Morten blev afhængig af opioider, da han ventede på hjælp
I snart fire år har Morten Falk Størling ventet på den rette hjælp. Det kunne have kostet ham livet. Nu håber han, at andre mænd også tør åbne op.
Foto(s): Privat
Morten Falk Størling har et positivt sind. Han er gift og har to teenagedøtre. Han er glad for sit job. Men han har med egne ord været narkoman. Hvad driver et menneske til afhængighed af piller? For Morten var det desperation og lange ventetider i psykiatrien.
Morten har på flere måder levet et sundt liv, der står i kontrast til hans selvmedicinering. Den 38-årige sønderjyde har dyrket triatlon på højt plan, cyklet meget og styrketræner stadig den dag i dag.
Som barn blev han mobbet, fordi de andre børn kunne se, at han var udadreagerende og derfor brugte det imod ham. Han mødtes nogle gange med skolepsykologen, men først sent i livet begyndte han at tænke over, at han gør tingene lidt anderledes. Tænker lidt anderledes. Han kunne spejle sig i en kammerat, der blev sendiagnosticeret med ADHD, og fik en henvisning af sin læge.
”Jeg havde ikke nogen historik med psykiatrien, så jeg blev henvist til en privat konsultation. Min læge advarede mig om, at der var lang ventetid, så han anbefalede mig at køre fra Sønderjylland til Sjælland til psykiater.”
I en ADHD-gruppe på Facebook spurgte han ind til anbefalinger lidt tættere på:
”Jeg ringede til en psykiater, andre havde gode erfaringer med. Han sagde, der var 3½ års ventetid. Jeg forsøgte at være positiv og tænkte, det nok skulle gå. Men dengang troede jeg heller ikke, at jeg ville begynde at selvmedicinere.”
23-årige Julie blev mere paranoid og fik det værre, da hun blev afhængig af snus. Alligevel var hun bange for abstinenser. Julie deler sin historie om afhængighed, og en ekspert deler ny viden og gode råd.
Nemme at skaffe, nemme at skjule
”Gennem hele mit liv har jeg haft depressioner hvert år. Som årene er gået, er de blevet værre og værre. Da jeg begynder at selvmedicinere, er jeg også midt i en depression. Det sker lidt tilfældigt. Det er juletid, og jeg kender en, der har tramadoler (smertestillende og morfinlignende middel, red.).”
Det bliver begyndelsen på 15 måneders forbrug af opioider.
Da jeg tog det første gang, var det en befrielse i hovedet. Der var bare ro på, og jeg følte mig godt tilpas.
”Da jeg tog det første gang, var det en befrielse i hovedet. Der var bare ro på, og jeg følte mig godt tilpas. Jeg blev lidt mere snakkesalig – som at drikke et par øl for at komme i bedre stemning. Jeg har aldrig jagtet den der high, det var for at få ro på mine tanker. I starten kunne jeg nøjes med at tage dem et par gange om ugen, men det blev hurtigt mere.”
Opioider er farlige af forskellige årsager. En af dem er, at de er nemt tilgængelige.
”Som mit behov blev større, var det nemt at få fat på opioider. Jeg kendte en, der kunne skaffe, og jeg kunne se, at jeg bare kunne søge efter det på Snapchat. Efter et halvt år var mit misbrug blevet voldsomt, og jeg prøvede at stoppe, men jeg havde sindssyge abstinenser. Jeg skulle bare have mere og mere.”
Morten Falk Størling fortæller, at det var nemt at skjule for omverdenen, fordi det bare var en pille. Samtidig var han bange for at søge hjælp, hvis han skulle indlægges, og hvis folk fandt ud af, at han havde været afhængig. Men han vidste, at det ikke kunne blive ved. Morten rakte ud til et misbrugscenter, og efter to uger havde de en behandlingsplan klar.
Ekspert fortæller om afhængighedens faser og de hovedgrupper, man oftest taler om i forskningen.
Fordomme om ADHD
Morten fik både hurtig og god hjælp i misbrugscenteret.
”Det er nogle fantastiske mennesker, og jeg er meget taknemmelig for deres hjælp. Ud over min kone er min kontaktperson i misbrugscenteret den person, der har hørt mest på mine frustrationer.”
Det var så svært med de ventetider, og jeg blev ramt af en gigadepression. Jeg fortalte om selvmordstanker under udredningerne, men de svarede, at jeg måtte ringe til skadestuen, hvis jeg følte mig truet.
Frustrationerne er rettet mod et trægt system. Tidligt i forløbet lavede lægen i misbrugscenteret en henvisning til psykiatrien. Efter tre måneder havde Morten sin første samtale, og han var nervøs. Han havde hørt de mange fordomme om ADHD og de mange holdninger til stigningen i udredninger de seneste år:
”Jeg havde noget på spil. Hvad nu hvis de sagde, jeg ikke havde ADHD og ikke kunne få hjælp? Der gik en måned mellem hver udredningssamtale, og jeg blev sendt til forskellige eksperter. Det er godt at være grundig, men det var tungt, for jeg følte mig bombet tilbage til start hver gang.”
Morten Falk Størling fortsætter:
”Det var så svært med de ventetider, og jeg blev ramt af en gigadepression. Jeg fortalte om selvmordstanker under udredningerne, men de svarede, at jeg måtte ringe til skadestuen, hvis jeg følte mig truet.”
Kort efter blev Morten faktisk selvmordstruet – men det var en anden, der ringede for ham.
