Lasse mistede hukommelsen efter mere end 100 ECT-behandlinger
Når Lasse Hansen tænker tilbage på sine indlæggelser, står det klart, at de mange tvangsindgreb og elektrochokbehandlinger har sat deres spor. Selv kalder han det behandlingssorg. Han bearbejder stadig sorgen og efterspørger samtidig mere opfølgning i psykiatrien.
Foto: Privat
Lasse kan ikke huske tiden før sit syv år lange, intense sygdomsforløb. Han kan ikke huske sin folkeskole eller sit barndomshjem. Minder med familie og venner er overleverede og nøgterne.
Jeg beskriver nogle gange mig selv som død i årene mellem 2010 og 2017.
Efterhånden har han genskabt dele af sin hukommelse, men i en ny, faktabaseret udgave. Han har også fået en sammenhængende identitets- og selvfølelse igen.
I dag har han det godt. Han er interesseret i Japan og landets kultur og rejser dertil for et godt ord. Han elsker at løbe og tilbringe tid med sin datter. Hun betyder alt for ham.
Men det er – og det siger han allerydmygest – hans egen og de pårørendes fortjeneste, at han ikke er blevet svingdørspatient.
”Jeg beskriver nogle gange mig selv som død i årene mellem 2010 og 2017. Jeg blev indlagt i 2010 med en manisk psykose, og gud ved, hvor den kom fra.”
Ordet ”psykose” kan sætte mange tanker og associationer i gang. Men hvornår taler man om en psykose?
Tvangsindgreb
Første gang, Lasse bliver indlagt, er han 22 år og lige startet på en videregående uddannelse. I efterårsferien er han hjemme hos familien i Nordjylland, hvor han pludselig ”ser lyset”. Det viser sig at være en psykose.
”Jeg hallucinerede ikke, men jeg havde vrangforestillinger. Jeg hørte ikke stemmer, men jeg var helt sikkert virkelighedsfjern. Det ender med, at min familie får mig tvangsindlagt, hvorefter der bliver foretaget, for mig at se, helt overdrevet mange tvangsindgreb.”
Det har tidligere været skamfuldt og svært for Lasse at fortælle om tvangsindgrebene.
”Tvang giver nogle konnotationer for folk. At man selv er ude om det, eller at man er farlig. Den tvang, jeg har været igennem, har været mangesidet. Jeg har hverken haft pletter på min straffeattest, været en slagsbror eller været i et misbrug af nogen art. Men man kan jo godt nogle gange henledes til at tro, at folk er ondsindede.”
I dette tema om tvang finder du tal for anvendelse af tvang, information om dine rettigheder, oplysninger om historiske og etiske perspektiver på anvendelse af tvang samt en personlige historie.
Tvangen omfatter både bæltefikseringer og tvangsmedicinering. Allerede under sin første indlæggelse modtager Lasse godt 30 elektrochokbehandlinger mod sin vilje.
Muligheden for at udøve tvang i psykiatrien kan handle om at sikre, at en person ikke gør skade på sig selv. Men den mulighed skal selvsagt opvejes af forpligtelsen til at forbedre situationen for den enkelte – og forebygge, at tvangen bliver nødvendig igen. Men Lasse oplever tvangen gentagne gange:
”Jeg tror, de fleste, der kommer ind i så voldsomt et forløb, vil være fuldkommen desorienterede og forvirrede, og det var jeg også bagefter. Og jeg har stået med psykiatriloven og sagt ’I må ikke gøre sådan og sådan’.”
ECT-behandling, eller elektrochokbehandling, bruges især til at behandle svær depression og i nogle tilfælde psykoser, hvor medicin og samtaleterapi ikke slår til. Takket være popkulturelle skildringer er ECT-behandling indhyllet i vildledende forestillinger og stereotyper.
Helt lavpraktisk foregår behandlingen ved, at hjernen stimuleres med elektriske stød. Det sker under fuld narkose, og effekten er, at hjernen går i krampeanfald. Med krampeanfaldet øges aktiviteten i de hjernecentre, der er påvirket af depressionen, og der dannes nye hjerneceller.
En af bivirkningerne ved ECT-behandling er hukommelsestab – nogle er udfordret på korttidshukommelsen, men kommer sig efterhånden, mens andre oplever permanente tab af hukommelse.
Kun 20-30 procent svarer ifølge Region Hovedstaden, at de slet ikke oplever problemer med hukommelsen efter endt ECT-behandling.
Behov for hjælp
Selvom Lasse er kritisk over for psykiatriens metoder, så er han ikke i tvivl om, at han havde brug for hjælp dengang. I årene efter den første indlæggelse bliver han kortvarigt indlagt igen med en depression og derefter følger en enkelt indlæggelse, som ender med at vare hele to år. Alligevel er det ikke meget, der står frem i erindringen.
Jeg har meget, meget få glimt: En stuedør. At slå hånden ind i væggen. Kaste min telefon ned i gulvet.
”Jeg har meget, meget få glimt: En stuedør. At slå hånden ind i væggen. Kaste min telefon ned i gulvet. Eller for den sags skyld blive lagt ned med hænderne på ryggen, fordi jeg havde sunget ’Fix You’ ude på gangen klokken ti om aftenen. Sådan nogle få glimt har jeg, men jeg fik omkring 70 ECT-behandlinger i de år, som skabte endnu flere huller, end der var før, og skabte endnu flere udfordringer kognitivt. I dag ved jeg ikke, om det også var, fordi jeg var så sindssygt højt medicineret, det har måske også noget at sige. Det korte af det lange er, at den hukommelse aldrig er kommet igen.”
