Martins kamp for at holde sig i live

Intet i dette liv er givet på forhånd. Nogle er født i fattigdom, men finder en vej ud. Nogle bryder den sociale arv og bliver den første i familien til at få en uddannelse. Nogle er født privilegerede, men ender på gaden.

Ida Skytte Asmussen og hendes storebror Martin er vokset op i Risskov og er helt forskellige steder i livet. Ida har et godt job, er ressourcestærk og bor med sin familie i en aarhusiansk forstad. Martin har været hjemløs i mange år og har ofte et voldsomt forbrug af alkohol. Han lider også af angst og er sendiagnosticeret med ADHD og personlighedsforstyrrelse. I dag er han på et bosted i Midtjylland, hvor han håber på – 52 år gammel – endelig at få hjælp. Sammenhængende hjælp.

Vi havde en tryg opvækst. Så hvorfor er det ham og ikke mig, der er endt sådan?

”Han er ikke født ind i det,” siger Ida. ”Vi havde en tryg opvækst. Så hvorfor er det ham og ikke mig, der er endt sådan? Hvis han var blevet født i dag, ville man så have opdaget hans problemer og behandlet ham i tide?”

Ida kan ikke slippe tankeeksperimenterne, for hun har været vidne til brorens deroute. De to har altid været tætte. Hun har været med til mange møder, der munder ud i ingenting. Uden svar, uden udredning, uden behandling, uden perspektiv. Martin er nemlig en af mange med dobbeltdiagnose, der er fanget i et rigidt system: En psykiatri, der kun vil behandle ham, når han er tørlagt, og en kommune, der kun vil behandle hans alkoholafhængighed. Herberger, der har afvist ham, fordi han ikke var ædru. Behandlingssteder, der har afvist ham, fordi han har været beruset.

Martin var populær i skolen, intelligent, flot og social. Han er vokset op med personligheder, der i dag bestrider magtfulde poster, både i Folketinget og i medieverdenen. I lang tid så det godt ud, men indeni har angsten og larmen altid boet.

Mester til at maskere

”Som barn havde jeg mareridt hver nat. Jeg var både bange for at falde i søvn og for ikke at kunne falde i søvn. Det kunne begynde allerede klokken fire om eftermiddagen og ødelægge resten af dagen,” fortæller han.

Angsten har været der, så længe Martin kan huske. Det samme med hans ADHD. Ingen i skolen mærkede til det, og han sagde ikke noget om, hvad der foregik indeni.

”Det var ikke, fordi mine forældre var uopmærksomme. Jeg var bare så dygtig til at skjule det, allerede da jeg var omkring 7-8 år. Jeg havde ét ansigt, når jeg var udenfor, og et andet derhjemme: På den ene side var jeg mormors dreng, og det var jeg virkelig. Men jeg var også ham, der lavede børnekriminalitet og stjal pant fra de murere, der drak øl i pauserne.” 

Jeg begyndte meget tidligt at jonglere med masker. Og det med at køre i to spor fortsætter og bliver en livsstil for mig. 

Efter gymnasiet begyndte Martin at drikke mere. Han opdagede også kokain. Efter et voldsomt skænderi med en kæreste begyndte han at drikke af en whisky, han havde fået i gave. Han mærkede, at smerten forsvandt. Men andre mærkede ikke til hans voksende forbrug.

”Jeg begyndte meget tidligt at jonglere med masker. Og det med at køre i to spor fortsætter og bliver en livsstil for mig. Det bliver helt naturligt at tage en anden maske på derhjemme. Jeg kunne gå ude og lave grænseoverskridende ting med mine kammerater, men i det slæng kunne jeg ikke græde. Hjemme kunne jeg til gengæld græde og være følsomme Martin.” 

Som 25-årig flytter Martin til Aalborg, hvor han også får sovepiller for første gang.

”Jeg finder ud af, at jeg kan kombinere pillerne med alkohol, og så går smerten væk. På et tidspunkt har jeg noget med fødderne og får morfin, og det skal jeg også bare have mere og mere af. Da jeg er i slutningen af 20’erne, har familien fundet ud af, at der er noget galt. Men ikke hvor skidt det faktisk er.”

Martin kommer på antabus, men han kan drikke alligevel. Det bagvedliggende har ingen interesseret sig for. Hvorfor drikker han så meget?

Her plejer man at dø 

Som 32-årig kommer Martin i kontakt med psykiatrien for første gang. Han ender med flere spørgsmål end svar.

