Psykiatrifonden giver topkarakter til Ida Auken for akutplan
Psykiatrifondens direktør Marianne Skjold er godt tilfreds med indholdet af økonomiaftalen og dermed den akutplan for børne- og ungdomspsykiatrien, der blev præsenteret i Økonomiministeriet i dag. Hun kalder akutplanen velvalgt og veltimet og roser den nye sundhedsminister Ida Auken, S, for at gå til opgaven i højt tempo og med store ambitioner.
Børn og unges liv, der går i stå. Familier, der kæntrer under det pres, månedlange og årelange ventetider lægger på dem. Situationen i børne- og ungdomspsykiatrien har været alvorlig meget længe.
Derfor har Psykiatrifonden igennem flere år presset på for en akutplan, og Marianne Skjold, direktør i Psykiatrifonden, havde store forventninger forud for, at økonomiaftalen mellem regeringen, regionerne og kommunerne og dermed også akutplanen blev præsenteret i Økonomiministeriet i dag.
Hun kalder akutplanen velvalgt og veltimet og roser den nye sundhedsminister Ida Auken, S, for at gå til opgaven i højt tempo og med store ambitioner.
Grundlæggende er det en god dag for de tusindvis af familier, der lige nu kæmper for at holde sig oven vande, mens de bare kan se på, at deres barn får det værre.
"Jeg synes, det tegner rigtig godt, at vi blot to uger efter ministeren er udpeget så tydeligt mærker, at hun har blikket rettet mod psykiatrien. Når man har børn og unge, der venter i 170 dage på at komme til i psykiatrien, er det betryggende, at vi har en sundhedsminister, der ikke sidder på hænderne. Ros for det."
"Grundlæggende er det en god dag for de tusindvis af familier, der lige nu kæmper for at holde sig oven vande, mens de bare kan se på, at deres barn får det værre," siger Marianne Skjold.
Hun sætter pris på udsigten til, at det lettilgængelige tilbud i kommunerne, der skal hjælpe børn og unge tidligt, inden mistrivslen for alvor gror fast, får tilført flere penge.
"Det lettilgængelige tilbud er fuldkommen centralt. Det er en bunden opgave at få det til at fungere, og derfor er det godt set af ministeren at sætte ind med 250 millioner – en fjerdedel af den samlede akutplan – netop her. Samtidig har jeg stor respekt for, at Danske Regioner her tager ansvar og styrker det samlede hjælpelandskab for børn og unge med psykiske udfordringer. Også det, der ligger uden for hospitalet. Det kan jeg ikke huske, at jeg har set før."
I økonomiaftalen er der afsat 500 millioner kroner næste år og yderligere 250 millioner kroner i 2028 til at lave en akutplan til børne- og ungepsykiatrien.
Der bliver desuden tilført yderligere 250 millioner kroner til området i år.
Dermed bliver der i alt afsat en milliard kroner til området i kommuner og regioner fra i år og til og med 2028.
Læs også