikke blive til et appendiks, det skal ud at gøre en forskel. Der er masser af ting, vi kan gøre, så socialt udsatte får bedre behandling, både lavpraktisk og strukturelt.”
Læs også
Som hjemløs med dobbeltdiagnose har Martin i årevis tigget og bedt om at få hjælp. Han er blevet kastet rundt mellem herberger og indlæggelser. For nylig gik hjertet i stå, og kun ved et tilfælde blev han genoplivet.
I dette tema ser vi nærmere på nogle af samfundets mest udsatte. Mennesker, der ofte lider af psykisk sygdom, social udsathed, hjemløshed og et problematisk forbrug af rusmidler.