Forfatter Alexandré Nsoni: Bipolar lidelse behøver ikke være en lidelse

”At leve med bipolar lidelse er i sig selv ikke en lidelse, for du kan leve et sundt og raskt liv med medicin,” fortæller Alexandré Nsoni. ”Jeg kan komme igennem det sammen med mine nærmeste venner og pårørende, og det er nemmere, når man ikke betragter det som en lidelse.”

I dag er Alexandré et sted i livet, hvor han kan tale åbent om psykisk sundhed. Han er 30 år gammel, læser til pædagog i Odense og har udgivet to bøger, hvor han bl.a. reflekterer over psykisk sygdom og traumer.

Men lad os starte ved begyndelsen.

Alexandré Nsoni er født i Zaïre, har congolesiske rødder og er vokset op i Nordjylland med sine forældre og to søskende. Opvæksten var præget af forældrenes traumer og en hårdhed i opdragelsen. Faren drak meget, moren længtes efter nærvær, børnene blev af og til slået.

Som 16-årig fik han første gang indsigt i sine traumer og store følelser, da han gennem TUBA Danmark talte med en ”vanvittigt god psykolog, der prikkede til de rigtige balloner” i Alexandré. Kort efter flyttede han hjemmefra.

”Jeg fik først en barndom i Danmark, da jeg allerede var teenager. Jeg fik en frihedsfornemmelse af at flytte væk, få SU, gå i byen og så videre. Det var første gang, jeg følte en barnlig glæde.”

Alexandré havde både store og komplekse følelser. Som 19-årig mærkede han det tydeligere end nogensinde før, da han flyttede længere væk:

”Jeg tror, det var følelsen af ikke at føle mig hjemme, der gjorde mig manisk. Jeg var ikke bevidst om tilstanden, før den dæmpede sig igen. Jeg gik fra at være ekstremt udadvendt til at isolere mig på mit kollegieværelse.”

Han opsøgte sin læge, der nævnte muligheden for bipolar lidelse. En veninde, der havde erfaring med diagnosen, var enig, og Alexandré søgte psykiatrien, hvor han fik det sort på hvidt.

”Jeg var i starten af 20’erne, da jeg fik diagnosen bipolar lidelse. Jeg tog den ikke på mig i første omgang, for jeg fandt et rum i poesien i stedet for, hvor jeg forsøgte at finde mening. Jeg selvmedicinerede også, men det hjalp ikke.”

Bipolar lidelse

Bipolar lidelse er en psykisk sygdom, hvor man i perioder har store udsving i humør og aktivitetsniveau - det vil sige manier og depressioner. Det kan føles overvældende at få diagnosen, men det er vigtigt at vide, at med den rette behandling og...

Følelsen af komplet uduelighed

”Manien er en flugt fra mig selv og til mig selv. Når jeg er manisk, flygter jeg fra mine følelser og fra ensomhedsfølelsen. Men jeg har også erkendt, at manien er en del af mig.”

Han selvmedicinerer ikke som tidligere, for hashrygning udløser manien. Det samme kan situationer med mange mennesker gøre – eller når han skal præstere.

”Sidste gang varede det 1-2 måneder. Jeg havde røget hash. I manien bokser du med dig selv. Dét, du gør, er idiotisk, men du tænker, at det er de andre, der er idioter. Det er også det, jeg hader ved manien: den der stålfasthed. Jeg kan jo ikke se mig selv udefra. Dem, der kender mig, kan heller ikke se mig, men de kan se, hvad der foregår indvendigt.”

Omvendt giver depressionen Alexandré en følelse af ”komplet uduelighed”:

”Alt, jeg rører ved, er lort. Det er ikke længere guld som i manien. Jeg tvivler, og min usikkerhed bliver ekstremt mærkbar. Min depression slår mig ikke ud, den eksisterer bare i mig.”

I depressionen bliver Alexandré ofte taget tilbage til barndommens traumer. Følelsen af som lille barn at skulle løbe, mens de små ben bare ikke kunne mere.

”Når jeg er deprimeret, længes jeg efter min fars opmærksomhed. Min far sagde, at jeg skulle prøve at løbe selv, fordi han ikke kunne bære mig. Når jeg er deprimeret, lægger jeg mig på gulvet. Når jeg ligger ned, er det, fordi jeg vil prøve at rejse mig fra det sted, hvor jeg faldt og følte mig alene. Hvor min far så mig og bad mig rejse mig op.”

I flere år havde Alexandré ikke kontakt til sin far, som i dag bor i Frankrig.

