Forskelsbehandling af mennesker med psykiatriske diagnoser

Indhold

• Indledning: Vi forskelsbehandler stadig personer med psykisk sygdom
• Begrebsafklaring
• Sådan oplever mennesker med psykiatriske diagnoser generelt forskelsdiskrimination
• Forskelsbehandling i mødet med sundhedsvæsenet
• Forskelsbehandling på arbejdspladsen
• Forældres bekymringer på deres børns vegne
• Opsummering
• Psykiatrifonden anbefaler
• Metodebeskrivelse
• Referencer
• Artikler om undersøgelsen

Rapport og kolofon

Hent rapporten som PDF

 
Kolofon

Udgiver 
Psykiatrifonden Hejrevej 43
2400 København NV
Tlf.: 39 29 39 09
www.psykiatrifonden.dk

Layout:
Nana Hemer

Illustrationerne i rapporten er skabt ved hjælp af kunstig intelligens og efterfølgende bearbejdet. Billeder er modelbilleder.

Redaktion
Sarah Cecilie Boss

Research
Josefine Makongo Bertelsen 
Leonora Frydensberg Sepstrup 
Therese Fransson Bay
Didde Cramer Jensen

Copyright 2026 © Alle rettigheder forbeholdes. Rapporten kan citeres frit med tydelig kildeangivelse.

---

 

Indledning ved
Torsten Bjørn Jacobsen, psykiater og bestyrelsesformand, Psykiatrifonden
Marianne Skjold, direktør, Psykiatrifonden
Merete Konnerup, afdelingschef, Viden og Udvikling, Psykiatrifonden

Vi forskelsbehandler stadig personer med psykisk sygdom

Seks ud af ti adspurgte personer med psykisk sygdom svarer, at de er blevet behandlet anderledes end andre, fordi de har en psykisk sygdom. Det viser en undersøgelse foretaget af analyseinstituttet Epinion for Psykiatrifonden¹.

Forskelsbehandling af personer med psykiatriske diagnoser finder fortsat sted både i sundhedsvæsenet, på arbejdsmarkedet og på uddannelsessteder – med store menneskelige og økonomiske konsekvenser, når man spørger til den oplevede virkelighed.

Når seks ud af ti adspurgte fortæller os, at de er blevet behandlet anderledes, fordi de har en psykisk sygdom, og mere end 60 procent bevidst holder deres sygdom skjult af frygt for konsekvenserne, så har vi fortsat et problem i det danske samfund.

Det er fem år siden, at VIVE² senest kortlagde selvoplevede erfaringer med diskrimination og stigmatisering hos personer med psykisk sygdom i Danmark. Selvom samtalen om mental sundhed er blevet mere åben siden da, viser Psykiatrifondens nye tal, at forskelsbehandling fortsat finder sted, og at fordommene lever i bedste velgående.

Jeg følte mig dømt allerede i venteværelset. Jeg sagde ikke noget.

Skam tvinger mennesker til tavshed

Når den enkelte holder sin sygdom skjult af frygt for at blive stemplet, er det et udtryk for en generel skam. En skam, der kan stå i vejen for den enkeltes motivation til at søge hjælp. 

Derfor kan der gå længere tid, før man opsøger nødvendig behandling, og de psykiske problemer kan nå at vokse sig større og sværere at behandle. Andre gange vælger den enkelte professionel hjælp fra og dulmer i stedet symptomer med selvmedicinering eller selvskade – eller vælger i yderste konsekvens livet fra.

Om Psykiatrifonden

Vi er stemmen for alle, der er berørt af psykisk sygdom.

Psykiatrifonden er den største organisation og den samlende stemme for alle med psykisk sygdom og deres pårørende.

Vi skaber forandring. Vi sætter psykisk sygdom på dagsordenen og kæmper for, at alle får den hjælp, de har brug for. I tide.

Fordi psykisk sygdom aldrig må ødelægge liv.

I tillæg til denne selvstigmatisering, der står på skuldrene af den øvrige forskelsbehandling, fortæller flere af de adspurgte i vores undersøgelse, at de føler, at sundhedsvæsnet har fejlvurderet og -fortolket deres fysiske symptomer og sygdomme. Eller ikke har taget dem alvorligt.

En af undersøgelsens respondenter fortæller: ”Jeg følte mig dømt allerede i venteværelset. Jeg sagde ikke noget.”

Og forskelsbehandlingen kan ses i statistikkerne. Personer med svær psykisk sygdom dør i gennemsnit 15-20 år tidligere end den øvrige befolkning.

Arbejdsmarkedet lukker dørene

Vores undersøgelse viser, at forskelsbehandling især rammer på arbejdspladser, i uddannelsessystemet og i sundhedsvæsenet. Netop dér, hvor mennesker burde have mulighed for at bidrage, udvikle sig og få hjælp.

Når en medarbejder bliver mødt med mistillid, går det ud over både muligheder og forventninger. Det kan føre til færre arbejdsopgaver, ringere karrieremuligheder og i sidste ende tab af tilknytning til arbejdsmarkedet.

Som en respondent fortæller: ”Jeg blev fyret efter at have fortalt om mine vanskeligheder. Det gør jeg ikke igen.”

Når vi skubber mennesker med psykisk sygdom ud af arbejdsmarkedet, mister vi både kompetencer og erfaring. Det er et stort ressourcetab, samtidig med at udgifterne til sociale ydelser stiger.

Sygemeldinger, mistrivsel, tabt arbejdskraft, førtidspension, selvskade, selvmedicinering og selvmord handler også om forskelsbehandling.

Om undersøgelsen

Undersøgelsen er gennemført af Epinion for Psykiatrifonden blandt

1.000 danskere med psykiatriske diagnoser i 2025.

Depression, angst og ADHD er de diagnoser, der er hyppigst repræsenteret i undersøgelsen, og derfor kommer flest svar om forskelsbehandling fra personer med netop disse diagnoser. De er tæt fulgt af de psykiatriske diagnoser autisme, PTSD og personlighedsforstyrrelser.

Læs mere om undersøgelsen i metodebeskrivelsen.

Hent hele rapporten som PDF

Og forskelsbehandlingen stopper ikke af sig selv. Det kræver ansvar fra den enkelte i mødet med andre mennesker. Det kræver ændringer i måden, vi taler om psykisk sygdom.

Mennesker med psykisk sygdom fortjener lige muligheder – derfor skal vi sætte ind over for forskelsbehandling.

Indsatser skal sikre lige muligheder og værdighed

Der er behov for en bred og målrettet indsats mod forskelsbehandling – både politisk, strukturelt og kulturelt. Indsatsen skal omfatte arbejdsmarkedet, sundhedsvæsenet, uddannelsessystemet og den offentlige debat for at sikre lige muligheder og værdighed for mennesker med psykisk sygdom.

Undersøgelsen, som Psykiatrifonden gennemførte i samarbejde med Epinion, gengiver respondenternes egne oplevelser af forskelsbehandling. Oplevelser, der i sagens natur er subjektive og vanskelige at efterprøve, men ikke desto mindre oplevelser, der vidner om, at forskelsbehandling fortsat opleves i vidt omfang.

For at underbygge og perspektivere resultaterne af Epinion-undersøgelsen har Psykiatrifonden i arbejdet med denne rapport undersøgt, hvorvidt der findes dansk og international forskning på de arenaer for forskelsbehandling, som rapporten og Epinion-undersøgelsen primært berører.

 

6 ud af 10 med en psykiatrisk diagnose oplever forskelsbehandling.

Frygten for samfundets dom

Igennem rapporten møder du desuden fortællinger, anonyme og ikke-anonyme, hvor en række mennesker deler deres personlige erfaringer med at møde sundhedsvæsenet og arbejdsmarkedet, når man har en psykiatrisk diagnose og er åben om den. Du kan også læse beretninger fra forældre, der selv har psykiatriske diagnoser, som fortæller om frygten for samfundets dom over deres børn, hvis børnene viser sig at have psykisk sygdom.

Til slut opsummerer vi rapportens indhold og kommer med en række anbefalinger, der kan vise vej til et samfund med mere åbenhed, viden, forståelse og rummelighed over for mennesker med psykiatriske diagnoser.

Det er anbefalinger, der kræver politiske beslutninger, men også anbefalinger, der handler om relationer menneske til menneske, hvor alle har et ansvar og en pligt til at handle med gensidig respekt og nysgerrighed frem for med stempling og udelukkelse.

Tilbage til indholdsoversigten

---

Begrebsafklaring

Der knytter sig en række forskellige begreber eller forståelser til forskelsbehandling af mennesker med psykisk sygdom. Det dækker over forskellige aspekter, der har betydning for, hvordan man anskuer forskelsbehandling.

• Oplevet forskelsbehandling: hvordan mennesker med psykisk sygdom oplever forskelsbehandling på forskellige områder som fx i mødet med sundhedsvæsenet eller på arbejdsmarkedet.
• Forventet forskelsbehandling: forventningen om, at man som person med en psykiatrisk diagnose vil blive forskelsbehandlet på grund af den psykiatriske diagnose⁴. Forventet forskelsbehandling kan også forekomme, selvom personen aldrig har oplevet det direkte.
• Opfattet forskelsbehandling: opfattelser af de generelle holdninger i befolkningen over for mennesker med psykiatriske diagnoser⁴.
• Når man forskelsbehandler sig selv: en person kan have et forskelsbehandlende blik på sig selv⁴. Det gælder, når en person ikke blot er bevidst om omverdenens forskelsbehandling, men rent faktisk er enig med den og anvender den på sig selv.

Tilbage til indholdsoversigten

---

Sådan oplever mennesker med psykiatriske diagnoser generelt forskelsbehandling

Forestil dig at blive mødt som din diagnose – og ikke som det menneske, du er. Det er dét, seks ud af ti mennesker med psykiatriske diagnoser fortæller, at de oplever. Det viser en undersøgelse, Psykiatrifonden gennemførte i samarbejde med Epinion i 2025¹.

Som man kan læse ud af figur 1, angiver 60 procent af de adspurgte personer med en psykiatrisk diagnose, at de har oplevet forskelsbehandling på grund af deres diagnose.

35 procent af de adspurgte angiver, at de i meget høj, høj eller nogen grad har oplevet forskelsbehandling på grund af deres diagnose.

Andelen, der angiver slet ikke at have oplevet forskelsbehandling på grund af deres psykiatriske diagnose, er højere blandt mænd (43 procent) end blandt kvinder (34 procent). 

Tilsvarende angiver 48 procent af de adspurgte over 55 år, at de ikke har oplevet forskelsbehandling – en større andel end blandt de yngre aldersgrupper.

Forskelsbehandling opleves i arbejdslivet, beskæftigelsessystemet og i sundhedsvæsenet

Undersøgelsen viser, at forskelsbehandlingen især opleves på tre områder:

• I arbejdslivet, hvor nogle mister ansvar eller får andre opgaver, hvis de fortæller om deres diagnose.
• I mødet med jobcentre og ved jobsamtaler, hvor spørgsmål opleves som unødvendigt nærgående og ubehagelige.
• I sundhedsvæsenet, hvor mange føler sig overset eller ikke taget alvorligt, når de søger hjælp for fysiske symptomer.

Nogle af de adspurgte har uddybet deres svar og skriver blandt andet:

”Der blev talt til mig på en anden måde; som om jeg ikke var lige så intelligent. Som om jeg ikke forstod, hvad der blev sagt. Der var mindre tillid til, at jeg kunne løse de opgaver, jeg blev stillet.”

Flest respondenter angiver at have oplevet forskelsbehandling på grund af deres psykiatriske diagnose på arbejdspladsen, i kontakt med sundhedsvæsenet, i kontakten med a-kasse, jobcenter eller i forbindelse med jobsøgning.

En betydelig andel (27 procent) af respondenterne angiver at have oplevet forskelsbehandling i mødet med sundhedsvæsenet. Flest (48 procent) af dem, der har oplevet forskelsbehandling i sundhedsvæsenet, har oplevet det hos deres praktiserende læge.

Kvinder oplever oftere end mænd at blive forskelsbehandlet på grund af deres psykiatriske diagnose i forbindelse med uddannelse, i kontakten med a-kasse eller jobcenter og i forbindelse med at tegne forsikring, mens mænd oftere oplever at blive forskelsbehandlet på arbejdspladsen og i kontakt med politiet.

18-34-årige kvinder oplever i højere grad end ældre dele af målgruppen og end jævnaldrende mænd, at de bliver forskelsbehandlet i forbindelse med uddannelse.

Note til figur 2

Figuren omfatter de 596 respondenter, der har angivet at have oplevet forskelsbehandling på grund af deres psykiatriske diagnose. Procenterne er beregnet blandt disse respondenter og summerer ikke til 100, da der har kunnet angives flere sammenhænge.

61 procent af de adspurgte angiver, at de enten i meget høj, høj eller nogen grad har været tilbageholdende med at fortælle om deres psykiatriske diagnose til andre.

