Alle har en holdning til hendes diagnose

Når Sheila Søgaard taler om sine interesser, føler hun sig som mange andre mennesker: Hun kan lide at være kreativ, male, tegne, skrive, og hun er glad for sin hund. Men hun ved, at hun skiller sig ud. Sheila har en dyssocial personlighedsstruktur, som i daglig tale – ofte nedladende – bliver kaldt psykopati. En diagnose, der fremkalder mange holdninger og misforståelser. Sheila har hørt dem alle.

”Nogle er nysgerrige, men jeg oplever de samme fordomme igen og igen: at man er farlig, voldelig, utilregnelig, manipulerende. At vi lyver, stjæler og slår. Folk skal hele tiden fortælle mig, hvem jeg er, selvom de bare har googlet. Det er selvfølgelig frustrerende.”

Det er ikke, fordi Sheila vil lade som om, hun ligner alle andre. Hun står ved, hvem hun er. Og jo, hun kan godt føle empati, glæde og sorg:

”Jeg ser måske dyster og sur ud, men derfor kan jeg stadig være i godt humør. Når jeg har mødt andre med dyssocial personlighedsstruktur, kan jeg tydeligt se, at vi er ret humoristiske.”

De positive følelser og empatien vender vi tilbage til. Først skal vi en tur på landet.

Dyssocial personlighedsstruktur

Har man en dyssocial personlighedsstruktur, føler man ikke skyld og bliver ikke ramt på samvittigheden. Man er ligeglad med regler og handler ofte impulsivt og kortsigtet.

De andre børn

Sheila fortæller, at hun ofte lever med en ligegyldighed, og at hun mangler mål og drømme. De store følelser, stædighed, jalousi og retfærdighedssans, var mere intense i hendes ungdom, hvor det kunne ende med store skænderier og voldelige episoder.

”Jeg var nok altid voldsommere end de andre børn,” siger Sheila Søgaard. ”Jeg havde mere temperament. Jeg voksede op på landet, og folk var generelt rolige. Jeg gik med nogle pæne piger, og jeg var den, der ikke var bange for at sige og gøre ting, så folk tænkte i første omgang bare, at vi var forskellige typer.”

Forskellene trådte klarere frem, da Sheila blev ældre.

”I mine teenageår var der en klar fornemmelse af, at der var noget galt. Det blev slået hen som depression og angst, og jeg kom på lykkepiller som 17-årig. Da jeg var i 20’erne, begyndte folk at se et mere gennemgående mønster.”

Sheila Søgaard fik diagnosen borderline personlighedsforstyrrelse, og en sagsbehandler kunne se i hendes journal, at noget ikke stemte.

”Jeg får en mentor i kommunen, som slår alarm. Hun får mig til at opsøge min læge, og så får jeg en henvisning. Først troede jeg, at diagnosen betød, at jeg fungerede dyssocialt, og det passede jo med mit temperament. Da jeg så søgte på det og stødte på ordet ’psykopat’, var det lidt komisk, for gennem årene har mine veninder ofte kaldt mig det. Mine omgivelser var slet ikke i tvivl.”

Filter eller filterløs

Sheila betegner sig selv som introvert og kan godt lide at bruge tid i eget selskab. Men hun ser jævnligt både familie og venner, som hun føler loyalitet over for, selvom det kræver meget energi:

”Jeg bruger mange kræfter socialt. Det dræner mig fuldstændig. En weekend med andre mennesker, så er jeg smadret i to uger.”

Sheila har haft gavn af adfærdsterapi og lært kognitive teknikker for at blive bedre til det:

”I psykiatrien har jeg fået værktøjer til hverdagen og hjælp til at forholde mig til, hvordan andre tager imod noget, som jeg måske ikke selv syntes var vigtigt eller betød noget. Jeg bruger det i sociale situationer. Jeg ønsker at bevare de gode relationer, jeg har. Det gør også, at jeg må æde noget af min personlighed. At jeg må gå på kompromis og indgå i dialoger, jeg måske ikke har interesse i.”

Det er en af de ting, der kan være svær at forstå for andre mennesker. Også for Sheila selv:

”Det er noget, jeg har prøvet at dykke ned i på det seneste. Jeg kan ikke lure, om det er, fordi jeg har lært, at man bliver nødt til at lytte til andre. Det lyder grimt, men jeg tror bare ikke, at andres hverdag interesserer mig specielt meget. Det er ikke noget, man må sige højt, men man kan måske også sige, at os med dyssocial personlighedsstruktur bare står ved det.”

Hun fortsætter:

”Vi er mere ligefremme, men jeg taler også med folk uden min diagnose, som nogle gange godt kan følge og forstå vores følelser. Vi er nok bare mere filterløse.”

Lykke og sorg

Sheila lever også med narcissistisk personlighedsstruktur, og hun mener, at folk ofte forveksler narcissistiske og dyssociale træk. Hun fortæller, at man ikke altid kan vide, hvornår de to spiller sammen, hvilket ikke altid gør livet nemmere for hende.

Hun har også agorafobi, det vil sige en frygt for at færdes uden for hjemmet, særligt offentlige steder, hvor det kan være svært at komme hurtigt væk. Det kan udløse panikangst. Sheilas liv er en påmindelse om, at der er mange måder at være i verden på. I dag er hun 38 år. Hverdagen er blevet mindre intens:

”Med årene er der kommet mere ro på. Mindre temperament. Jeg har lært at affinde mig med flere ting. Jeg søger ikke forståelse for, hvorfor jeg ikke er som alle andre. Men det er nu også mest alle andre, der har brugt krudt på at tænke på, hvorfor jeg ikke er ligesom dem. Nu har jeg nået en alder, hvor jeg er, som jeg er.”

Og så er vi tilbage ved de positive følelser og empatien. Sheila har humor, er ofte i godt humør og kan bestemt føle lykke. Særligt når hun kigger på sin hund, en staffordshire bull terrier, eller staffy, som hun siger:

”Jeg er dyremenneske, og mit hjerte bløder for dyr. Dyr kan ramme mig empatisk og gøre mig glad. Jeg har ikke et ønske om at få børn, men jeg kan blive hvalpeskruk og bruge lang tid på at stene hvalpevideoer. Det er hvalpe, der giver mig en oprigtig lykkefølelse helt ind i sjælen.”

Jo, Sheila kan føle både empati og lykke. Ligesom hun kan føle sorg:

”Det er en trist erkendelse, at der ikke er særlig meget, der gør mig glad.”