I 2025 døde 502 af selvmord. Det er flere end tre gange så mange, som mistede livet i trafikken samme år. Her kan du få mere viden om antallet af selvmord og få gode råd, hvis du eller en tæt på dig har selvmordstanker.
Politi i stuen
Morten får sværere ved at håndtere presset i hverdagen. En dag taler han i telefon med lederen på børnenes skole om noget praktisk:
For et menneske med ADHD, der endnu ikke har fået hjælp, er det eddermame svært at være tålmodig. Nogle gange har jeg bare lyst til at give op.
”Jeg kan bare mærke, at læsset vælter. Jeg bryder sammen. Jeg ved ikke, hvad jeg får sagt i telefonen, men jeg har nok fortalt om selvmordstanker, for pludselig står politiet i min stue.”
Morten Falk Størling er dybt taknemmelig for, at skolelederen reagerede hurtigt og ringede til politiet:
”Jeg var måske ikke i live, hvis det ikke var for hende. Jeg skylder hende alt.”
Morten er ikke længere selvmordstruet, men han er stadig i venteposition. Et år efter henvisningen fik han diagnosen ADHD. Han begyndte på medicin, der ikke var den rette. Han afventer, om en ny slags medicin fungerer bedre. Han er blevet tilbudt samtaleterapi, men ved endnu ikke, hvornår han kan begynde.
”For et menneske med ADHD, der endnu ikke har fået hjælp, er det eddermame svært at være tålmodig. Nogle gange har jeg bare lyst til at give op. Jeg bruger meget energi på de ting, jeg laver, så når jeg har fri fra arbejde, er jeg bare smadret.”
Som pårørende kan du føle dig meget alene. Samtidig føler du måske, at du har et særligt ansvar for den person, som lider under et misbrug eller en dobbeltdiagnose. Vi har spurgt afdelingsleder i Rusmiddelafsnittet i Aalborg Kommune Theresa Lyngdahl, hvad du kan gøre som pårørende.
”Første skridt er at række ud. Du skal vide, at du aldrig er alene. Det kan stadig være tabubelagt at være pårørende, men det er vores erfaring, at det er godt at møde andre med samme problematikker. Derfor er det godt at få sagt det højt.”
Theresa Lyngdahl fortæller, at de i Aalborg Kommune har et team til pårørende på fire personer, som kan give råd og vejledning samt behandling både individuelt og i grupper. Men der er hjælp at finde mange steder i landet.
”Du behøver ikke henvende dig i din egen kommune for at få rådgivning. Rusmiddelcentre kan give råd og vejledning, og de vil kunne fortælle om muligheder for gruppeterapi, frivilligsteder og mere i dit nærområde. Mange kan også give online-råd.”
Du kan også henvende dig i Psykiatrifondens rådgivning. Vi hjælper også pårørende. Læs mere her: Hjælp og rådgivning
Når mænd viser følelser
I dag har Morten Falk Størling et job, han er glad for. Tidligere har han været meget inde og ude af arbejdsmarkedet:
”Mange med ADHD kan nok genkende følelsen af at give den fuld gas på et nyt arbejde, og så brænder man ud. Når man så er kommet til hægterne igen og starter nyt job, kører det hele bare forfra igen.”
Morten Falk Størling har gradvist fået mere og mere ansvar på sit nuværende arbejde, hvilket holder ham motiveret. Han føler sig både set og accepteret af sine ledere og håber, at arbejdsmarkedet bliver bedre gearet til mennesker med ADHD.
Morten selvmedicinerer ikke længere. Han har sin familie og et arbejde, han er glad for. Han venter stadig på hjælp, men han er blevet bedre til at tale om sine følelser. Også på sociale medier:
”Vi mænd skal være bedre til at håndtere, når andre fortæller om noget svært. Når jeg selv deler noget på sociale medier, er de fleste støttende, men der er altid en eller anden, der skriver noget dumt. At man skal ’tage sig sammen’, ’lade være med at være ynkelig’ osv. Jeg ved jo godt, at det ikke er mig og mine følelser, der er problemet, men tænk, hvis andre mænd læser de negative kommentarer og ikke længere tør dele noget svært?”
Han oplever, at mænd er blevet bedre til at åbne op. Men:
”Hvis jeg taler for meget om følelser, kan jeg også mærke, at nogle trækker sig. Mange mænd føler også, at de er mindre attraktive, hvis de bliver for følsomme, og det er jo ærgerligt.”
Morten Falk Størling minder om, at mænd er overrepræsenterede i statistikker over selvmord, hjemløshed og problematisk forbrug af rusmidler. Han har bemærket, at der bliver talt meget lidt om, hvad man kan gøre for mænds sundhed.
”Vi kan godt hjælpe både mænd og kvinder. Det handler ikke om, at vi skal gøre mere for det ene køn end for det andet, overhovedet ikke. Vi skal arbejde for større lighed for alle, så alle kan få den hjælp, de har brug for. Det kræver, at vi også har blik for de mænd, der ikke har nogen at tale med om deres problemer.”
Læs mere om Morten Falk Størling på hans hjemmeside
Læs også
Uden den rette støtte til familien endte Charlottes søn i de forkerte miljøer. Han begyndte at tage stoffer og har fået en behandlingsdom. Familien prøver at være håbefuld – men de er bange for, hvad der sker, når Johannes fylder 18 år.
Når man dulmer sine symptomer – uanset om de er fysiske eller psykiske – ved at indtage medicin eller rusmidler uden om læge, kan man tale om selvmedicinering. I dette tema kan du blive klogere på den komplekse sammenhæng mellem psykisk sygdom og...