Andelen er højere blandt kvinder (65 procent) end blandt mænd (54 procent). Ligeledes er andelen højere blandt 18-34-årige (72 procent) end blandt 35-55-årige (62 procent) og personer over 56 år (45 procent).

Målgruppen er splittet på spørgsmålet om, hvorvidt det omgivende samfund har stor forståelse for mennesker med psykiatriske diagnoser.

• 28 procent af de adspurgte oplever, at det omgivende samfund har stor forståelse for mennesker med psykiatriske diagnoser, mens 37 procent ikke oplever, at det er tilfældet.
• 26 procent erklærer sig enige eller meget enige i, at andre har fået dem til at føle sig skamfulde på grund af deres psykiatriske diagnose.
• Andelen, der oplever stor forståelse, er højere blandt mænd end blandt kvinder, og tilsvarende er andelen, der oplever skam, højere blandt kvinder end blandt mænd.
• Andelen, der oplever skam, er højere blandt personer under 55 år end blandt personer over 55 år.

Forskelsbehandling kan have alvorlige konsekvenser

Over 60 procent af de adspurgte fortæller altså, at de holder deres psykiske sygdom skjult af frygt for diskrimination. I værste fald kan det betyde, at mennesker ikke opsøger hjælp, når de har det dårligt – med alvorlige konsekvenser. I yderste konsekvens kan det koste liv.

På globalt plan bliver stigma og diskrimination ifølge forskning anset for at være en udfordring inden for mental sundhed³. Derfor er det relevant at undersøge, hvor udbredt stigma og diskrimination er i det danske samfund, og hvad man kan gøre for at oplyse og eliminere problemet.

Forskelsbehandling af mennesker med psykiatriske diagnoser kan føre til diskrimination, som kan have en række negative konsekvenser³. Forskning peger på, at det kan påvirke alt fra økonomi til behandling i sundhedsvæsnet.

Flere studier peger på, at forskelsbehandling fx påvirker beskæftigelse negativt. I en række kvalitative studier har personer med psykiatriske diagnoser fortalt om at have mistet deres arbejde efter at have været åbne om psykiatriske diagnoser, om lavere indkomst, mobning på arbejdspladsen og om økonomisk belastning³.

På et strukturelt plan viser kvalitative studier, at diskriminerende love kan være en konsekvens af forskelsbehandling. Det blev blandt andet set i forbindelse med lovgivning, som anså mennesker med psykiatriske diagnoser for at være uegnede til at træffe autonome beslutninger, eller gennem nedgørende eller unøjagtigt sprogbrug.

På globalt plan findes ifølge Verdenssundhedsorganisationen WHO⁵ stadig diskriminerende lovgivning med forældet og stigmatiserende sprog, hvor personer omtales som “sindssyge” eller “mentalt forstyrrede”, og hvor familie eller fagpersoner kan træffe beslutninger på deres vegne.

 

”Jeg blev fyret efter at have fortalt om mine vanskeligheder. Det gør jeg ikke igen.”
- Kommentar fra undersøgelsen

Nyere psykiatrilovgivning bruger ofte generelt mere rettighedsbaseret sprog, men begrænser i nogle tilfælde fortsat rettigheder som informeret samtykke, privatliv, frihed og adgang til retfærdig rettergang, samtidig med at skadelige stereotyper om “farlighed” eller “inkompetence” fastholdes.

I flere studier³ af forskelsbehandling i mediebilledet oplevede deltagerne, at det bidrog til negativ mediedækning af mennesker med psykiatriske diagnoser. Underfinansiering og lav kvalitet i behandling på det psykiske sundhedsområde blev nævnt som andre eksempler på strukturel forskelsbehandling³.

Kvalitativ forskning tyder på, at forskelsbehandling kan føre til isolation, og at mennesker med psykiatriske diagnoser kan ende med at acceptere det negative syn på deres psykiske sygdom. De kan begynde at tro på, at fordommene er berettigede, og derigennem overtage et selvstigmatiserende blik på deres psykiske sygdom⁶.

Der er forsket meget i forskelsbehandling af mennesker med psykiatriske diagnoser, men der mangler evidens for en direkte årsagssammenhæng mellem de to fænomener.

Vil man bekæmpe forskelsbehandling, skal man ikke alene reducere oplevelsen, men også arbejde mod at reducere forskelsbehandling af mennesker med psykiatriske diagnoser³.

Overordnet set har forskelsbehandling en negativ betydning for individer, familier og samfund, fordi det afspejler ulige rettigheder og muligheder.

Det kan afholde mennesker med psykiatriske diagnoser fra at deltage i samfundet og begrænser deres grundlæggende menneskerettigheder⁴ i henhold til FN’s konvention om rettigheder for personer med handicap.

Selvstigmatisering

Selvstigmatisering betyder, at en persons oplevelse af forskelsbehandling fra andre mennesker har påvirket dem i så høj grad, at de som før beskrevet kan ende med at acceptere det negative syn på deres psykiske sygdom⁴.

Forskning peger på, at op mod 31 procent af mennesker med alvorlige psykiske sygdomme i høj grad forskelsbehandler selv⁴. Faktorer som ensomhed, begrænset social støtte, oplevet og forventet stigma kan bidrage til mere selvstigmatisering blandt mennesker med psykiatriske diagnoser.

I en undersøgelse blandt godt 900 mennesker med psykiatriske diagnoser svarede 75 procent, at de selvstigmatiserede på grund af det. Resultatet understøtter forskningen på området, som peger på, at forskelsbehandling er en vigtig og relevant problematik.

Både nordisk og international forskning peger på, at stigmatiserende holdninger til mennesker med psykiatriske diagnoser er udbredt i samfundet⁸.

Når et menneske fortæller om sin psykiatriske diagnose, bliver det ikke altid mødt med sympati og interesse. Dertil kommer, at mange mennesker har begrænset viden om psykiske lidelser. Det gælder både på individ- og på samfundsniveau. Medier, populærkultur og traditionelle overbevisninger bidrager til samfundets reaktioner og misforståelser⁹.

Mediers betydning for forskelsbehandling

Sprog former virkeligheden og former værdier, og det er vigtigt at være opmærksom på et velovervejet og sensitivt sprogbrug om mennesker med psykiatriske diagnoser, især i sundhedsvæsenet, peger forskning på⁹.

Medier spiller også en rolle i at fastholde forskelsbehandling. Mediers sprog og billeder kan skabe og påvirke generelle stereotyper om mennesker med psykiatriske diagnoser. Dog har medierne også mulighed for at reducere forskelsbehandling gennem positive initiativer og kampagner⁹.

En undersøgelse¹⁰ af forskelsbehandling i medierne i 2021 fandt, at der efter coronakrisen er sket en forbedring af sprog og ordvalg om mennesker med psykiatriske diagnoser i medierne. Medierne bruger flere positive eller neutrale ord til at beskrive mennesker med psykiatriske diagnoser. Dog ses der stadig et stigmatiserende sprogbrug, når det kommer til kriminalstof.

Men der er fx sket et markant fald i brug af ordet ”sindssyg” i artikeloverskrifter om mennesker med psykiatriske diagnoser fra 137 i 2019 til otte overskrifter i 2021¹⁰.

Forskelsbehandlingen opstår, når ord som “sindssyg” eller en diagnosebetegnelse bliver brugt til at beskrive et menneske, som fx “sindssyg mand røver kiosk”, “skizofren kvinde ...”, og når et medie bruger ord som “sindssyg” eller en diagnosebetegnelse, hvor den ikke er nødvendig og relevant for kontekst og forståelse¹⁰.

Medier har et ansvar for at beskytte menneskers værdighed og integritet og kan bidrage til mindre sensationalisme og mere neutral og ikke-stigmatiserende information om mennesker med psykiatriske diagnoser ved at arbejde bevidst og omhyggeligt med ordvalg⁹.

Oplevet diskrimination og stigma

Nordisk forskning om forskelsbehandling af mennesker med psykiatriske diagnoser stemmer overens med den globale forskning og peger på, at stigmatiserende holdninger er udbredt i samfundet, samt at der er begrænset viden om den faktiske forskelsbehandling af mennesker med psykiatriske diagnoser⁸.

I en undersøgelse lavet af VIA University College har man set på oplevelsen af forskelsbehandling blandt mennesker med psykiatriske diagnoser. Af de næsten 900 respondenter havde 70 procent oplevet forskelsbehandling på grund af deres psykiske sygdom⁷.

I undersøgelsen var der en overvægt at kvinder, der oplevede forskelsbehandling. 71 procent af kvinderne i undersøgelsen svarede, at de oplevede forskelsbehandling, hvorimod en lavere andel af mændene, 63 procent, svarede, at de oplevede forskelsbehandling⁷.

Derudover var der en lille tendens til, at de ældre deltagere i undersøgelsen oplevede mindre forskelsbehandling end de yngre deltagere⁷. Overordnet set understøttes Psykiatrifondens undersøgelse af tidligere fund, som også peger på, at forskelsbehandling og selvstigmatisering påvirker mennesker med psykiatriske diagnoser negativt⁷.

I en anden spørgeundersøgelse fra 2015 udabejdet af Landsindsatsen EN AF OS blandt mennesker med psykisk sygdom fandt man, at respondenterne primært oplevede forskelsbehandling i deres nære relationer. 43 procent af deltagerne i undersøgelsen havde oplevet forskelsbehandling fra deres nære relationer¹¹.

På arbejdsmarkedet og på uddannelsesinstitutioner oplevede 36 procent af deltagerne i denne undersøgelse også forskelsbehandling, og overordnet set viser resultaterne af denne undersøgelse, at 91 procent af deltagerne i undersøgelsen havde oplevet forskelsbehandling i en eller anden grad¹¹.

Resultaterne fra disse undersøgelser svarer altså i høj grad til resultaterne af Psykiatrifondens Epinion-undersøgelse.

Forskelsbehandling i nære relationer

En forskergruppe har gennemgået den nordiske forskning på området og fandt, at op mod halvdelen af mennesker med psykiatriske diagnoser rapporterer forskelsbehandling i familie, relationer, arbejde og fra sundheds-personale⁸. Mennesker med psykiatriske diagnoser oplever således primært forskelsbehandling fra mennesker, de har en relation til⁷.

Pårørende til mennesker med psykiatriske diagnoser kan også opleve forskelsbehandling. Forskelsbehandling kan både opleves mod dem selv eller mod deres familiemedlemmer med psykiatriske diagnoser⁸.

Hvordan opleves stigma?

Skam, frygt for social udelukkelse og vanskeligheder med at opretholde relationer er nogle af de oplevelser, som mennesker med psykiatriske diagnoser har på baggrund af forskelsbehandling⁸.

Stigmatiserende oplevelser kan være, at familie eller venner trækker sig, eller at personen med psykiatriske diagnoser bliver stemplet som anderledes eller som en sårbar person. Mennesker med psykiatriske diagnoser oplever at blive reduceret til deres psykiske sygdom, at blive mobbet og at miste jobmuligheder¹².

For at håndtere forskelsbehandling oplever nogle mennesker med psykiatriske diagnoser, at det kan være nødvendigt at afholde sig fra at fortælle om sin diagnose, fordi det medfører en risiko for forskelsbehandling. Dog kan dét at dele sin diagnose også opleves som terapeutisk og føre til en følelse af at blive forstået¹².

Mennesker med psykiatriske diagnoser navigerer både i den forventede forskelsbehandling og den oplevede forskelsbehandling, og det er derfor ikke kun, når de oplever forskelsbehandling, at de kan blive påvirket af det, men også i forventningen om forskelsbehandling¹².

Derudover er selvstigmatisering ofte en konsekvens af oplevet og forventet forskelsbehandling, og mennesker med psykiatriske diagnoser kan derfor ende med selv at blive overbevist om, at andres negative holdninger mod dem er sande.

Derfor ligger der et stort arbejde for mennesker med psykiatriske diagnoser i at navigere i de forskellige former for forskelsbehandling, og den oplevede forskelsbehandling er kun et af mange begreber, som påvirker dem i deres dagligdag.

 

Op mod 50 procent af mennesker med psykiatriske diagnoser rapporterer 
forskelsbehandling i familie, relationer, arbejde og fra sundhedspersonale.

Positiv forskelsbehandling

Nogle mennesker med psykiatriske diagnoser kan også have en positiv oplevelse af at blive behandlet anderledes. Det vil sige, at de sætter pris på at blive taget hensyn til¹².

Derfor er oplevelserne af forskelsbehandling ikke altid negative, og noget forskning peger på, at nogle mennesker med psykiatriske diagnoser ikke oplever negativ forskelsbehandling omkring deres sygdom, men derimod positiv forskelsbehandling i form af at blive taget hensyn til på konstruktive og brugbare måder⁶.

80 procent af deltagerne i undersøgelsen af oplevet forskelsbehandling blandt mennesker med psykiatriske diagnoser har oplevet positiv forskelsbehandling fra familiemedlemmer, og blot 11 procent af deltagerne mener, at positiv forskelsbehandling aldrig kan være godt¹¹.

