Projekter, kampagner og samarbejder
Psykiatrifonden arbejder for at skabe fundamentale og varige forbedringer på det psykiske område gennem projekter og kampagner. Vi indgår også i flere alliancer, netværk og arbejdsgrupper, hvor vi deler vores viden og indsigt med andre og løfter sammen med dem.
Projekter og kampagner
- ABC for mental sundhed
At have det godt, trives og fungere i hverdagen – at være mentalt sund – er mindst lige så vigtigt som at være fysisk sund. Det fremmer nemlig livskvaliteten og modvirker blandt andet depression og angst.
Læs mere: ABC for mental sundhed
- Grib Børnene
'Grib børnene' er budskabet bag et nyt samarbejde mellem TrygFonden og Psykiatrifonden om børn i familier med psykisk sygdom.
Læs mere: Grib Børnene
- ”Jeg er ikke den eneste”
Det begyndte med ”Er jeg den eneste?”, og nu fortsætter Psykiatrifonden og SIND Ungdom det stærke samarbejde i projektet ”Jeg er ikke den eneste”. Samarbejdet bliver blandt andet til en ny podcastserie, der vil rokke ved måden, unge tænker og taler om mental sundhed.
Læs mere: Jeg er ikke den eneste
- Kombu
Psykiatrifonden har i tæt samarbejde med partnere skabt kompetencecenteret, hvor fagpersoner kan søge viden og rådgivning, hvis de arbejder med familier, hvor et familiemedlem er ramt af psykisk sygdom.
Læs mere. Kombu
- Kompas
KOMPAS er et nyt undervisningsprogram for medarbejdere i sociale tilbud med støtte, der skal ruste både medarbejderne til en bedre dialog med den enkelte beboer og med tiden også psykisk sårbare i eget hjem om, hvordan de reelt har det, og hvad de har brug for. Målet er at bruge den viden til at tilrettelægge en socialfaglig indsats, hvor beboeren selv er med at sætte retning for den socialfaglige indsats. Projektet bliver derfor kaldt KOMPAS.
Det er Psykiatrifonden, som står bag KOMPAS, der bliver støttet af Den A.P. Møllerske Støttefond med over 13 millioner kroner. Målet er at forbedre kvaliteten af socialpsykiatrien i hele Danmark.
”Med KOMPAS får vi en helt ny ramme for kvalitet i socialpsykiatrien, hvor beboernes stemme sætter retningen, og medarbejderne får de redskaber, der skal til for at omsætte viden til handling. Det er et projekt, der kan gøre en reel og væsentlig forskel for både beboere og medarbejdere,” siger Marianne Skjold, direktør i Psykiatrifonden.
Projektet løber fra 2026 til 2030. I første omgang skal selve undervisningsindholdet udvikles. Det vil ske i tæt samarbejde med LOS – Landsorganisationen for sociale tilbud, Selveje Danmark, Kompetencecenter for Recovery og forskningscentret CARMEN, Center for anvendt forskning i mental sundhed, på Psykiatrisk Center Glostrup.
Fakta om KOMPAS
Projektets titel KOMPAS kombinerer nogle af de vigtigste komponenter i kvalitets-modellen: Kognitiv tilgang, Outcome, Mestring, Progression, Anerkendelse, Samarbejde. Og KOMPAS har undertitlen “Navigationsredskab mod recovery med borger-feedback som retningsviser og kognitive adfærdsteknikker som drivkraft”
- Bevilling: 13.250.000 kr. fra Den A.P. Møllerske Støttefond.
- Periode: 2026–2030.
- Formål: At styrke kvaliteten i socialpsykiatrien gennem systematisk beboerfeedback og KAT-baseret træning.
- Ledelse: Psykiatrifonden.
- Samarbejdspartnere: LOS, Selveje Danmark, Kompetencecenter for Recovery, CARMEN.