Lægerne siger, at der ikke er noget at gøre ved det. At han må ”skylle det ud i lokummet”. Ifølge Lasse mister han flere venner, fordi det er minderne, der binder dem sammen. Men han er blevet vant til at skulle forklare sig.
Det er vanskeligt for folk – også for de mennesker, der er tættest på ham – at forstå, at han simpelthen ikke har den samme erindringsramme som andre. Når folk igen og igen spørger, om han virkelig ikke kan huske det ene eller andet, er svaret nej.
”Jeg kender også godt World Trade center og 9/11 … øh, nu kommer jeg til at sige noget forkert sikkert. Det er sådan et godt eksempel, fordi vi ved alle sammen, hvor vi var den dag, men det ved jeg ikke. Det, man kalder den episodiske hukommelse, er bare væk. Så jeg har en forståelse af mig selv og fortiden igennem andres fortællinger.”
En enkelt psykose fik store konsekvenser for Rasmus, der mistede sin ungdom til grå dage på antipsykotisk medicin. Mange år senere er han i gang med uddannelse, studiejob og tro på fremtiden.
Journal som sandhedsvidne
Andres fortællinger – og så det, han har kunnet læse i sin journal. Det er komponenterne i den erindring, Lasse har i dag. I 2022 begynder han så småt at bearbejde de voldsomme oplevelser, han har haft under sine indlæggelser. Han har brug for at vide, hvad der er sket, og giver sig derfor til at læse i sin journal.
”Det er ikke rart at læse om sig selv i det sprog, man taler i en journal. Jeg vil ikke ønske for min værste fjende at have sådan en journal. Den er tung at komme igennem.”
Journalen hjælper hukommelsen på vej, men det er ubehageligt at genopleve den frustration, som fyldte så meget af hans liv fra 2010 til 2017. Det er lykkedes Lasse at holde sine traumer på afstand i årene efter, men nu skyller afmagten atter ind over ham. Han forstår, at han bærer på en sorg, han er nødt til at bearbejde.
Behandlingssorgen er roden til de hårde år, jeg har haft, og det har også været grunden til, at det hele kom op igen, fordi det ikke var bearbejdet.
”Behandlingssorgen er roden til de hårde år, jeg har haft, og det har også været grunden til, at det hele kom op igen, fordi det ikke var bearbejdet. Det var lagt til side i nogle år. Men jeg mistede mig selv, og jeg føler også, jeg mistede en stor del af mine 20’ere.”
Savner opfølgning
”Jeg tror, sorgen havde været mindre, hvis forløbet havde været mildere. Der er ikke en eneste, der kommer igennem en tvangsbehandling eller en indlæggelse på den lukkede, og går derfra med ubetinget glæde. Der er så meget ambivalens, man går alene med og bearbejder efterfølgende.”
I løbet af de seneste ti år er sorgen gradvist blevet bearbejdet. Lasse har altid mærket sin families opbakning, men det har været svært at dele, hvor ensom han har følt sig. Det hjælper at tale om det. Derfor undrer det også Lasse, at der ikke findes terapeutiske grupper for folk med hukommelsestab, eller et efterforløb til patienter, der modtager ECT.
”Jeg forstår ikke, hvorfor man ikke får en ECT-pakke eller et eller andet. Hvis man endelig vælger, at det er sådan, man vil behandle folk, jamen så skal der også være en ECT-pakke. Eller et efterforløb. Så man snakker med nogen, der har det på samme måde. Det er der slet ikke. Der er ingen opfølgning. Det behøver ikke at være sådan et behandler-patient-forløb. Men jeg ser meget misundeligt over mod kræftpatienters pakkeforløb. Det tror jeg, der er mange, der gør.”
Endelig begyndt at håbe
For Lasse er det netop psykiatriens metoder, der er under kritik. Han synes, medicin fylder alt for meget, og savner samtidig, at der er mere tid til patienterne.
”Der er nogle, der har et helt andet syn på elektrochokbehandling. Som siger, at det reddede deres liv. Der er bare forskel på, hvor man er i situationen op til, og i hvilket omfang der er brugt tvang.”
Lasse mener ikke, men kan forhaste bedring. For ham har tid været afgørende. Og der har heldigvis været hjælp at hente i distriktspsykiatrien – altså behandling, som ikke foregår på et sygehus, men i patientens lokalsamfund – hvor Lasse blandt andet har mødt en fantastisk sygeplejerske, der så det hele menneske og har fulgt ham igennem en længere periode. Det samme gælder hans forhenværende patientrådgiver.
Man må ikke være bange for at fejle. Altså at fejle noget.
”Tålmodighed er rigtig vigtigt. Og det siger jeg jo, fordi jeg først er begyndt at håbe og drømme i hverdagen igen inden for det seneste år.”
Lige nu håber og drømmer Lasse om at blive SPS-vejleder, så han kan hjælpe unge mennesker på videregående uddannelser. Han synes, det er vigtigt, at der er hjælp at hente andre steder end i psykiatrien.
Ensomheden kan stadig ramme ham. Men som han siger:
”Man må ikke være bange for at fejle. Altså at fejle noget.”
Læs også
Skuespiller Henning Jensen har kæmpet med depression og oplevede i den forbindelse en længerevarende psykose. Her fortæller han ærligt om et halvt år i helvede, hvor han nærmede sig afgrunden – og om det samfund, som fortsat er præget af tavshed og fordomme.