Disse resultater peger på, at nogle mennesker med psykiatriske diagnoser oplever fordele ved forskelsbehandling. Det understreger vigtigheden af at være opmærksom på forskellen mellem oplevelsen og konsekvenserne¹¹.

Opsummering

Forskelsbehandling af mennesker med psykiatriske diagnoser er udbredt både globalt og i Danmark og kan have alvorlige konsekvenser på et strukturelt plan og i hverdagslivet for mennesker med psykiatriske diagnoser^3,9.

Forskelsbehandling kan komme til udtryk som oplevet, forventet, opfattet og selvstigmatisering og kan være associeret med diskrimination i bl.a. sammenhænge vedrørende arbejde, uddannelse, sundhedsvæsen og nære relationer^3,4.

Forskning peger på, at mange mennesker med psykiatriske diagnoser oplever social eksklusion, lavere livskvalitet og risiko for selvstigmatisering^6,7. Samtidig spiller sprog, medier og strukturelle forhold en central rolle i både at fastholde og reducere forskelsbehandling⁹.

Det er dog vigtigt at være opmærksom på, at sammenhængen kan være svær at påvise, og at nogle mennesker med psykiatriske diagnoser også kan have positive oplevelser med forskelsbehandling^3,11.

Tilbage til indholdsoversigten

---

Forskelsbehandling af mennesker med psykisk sygdom i mødet med sundhedsvæsenet

Mennesker med svær psykisk sygdom lever i gennemsnit 15 år kortere for kvinder og 20 år kortere for mænd, sammenlignet med resten af befolkningen. Forskningen viser, at en stor del af overdødeligheden skyldes somatiske sygdomme, som enten opdages for sent eller behandles mindre intensivt.

Når mennesker med psykisk sygdom systematisk modtager mindre intensiv somatisk behandling, peger forskningen på, at forskelsbehandling og diagnostisk overskygning kan være en del af forklaringen – med direkte konsekvenser for liv og helbred.

Da Psykiatrifonden i samarbejde med Epinion¹ i 2025 undersøgte, i hvilken grad, mennesker med psykiatriske diagnoser oplever forskelsbehandling i mødet med sundhedsvæsenet, var resultatet tydeligt: Et af de områder, hvor flest respondenter oplevede forskelsbehandling, var sundhedsvæsenet.

En betydelig andel (27 procent) af dem, som angiver at have oplevet forskelsbehandling, angiver at have oplevet det i mødet med sundhedsvæsenet. Flest (48 procent) af dem, der har oplevet forskelsbehandling i sundhedsvæsenet, har oplevet det hos deres praktiserende læge.

Kvinder angiver i højere grad end mænd at have oplevet forskelsbehandling på baggrund af psykiatriske diagnoser i mødet med sundhedsvæsenet.

 

27 procent af dem, der har oplevet forskelsbehandling, angiver, at det skete i mødet med sundhedsvæsenet.

 

 

Blandt de respondenter, der har oplevet forskelsbehandling hos deres praktiserende læge, angiver størstedelen (80 procent), at det kom til udtryk i form af begrænset lydhørhed over for dem.

Blandt dem, der har oplevet forskelsbehandling i sundhedsvæsenet, angiver 18 procent, at det fandt sted i akutmodtagelsen (N=29).

De oplever typisk mindre lydhørhed, eller at symptomer forklares med deres psykiatriske diagnose.

Forskelsbehandling på psykiatriske og psykoterapeutiske centre opleves oftest som manglende behandling, hvor den kendte psykiatriske diagnose blev brugt som forklaring.

Overdødelighed og årsager til øget risiko for somatisk sygdom

Mennesker med svær psykisk sygdom lever som tidligere nævnt i gennemsnit 15 år kortere for kvinder og 20 år kortere for mænd sammenlignet med den øvrige befolkning¹³. I et studie fra slutningen af 2025 fandt man ydermere, at denne forskel i gennemsnitlig levetid ikke var blevet forbedret inden for de seneste 13 år¹⁴.

Der er observeret mindre forbedringer for mennesker med angst- og depressionsdiagnoser, mens det modsatte er set for mennesker med svær psykisk sygdom (skizofreni, misbrugsdiagnoser) og den generelle befolkning¹⁴.

En betydelig andel af disse dødsfald kan tilskrives somatiske sygdomme, der behandles for sent eller mangelfuldt, hvilket understreger behovet for at sikre rettidig og ligeværdig somatisk behandling i sundhedsvæsenet for mennesker med psykisk sygdom¹⁵.

Behandlingsrådet har udarbejdet en rapport, der undersøger ulighed i somatisk behandling af mennesker med psykisk sygdom¹⁵.

Rapporten viser, at psykisk sygdom er forbundet med en øget risiko for at dø af en række somatiske sygdomme, og at psykisk sygdom ofte er associeret med en ringere eller mangelfuld behandling i det somatiske sundhedsvæsen¹⁵.

Der er sandsynligvis flere forklaringer på, at mennesker med psykisk sygdom har øget risiko for at udvikle somatiske sygdomme. Årsagerne kan blandt andet være bivirkninger ved antipsykotisk medicin og livsstilsfaktorer¹⁵.

Danske undersøgelser viser desuden, at der i nogle tilfælde er forsinkelse i diagnosetidspunktet af somatiske lidelser for mennesker med psykisk sygdom sammenlignet med den øvrige befolkning. Med andre ord får mange mennesker med psykisk sygdom deres somatiske diagnoser senere end andre – med indbygget risiko for, at tilstanden er blevet mere alvorlig, end den kunne have været, hvis personen var blevet udredt, diagnosticeret og behandlet tidligere.

Mulige forklaringer omfatter fx manglende sundhedskompetence, som er et begreb, der dækker en patients evne til at begå sig i sundhedsvæsenet. Andre forklaringer kan være utilstrækkelige patientkompetencer hos sundhedsprofessionelle, komplekse

sygdomsbilleder med multisygdom, rusmiddelafhængighed, manglende netværk eller sundhedsprofessionelles udfordringer med at afkode symptomer¹⁵.

 

15 og 20 år. Så meget kortere lever henholdsvis mænd og kvinder med svær psykisk sygdom.

En personlig fortælling

Når to læger beskriver det samme menneske vidt forskelligt

“Efter jeg er blevet diagnosticeret med personlighedsforstyrrelse af typen borderline, har jeg mødt meget forskelsbehandling.” Ordene er Cecilie Mai Sommers. Hun oplever, at mange læger ser på mennesker med personlighedsforstyrrelse som konfliktsøgende og overdrevet følsomme og har en forventning om lige præcis dén adfærd – på en måde, der kommer til at fortælle en usand historie.

Hun er 31 år, bor i Aarhus, er uddannet i Multiplatform storytelling and production. Hun har været tilknyttet psykiatrien de sidste ti år. I dag er Cecilie på førtidspension, men den vil hun gerne lægge bag sig på et tidspunkt.

Det i hendes øjne mærkeligste og tydeligste eksempel på forskelsbehandling udspiller sig på den psykiatriske akutmodtagelse en novemberdag i 2024.

Den første læge, hun bliver mødt af, når ikke at afslutte vurderingen af hende, inden vagten var slut. Derfor må en ny læge starte forfra på at vurdere hendes selvmordstanker og vurdere, om hun skal indlægges.

Det betyder, at der er skrevet to epikriser, det vil sige lægelige beskrivelser, den samme dag.

Den første læge, hun møder, går meget hårdt til hende. Udfordrer hende på alt, “som om, jeg gerne vil i konflikt”. Drejer hendes ord, føler hun. Lægen fokuserer på hendes liv generelt og på, hvorfor hun fx ikke har takket ja til bostøtte. Forholder sig ikke til de objektive kriterier for hendes tilstand, hendes symptomer, det akutte i situationen.

“Under samtalen er lægen meget fokuseret på, at jeg afbryder ham – selvom jeg ikke gør det. Nogle gange beder han mig om ikke at afbryde, når jeg er i gang med at tale. Han accepterer ikke min handlekraft, og det virker, som om han dybest set mener, at det er min egen skyld, at jeg nu sidder der og har det dårligt.”

Læge nummer to, som kommer ind efter vagtskiftet, beskriver objektivt Cecilies symptomer, hendes generelle tilstand, om hun svarer for sig. Han skriver blandt andet, at hun er venlig og klar, men græder.

“Læge nummer to ser mig i øjnene. Han giver mig tid til at forklare og finde mine ord. Han stiller opklarende og nogle gange gentagne spørgsmål. Yderligere forholder han sig til, at jeg har nogle andre fysiske symptomer. Han ender med at indlægge mig. Den epikrise, han skriver, kan jeg spejle mig i,” siger Cecilie.

Forskelsbehandling i sundhedsvæsenet

En gennemgang af den nordiske litteratur om forskelsbehandling af mennesker med psykisk sygdom viser, at sundhedsprofessionelles holdninger til mennesker med psykisk sygdom generelt svarer til eller er mindre negative end den generelle befolknings. Samtidig peger enkelte studier på det modsatte – nemlig at sundhedsprofessionelle har mere negative holdninger til mennesker med psykisk sygdom end den øvrige befolkning⁸.

En gennemgang af kvalitative studier om sundhedsprofessionelles holdninger til mennesker med psykisk sygdom identificerede fire gennemgående temaer¹⁷:

• Frygt for mennesker med psykisk sygdom var udbredt i flere af studierne og relaterede sig til oplevet aggressiv adfærd, risiko for vold og en frygt for egen sikkerhed.
• Andre sundhedsprofessionelle var usikre på, hvordan de skulle behandle personer med psykisk sygdom, af frygt for at forværre deres symptomer.
• 
• Frustration og magtesløshed, når de ikke kunne hjælpe patienterne, var et tredje tema, der fyldte for de sundhedsprofessionelle ifølge studierne.
• Stigmatiserende opfattelser af mennesker med psykisk sygdom blev også nævnt. Nogle studerende inden for sundhedsfag berettede, at de oplevede mennesker med psykisk sygdom som afvigende og inkompetente, hvilket komplicerede kommunikationen.

Slutteligt var der også en tendens til at mene, at mennesker med psykiske sygdomme krævede så megen behandling, at der ikke var plads til at tage sig af andre patienter¹⁷.

Der var dog også en række positive holdninger til mennesker med psykisk sygdom i de gennemgåede artikler. Mange sundhedsprofessionelle havde et stort fokus på at vise empati over for patienter med psykiske lidelser og at forsøge at forstå deres oplevelser¹⁷.

Konsekvenser og danske erfaringer fra somatikken

En dansk rapport har evalueret en afstigmatiseringsindsats på en somatisk afdeling i sundhedsvæsenet og i den forbindelse undersøgt de sundhedsprofessionelles holdninger til mennesker med psykisk sygdom. De fandt, at mange af de sundhedsprofessionelle gav udtryk for, at der kan være stor usikkerhed og bekymring forbundet med mødet med patienter, der har en psykiske lidelse.

I tråd med resultaterne fra den kvalitative gennemgang af litteratur var de særligt bekymrerede for udadreagerende patienter, der kunne komme med trusler eller opføre sig truende, aggressivt eller voldeligt over for personalet¹⁸.

Mange efterspurgte gode råd og forholdsregler over for udadreagerende patienter. Deltagerne i afstigmatiseringsindsatsen var også nervøse for at forværre tilstanden hos patienter med psykiske sygdomme¹⁸.

Et eksempel på diskriminerende adfærd kan være, at sundhedsprofessionelle undlader at imødekomme patienters somatiske behov, fordi de føler sig usikre på eller bekymrede for den psykiske lidelse. I nogle tilfælde blev patienterne derfor henvist videre eller overladt til kolleger frem for selv at varetage behandlingen¹⁷.

Dette var også en strategi, som blev anvendt blandt deltagerne i den danske afstigmatiseringsindsats, som ofte fik de mere erfarne kolleger til at håndtere patienter med psykiske sygdomme¹⁸.

Manglende kvalitet og ulighed i behandling

Manglende kvalitet i behandlingen af somatiske sygdomme kan blandt andet komme til udtryk ved, at de anbefalede kliniske retningslinjer ikke følges af de sundhedsprofessionelle i kontakten med mennesker med psykiatriske diagnoser¹⁵.

Patienter med psykisk sygdom har både dårligere kortsigtede og langsigtede sygdomsudfald ved somatisk sygdom sammenlignet med patienter uden psykisk sygdom. Psykisk sygdom er derfor forbundet med øget risiko for død inden for et år efter diagnosticering af somatisk sygdom¹⁵.

Uligheder i somatisk behandling af mennesker med psykisk sygdom kan opstå på flere tidspunkter i sygdomsforløbet, herunder i diagnoseforløbet, i aktiveringen af sundhedsvæsenet, i undersøgelses- og behandlingsfasen samt i relation til patienternes efterlevelse af behandlingen¹⁵.

Selvom der er variation blandt forskellige typer af psykiske sygdomme, er der en øget risiko for død ved næsten alle former for psykiske lidelser¹⁵.

Et studie har vist, at patienter med psykisk sygdom har en højere risiko for død end patienter uden psykisk sygdom på tværs af en række forskellige somatiske sygdomme.Alligevel er disse patienter ikke indlagt i længere tid og forårsager ikke højere hospitalsomkostninger end øvrige patienter¹⁵.