- Resultat: Landsdækkende kvalitetsløft i socialpsykiatrien målt ved højere livskvalitet hos beboerne ved hjælp af (i) digitalt læringsforløb og (ii) brugervenligt og teknisk simpelt feedbacksystem.
- Mind My Mind
Mind My Mind gør en forskel for børn og unge
Mind My Mind er et evidensbaseret program til børn og unge i psykisk mistrivsel og er en del af det lettilgængelige kommunale behandlingstilbud. Programmet er transdiagnostisk og modulopbygget, og det kan derfor tilpasses det enkelte barn.
Mind My Mind giver konkrete redskaber til at håndtere symptomer på angst, depression og adfærdsproblemer og er i 2026 udvidet med nye problemområder: problematisk skærmbrug, selvskade, søvn, tvangstanker- og handlinger samt tilpasninger til børn med særlige behov.
Mind My Mind har mere end 10 år på bagen. Det er udviklet med forskere og efterprøvet i et stort forskningsprojekt i flere kommuner. Mind My Mind bygger altså på veldokumenterede metoder, som styrker barnets trivsel – inden problemerne vokser sig store.
Gennem Mind My Mind får børn og unge hjælp tidligt og tæt på hverdagen i 20 af landets kommuner: Aalborg, Brøndby, Dragør, Guldborgsund, Hedensted, Helsingør, Hjørring, Holstebro, København, Lemvig, Middelfart, Næstved, Ringkøbing-Skjern, Struer, Vordingborg, Faxe, Vesthimmerland, Randers, Aarhus og Ringsted.
Læs mere: Mind My Mind
- Opråb!
Opråb. Skrevet af befolkningen, samlet af Psykiatrifonden. En ny bog giver ordet til 30.000 mennesker, der har valgt at råbe op om psykiatrien.
Læs mere: Opråb
- Sig Det Højt
Sig Det Højt var et projekt, der skulle reducere antallet af unge kvinder, der udvikler angst, og nedbryde tabuet omkring det at have angst og at vise sårbarhed.
Projektet er stoppet, men du kan finde gode råd, personlige fortællinger og videoer fra projektet her: Sig det højt
- Snak Om Det
Alle børn kender nogen, der er ramt af psykisk sygdom. Derfor har Psykiatrifonden udviklet undervisningsmateriale, som sætter fokus på, hvordan det er at være barn i en familie med psykisk sygdom.
Læs mere: Snak om det
- Spørg mere - så fylder det mindre
1 ud af 4 børn har en mor eller far, der lider af psykisk sygdom. Og 7 ud af 10 får ikke den hjælp, de har brug for. Men når børn vokser op med psykisk sygdom som ekstra familiemedlem, er støtte og omsorg afgørende.
Læs mere: Spørg mere - så fylder det mindre
Samarbejder
- ABC for mental sundhed
ABC for mental sundhed bidrager med konkrete råd til, hvad vi selv kan gøre for at styrke vores mentale sundhed. Råd som mange allerede kender til, men måske enten glemmer eller ikke får prioriteret eller har overskud til i hverdagen. Samtidig sætter projektet rammerne for en lang række meningsfulde fællesskaber, aktiviteter og arrangementer, som alle kan være en del af.
- Alliance for børne-ungepsykiatrien
Novo Nordisk Fonden og Psykiatrifonden er gået sammen om at etablere en alliance for bedre behandling af børn og unge med psykiske lidelser. Sammen bragte vi førende eksperter på området sammen til en stor konference den 3. november 2023. Psykiatrifondens protektor H.K.H. Kronprinsesse Mary deltog også.
- Forum for styrket indsats for børn og unge i psykisk mistrivsel
Psykiatrifonden og Novo Nordisk Fonden er gået sammen om at danne et forum for de centrale aktører, der har ansvar for tilbud og indsatser til børn og unge med psykisk sygdom og psykisk mistrivsel.
Forummet skal bidrage til at sikre lettere adgang til og bedre kvalitet i behandling og støtte til børn og unge med psykiske sygdomme eller indikation på svær psykisk mistrivsel.
