I provinsen er der længere til hjælpen
Uden for København er der færre tilbud til udsatte borgere og længere til hjælpen. For hjemløse med psykisk sygdom i provinsen er der få herberger og kamp om pladserne. Det store behov for hjælp kender de alt til på Pensionatet i Hornbæk.
Hver fredag er der fælles morgenmad på Pensionatet i Hornbæk, et midlertidigt botilbud til udsatte borgere ramt af hjemløshed og sociale problemer. De fleste har store psykiske vanskeligheder af forskellig karakter.
Et par beboere tager for sig af friskbagte boller og pandekager. De er stille og virker tilfredse med, at det er en rolig morgen. En ung mand kommer ind med kasketten trukket langt ned i panden. Han hælder kaffe i et papkrus og går igen.
Foruden de ti værelser på Pensionatet er seks såkaldte skæve boliger tilknyttet botilbuddet.
I de skæve boliger er borgerne på egen kontrakt og betaler selv husleje, men får social støtte. Helt konkret har de kontakt til Pensionatet, som har en rolle som social vicevært. Det kan være alt fra daglig støtte og sociale interventioner til konflikthåndtering blandt beboere.
Ifølge Kristian Fahnøe, der er lektor på socialrådgiveruddannelsen ved Københavns Professionshøjskole, er der et udbredt ønske om skæve boliger flere steder i landet. Blandt andet fordi mange socialt udsatte for hurtigt bliver overladt til sig selv, når de flytter i egen bolig.
Da de andre beboere er gået, sætter en nybarberet og veloplagt mand i 40’erne sig. ”Hørte du ikke, da jeg bankede på?” spørger en ung medarbejder. ”Jo jo,” svarer manden. ”Jeg havde telefonmøde med jobcenteret. Jeg måtte sgu holde en hånd over telefonen, fordi du bankede så højt!”
Han er i fint humør. Det er en af hans gode perioder. Han har en svær depression, der kan lamme ham i mange dage ad gangen. Ham vender vi tilbage til.
Morgenmaden er en del af Pensionatets driftsbudget. Hvis de vil lave fællesspisning en aften, må personalet søge midler til det eller håbe på en donation. Pensionatet hører under Helsingør Kommune med dertilhørende budgetter, procedurer og paragraffer, som personalet skal holde sig til.
Samtidig skal personalet forholde sig til beboere med komplekse problemer, herunder forskellige psykiske sygdomme og ofte et samtidigt (skadeligt) alkohol- eller stofforbrug. Der er plads til ti beboere på Pensionatet, og ingen må have gæster; det er sikrest og tryggest sådan.
Det er ikke et farligt sted, understreger en erfaren medarbejder. Men det er sværere at tilbyde den nødvendige hjælp og ro i perioder med mange udadreagerende eller mange med problematisk alkoholforbrug på én gang. ”Så ved vi godt, hvordan her bliver om aftenen, og vi er her jo kun mandag til fredag – og i øvrigt ikke om natten,” siger han. En kollega supplerer med oprigtighed i stemmen: ”Folk passer på hinanden her.”
Og hvordan bor man så på Pensionatet? Alle har eget værelse. På hver af husets tre etager er der et fælleskøkken og bad til deling. Beboerne køber selv mad og toiletpapir, for de skal ”støttes i at styrke egne kompetencer” – også de sociale – så de kan vende tilbage til egen bolig.
Men når man er udsat, kan økonomien også blive trang, selvom egenbetalingen er lav. En beboer havde sagt ja til et interview med Psykiatrifonden, men måtte melde fra, da han skulle samle pant i Helsingør. En anden var ikke ledig, da han havde hørt om et godt tilbud på makrel i tomat og tun på dåse.
Drømmen om egen bolig
Økonomi er en af grundene til, at det kan være svært for mange af samfundets udsatte at finde egen bolig. Dét er målet for alle beboere på Pensionatet, der gennemsnitligt bor der i tre måneder. Én borger var der engang i næsten to år, men nogle bor der kun i to dage. ”Der kan ske alt muligt i deres liv,” siger en kvinde med flere års erfaring fra Pensionatet. Hun har set lidt af hvert.
Nogle beboere bliver udskrevet til psykiatrien, men drømmen er at kunne udskrive til egen bolig. Den slags kræver også penge. Hvordan betaler man et indskud på 35.000 kroner, når man er økonomisk afhængig af at samle flasker? Nogle kan tage et indskudslån, og hvis de er heldige, kan de også betale det tilbage. En medarbejder siger:
”Mange har gæld. Når de fx skal til et møde med kommunen, har de ikke råd til togbilletten, og så får de en bøde. Den bøde går til Gældsstyrelsen. Det tænker beboerne måske ikke over, når de får bøden, men de mærker det, når de skal betale indskud og ikke kan få et lån. Og så kan de ikke få en bolig og kan derfor ende med at bo på herberg i rigtig lang tid.”
Det bringer os tilbage til den nybarberede beboer, der kom sent ind til morgenmaden. Han vil også gerne i egen bolig. Han har været på Pensionatet i et halvt år og bor nu i ”kongesuiten”, som han siger. Han har overskud til ironi, men er også taknemmelig. Han kan ikke være andre steder lige nu. Han skiller sig ud fra flere af de andre beboere, både af udseende og med sin historie.