Ulighed i somatisk behandling kan opstå flere steder i patientforløbet. Allerede ved den indledende kontakt til sundhedsvæsenet peger et dansk registerstudie på en forskel i sygdomsstadie, når mennesker med og uden psykisk sygdom opsøger lægehjælp eller henvises fra almen praksis¹⁶. Med andre ord er sygdommen oftere i et mere fremskredent stadium hos personer med psykiatriske diagnoser på tidspunktet for kontakt til sundhedsvæsenet.

I udrednings- og behandlingsfasen er der ligeledes forskelle på, hvorvidt mennesker med og uden psykisk sygdom modtager undersøgelser og behandling i henhold til de gældende retningslinjer¹⁶. Dette kan blandt andet skyldes sundhedsprofessionelles fejltolkning af symptomer eller patienters vanskeligheder ved at tolke symptomerne som alvorlige¹⁶.

Derudover kan patienter med psykisk sygdom vurderes som uegnede til specifikke behandlinger på baggrund af komorbiditet (altså at have flere sygdomme på en gang), bekymring for manglende efterlevelse af behandling eller begrænset social støtte¹⁶. Eksempelvis udtrykker læger bekymring for, om patienter med psykisk sygdom formår at tage blodfortyndende medicin efter udskrivelse¹⁶.

Nogle patienter kan derudover fravælge eller udeblive fra behandling, hvis de oplever behandlingsforløbet som utrygt eller uoverskueligt, eller hvis de har svært ved at indgå i sundhedsvæsenets rammer. Samlet set kan disse uligheder relateres til patienten, sundhedsvæsenet (herunder sundhedsprofessionelle og organisatoriske forhold) og sammenspillet mellem disse¹⁶.

Konsekvenser og barrierer

Forskning viser, at forskelsbehandling kan have omfattende konsekvenser, der påvirker kvaliteten af behandling i sundhedsvæsenet. Inden for sundhedsområdet pegede et kohortestudie med 290 mennesker med psykisk sygdom på, at forskelsbehandling medfører en forværring af symptomer på psykisk sygdom og til lavere selvtillid og livskvalitet³.

I en spørgeskemaundersøgelse blandt mennesker med handicap, angiver 33 procent af personer med større psykisk handicap, at de har oplevet forskelsbehandling på grund af handicap². Blandt disse angiver omkring 25 procent, at forskelsbehandlingen er sket fra personale i den kommunale administration, hjemmehjælpere, støttepersoner eller sundhedspersonale².

Flere studier peger på behandlingsrelaterede konsekvenser af stigma i sundhedsvæsenet, herunder manglende interesse fra sundhedsprofessionelle og utilstrækkelig diagnosticering. Mennesker med psykisk sygdom oplever desuden at blive prioriteret ringere end andre både i primær- og sekundærsektoren³.

I et studie af, hvordan mennesker med psykisk sygdom oplever stigma, beskrev deltagerne, at de ofte forventede negative reaktioner, når de fortalte om deres psykiske sygdom i mødet med sundhedsprofessionelle⁹.

Forskelsbehandling er desuden forbundet med dårligere recovery – altså ringere udsigt til at komme sig helt eller delvist – og kan begrænse brugen af sundhedsydelser, fx ved at hæmme mennesker i at opsøge hjælp³.

Sprog og relationer i sundhedsvæsenet

Sprog og ordvalg spiller en central rolle i udviklingen og vedligeholdelsen af forskelsbehandling. I et internationalt studie fremhævede deltagere med psykisk sygdom, at sprogbrug og den generelle diskurs blandt sundhedspersonale havde stor betydning for deres oplevelse af stigma⁹.

Et sensitivt, personcentreret og recoveryfokuseret sprog er særligt vigtigt i forbindelse med kliniske konsultationer En af de danske deltagere i studiet beskriver, hvordan mange af de begreber, der bruges om mennesker med psykisk sygdom, kan være stødende

– men at det kan være svært at benytte et neutralt sprog, når mere acceptable begreber ofte er kultur- eller kontekstspecifikke⁹.

Forskning viser ydermere, at forskelsbehandling påvirker nære relationer og kontakten til sundhedspersonale. I et svensk studie om forskelsbehandling af mennesker med skizofreni havde 50 procent af deltagerne oplevet det i familien, i sociale relationer, på arbejdspladsen eller fra sundhedsprofessionelle⁸.

I praksis kan oplevet forskelsbehandling have alvorlige konsekvenser for mennesker med psykisk sygdom. Det kan blandt andet medføre, at de undlader at søge hjælp eller fravælgerindlæggelse på hospitalet af frygt for yderligere forskelsbehandling⁶.

Opsummering

Mennesker med psykisk sygdom har markant kortere levetid end den øvrige befolkning, blandt andet på grund af en øget forekomst af somatiske sygdomme og i diagnosticering og behandling i det somatiske sundhedsvæsen^13–15. Forskning viser, at psykisk sygdom ofte er forbundet med forsinket diagnosticering, lavere behandlingskvalitet og ringere sygdomsudfald i somatikken^15,16.

Stigmatiserende holdninger og usikkerhed blandt sundhedsprofessionelle kan påvirke mødet med patienter og bidrage til ulighed i behandlingsforløb^17,18. Mange mennesker med psykisk sygdom oplever forskelsbehandling

i sundhedsvæsenet, hvilket kan associeres til lavere tillid, ringere recovery og tilbageholdenhed med at søge hjælp^3,6,9.

En personlig fortælling

Når lægen behandler med fordommene forrest

Sille Andrea Nørgaard kom til traumecenteret i ambulance. Hun havde alvorlige smerter i nakken og var forpint og bange. Men da lægen læste i hendes journal, at hun også har en psykisk sygdom, oplevede hun hans tvivl og mistro: Havde hun nu så ondt, som hun sagde? Kun fordi hun insisterede, blev hun indlagt og senere skannet. Resultat: Hun havde brækket nakken.

Det begyndte en torsdag aften. Sille hostede, og smerterne kom pludseligt, akut og voldsomt. Hun kunne hverken tage tøj af, lukke en dør eller lægge sig ned. Hendes roomie ringede 1813, en sygeplejerske lyttede og sendte en ambulance.

Da hun ankom til Traumecenteret på Rigshospitalet, ændrede oplevelsen sig. Lægen gennemgik hendes medicinliste, og Sille forstod hurtigt, hvad det betød.

“Jeg vidste godt, hvad klokken var slået. Den havde ramt ulighed i sundhed,” fortæller hun.

– Jeg bilder mig ikke ind at have ondt uden at have det

Sille har en psykisk sygdom. Og netop dét kom til at overskygge hendes fysiske smerter, mener hun. Hun fik at vide, at hun kunne tage hjem i taxa. Med smertestillende håndkøbsmedicin burde det nok gå. En kommentar fra lægen satte sig fast i hende: “Det lader til, at du siger, du har lidt flere smerter, end du egentlig har.”

“Jeg er ikke psykotisk. Jeg bilder mig ikke ind, at jeg har ondt uden at have det. Jeg havde virkelig ondt,” siger Sille.

Hun oplevede, at lægen ikke troede på hendes smerter. Først da hendes fortvivlelse blev tydelig, fik hun lov at blive natten over. Dagen efter tog en overlæge hendes situation alvorligt og sendte hende videre til en skanning. Svaret kom et par uger senere: Nakken var brækket.

Et problem, der kræver handling

Omkring årsdagen i begyndelsen af 2026 blussede følelsen af uretfærdighed op igen.

“Jeg kunne mærke, at vreden kom tilbage. Jeg følte mig arrig og uretfærdigt behandlet,” siger Sille.

Hun valgte at dele sin historie, fordi den rækker langt ud over hende selv.

“Min historie har en enorm styrke, som alle vi med psykiatriske diagnoser skal bruge til at tale om det. Min historie er ikke enestående. Overhovedet ikke.”

Reaktionerne på hendes opslag på LinkedIn bekræftede det. Mange delte lignende oplevelser af ikke at blive taget alvorligt. For Sille vidner det om et problem, der kræver handling.

I dag lever hun stadig med smerter. Særligt når hun hoster eller nyser, er hun ekstra opmærksom.

– Det er jo helt vildt

Sille mærker forskelsbehandling og grov nedgørelse flere steder.

Under en nylig indlæggelse stod der fx i hendes journal, at hun “havde gavn af at blive ignoreret”.

“Det er jo helt vildt. Det har ingen gavn af. Jeg fik en fornemmelse af bare at være et tilfældigt CPR-nummer,” siger hun.

Under sin uddannelse til sygeplejerske har Sille også oplevet stigmatisering. Der blev talt bag hendes ryg om ar efter selvskade.

“Det var virkelig ubehageligt at blive tvunget til at fortælle om noget, der er så privat,” siger hun.

Men selvom hun har oplevet flere ubehagelige og grænseoverskridende eksempler, kommer hun ikke til at klage til systemet.

“Jeg tror, det flytter mere, at jeg deler min historie og opfordrer til en samfundsdebat om forskelsbehandling.”

Tilbage til indholdsoversigten

---

Forskelsbehandling på arbejdspladsen

Forskelsbehandling af personer med psykisk sygdom på arbejdspladsen udgør en barriere for deres deltagelse i arbejdslivet, selvom de ønsker at være en del af arbejdsmarkedet¹⁹. Tilknytning til arbejdsmarkedet er central for mental sundhed, livsudfoldelse og social deltagelse, og fastholdelse i arbejde betragtes som en indikator for lighed og flere sunde leveår i de nationale sundhedsmål²⁰.

Alligevel står 65 procent af voksne med psykiatrisk diagnose uden for beskæftigelse mod 34 procent i befolkningen generelt, hvilket afspejler en markant ulighed²¹.

Da Psykiatrifonden i samarbejde med Epinion¹ i 2025 undersøgte omfanget af oplevet forskelsbehandling på arbejdsmarkedet blandt mennesker med psykiatriske diagnoser, viste arbejdsmarkedet sig at være et af de steder, hvor flest respondenter oplever forskelsbehandling.

Forskelsbehandling på arbejdspladsen kommer ifølge undersøgelsen oftest til udtryk ved, at ledere eller kollegaer behandler personen anderledes, når de kender til den psykiatriske diagnose.

Blandt de respondenter, der har oplevet forskelsbehandling på arbejdspladsen, angiver flertallet, at det kommer til udtryk ved, at kollegaer eller ledere behandlede dem anderledes, efter de hørte om deres psykiatriske diagnoser (57 procent). En del (31 procent) har også oplevet, at deres psykiatriske diagnose blev brugt imod dem i forbindelse med fyring eller advarsel.

Der ses en mindre forskel mellem kønnene, hvor kvinder lidt oftere end mænd oplever, at deres psykiatriske diagnose bliver brugt i forbindelse med fyring eller advarsel, mens mænd lidt oftere oplever, at kollegaer eller ledere behandler dem anderledes, efter de hører om deres psykiatriske diagnose, og at blive holdt uden for eller mobbet på grund af deres diagnose.

 

65 procent af voksne med en psykiatrisk diagnose står uden for beskæftigelse.

Note til figur 12

Respondenterne har kunnet angive flere svarmuligheder. Procenterne summerer derfor ikke til 100.

Note til figur 14

Respondenterne har kunnet angive flere svarmuligheder. Procenterne summerer derfor ikke til 100.

En væsentlig del af respondenterne har oplevet krænkende eller irrelevante spørgsmål og manglende hensyn til deres diagnose(r) på jobcenteret eller hos a-kassen.

De, der har oplevet at blive forskelsbehandlet på grund af deres psykiatriske diagnose i kontakten med jobcenter eller a-kasse, angiver oftest, at det kom til udtryk ved, at de blev stillet irrelevante eller krænkende spørgsmål om deres psykiatriske diagnose (62 procent) eller ved, at der ikke blev taget tilstrækkeligt hensyn til deres psykiatriske diagnose (55 procent).

Der ses en mindre forskel mellem kønnene, hvor mænd lidt oftere end kvinder angiver, at sagsbehandleren på jobcentret eller ved a-kassen stillede irrelevante eller krænkende spørgsmål om deres psykiatriske diagnose.

Den hyppigste reaktion blandt denne gruppe er, at de undlader at oplyse om deres diagnose af frygt for at blive fravalgt (56 procent).

Forskelsbehandling og stereotype forestillinger om personer med psykisk sygdom som afhængige af andre, ustabile, inkompetente eller ligefrem farlige spiller en central rolle i denne ulighed.

 

56 procent af dem, der har oplevet irrelevante/krænkende spørgsmål, 
undlader at oplyse om deres diagnoser af frygt for at blive fravalgt.

Disse opfattelser kan føre til forskelsbehandling, lavere forventninger og færre muligheder for ansættelse og fastholdelse. Samtidig kan negativ selvstigmatisering forstærke problemet ved både at påvirke selvværd og medføre den såkaldte “Why try”-effekt, hvor personer undlader at søge eller fastholde arbejde²².