”Jeg bliver indlagt med en sindssygt høj promille, og jeg ved ikke, hvorfor jeg blev sendt på psykiatrisk. Men fra den dag var det bare ud og ind. Der var aldrig nogen opfølgning.”

Her bryder hans søster Ida ind: ”Der var heller aldrig fokus på, hvad det kunne være. Der var intet om udredning, først mange år senere.”

Nogle år senere får Martin diagnosen ADHD. Senere giver en anden psykiater ham diagnosen histrionisk personlighedsforstyrrelse. Men nogen egentlig udredning har han aldrig fået. Diagnoserne var baseret på hans journal, siger han. Og kvalificerede gæt, tilføjer Ida.

”Her taler vi virkelig ind i problemet,” siger Martin, ”for jeg har så tit hørt, at ’du skal udredes rigtigt’ eller ’nu skal vi have dig udredt en gang for alle’, men det er aldrig blevet til noget. Aldrig. Jeg har været i alkoholbehandling ti gange, og det er altid de samme spørgsmål og opgaver, man får. Måske de til fjerde alkoholbehandling skulle have set på, hvorfor jeg allerede havde været indlagt til afrusning tre gange uden effekt.”

I stedet for den nødvendige hjælp, som kunne få Martins liv på ret køl, ender han i en tilværelse som hjemløs. Det starter med, at han og en kæreste går fra hinanden. Fra en lejlighed i Vanløse kommer han til Mændenes Hjem i København, blot få hundrede meter fra Idas lejlighed.

Herberger, natcaféer, sofaer og indlæggelser

I flere år foregår Martins liv på herberger og natcaféer, i psykiatrien, på sofaer, akutafsnit og behandlingssteder, til møder med et system, der ikke kan hjælpe, tilbage til et herberg, ny indlæggelse, nyt herberg, ny indlæggelse. Og så videre. Et menneske, der har brug for hjælp, bliver kastet rundt uden at få behandlet hverken psykisk sygdom eller afhængighed. Martin erkender, at han ikke har været nem at hjælpe. Enkelte behandlinger har han selv forladt, fordi han enten var utilfreds eller utryg.

Hvis man ikke har PTSD, når man kommer til Sundholm, så har man det, når man tager hjem. Det er det mest forfærdelige sted. Enormt traumatiserende.

På et tidspunkt lykkes det Martin at bryde den onde cirkel. I en årrække er han ædru og clean, bor i fast bolig og har en kæreste. Han holder foredrag og arbejder på et arkiv, bliver stimuleret både socialt og intellektuelt.  

Men endnu en gang falder han i. Martin begynder at drikke, bliver igen hjemløs, sover i busskure og prøver at finde plads på byens herberger. Han ender på herberget Sundholm på Amager, der er kendt som et af de hårdeste steder at være:

”Hvis man ikke har PTSD, når man kommer til Sundholm, så har man det, når man tager hjem. Det er det mest forfærdelige sted. Enormt traumatiserende.”

Martin får øjenkontakt med sin søster. Også hun er mærket af at have været der: ”Det er et sted, man tager hen og dør,” siger hun. ”Det sagde personalet også til mig: ’Herude bliver man i gennemsnit 50 år’. Og jo, det er eddermame også et under, at Martin stadig er her.”  

For to år siden fejrede han sin 50-årsfødselsdag på Sundholm. Ved at aktivere hele sit netværk lykkedes det Ida at få sin bror væk i tide. Spørgsmålet er, om det er på lånt tid.

En Netto-pose fyldt med medicin

Når systemet er indrettet på en måde, der kan gøre det næsten umuligt for en udsat person med dobbeltdiagnose at få den rette hjælp, bliver skæbnen ofte overladt til tilfældighederne. Som Martin siger:

”Du skal først være heldig at havne det rigtige sted. Dernæst skal du være heldig at få det rigtige team omkring dig. Jeg er heldig, at jeg har en familie, der har forsøgt at hjælpe. Forsøgt at holde mig i live. Jeg har mødt mange, der ikke har en familie, og de har været fuldstændig lost. Mange er døde.”

Som pårørende har Ida været med til mange møder og udskrivningssamtaler:

Der er ingen sammenhæng i overgangene fra ét sted til et andet. Martin skal forklare alt forfra hver gang. Og det er svært, når man har det så skidt meget af tiden.

”Hver gang han er blevet flyttet – og det er mange gange – er der meget viden, der er gået tabt. Der er ingen sammenhæng i overgangene fra ét sted til et andet. Martin skal forklare alt forfra hver gang. Og det er svært, når man har det så skidt meget af tiden.” 