”Jeg har tilgivet min far. Min mor fortæller, at han løb tilbage efter mig. Han mistede lidt af sin egen identitet, da vi kom til Danmark. I Congo havde han et vellønnet arbejde, og han blev slagter i Danmark i et miljø, hvor han begyndte at drikke meget.”

I dag ved de, at hans far også har bipolar lidelse. Da Alexandré fik diagnosen, gav han sin mor en folder med information:

”Og hun sagde bare: ’Det er jo din far!’ Hun var både overrasket og måske lidt skræmt over, at hun nu kunne forstå ham.”

Døren til et andet menneske

”At være bipolar er en del af mig. Det er normalt at have op- og nedture, men mine opture er særligt høje og nedturene lidt for nede. Jeg er glad for, jeg ved, jeg ikke er den eneste med den her diagnose. Samtidig er jeg glad for, at jeg måske har et anderledes perspektiv. Vi må acceptere, at vi er forskellige,” fortæller Alexandré Nsoni.

”Vi er i livet for at være her sammen. Man har brug for mennesker omkring sig, der kan sige, at man ikke er uduelig. At folk kan spørge: ’Hvordan har du det?’ Det er en af de mest betydningsfulde sætninger for menneskeheden. Her har du muligheden for at åbne døren til et andet menneske, hvis du er villig til at lytte.”

I dag er Alexandré Nsoni på medicin, og han er blevet bedre til at mærke, hvornår han skal trække sig, gå en tur, få ro. Han ved, hvornår han skal række ud – og hvem han kan række ud til: Sin mor, brødre, barndomsvenner.

”Jeg har bearbejdet mange ting på det seneste. Jeg går i psykiatrien i Odense, hvor jeg har en kontaktperson, som bare er fucking nice. Hun sagde noget, jeg aldrig glemmer: Du har den her diagnose. Der er ikke noget galt med dig, du skal bare tage den alvorligt, for din hjerne kører ekstremt hurtigt, når den er oppe at køre. Men din hjerne er også en gave, for du har poesien og kreativiteten. Så du skal passe på den hjerne.”

Netop poesien hjalp Alexandré Nsoni til at få et sprog for det komplekse i livet og til at forstå noget af det, der før var uforståeligt. Han mødte tv-vært og forfatter Pelle Hvenegaard, som hjalp Alexandré med at få udgivet de første digte. En dag printede de alle digtene ud og ordnede dem på gulvet. Pelle sagde rammende: ”Kan du se, hvad det er? Det er en dannelsesrejse.”

I sin debutbog, digtsamlingen I Afrika fødes der ikke drenge – kun mænd, bearbejder Alexandré Nsoni barndommen, flugten, opvæksten, traumerne. I romanen Vilhelm Hermansen undersøger han sig selv yderligere og behandler store identitetsspørgsmål. I øjeblikket arbejder han på sin tredje bog.

Nye mandlige forbilleder

Alexandré Nsoni er kommet langt. Der er gået to år, siden han sidst mærkede voldsomt til sin PTSD.

”Det er en meget fysisk oplevelse, når det sker. Jeg svedte helt vildt, kroppen var låst, lammet. Det er, som om kroppen skriger indvendigt. Min PTSD er også et resultat af mine forældres PTSD. Det blev integreret i mig.”

Alexandré forsøgte i lang tid at dulme sine symptomer med selvmedicinering. Han fortæller, at hans far var ”superskarp, men han valgte at bruge hash og alkohol i stedet for medicin”. Senere i livet fandt Alexandré Nsoni andre mandlige rollemodeller. Pelle Hvenegaard var en af dem. Eller fædre som barndomsvennernes. Svigerfædre, der knokler for, at deres børn får, hvad de har brug for.

”Jeg havde et billede af, hvordan en mand skal være. Robust, ikke vise for mange følelser og så videre. Nu ved jeg, hvordan en mand også kan være. Jeg vil gerne selv være en rollemodel for unge mænd og vise, at man kommer længst med gensidig respekt. Som sagt: Vi er i livet for at være her sammen.”

Alexandré Nsoni er glad for den hjælp, han har fået. Også i psykiatrien. Han ser udfordringer på et større, mere strukturelt plan, men:

”Personalet i psykiatrien gør, hvad de kan. Det er ikke dem på gulvet, der er problemet. Vi skal passe på de gode folk, der virkelig forsøger at hjælpe.”

Nu vil han gerne vise andre, at der er håb:

”Det hedder bipolar lidelse, men det behøver ikke være en lidelse, hvis du kan blive tryg ved at være åben, snakke, mærke dine følelser og sætte ord på dem. Du har ikke kun dine nærmeste, du har også fremmede. Det er dér, jeg gerne vil hen med min poesi: Hvor en fremmed kan komme tættere på.”