Derudover kan frygten for forskelsbehandling også betyde, at nogle fravælger nødvendig sundhedsbehandling, da de frygter, at de som konsekvens bliver mødt med anderledes eller negativ adfærd på arbejdspladsen²³.

Studier peger samtidig på, at beslutningen om at være åben om psykiske helbredsproblemer er særlig kompleks. Åbenhed kan give adgang til støtte og arbejdspladstilpasninger, som forebygger negative konsekvenser såsom at miste sit arbejde, men kan samtidig øge risikoen for netop at miste sit arbejde, hvis åbenheden udløser forskelsbehandling.

Personer med tidligere psykisk sygdom kan fortsat opleve, at negative forestillinger eller fordomme knytter sig til dem²³.

Samlet viser forskningen, at både ekstern forskelsbehandling og selvstigmatisering bidrager til, at personer med psykisk sygdom holdes ude af arbejdsmarkedet, og at håndtering af åbenhed spiller en afgørende rolle i dette samspil²³.

En personlig fortælling

Marias fortælling om forskelsbehandling og voksenmobning

Da Maria var i 30’erne, fik hun diagnosen skizofreni og var igennem nogle år meget syg og ofte indlagt. Hun fik det heldigvis væsentligt bedre med tiden, og da hun på et tidspunkt skulle i arbejdsprøvning, foreslog hendes psykolog, at hun selv fandt et godt sted i stedet for at lade det være op til jobcentret.

Maria har en akademisk uddannelse, og hun ville meget gerne arbejde i den offentlige administration. Det lykkedes hende at få foden indenfor, først i arbejdsprøvning og senere som ordinært ansat i en stor organisation i det offentlige.

Den eneste, der kendte til Marias indlæggelser og diagnose, var hendes leder, som hun havde et trygt og fint samarbejde med. Det var ikke noget, de talte om, og det var ikke noget, der var relevant for hendes arbejde og opgaver i organisationen.

Men så skiftede man ud i ledelsen. Ind kom en ny leder, og ind kom en helt ny tone og omgangsform.

”Han havde hørt, at jeg havde været indlagt. Det er jeg slet ikke i tvivl om,” siger Maria.

Lederen degraderede hende på et øjeblik til at sidde sammen med kontorassistenterne og ville ikke høre tale om, at det var urimeligt. Det skete bare.

Kort efter talte Maria med en god kollega, der advarede hende: ”Jeg hører ham og andre sige grimme ting om dig. Pas på din ryg.”

Fra at være tryg og anerkendt gik Maria til at blive udskammet, udsat for det, hun kalder ”rovmobning” og latterliggørelse, både konkret og i det subtile.

”Jeg blev altid mødt med en afvisning. Det er så hårdt. Og de snakkede om mig. Det værste ved det var, at jeg ikke vidste, hvad der blev sagt,” fortæller hun.

Hun havde en følelse af ikke at kunne få fat noget sted. At uanset, hvad hun gjorde, blev hun frosset ud. Maria bad om et møde med lederen og den teamansvarlige for kontorassistenterne, som Maria følte gik bag hendes ryg og saboterede hendes arbejde.

”Der var en svær stemning på det møde,” siger Maria. Og det udviklede sig meget ubehageligt for Maria, da en af kontorassistenterne sagde direkte til hende: ”Du er jo utilregnelig.”

Det var måske ikke verdens største overraskelse, at Maria fik et prik på skulderen, da organisationen gennemførte en fyringsrunde nogle måneder senere.

At lederen senere blev gået, og afdelingen nedlagt, giver Maria et lillebitte glimt af retfærdighed i dag, men det ændrer slet ikke på, hvor ødelæggende den tid var for hende.

I tiden efter fyringen kom hun i arbejdsprøvning endnu et sted, men efter hendes mening et sted med en virkelig ringe kultur:

”Jeg blev bare vist hen i et hjørne den første dag. Ingen interesse, ingen reel social kontakt. Det var et sted, hvor man ikke engang rigtigt hilste på hinanden,” siger Maria.

Og fortsætter: ”Der er fandeme lang vej igen!”

Hendes egen vej har ført hende forbi foreningen Stop Voksenmobning, og efter flere mentorforløb og selvbetalt terapi er hun et langt bedre sted i dag og underviser nogle timer om ugen et trygt og rart sted.

Maria har ønsket at være anonym. Redaktionen er bekendt med hendes fulde identitet.

27 procent lavere sandsynlighed for at komme til jobsamtale

Forskelsbehandling af personer med psykiske sygdomme kan være en barriere for at få en plads på arbejdsmarkedet. Det har et norsk studie efterprøvet i 2022 ved at sende fiktive jobansøgninger til arbejdsgivere, hvoraf den ene fiktive ansøger beskrev en historik med psykisk sygdom. 

Derefter interviewede forskerne 20 af disse arbejdsgivere for at undersøge, hvordan forskelsbehandling i forbindelse med mentale helbredsproblemer påvirker arbejdsgiveres vurdering af jobsøgere²⁴.

Feltforsøget omfattede 1.398 fiktive ansøgninger sendt i relation til 699 reelle stillinger. Én kandidat forklarede et års pause i CV’et med rejse, mens en anden forklarede pausen med mentale helbredsudfordringer og frivilligt arbejde for en mental sundhedsorganisation. 

Derudover havde de to kandidater ellers lignende navne, alder, køn, uddannelse og erhvervserfaring. Resultaterne viste, at kandidater, der oplyste om mentale helbredsproblemer, havde 27 procent lavere sandsynlighed for at komme til jobsamtale²⁴.

20 af disse arbejdsgivere takkede ja til at deltage i et efterfølgende interview. Disse interview viste, at åbenhed om mentale lidelser ofte blev forbundet med stereotyper som upålidelighed og skrøbelighed, hvilket førte til devaluering og forskelsbehandling af kandidaten²⁴.

Nogle arbejdsgivere ønskede “robuste” medarbejdere og undgik derfor personer med mentale udfordringer, hvilket vidner om en forestilling om, at personer med psykisk sygdom er ”skrøbelige”²⁴.

Enkelte fremhævede et mere åbent og støttende perspektiv, hvor de udfordrede tabuet omkring mental sundhed og engagerede sig i empatisk dialog med jobsøgere for at tilbyde tilpasning og støtte på arbejdspladsen²⁴.

Holdning til at arbejde sammen med personer med psykisk sygdom

Et svensk studie har undersøgt forskelsbehandling i relation til mental sundhed på arbejdspladsen, og hvordan det påvirker lederes handlinger for at forebygge sygefravær blandt ansatte med psykiske problemer i den svenske private sektor.

Et svensk studie blandt næsten 2.800 ledere i den private sektor undersøger, hvordan forskelsbehandling på arbejdspladsen påvirker lederes handlemuligheder²⁵. Ledere blev vist korte videoklip, hvor en medarbejder fortalte, hvordan mentale helbredsproblemer påvirkede arbejdet. Herefter blev lederne spurgt, hvilke muligheder de mente, de havde for at hjælpe – for eksempel ved at tilpasse arbejdsopgaver, inddrage eksperter eller tilbyde social støtte.

Resultaterne viser et tydeligt mønster: Jo mere stigma der findes – både i lederens egne holdninger, blandt kollegaer og i organisationens kultur – desto mindre oplever lederen, at der er mulighed for at sætte ind. Med andre ord hænger negative forestillinger om psykisk sygdom sammen med en oplevelse af færre handlemuligheder.

Forskerne peger på, at det kan skyldes manglende viden og ressourcer, men også organisatoriske normer og kollegiale holdninger, som kan begrænse både de faktiske muligheder og lederens lyst til at handle²⁵.

En kollega med psykisk lidelse? Ved ikke

En betydelig andel af de adspurgte lønmodtagere er betænkelige ved at skulle arbejde tæt sammen med personer med psykiske lidelser.

Det viser en undersøgelse, som VIVE – Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd har foretaget af inklusionskapaciteten med udgangspunkt i lønmodtagernes egne erfaringer. Undersøgelsen blev foretaget ved at sammenligne spørgeskemadata fra 2024 og 2013²⁶.

VIVE påpeger i rapporten, at mange lønmodtagere er betænkelige ved at arbejde tæt sammen med personer med psykiske lidelser.

I 2024 angiver 50 procent, at de er betænkelige ved at arbejde tæt sammen med personer med skizofreni eller bipolar lidelse, mens 43 procent er betænkelige ved samarbejde med personer med stress eller depression²⁶. Sammenlignet med 2013 er betænkeligheden steget²⁶.

Sammenlignet med 2013 er andelen af lønmodtagere, der er betænkelige ved at skulle samarbejde med en kollega med en psykisk lidelse, steget.

Betænkelighed ved kollegaer med skizofreni eller bipolar lidelse er steget med 11 procentpoint, mens bekymringen over for kollegaer med stress eller depression er steget med 15 procentpoint²⁶.

Lønmodtagere med erfaringer med udsatte grupper har derimod generelt mere positive holdninger. På tværs af grupperne er medarbejdere, der tidligere har arbejdet med personer fra en udsat gruppe, også mere positive over for at samarbejde med eller ansætte personer fra samme gruppe.

Dette peger på, at erfaring kan reducere forskelsbehandling og udelukkelse²⁶.

Kilde: 

Jakobsen V, Christensen ML, Andersen LQ. Lønmodtagernes erfaringer med og holdninger til inklusion. Vive; 2025. 

En personlig fortælling

Camilla fortalte om sin depression: Mistede opgaver og ansvar

“Hun havde pegefingeren helt oppe under min næse, mens hun sagde: ’Du skal bare passe dit job!’” Camilla bliver stadig vred, når hun tænker på situationen, der udspillede sig på den skole, hvor hun i mange år var ansat som speciallærer.

Hun har levet med alvorlige depressioner, som hun selv mener er udløst af dårlig ledelse og skadeligt arbejdsmiljø, og hun turde aldrig nævne depressionerne for den tidligere ledelse.

En ny ledelse trådte til, den dårlige stemning blev afløst af ros, og hun følte sig anerkendt og værdsat, både fagligt og personligt.

Ved den årlige medarbejderudviklingssamtale følte hun sig tryg ved at fortælle åbent om at have depression og få medicin for det.

Reaktionen og konsekvenserne blev på ingen måde den, hun havde håbet og troet på.

Kort efter sagde den øverste leder på skolen henkastet til hende, at “det da var utroligt, at så mange af lærerne døjede med alt muligt”.

Efter en uges tid blev hun mødt af den samme leder, der sagde, at der var blevet klaget over Camillas arbejde, og at hun ikke måtte lade sine elever være uden opsyn. Camilla er speciallærer, og børnene kunne have forskellige behov for at tage en luftepause i et langt modul. Eftersom ingen kan være to steder på en gang, plejede skolen at have en praksis, der betød, at de elever, der gerne ville have en pause, fik lov til at være uden opsyn.

Men den regel gjaldt pludselig ikke længere Camillas elever. Nu skulle hun som den eneste strengt efterleve princippet om, at alle skulle være under opsyn.

“Jeg valgte så at ringe til lederen, hver gang situationen opstod, for at høre, hvad jeg skulle gøre. Det irriterede hende,” fortæller Camilla.

“Du skal bare passe dit job!”-situationen udspillede sig ved det, der var tæt på at være en tjenstlig samtale.

Det begyndte godt. Hun var tryg ved at være åben. Men på kort tid forandrede det alt. Camilla blev frataget ansvarsopgaver og følte sig mistænkeliggjort. Fordi hun fortalte om sin depression.

Farlig, “falsk syg” og uforudsigelig

Colella & Santuzzi²⁷ har undersøgt, hvilke uligheder, personer med psykiske sygdomme kan opleve på arbejdspladser, ved at sammenfatte, hvad forskellige studier på området peger på. De peger på særligt to antagelser, som personer med psykisk sygdom møder: At de selv er ansvarlige for deres sygdom eller endda farlige for andre²⁷.

Forskelsbehandling hviler på udbredte antagelser om, at personer med psykisk sygdom mangler kompetence og kan være uforudsigelige og “farlige”²⁷. For eksempel overvurderer mange sammenhængen mellem psykisk sygdom og vold²⁷, selvom forskning viser, at kriminalitet og vold blandt personer med psykisk sygdom skyldes de samme faktorer som hos resten af befolkningen (såsom køn, alder, fattigdom, rusmiddelafhængighed) og ikke direkte selve sygdommen²⁷. 

Denne opfattelse fører til forskelsbehandling og diskriminerende adfærd, da medarbejdere med psykisk sygdom, der opfattes som farlige, ofte bliver undgået socialt, hvilket begrænser deres adgang til vigtig information, professionelle netværk og støtte i diskriminerende situationer²⁷.

Derudover findes en udbredt forestilling om, at psykiske lidelser ikke er “ægte”, og at personen blot burde “tage sig sammen”²⁷. Det hviler på en antagelse om, at personerne har kontrol over sygdommens opståen, for eksempel at personer med depression kunne komme sig over denne sygdom, hvis de bare prøvede hårdt nok, eller at personer med angst i høj grad selv forårsager deres symptomer.