Martin uddyber: ”Jeg ved ikke, om du kan forestille dig, hvor svært det er at starte forfra hver eneste gang. Hver gang jeg skal tale med en ny psykolog eller psykiater, så spørger de om de samme ting. Fra sygehus til behandlingssted til bolig til herberg, alle overgange er afgørende.”

For godt et år siden var det nær gået helt galt efter endnu en dårlig overgang. Martin var på et psykiatrisk afsnit, hvor han fik at vide, at han havde det ”for godt” til at være en del af deres dobbeltdiagnosetilbud. Ida var med:

”Jeg så det ske i slowmotion. Du blev bogstaveligt talt udskrevet fra hospitalet til egen bolig med en Netto-pose fyldt med medicin, uden nogen anden hjælp.”

Kort tid efter faldt Martin om i lejligheden med et hjertestop. Heldigvis var der nogen uden for lejligheden, der kunne komme ind. Familien havde selv sørget for, at der ville komme nogen og tjekke op på Martin. Det reddede hans liv. 

Brug for sammenhæng

Ida Skytte Asmussen føler sig magtesløs. Hun har selv stiftet familie, men gennem meget af voksenlivet har hun forsøgt at hjælpe sin bror. Tage med til møder, kontakte klinikker og rådgivere, råbe op, støtte ham, holde ham i live.

På bostedet i Midtjylland har han netop haft besøg af et dobbeltdiagnoseteam fra Viborg. De samarbejder med bostedet om medicin og vil give Martin den sammenhængende behandling, han aldrig har fået. De besøger ham også på bostedet til samtaler. Martin er skeptisk, for i mange år har han kun bevæget sig sidelæns eller nedad. Men det nylige hjertestop har alligevel ændret noget i ham:

”Jeg har ikke lyst til at dø. Og jeg ved, jeg dør, hvis jeg ikke får hjælp. Jeg vil virkelig gerne lade være med at gøre noget forkert. Altså virkelig prøve den her gang. Jeg vil rigtig gerne have styr på mit problem. Jeg har altid gerne villet stoppe med at drikke. Altid.”

Martin drømmer om at flytte til Aarhus. På trods af livets udfordringer er det lykkedes ham at holde fast i nogle få venner fra gamle dage – foruden Ida og familien – som stadig bor i og omkring byen. Han vil også gerne arbejde nogle timer om ugen. Han har brug for at se andre mennesker, brug for at bruge hovedet.

Ida håber, at man kan finde en bolig med adgang til hjælp, en af de såkaldt skæve boliger. Hun lever stadig med frygten for at få opkaldet:

”I flere år har jeg været bange for, at han skulle dø. Kunne han bare blive på det her bosted, så ville han blive holdt i live. Men hans motivation er at komme videre, og det forstår jeg jo også godt.”

De to kigger på hinanden igen. Sammen har de været meget igennem. Martin er forsigtig optimist:

Det er vanvittigt at sidde ét sted og opleve, at de kun vil se på én ting, når det er så tydeligt, at der ikke kun er ét problem. Der er simpelthen brug for sammenhæng i behandlingen.

”Jeg har været steder, hvor man skulle bede så meget om hjælp, at man ikke ville mere. Der er grænser for, hvor meget man vil nedværdige dig selv, når man allerede har stået og tigget og bedt. Nu er jeg på vej i den rigtige retning, men … jeg får nogle dyk – depressive dyk – hvor jeg isolerer mig fuldstændigt og ikke kan se et formål med at være her. Dem skal jeg lære at håndtere uden at begynde at drikke.” 

Ida tør ikke give sig hen til håbet endnu. Men hun er ikke i tvivl om, hvad Martin og mange andre udsatte – særligt dem med dobbeltdiagnose – har brug for:

”De forskellige fagligheder og instanser skal snakke sammen. Det er vanvittigt at sidde ét sted og opleve, at de kun vil se på én ting, når det er så tydeligt, at der ikke kun er ét problem. Der er simpelthen brug for sammenhæng i behandlingen.”

Martin tænker tilbage på problemerne, da han var yngre. Ligesom Ida kan han ikke lade være med at tænke på, hvordan livet ellers kunne have set ud:

”Jeg ved ikke, hvad det har kostet at have mig på hospitalet så mange gange. Men man må have kunnet spare virkelig mange penge, hvis man bare havde fået parterne til at tale sammen fra starten.”

Læs også