Læs mere: Visionspapir: Forum for styrket indsats for børn og unge i psykisk mistrivsel (PDF)
- Folkebevægelsen mod Ensomhed
Folkebevægelsen mod Ensomhed er et initiativ, der består af mere end 90 organisationer, foreninger, skoler, kommuner og virksomheder. Visionen er at tale om ensomhed, så det ikke længere er tabuiseret, og at hjælpe folk med at mødes, så ensomheden brydes. Ingen i Danmark skal rammes af alvorlig ensomhed.
- Forebyggelsesalliancen
Forebyggelsesalliancen er et samarbejde mellem forskellige organisation, som ønsker at imødekomme de udfordringer i velfærdssamfund, som forebyggelse kan afhjælpe. Alliancen er oprettet for sammen at kunne give regeringen konkrete anbefalinger til forpligtende og ambitiøse målsætninger på forebyggelsesområdet og til lave en national forebyggelsesstrategi frem mod 2035.
- Forskningswebinarer
Psykiatrifonden, Dansk Psykiatrisk Selskab og Børne- og Ungdomspsykiatrisk Selskab har indgået et samarbejde om en række webinarer, der skal formidle den nyeste, evidensbaserede viden om psykiatrisk behandling til deres medlemmer. Emnerne for webinarerne fastlægges i fællesskab mellem de to selskaber og Psykiatrifonden.
- Netværket Børn og Unges Mentale Sundhed
Netværket Børn og Unges Mentale Sundhed - også kaldet BUMS - består af aktive forskere, forskningsinteresserede fagfolk og chefer fra kommuner, regioner og stat, civile organisationer og fonde.
Vi inviterer førende nationale og internationale forskere for at skabe en konstruktiv dialog og bidrage til at få skabt fælles projekter med højere kvalitet og ambitionsniveau.
- PsykiatriAlliancen
PsykiatriAlliancen er et netværk af organisationer, der arbejder med eller omkring psykiatriområdet. Medlemsorganisationerne repræsenterer en bred skare af patienter, brugere, pårørende og faggrupper inden for forebyggelse, behandling og sociale tilbud.
- Psykiatrirådet
Psykiatrirådet har til formål at følge implementeringen af 10-årsplanen for psykiatri og mental sundhed. Rådet skal rådgive om en fagligt velfunderet opfølgning, vurdering og justering af de igangsatte indsatser, så de gør en positiv forskel for mennesker med psykiske lidelser, pårørende og fagpersoner samt for at styrke den mentale sundhed.
- Sammen om mental sundhed
Sammen om mental sundhed er et bredt partnerskab på tværs af sundheds- og beskæftigelsesområdet, som dækker både det private og offentlige arbejdsmarked. Partnerskabets formål er at styrke den mentale sundhed på arbejdspladsen og mindske mentale helbredsproblemer.
- Ungetrivselsrådet
Ungetrivselsrådet er et bredt netværk af 18 organisationer i Danmark, der alle arbejder med unge. Rådet udgav i 2022 en rapport, der viste, at mere end hver fjerde af de 1.870 adspurgte unge har opsøgt læge eller været frameldt studie på grund af stress.
- VærdigReform
VærdigReform er et samarbejde mellem mere end 60 faglige og sociale organisationer. Samarbejdet sætter fokus på de store problemer, som reformen om fleksjob, ressourceforløb og førtidspension, der trådte i kraft 1. januar 2013, har medført.
- Udbredelsesalliancen
Alliancen for udbredelse af virksomme indsatser til børn, unge og familier (Udbredelsesalliancen) har til formål at fremme anvendelsen af etablerede og velafprøvede indsatser til børn, unge og familier.
Målet er at samle kræfterne på tværs af organisationer og faglige miljøer for at dele viden og sprede gode løsninger. Alliancen ønsker i fællesskab at skabe større synlighed og samarbejde om virksomme indsatser til børn, unge og familier der kan skabe bedre trivsel og fremtidsudsigter for børn og unge.