Flere studier peger på, at når personer med psykisk sygdom opfattes som ansvarlige for deres sygdom, får de markant dårligere ansættelsesanbefalinger end personer, der anses for ikke at have kontrol over sygdommen. Derudover kan denne antagelse også mindske sympati og social støtte, øge vrede og skabe mindre hjælpsom adfærd, hvilket i sidste ende kan føre til social isolation, udstødelse og mobning på arbejdspladsen.

Endelig kan denne forskelsbehandling internaliseres, så personer med psykisk sygdom undgår arbejdspladser, der har ry for at fravælge mennesker med psykisk sårbarhed, eller helt fravælger jobmuligheder eller karriereveje af frygt for for forskelsbehandling, hvis deres psykiske sygdom bliver kendt²⁷.

 

To antagelser personer med psykisk sygdom ofte møder: 
At de selv er ansvarlige for deres sygdom eller endda farlige for andre.

Forskelsbehandling i forbindelse med depression

Et kvalitativt delstudie blandt 141 personer med svær depressiv lidelse i 35 lande identificerede seks hovedtemaer i deltagernes beskrivelser af arbejdsrelateret forskelsbehandling i forbindelse med: oplevet diskrimination, konsekvenser, forventet diskrimination, copingstrategier, positive erfaringer og kontekstuelle forklaringer²⁸. 

Deltagere fra lande med højt Human Development Index (HDI) rapporterede generelt mere forventet og oplevet forskelsbehandling, mens deltagere fra medium/lav HDI-lande oftere beskrev positive arbejdsoplevelser. Omkring en femtedel rapporterede manglende støtte og forståelse på arbejdet, en tilsvarende andel beskrev misbrug eller udnyttelse, og omtrent lige så mange oplevede at blive set som mindre kompetente eller mindre respekterede. 

Knap en femtedel beskrev, at de havde mistet et job eller ikke fået et job i forbindelse med deres mentale helbredsproblemer. Studiet viser desuden, at erfaringer med forskelsbehandling ofte optrådte sammen med, at deltagerne holdt sig tilbage fra at søge arbejde.

Opsummering

Forskelsbehandling af personer med psykisk sygdom på arbejdspladsen udgør en væsentlig barriere for deltagelse i arbejdslivet¹⁹. Forskelsbehandling og stereotyper om manglende robusthed, kompetence og forudsigelighed fører til diskrimination i ansættelse, fastholdelse og støtte på arbejdspladsen.

Studier viser, at åbenhed om psykisk sygdom kan reducere chancen for jobsamtale og samtidig skabe usikkerhed hos både arbejdsgivere og kollegaer^23–25. 

Både eksternt stigma og selvstigmatisering medfører, at mange undgår jobmuligheder eller helt trækker sig fra arbejdsmarkedet. Samtidig viser forskning, at erfaring og viden om psykisk sygdom kan mindske forskelsbehandling og fremme mere inkluderende holdninger²⁶.

Tilbage til indholdsoversigten

---

Forældres bekymringer på deres børns vegne

Det sker, at forældre, som selv har psykiatriske diagnoser, undlader at fortælle om deres barns psykiatriske diagnose af frygt for forskelsbehandling. Enkelte fortæller om at have udskudt udredning af barnet på trods af barnets vanskeligheder af – som en forælder beskriver det – frygt for samfundets forandrede syn på barnet og dets muligheder i livet. Det viser Psykiatrifondens undersøgelse fra 2025, foretaget i samarbejde med Epinion¹.

Hver femte af undersøgelsens i alt 228 forældre, som selv har en psykiatrisk diagnose, angiver, at de har undladt at fortælle om deres barns psykiatriske diagnose(r) af frygt for forskelsbehandling. Det er en lille andel af det samlede antal respondenter, men det belyser en væsentlig problemstilling. Derfor er resultatet medtaget og beskrevet her.

Der ses ikke markante forskelle mellem kønnene i forhold til, om de har undladt at fortælle om deres børns psykiatriske diagnose(r) af frygt for forskelsbehandling.

Andelen er højest blandt de 18–34-årige (41 procent) og lavere blandt de ældre aldersgrupper (20 procent blandt 35–55-årige og 18 procent blandt 56+).

Enkelte forældre har uddybet deres svar i undersøgelsen og skriver blandt andet:

”Jeg føler ikke, jeg kan tale med lærerne om det – de forstår det ikke.” Og: ”Jeg har ikke fortalt min datters venindes forældre det. Jeg er bange for, at de ikke vil lade dem lege sammen.”

Jeg føler ikke, jeg kan tale med lærerne om det – de forstår det ikke.

Altså bærer forældrene selv på erfaringer med forskelsbehandling og fordomme, som gør dem bange for, at deres børn skal lide under det samme. De frygter, at diagnosen kan skade barnets muligheder i livet.

Blandt de forældre, der har undladt at fortælle om barnets diagnose, er det hyppigst i skolen (34 procent) og i fritidsklubber (30 procent), at de har valgt ikke at være åbne.

Respondenter, der angiver ‘Andet’, nævner blandt andet, at de har undladt at fortælle om deres børns diagnose(r) til familie og venner eller på arbejdspladsen.

Enkelte forældre til børn med psykiatriske diagnose(r) har udskudt eller helt udeladt udredning af frygt for forskelsbehandling.

 

En personlig fortælling

Når lægen frygter, at hans eget barn bliver diagnosticeret

I flere år håbede forældrene til 15-årige Marcus, at han ikke behøvede at blive udredt. De var bange for det system, han ville blive en del af – og hvordan synet fra omverdenen ville ændre sig.

Allerede da Marcus var ét år gammel, kunne hans forældre se, at han ikke var helt som de andre børn i dagplejen. Så da han skulle i børnehave, fandt de et specialtilbud. Da han skulle begynde i skole, gjorde de det samme. Alt sammen uden at inddrage psykiatrien.

Marcus’ far er læge. Han kender systemet og havde ikke lyst til, at hans søn skulle blive en del af det, hvis familien kunne undgå det:

”Vi fik den hjælp, vi havde brug for, så vi tænkte: Hvorfor få en diagnose? Den kan gøre det sværere at tage kørekort og vælge visse uddannelser. Den lukker nogle døre. Hvis vi kunne undgå den, ville det være bedst,” som han siger.

Men hverdagen blev så svær for Marcus og resten af familien, at de søgte hjælp. Marcus fik diagnosen ADHD.

At være en, der ”fejler noget”

I dag er forældrene taknemmelige for, at Marcus blev udredt. Dels fordi de kan mærke, at medicinen hjælper, dels fordi de har fået en bedre forståelse for deres søn. Men de kæmper stadig, og Marcus har det fortsat svært. Han kan ikke se sig selv i diagnosen, og han har ikke lyst til at blive behandlet anderledes.

Han vil ikke gå med solsikkesnor af frygt for netop at blive forskelsbehandlet og blive set som en, der ”fejler noget”, siger hans mor. Hun tager selv solsikkesnoren på, når de er ude sammen, for hun ved, at der kan opstå situationer, hvor der er behov for mere forståelse fra omverdenen.

Forskelsbehandling i samfundet er så markant, at synet på Marcus ville blive ændret med en psykiatrisk diagnose, siger hans far. Og sådan blev det. Sagt på en anden måde: Forskelsbehandling fylder så meget, at selv en læge kan frygte konsekvenserne ved at få en psykiatrisk diagnose.

Forældrene har ønsket anonymitet. Psykiatrifonden kender deres fulde identitet.

Læs Marcus' historie: "Det er jo et tabu for ham"

Blandt de 228 adspurgte forældre angiver 7 procent, at de enten har undladt eller udskudt udredning af frygt for forskelsbehandling. De få respondenter (seks personer i undersøgelsen), som har undladt udredning af deres børn, begrunder det blandt andet med, at de var bekymrede for, at deres barn ville blive behandlet anderledes af andre børn, og med frygt for, at det vil gøre barnets liv mere besværligt.

Åbenhed kræver overvejelse

Også i andre – dog mindre – undersøgelser og studier^29–31 kan vi se, at forældre grundigt overvejer, om de skal fortælle andre (fx skolen, familiemedlemmer, omgangskreds) om deres barns psykiatriske diagnose^29–31.

Mateo-Arriero et al.³⁰ gennemgår 20 forskningsartikler, der undersøger hvorfor forældre fortæller/ikke fortæller om barnets psykiske udfordringer.

De adspurgte forældre tager først og fremmest hensyn til barnets interesse, når de overvejer, om de vil fortælle om barnets psykiatriske diagnose³⁰.

Forældrene søger at finde en balance mellem at søge empati og støtte til barnet samtidig med at beskytte barnet mod forskelsbehandling og negative holdninger fra andre²⁹. Beslutningen kan have konsekvenser for både forældrene og børnene.

Mateo-Arriero et al.³⁰, finder, at mange forældre forsøger at undgå at fortælle om barnets psykiatriske diagnose for at undgå forskelsbehandling³⁰.

Forældrene kan være bekymrede for at blive bedømt som ”dårlige” forældre eller i værste fald, at barnet vil blive flyttet fra familien^30,32.

Dog er hemmeligholdelse eller fortielse af barnets psykiske lidelse og selvstigmatisering forbundet med højere forekomst af depression og ringere livsvilkår for forældrene³¹.

Forældrene oplever især et stigma ved at fortælle om, at deres barn får medicin²⁹.

Til trods for at nogle til tider skjuler barnets psykiske lidelse af frygt for forskelsbehandling, vælger mange forældre også at fortælle om den psykiske lidelse for at forsvare sig mod et stigma^29,30.

I undersøgelsen fortæller flere mødre, at deres valg om at være åbne om barnets psykiske lidelse ofte afhænger af situationen. Nogle gange vælger de at fortælle om barnets udfordringer for at imødegå eller forebygge fordomme fra andre.

I bestemte situationer bruger mødrene åbenhed som en måde at beskytte deres barn på. Ved at forklare barnets adfærd forsøger de at skabe forståelse og modvirke misforståelser. Åbenheden kan være med til at bevare barnets sociale position og forhindre, at barnet bliver set som “problemet”.

´Når mødrene oplevede, at andre misforstod deres barn, valgte flere af dem at fortælle om barnets psykiske lidelse for at skabe forståelse og beskytte barnet. Åbenheden blev en måde at stå frem på – både som mor og som barnets talsperson.

Flere mødre oplevede stigmatiserende bemærkninger som et angreb – ikke kun på barnet, men også på dem selv som forældre. Derfor så de det som deres ret at sige fra.

Når de tog ordet og korrigerede misforståelser, gav det dem større mod og selvtillid til at være åbne om barnets udfordringer fremover.

Afholder forældre fra at sende barnet til idrætsaktiviteter

Et dansk studie³³ har undersøgt idrætsdeltagelse blandt børn med funktionsnedsættelser – herunder både fysiske, kognitive og psykiske udfordringer. Studiet peger på, at mange forældre oplever en stærk beskyttertrang. De ønsker at skåne deres barn for nederlag eller situationer, hvor barnet risikerer at få negative oplevelser.

Bekymringen handler ikke kun om risikoen for fysiske skader. Den handler også om sociale situationer – for eksempel frygt for, at barnet ikke passer ind, bliver talt ned til eller mødt med fordomme. Sådanne erfaringer kan påvirke barnets lyst og motivation til at deltage i idræt³³.

Studiet³³ viser blandt andet, at nogle forældre til børn med autisme vælger idrætsfællesskaber fra af bekymring for, om barnet kan håndtere de sociale krav eller føle sig inkluderet.

Disse fund ligger i forlængelse af anden forskning^29,31,32, der viser, at når forskelsbehandling er en reel bekymring, kan både børn og forældre vælge at holde oplysninger tilbage – også selv om det kan være belastende at skulle skjule en vigtig del af ens liv.

Jeg stod og lyttede til hende [barnets lærer], og jeg tænkte: Nu er det nok, jeg er nødt til at sige noget. Jeg sagde: ‘Hvad er det, der foregår her – hvad er der galt?’ … Jeg sagde: ‘Der er en forklaring på det hele, men du kender den ikke. Han kan ikke løbe om morgenen, fordi hans medicin gør ham tung og træt fra starten af dagen.’

Pressede forældre søger mindre hjælp til deres børn med psykiske udfordringer

Som udgangspunkt findes der ikke en sammenhæng mellem forældres psykiske helbred, og hvorvidt de søger hjælp til deres børn med symptomer på psykiske lidelser³⁴. Men jo mere stress, forældrene oplever, jo mindre bliver deres intention om at søge hjælp til deres barn³⁴.

Forældre kan opleve, at de må kæmpe med kommunen for at få den hjælp, deres barn med en psykisk lidelse har behov for. Det kan føre til, at nogle forældre – selv når behovet er reelt – opgiver at søge støtte. En mulig forklaring er, at de oplever manglende anerkendelse fra systemets side³⁵.

