Ny national sundhedsprofil understreger behov for flere psykiatriplaner
Danskernes mentale trivsel er under pres. Flere oplever stress, søvnbesvær og mistrivsel. Samtidig er den sociale ulighed i sundhed fortsat tydelig. Det viser Den Nationale Sundhedsprofil, som netop er offentliggjort. “Det understreger, hvor central, mental sundhed er på alle politikområder og for hele velfærdssamfundet. Derfor skal vi være indstillet på flere psykiatriplaner,” mener Psykiatrifondens direktør Marianne Skjold.
Kun 16,1 procent af befolkningen har et højt mentalt velbefindende. Det viser svarene fra flere end 300.000 danskere, som er samlet i Den Nationale Sundhedsprofil, der blev offentliggjort af Statens Institut for Folkesundhed og Sundhedsstyrelsen i dag.
Således scorer hver tredje dansker (29 procent) højt på stressskalaen – en stigning på næsten 9 procentpoint siden 2010. Samtidig oplever en større andel søvnbesvær, og især unge kvinder har fortsat en markant dårligere mental trivsel end resten af befolkningen.
Vi er ved at have lettilgængelige tilbud til børn og unge på plads over hele landet. Men vi er nødt til at udvikle noget tilsvarende til voksne, så den kvalificerede hjælp er tæt på og hurtigt sat i gang.
“Vi skal gøre det lettere få hjælp, når man har det svært. Vi er ved at have lettilgængelige tilbud til børn og unge på plads over hele landet. Men vi er nødt til at udvikle noget tilsvarende til voksne, så den kvalificerede hjælp er tæt på og hurtigt sat i gang," foreslår Marianne Skjold, direktør i Psykiatrifonden.
Hvor er psykiatrien i valgkampen?
Den Nationale Sundhedsprofil viser, at det går generelt dårligere med danskernes sundhed, ikke mindst den mentale.
“Det understreger, hvor central, mental sundhed er på alle politikområder og for hele velfærdssamfundet. Derfor skal vi være indstillet på flere psykiatriplaner og langsigtede investeringer i mange år," mener Psykiatrifondens direktør Marianne Skjold, og hun undrer sig over, hvor lidt, sygdom og sundhed hidtil har fyldt i valgkampen.
“Jeg håber, Sundhedsprofilen åbner politikernes øjne for, hvor afgørende, vores mentale helbred er over alt i samfundet og for alle menneskers muligheder i livet – og dermed for samfundsøkonomien. Vi har ikke råd til at lade være med at give mennesker den hjælp, de har brug for - når de har brug for den. Det er desværre den situation, vi har i dag”, siger hun.
Nu genopretter vi, og med næste psykiatriplan skal vi udvikle
Danmark fik for nylig sin første 10-årsplan for psykiatrien, men Sundhedsprofilen understreger, at mentale helbredsproblemer har betydning i både bred og dyb forstand for de fleste af os, mener Marianne Skjold.
“Derfor er der behov for flere psykiatriplaner i årene, der kommer. Vi har fået en tiårsplan nu, som gør os i stand til at genoprette og stabilisere psykiatrien. Når den er gennemført, er vi klar til at bygge op og udvikle den psykiatri, der er nødvendig”, siger hun.
Psykiatrifonden er en del af PsykiatriAlliancen, som gennem længere tid har arbejdet for, at vi skal have flere psykiatriplaner og endnu flere langsigtede investeringer i psykiatrien.
"Hvis visionen om en ny, stærk psykiatri er, at man som menneske kan være sikker på at møde højt specialiseret behandling, når man har brug for det, så er der lang vej endnu. Det kræver flere planer og langsigtede investeringer over mange år," siger Psykiatrifondens direktør Marianne Skjold.
Læs det åbne brev til partilederne, som PsykiatriAlliancen sendte 4. marts 2026:
42 psykiatriorganisationer i åbent brev til partilederne: Lov os en opfølgning på psykiatriens 10-årsplan (PDF)