Luk
Ikon, mobil
Få hjælp på 39 25 25 25
ikon, hjerte
Støt alle med psykisk sygdom
10

Anne Lindhardt er nyt æresmedlem af Dansk Psykiatrisk Selskab

Speciallæge i psykiatri Anne Lindhardt er nu æresmedlem af Dansk Psykiatrisk Selskab. Det sker på baggrund af et langt arbejdsliv, hvor hun har sat et tydeligt præg på psykiatrien i Danmark og på behandlingen af mennesker med psykiske lidelser.

Anne Lindhardt blev valgt som æresmedlem af Dansk Psykiatrisk Selskab ved selskabets generalforsamling fredag den 13. marts 2026

Anne Lindhardt blev valgt som æresmedlem af Dansk Psykiatrisk Selskab ved selskabets generalforsamling fredag den 13. marts 2026. Foto: Klaus Holsting

 

Publiceret 16. marts 2026

Anne Lindhardt har gennem flere årtier arbejdet som psykiater, leder, underviser og rådgiver. Hun har blandt andet været klinikchef og centerchef ved Rigshospitalets Afdeling O, som senere blev til Psykiatrisk Center København. Her arbejdede hun for at styrke både behandling og forskning og for at skabe gode rammer for faglig udvikling i psykiatrien.

Anne Lindhardt har sat et tydeligt præg på psykiatrien i Danmark. Samtidig har hun altid haft et skarpt blik for mennesket bag diagnosen.
Merete Nordentoft, professor i klinisk psykiatri og afgående forperson i Dansk Psykiatrisk Selskab 

"Anne Lindhardt har gennem et helt arbejdsliv sat et tydeligt præg på psykiatrien i Danmark. Hun har både været en stærk leder, en engageret underviser og en vigtig stemme i den offentlige debat om psykisk sygdom. Samtidig har hun altid haft et skarpt blik for mennesket bag diagnosen," siger professor i klinisk psykiatri og afgående forperson i Dansk Psykiatrisk Selskab Merete Nordentoft.

Ønsker at udbrede viden og mindske stigma

Anne Lindhardt er speciallæge i psykiatri og tidligere centerchef på Psykiatrisk Center Bispebjerg. Fra 2011 til 2019 var Anne Lindhardt formand for Psykiatrifonden. Her arbejdede hun for at udbrede viden om psykisk sygdom og for at mindske stigmatisering i samfundet.

Hun har desuden været medlem af Retslægerådet og har haft internationale poster som temporær konsulent for WHO og formand for psykiaterne i European Union of Medical Specialists. De senere år har hun haft et stort engagement i psykiatrien i Grønland.

 

Anne Lindhardt er uddannet psykoterapeut fra Gruppeanalytisk Institut. Her har hun i mange år undervist og ydet supervision og dermed bidraget til en mere helhedsorienteret tilgang til behandling af mennesker med psykiske lidelser.

Siden hun gik på pension som overlæge i 2013 har Anne Lindhardt fortsat sit engagement i psykiatrien. Hun deltager blandt andet i bestyrelsesarbejde, faglige workshops og formidling.

Understreger mangeårigt engagement

Æresmedlemskabet understreger Dansk Psykiatrisk Selskabs store respekt for Anne Lindhardts mangeårige engagement i mennesker med psykiske lidelser og hendes væsentlige bidrag til udviklingen af dansk psykiatri.

Indstillingen blev vedtaget på Dansk Psykiatrisk Selskabs generalforsamling 13. marts 2026.

Fakta om Anne Lindhardt
  • Født i 1946.
  • Speciallæge i psykiatri.
  • Tidligere klinikchef og centerchef ved Rigshospitalets Afdeling O og Psykiatrisk Center København.
  • Uddannet psykoterapeut fra Gruppeanalytisk Institut.
  • Tidligere formand for Psykiatrifonden (2011–2019).
  • Har været rådgiver for blandt andet Sundhedsstyrelsen, Udenrigsministeriet og Verdenssundhedsorganisationen.
  • Tidligere medlem af Retslægerådet.
  • Har haft en række internationale tillidsposter inden for psykiatri og psykoterapi.

Læs også

Anne Lindhardt fylder 80 år den 10. april

Den 10. april 2026 fylder tidligere formand for Psykiatrifonden, psykiater Anne Lindhardt, 80 år. Gennem et langt arbejdsliv har hun været drevet af en stærk nysgerrighed og en vedvarende tro på det gode i mennesket.