I en spørgeskemaundersøgelse blandt forældre til børn med autisme eller ADHD (n = 183) svarede 59 procent af forældrene, at de i meget høj grad eller i ret høj grad oplevede, at det havde været en kamp med kommunen at få den ønskede hjælp til deres barn, mens 34 procent af forældrene delvist oplevede dette³⁵.

52 procent af forældrene havde i meget høj grad eller i ret høj grad undladt at søge støtte, da de netop oplevede det som følelsesmæssigt opslidende og belastende³⁵.

Hvorvidt et barn får hjælp, afhænger også af forældrenes holdninger til og forståelse af psykisk sygdom. Tidligere undersøgelser har vist, at forældres tidligere erfaringer med eller forventning om forskelsbehandling afskrækker dem fra at søge hjælp til deres barn³⁶.

Forældre til børn med psykiske udfordringer udtrykker en bekymring for, hvorvidt en diagnose vil påvirke barnets fremtid, og om diagnosen vil medføre negative sociale konsekvenser.

Trods en bekymring om forskelsbehandling søger halvdelen af forældre stadig hjælp til deres børn³⁶.

Opsummering

Mange forældre undlader at dele information om deres barns psykiske udfordringer af frygt for forskelsbehandlingog negative konsekvenser for både barnet og dem selv^29,30.

Forældre udtrykker bl.a. bekymring om, hvorvidt det vil påvirke barnets fremtid og sociale liv, eller om forældrene vil blive stigmatiseret som ”dårlige” forældre.

Dog viser forskning, at forældre med ringere livsvilkår i højere grad hemmeligholder barnets psykiske udfordringer for at undgå forskelsbehandling³¹.

Samtidig viser forskning, at pressede og stressede forældre er mindre tilbøjelige til at søge hjælp til deres børn³⁴.

Forældrenes egne holdninger og stigmatiserende overbevisninger spiller også en central rolle for, om forældrene søger hjælp til deres barn³⁶.

En personlig fortælling

”Systemet har ødelagt vores barn”

Hugo blev både forskelsbehandlet og mobbet i skolen, da forældrene til de andre børn hørte, at han var diagnosticeret med ADHD og atypisk autisme. Alligevel var det Hugo, der blev smidt ud.

Hugo på 10 år har ADHD og atypisk autisme. Hugo var egentlig en glad og velfungerende dreng. Men da kendskabet til hans diagnoser spredte sig, blev han udsat for mobning og forskelsbehandling i skolen, fortæller hans forældre. Nogle forældre fortalte deres børn, at de ikke skulle lege med Hugo. Da skolen – en friskole – ikke kunne håndtere situationen, valgte de at smide Hugo ud. De begrundede det med hans ’funktionsnedsættelse’, selvom Hugos psykiater har vurderet ham til at være normalt- til højtbegavet. Hugos forældre har fortalt Psykiatrifonden, hvor de har oplevet situationen.

Skolen handlede ulovligt ifølge Styrelsen for Undervisning. Hugo blev nemlig ikke inddraget før beslutningen om at smide ham ud.

Skolen indrømmede indirekte at have forskelsbehandlet på grund af handicap, da den i sin redegørelse noterede, at skolen naturligvis ville have inddraget ham, hvis det ikke var for hans ’funktionsnedsættelse’.

Forskelsbehandlingen har ifølge forældrene været tydelig hele vejen igennem: Før udsmidningen undlod skolen at hjælpe Hugo med medicin og mad, og de greb ikke ind over for mobning, hvilket blev bekræftet af et påbud fra Dansk Center for Undervisningsmiljø.

Både skolelederen og bestyrelsesformanden måtte gå af, men skaden var sket for Hugo og familien.

Sygemeldt og fyret

Familien har gentagne gange fået afslag på støtte til nødvendige merudgifter fra kommunen. Selvom Ankestyrelsen gav forældrene medhold i, at kommunen ikke havde overholdt retssikkerhedsloven i sagsbehandlingen, havde det ingen konsekvenser for kommunen. Både kommunen og skolen har ifølge forældrene tidligere slettet alle sagsakter i Hugos sag.

Konsekvenserne er alvorlige for hele familien. Hugos mor blev sygemeldt med stress og senere fyret, mens farens ansøgning om samtaleterapi gennem sundhedsforsikring blev afvist, da sagen var “for kompleks” – et muligt tilfælde af indirekte forskelsbehandling.

Men værst er situationen for Hugo, der nu har udviklet en atypisk spiseforstyrrelse og ikke har været i skole i næsten to år.

Familiens læge har sendt to underretninger til kommunen, hvori hun advarer om Hugos risiko for tvangsindlæggelse. Kommunen har ignoreret advarslerne. ”Systemet har ødelagt vores barn,” siger Hugos mor. Og Hugo selv? Han siger: “Jeg har ikke et godt liv, mor.”

Læs Hugos historie: "Systemet har ødelagt vores barn"

Tilbage til indholdsoversigten

---

Opsummering

Forskelsbehandling af mennesker med en psykisk sygdom er fortsat udbredt både i Danmark og internationalt. Det påvirker livet på mange måder og niveauer og kan have mange forskellige udtryk. Forskning peger på, at forskelsbehandling hænger sammen med udelukkelse fra fællesskaber, lavere livskvalitet og vanskeligheder i forbindelse med arbejde, uddannelse, sundhedsvæsen og nære relationer. Samtidig spiller sprog, medier og samfundets indretning en vigtig rolle for, om forskelsbehandlingen fortsætter eller mindskes.

Viden og erfaring kan styrke

Mennesker med psykisk sygdom lever markant kortere liv end mennesker, der ikke har psykisk sygdom. Noget af forklaringen ligger i samtidige somatiske sygdomme og ulighed i mødet med sundhedsvæsenet. Forskning viser, at mennesker med psykisk sygdom oftere bliver diagnosticeret i et mere alvorligt stadie af somatisk sygdom end andre, at de oplever lavere kvalitet i behandlingen og dårligere sygdomsforløb.

Mangel på viden om psykiske sygdomme og usikkerhed blandt sundhedsprofessionelle kan præge mødet med patienten og føre til, at fysiske symptomer ikke bliver taget alvorligt. Derfor har nogle lavere tillid til sundhedsvæsenet og tøver med at søge hjælp. Det kan forværre både fysisk og psykisk trivsel.

På arbejdsmarkedet er forskelsbehandling en barriere. Forestillinger om manglende robusthed og forudsigelighed kan føre til forskelsbehandling ved ansættelse og fastholdelse. Åbenhed om psykisk sygdom kan mindske chancen for at komme til jobsamtale og skabe usikkerhed hos både ledere og kolleger. Samtidig viser forskning, at viden om og erfaring med mennesker med psykisk sygdom kan mindske forskelsbehandling og skabe mere inkluderende arbejdspladser.

 

Mennesker med psykisk sygdom lever markant kortere liv end mennesker, der ikke har psykisk sygdom.

Hemmeligholdelse kan belaste

Forskelsbehandling rammer også familier. Forskning peger på, at en lille andel af forældre vælger at holde deres barns psykiske udfordringer skjult af frygt for negative reaktioner og bekymring for barnets fremtid. Hemmeligholdelse kan dog belaste forældrene og mindske sandsynligheden for, at de søger hjælp. Forældrenes egne holdninger spiller en vigtig rolle for, om barnet får den nødvendige støtte.

Psykiatrifondens undersøgelse peger også på, at forældres oplevelser og bekymringer om forskelsbehandling kan få betydning for børn. En mindre andel forældre angiver, at de har undladt at fortælle om deres barns psykiske sygdom, særligt i skole og fritidstilbud, og enkelte har udskudt eller undladt udredning af frygt for negative reaktioner.

Psykiatrifondens undersøgelse af oplevet forskelsbehandling blandt mennesker med psykiatriske diagnoser¹ viser, at mange af respondenterne oplever forskelsbehandling i deres hverdag. Seks ud af ti angiver, at de har oplevet forskelsbehandling på grund af deres diagnose, og omkring en tredjedel har oplevet det i høj eller meget høj grad. Der er forskelle mellem køn og aldersgrupper, hvor kvinder og yngre personer i højere grad angiver oplevelser med forskelsbehandling end mænd og ældre.

Respondenternes oplevelser af forskelsbehandling knytter sig særligt til mødet med arbejdsmarkedet og sundhedsvæsenet. På arbejdspladsen handler det ofte om at blive behandlet anderledes, når ledere eller kollegaer kender til diagnosen, eller at diagnosen bruges som medvirkende forklaring på advarsler eller afskedigelser. I sundhedsvæsenet angiver flere, at de oplever manglende lydhørhed, særligt hos praktiserende læge, eller at fysiske symptomer (bort-) forklares med den psykiske sygdom.

Et opgør med forskels behandling kræver en samlet samfundsindsats

Forskelsbehandling af mennesker med psykisk sygdom er et grundlæggende samfundsproblem, der skaber ulighed i sundhed, arbejde og samfundsdeltagelse.

At hver sjette deltager i Psykiatrifondens undersøgelse har oplevet forskelsbehandling peger på, at det fortsat er en væsentlig del af mange deltageres hverdagsliv. Resultaterne peger på, at stigma kan have betydning for både den enkeltes muligheder og oplevelsen af fællesskab. Flere beskriver tavshed, social tilbagetrækning og mindre tillid til systemer, der ellers skal sikre adgang til hjælp, behandling og arbejde.

Samlet set peger resultaterne på, at forskelsbehandling er være med til at opretholde eksisterende sociale og sundhedsmæssige uligheder. Et reelt opgør med forskelsbehandling kræver derfor mere end oplysning og gode intentioner. Det kræver politiske prioriteringer, klare rammer, lettilgængelige klageprocesser og en samlet indsats på tværs af samfundets centrale arenaer.

Først når ansvar og handling løftes fra individet til fællesskabet, kan forskelsbehandling fjernes som en strukturel barriere for lige muligheder.

Tilbage til indholdsoversigten

---

Psykiatrifonden anbefaler

1. Etabler et nationalt center for ligeværd og deltagelse for mennesker med psykisk sygdom

Indsatsen mod forskelsbehandling foregår i dag spredt og uden fælles retning. Der findes viden fra forskning, projekter og lokale indsatser, men den bliver sjældent samlet, vurderet eller omsat til praksis.

Derfor foreslår Psykiatrifonden, at vi opbygger et nationalt videnscenter om forskelsbehandling. Det skal intensivere den systematiske indsats og løfte området som forskningsfelt.

Landsindsatsen EN AF OS³⁷, der er en indsats under Sundhedsstyrelsen, samler og formidler i dag viden og driver undersøgelser og kampagner. Men der mangler en tydelig bro til forskningsmiljøerne i Danmark.

Det nationale videnscenter skal samle data, erfaringer og forskning på tværs af områder som sundhedsvæsen, arbejdsmarked, uddannelse, myndigheder og medier.

En central opgave bør være at udvikle konkrete redskaber, anbefalinger og modeller, som kan bruges direkte af institutioner, myndigheder, mediehuse etc.

Centeret skal følge udviklingen i befolkningens holdninger og i oplevet forskelsbehandling blandt mennesker med psykisk sygdom systematisk. Det skaber grundlag for vidensbaserede politiske prioriteringer og opfølgning.

Centeret kan desuden være samfundets vagthund over for håndhævelsen af forbud mod forskelsbehandling.

2. Styrk håndhævelsen af forbuddet mod diskrimination

Beskyttelsen mod forskelsbehandling af personer med psykisk sygdom er i dag usikker. Den afhænger af en snæver vurdering af handicap, og derfor bliver mange oplevelser aldrig prøvet.

En undersøgelse fra Psykiatrifonden viser, at nogle oplever at blive behandlet anderledes af kollegaer eller ledere, når deres psykiske sygdom bliver kendt. Et norsk studie³⁸ viser, at jobsøgere, der er åbne om psykisk sygdom, har lavere sandsynlighed for at blive kaldt til samtale, selv med samme kvalifikationer. Det tyder på, at forskelsbehandling ofte sker tidligt og uformelt.

Man kan klage over forskelsbehandling til Ligebehandlingsnævnet³⁹, men beskyttelsen bygger på handicapbegrebet og ikke sygdom i sig selv. Det kræver dokumentation for en langvarig funktionsbegrænsning, og det er personen selv, der skal bevise det. Afgørelser viser, at psykiske lidelser både kan være omfattet og ikke omfattet, afhængigt af varighed og dokumentation. Der findes andre klageveje, men de er ofte lange og vanskelige at bruge.

Derfor bør det overvejes at tydeliggøre og styrke den retlige beskyttelse mod forskelsbehandling på grund af psykisk sygdom, så adgangen til klage og prøvelse ikke afhænger af vanskelige og uforudsigelige vurderinger af varighed og funktionsnedsættelse, men i højere grad tager udgangspunkt i den konkrete forskelsbehandling og de faktiske barrierer, personen møder.

3. En guide til journalister og medier, når historien handler om psykisk sygdom

Mediers sprog, vinkling og billedvalg spiller en væsentlig rolle. Det former holdninger og kan fastholde stereotype forestillinger om mennesker med psykisk sygdom.