”Tommy”, som vi her kalder ham, har Asperger. Han levede engang meget selvstændigt, og selvom han kørte sig selv hårdt på arbejdet, havde han et på mange måder fint liv, beretter han. Han havde base i udlandet og var medejer af flere firmaer. Men en dag gjorde han det forbi med en kæreste. De skændtes, og hun tog på en bodega, hvor hun fandt et tæskehold, som skulle sendes efter Tommy. De troppede op på hans arbejde med både pistoler og knive. Truede hans kollegaer. Tommy fortæller, at hans efterfølgende selvforsvar førte til en voldsdom og fængselsstraf. Han forsøgte at holde sig for sig selv i fængslet, men han var ”ikke ligefrem højest i hierarkiet” og endte i daglige slåskampe i otte måneder, før han kom ud.
Den slags sætter sine spor i de fleste mennesker. Tommy ændrede sig også, og han fik heller ikke ro til at komme sig: Han var hensat til et liv som hjemløs, hvor han boede på forskellige biblioteker, i Københavns lufthavn, i containere. Tommy levede med angst og depression og forsøgte til sidst at tage sit eget liv, men en 72-årig kvinde reddede ham. På grund af sin tilværelse som hjemløs i forskellige byer har han i perioder ikke haft en oplagt ”tilknytningskommune”, og nogle kommuner har dermed nægtet at hjælpe ham. Et kendt problem for udsatte borgere: Hvem har ansvaret? Hvem tager ansvar?
I dag har Tommy altså en svær depression, angst og asperger. Muligvis PTSD. Han drømmer om igen at arbejde med investeringer, men det er ikke nemt med en plettet straffeattest. Han må gå langsomt frem, siger han. Det må være bedre end slet ikke at bevæge sig.
Som hjemløs med dobbeltdiagnose har Martin i årevis tigget og bedt om at få hjælp. Han er blevet kastet rundt mellem herberger og indlæggelser. For nylig gik hjertet i stå, og kun ved et tilfælde blev han genoplivet.
Dårligere vilkår i provinsen
Pensionatet har landsoptag. Det betyder, at de er forpligtet til at tage folk ind – hvis de har plads – uanset hvor i landet personen kommer fra. Men personalet lægger ikke skjul på, at de har nemmere ved at hjælpe, når borgerne kommer fra lokalområdet. Simpelthen fordi det er nemmere at finde et sted at bo til dem. I løbet af dagen siger flere medarbejdere det samme: ”Det er bare så svært at finde billige boliger.”
Personalet drømmer alle om flere skæve boliger og kategoriboliger, altså boliger, hvor udsatte borgere har eget hjem, men er samlet i samme kompleks, og hvor bolig og støttemuligheder er tæt koblet sammen. Når personalet lykkes med at få udsatte beboere i egen bolig, forbliver de i kontakt med Pensionatet via det udkørende team, som sikrer sig, at overgangen forløber så godt som muligt. Det går ikke godt for alle, og der kan være meget at vænne sig til.
”Nogle har ikke haft bolig i 15 år. Eller egen seng at sove i. De kan hurtigt blive ensomme,” siger en ældre medarbejder.
Pensionatet tilbyder ro og hjælp. Men mulighederne er færre i provinsen. Mange udsatte samles i København, fordi der netop er flere muligheder for hjælp i storbyen. Der er ingen natherberger i Nordsjælland, hvor man kan møde op og sove en enkelt nat, og antallet af herberger nord for København kan tælles på én hånd. Det fortæller Sofie Schuster. Hun er socialsygeplejerske på Psykiatrisk Center Nordsjælland, som hører under samme region som Helsingør Kommune. Hun kender området særdeles godt:
”Udsathed ser anderledes ud heroppe. De fleste har længere til den nødvendige hjælp end i København. Mange udsatte heroppe er funktionelt hjemløse og har måske et værelse eller bor i et sommerhus, men de kan ikke passe arbejde eller uddannelse. De kan sidde alene og afsides i et sommerhus med et stigende alkoholforbrug, og når de får brug for hjælp, er der altså langt til tingene.”
Hun fortæller, at der ikke findes tilbud som Sociolancen, der kører i København og på Frederiksberg. Der er udkørende teams som F-ACT, men hvis de skal køre ud, kræver det, at man allerede er i psykiatrisk behandling. Hvis man ikke har kørekort, kan det med andre ord være svært overhovedet at møde op til behandling. Hvis man altså har en bil – og er i en tilstand, hvor man kan og må køre, når behovet for hjælp opstår.
”Helt lavpraktisk er der simpelthen langt til hjælp. Man er dårligere stillet, bare fordi man bor et andet sted,” fortæller Sofie Schuster.
Tilbage på Pensionatet kan de se tilbage på succeshistorier. Mange hjemløse med psykisk sygdom er hjulpet videre til et bedre liv i egen bolig, et liv med en vis ro, stabilitet og værdighed. Men for samfundets mest udsatte er der mange huller, man kan falde i. Og stole at falde imellem. Som en medarbejder konkluderer:
”Det er hårdt at nå rigtig langt med en borger, som så crasher på målstregen. Men vi må blive ved. Der er fandme mange derude, der har brug for hjælp.”
Læs også
I dette tema ser vi nærmere på nogle af samfundets mest udsatte. Mennesker, der ofte lider af psykisk sygdom, social udsathed, hjemløshed og et problematisk forbrug af rusmidler.