Når psykisk sygdom kobles ensidigt til fare eller uforudsigelighed, øger det frygt og forskelsbehandling. Og det får betydning for, hvordan mennesker med psykisk sygdom bliver mødt.

Psykiatrifonden vil udvikle en guide til omtale og behandling af mennesker med psykisk sygdom i en professional, journalistisk sammenhæng. Den vil lægge sig tæt op ad den guide⁴⁰, CP Danmark udgav i foråret 2026.

Eksempler på punkter, Psykiatrifondens guide kommer til at rumme:

• Overvej redaktionelt, om menneskets psykiske sygdom er relevant for historien. Hvis ikke, så lad være med at fremhæve det.
• Handler en historie om psykisk sygdom, så involver dem, det handler om. Pårørende, politikere, interesseorganisationer og sundhedsprofessionelle udtaler sig ofte i historier om psykisk sygdom, mens personer med psykisk sygdom sjældnere bliver hørt.
• Psykisk sygdom er ofte usynlig, og det betyder, at mennesker med psykisk sygdom ofte føler, at de bliver betvivlet og at de skal “bevise”, at de er ramt af en sygdom eller udviklingsforstyrrelse. Hold fokus på det, der er relevant for historien.
• Tal om ordvalg på redaktionen. Der er stor forskel på, hvordan mennesker med psykisk sygdom ønsker at blive omtalt. Spørg den, der skal interviewes. Psykiatrifonden har fx valgt at bruge termer som “mennesker med psykisk sygdom”, “... der har skizofreni” og “... der har en depression”.
• Undgå værdiladede formuleringer. Ordvalg kan fremstille psykisk sygdom eller en udviklingsforstyrrelse som en tragedie, en byrde eller en forhindring. For nogle er det et livsvilkår. Psykiatrifonden foretrækker “lever med” frem for “lider af”. De største barrierer ligger ofte i de fordomme og lukkede døre i samfundet, som mange møder.
• Fortæl de håbefulde historier også. Mange mennesker lever gode liv med psykisk sygdom eller udviklingsforstyrrelser. Mange får god behandling, og mange kommer sig og lægger den psykiske sygdom bag sig. Det, man også kalder “recovery”.

Tilbage til indholdsoversigten

---

Metodebeskrivelse

Undersøgelsen, der er refereret til en lang række gange i denne rapport, er udarbejdet af Epinion for Psykiatrifonden på baggrund 1.000 gennemførte spørgeskemabesvarelser fra et panel af personer med psykiatriske diagnoser. Respondenterne er rekrutteret via Epinions panel, og undersøgelsen indebærer derfor ikke frafald i traditionel forstand som ved tilfældigt udtrukne stikprøver. Spørgeskemaundersøgelsen er gennemført i perioden 28. april - 1. maj 2025 og 4. - 8. juli 2025.

Respondenterne bliver blandt andet spurgt ind til oplevelse af forskelsbehandling på grund af deres psykiatriske diagnose, og deres opfattelse af, hvordan deres omverden forholder sig til personer med psykiatriske diagnoser.

Data er kvalitetssikret af Epinion. Personer, der gennemfører urealistisk hurtigt (speeders), er frasorteret. Desuden er det ikke muligt for en respondent at besvare spørgeskemaet mere end én gang.

Da undersøgelsen ikke er repræsentativ på tværs af diagnosetyper, bør resultaterne tolkes med forsigtighed og kan ikke generaliseres til hele populationen af personer med psykiske lidelser.

Depression, angst og ADHD er de diagnoser, der er hyppigst repræsenteret i undersøgelsen, og derfor kommer flest svar om forskelsbehandling fra personer med netop disse diagnoser. De er tæt fulgt af diagnoserne autisme, PTSD og personlighedsforstyrrelser.

Respondenterne fordeler sig ligeligt på køn og alder.

Tilbage til indholdsoversigten

---

Referencer

1. Epinion. Undersøgelse Af Diskrimination Af Mennesker Med Psykiatriske Diagnoser. Psykiatrifonden; 2025. 
2. Amilon A, Vernstrøm Østergaard S, Fuglsang Olsen R. Mennesker Med Handicap – Hverdagsliv Og Levevilkår 2020. VIVE – Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd 2020; 2021.
3. Kågström A, Guerrero Z, Aliev AA, et al. Mental health stigma and its consequences: a sys-tematic scoping review of pathways to discrimination and adverse outcomes. eClinicalMedicine. 2025;89:103588. doi:10.1016/j.eclinm.2025.103588
4. Dubreucq J, Plasse J, Franck N. Self-stigma in Serious Mental Illness: A Systematic Review of Frequency, Correlates, and Consequences. Schizophr Bull. 2021;47(5):1261-1287. doi:10.1093/ schbul/sbaa181
5. WHO. Mental Health, Human Rights and Legislation: Guidance and Practice. 1st ed. World Health Organization; 2023.
6. Dinos S, Stevens S, Serfaty M, Weich S, King M. Stigma: the feelings and experiences of 46 people with mental illness: Qualitative study. Br J Psychiatry. 2004;184(2):176-181. doi:10.1192/ bjp.184.2.176
7. Søbjerg LM, Hald AN, Hammaken L, Blæhr E, Sørensen MMB. Oplevelse af stigmatisering blandt mennesker med psykisk sygdom. VIA University College; 2018. Accessed January 20, 2026. 
8. Hellström L, Gren Voldby K, Eplov LF. Stigma towards people with mental illness in the Nordic countries – a scoping review. Nord J Psychiatry. 2023;77(4):319-328. doi:10.1080/08039488.2022. 2105946
9. Gronholm PC, Kline S, Lamba M, et al. Exploring perspectives of stigma and discrimination among people with lived experience of mental health conditions: a co-produced qualitative study. eClinicalMedicine. 2024;70:102509. doi:10.1016/j.eclinm.2024.102509
10. INFOMEDIA. Stigmatisering i Medierne. LANDSINDSATSEN EN AF OS; 2021. 
11. Rasmussen PS, Ejbye-Ernst P. Oplevet diskrimination og stigmatisering blandt mennesker med psykisk sygdom - opfølgende undersøgelse (2013-2015) som et led i landsindsatsen EN AF OS. KORA - Det Nationale Institut for Kommuners og Regioners Analyse og Forskning; 2015. 
12. Klauber DG, Christensen SH, Fink-Jensen A, Pagsberg AK. I Didn’t Want the Psychotic Thing to Get Out to Anyone at All: Adolescents with Early Onset Psychosis Managing Stigma. Cult Med Psychiatry. 2024;48(3):569-590. doi:10.1007/s11013-024-09859-3
13. Nordentoft M, Wahlbeck K, Hällgren J, et al. Excess Mortality, Causes of Death and Life Expectancy in 270,770 Patients with Recent Onset of Mental Disorders in Denmark, Finland and Sweden. Burne T, ed. PLoS ONE. 2013;8(1):e55176. doi:10.1371/journal.pone.0055176
14. Plana-Ripoll O, Nordentoft M, Lousdal ML, Tarp MEK, Momen NC. Time Trends in the Mortality Gap for Individuals With Mental Disorders in Denmark: A Population-Based Cohort Study Over 2010–2023. Acta Psychiatr Scand. Published online December 5, 2025:acps.70056. doi:10.1111/ acps.70056
15. Grønbæk MK, Andersen PT, Vestergaard M, et al. Behandlingsrådets Rapport Vedrørende Ulighed i Somatisk Behandling Af Patienter Med Psykiske Lidelser. Behandlingsrådet; 2023. 
16. Vestergaard M, Andersen PT, Sodemann M, et al. Behandlingsrådets Rapport Vedrørende Ulighed i Den Somatiske Behandling Af Patienter Med Psykiske Lidelser Patientforløb, Barrierer Og Indsatser. Behandlingsrådet & SDU; 2024. 
17. Riffel T, Chen SP. Stigma in Healthcare? Exploring the Knowledge, Attitudes, and Behavioural Responses of Healthcare Professionals and Students toward Individuals with Mental Illnesses. Psychiatr Q. 2020;91(4):1103-1119. doi:10.1007/s11126-020-09809-3
18. Sundhedsstyrelsen. Evaluering - afstigmatisering i somatikken. Sundhedsstyrelsen; 2025. 
19. Sundhedsstyrelsen. BESKÆFTIGELSESRETTET INDSATS TIL BORGERE MED PSYKISKE LIDELSER. 
20. Olsen RF, Mertz Poulsen A, Knudsen L, Tranberg E. Tal & Fakta Om Psykisk Sygdom i Danmark. Psykiatrifonden Hejrevej 43, 2400 Kbh. NV.; 2023.
21. Psykiatrifonden. Uden beskæftigelse. Published online February 24, 2026. 
22. Corrigan PW, Bink AB, Schmidt A, Jones N, Rüsch N. What is the impact of self-stigma? Loss of self-respect and the “why try” effect. J Ment Health. 2016;25(1):10-15. doi:10.3109/09638237.20 15.1021902
23. Brouwers EPM. Social stigma is an underestimated contributing factor to unemployment in people with mental illness or mental health issues: position paper and future directions. BMC Psychol. 2020;8(1):36. doi:10.1186/s40359-020-00399-0
24. Østerud KL. Mental illness stigma and employer evaluation in hiring: Stereotypes, discrimination and the role of experience. Sociol Health Illn. 2023;45(1):90-108. doi:10.1111/1467-9566.13544
25. Schuller S, De Rijk A, Corin L, Bertilsson M. Mental Health Stigma in the Workplace and its Association with Possible Actions of Managers to Prevent Sickness Absence of Employees with Mental Health Problems in the Swedish Private Sector: a Video Vignette Study. J Occup Rehabil. 2025;35(3):533-546. doi:10.1007/s10926-024-10220-z
26. Jakobsen V, Christensen ML, Andersen LQ. Lønmodtagernes erfaringer med og holdninger til inklusion. Vive; 2025. 
27. Colella A, Santuzzi A. Known and Unknown Mental Illness: Uncovering the Multiple Routes to Workplace Inequities. J Manag. 2024;50(3):898-927. doi:10.1177/01492063221111758
28. Van Bortel T, Wickramasinghe ND, Treacy S, et al. Anticipated and experienced stigma and discrimination in the workplace among individuals with major depressive disorder in 35 countries: qualitative framework analysis of a mixed-method cross-sectional study. BMJ Open. 2024;14(6):e077528. doi:10.1136/bmjopen-2023-077528
29. Eaton m. fl. Mothers’ Decisions to Disclose or Conceal Their Child’s Mental Health Disorder. doi:10.1177/1049732317697096
30. Mateo-Arriero I, Perry Y, Gilbey D, Ohan JL. Parents’ disclosure of their child’s health and neu-rodevelopmental conditions: A systematic review and qualitative metasynthesis. J Fam Psychol. 2025;39(4):503-514. doi:10.1037/fam0001313
31. Serchuk MD, Corrigan PW, Reed S, Ohan JL. Vicarious Stigma and Self-Stigma Experienced by Parents of Children with Mental Health and/or Neurodevelopmental Disorders. Community Ment Health J. 2021;57(8):1537-1546. doi:10.1007/s10597-021-00774-0
32. Sayal K, Tischler V, Coope C, et al. Parental help-seeking in primary care for child and ado-lescent mental health concerns: qualitative study. Br J Psychiatry J Ment Sci. 2010;197(6):476-481. doi:10.1192/bjp.bp.110.081448
33. Pilgaard M, Elmose-Østerlund K, Bilberg L, Toftgård NA. IDRÆT FOR MENNESKER MED FUNKTIONSNEDSÆTTELSER I DANMARK. Published online 2022.
34. Holly LE, Buchanan M, Bowling AR. Predicting parents’ perspectives on help-seeking for youth mental health problems: The role of clinical characteristics. Evid-Based Pract Child Adolesc Ment Health. 2025;0(0):1-11. doi:10.1080/23794925.2025.2609998
35. Moesby-Jensen CK, Schmidt LSK, Krab J. Forældres anerkendelseskampe- tumultariske forhandlinger om ressourcer til børn med særlige behov. Andre Betingelser - Hverdagsliv Med Varierende Funkt Handicap Og Diagn. 2023;(2):73-91.
36. Chavira DA, Bantados B, Rapp A, et al. Parent-reported stigma and child anxiety: A mixed methods research study. Child Youth Serv Rev. 2017;76:237-242. doi:10.1016/j. childyouth.2017.03.013
37. Landsindsatsen EN AF OS. Om os. Published online 2025. 
38. Bjørnshagen V. The mark of mental health problems. A field experiment on hiring discrimination before and during COVID-19. Soc Sci Med. 2021;283:114181. doi:10.1016/j. socscimed.2021.114181
39. Beskæftigelsesministeriet. Bekendtgørelse af lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet m.v.1). Published online August 24, 2017. 
40. CP Danmark. Undgå faldgruberne: Guide til at dække handicap som journalist. Published online N.A.

Tilbage til indholdsoversigten

---

Artikler om undersøgelsen

Tilbage til indholdsoversigten