Sorgforstyrrelse
Når man har en sorgforstyrrelse, fortsætter sorgen uden at aftage i minimum seks måneder. Lidelsen er med i den nye diagnoseliste ICD-11 over psykiske sygdomme.
Indhold
- Hvad er sorgforstyrrelse?
- Hvilke symptomer er der ved sorgforstyrrelse?
- Hvordan udvikler sygdommen sig?
- Hvordan viser sygdommen sig hos børn og unge?
- Hvilken behandling er der ved sorgforstyrrelse?
- Hvad kan jeg selv og pårørende gøre?
- Hvor mange udvikler sorgforstyrrelse?
- Hvilke årsager og risikofaktorer er der ved sorgforstyrrelse?
- Hvilke sygdomme optræder sammen med sorgforstyrrelse?
- Kilder
Om sygdommen
Hvad er sorgforstyrrelse?
Sorg er noget, vi alle oplever, når vi mister en nærtstående eller noget, vi har været tæt knyttet til.
På engelsk kaldes diagnosen ”Prolonged Grief Disorder”.
I en periode har man i Danmark omtalt den som både ”forlænget sorglidelse” og ”forlænget sorgreaktion”.
Psykiatrifonden er blevet informeret om, at det danske navn bliver ”sorgforstyrrelse”, når den danske version af ICD-11 træder i kraft.
Sorgen kan vise sig på mange måder. Det kan være anspændthed, søvn- og koncentrationsbesvær og følelsesmæssige reaktioner som tristhed, gråd, meningsløshed og dybt savn.
Funktionsniveauet er påvirket, og det er vanskeligt at opretholde de normale daglige opgaver.
Forløbet af en sorgreaktion varierer meget fra person til person, men for de fleste vil smerten og vanskelighederne aftage i løbet af seks til tolv måneder. Savnet og minderne kan dog fortsat være levende.
Sorgforstyrrelse opstår, når der er en vedvarende og markant optagethed og længsel efter den afdøde. Der er en række symptomer som skyld, vrede, tristhed og selvmordstanker. Og så er der en funktionsnedsættelse, der gør, at man ikke kan fungere normalt.
Når sorgreaktionen er konstant, meget plagsom og forhindrer personen i at leve et normalt liv, vil det være tydeligt, at der er brug for hjælp. Det er ikke til at sige præcist, hvor længe tilstanden skal have et sådant omfang, før der er grund til at forsøge at hjælpe personen.
ICD er WHO’s internationalt anerkendte klassifikationssystem, der bruges til at registrere og kategorisere forskellige sygdomme.
ICD er en forkortelse for “International Classification of Diseases and Related Health Problems”.
Ti-tallet i ICD-10 betyder, at man er nået til den tiende udgave.
ICD-11 er udkommet og skal implementeres i det danske sundhedsvæsen de kommende år.
I ICD-11 anbefales det at søge hjælp, hvis tilstanden varer mere end seks måneder. I nogle tilfælde kan det være nødvendigt med hjælp tidligere, mens andre kan klare sig selv, hvis tilstanden gradvist forbedres.
Det afgørende er, at et menneske kan sidde fast i en sorgreaktion. Og da sorgforstyrrelse i ICD-11 er defineret som en sygdom, har man ret til hjælp fra sundhedsvæsenet.
Det er ofte debat om, hvorvidt sorg bør betragtes som en sygdom, da sorg er en naturlig proces. Risikerer man at sygeliggøre en naturlig proces?
Her er det dog vigtigt at sige, at det ikke er selve sorgen som sygeliggøres, men den situation, hvor mennesker sidder fast i sorgen og ikke kan komme videre.
Hvis de ikke får hjælp, risikerer de at få en alvorligt forringet livskvalitet og nedsat funktionsniveau i årevis. Selv om de hjælpes, vil de stadig have sorgen, men den vil ikke være invaliderende.
Symptomer
Hvilke symptomer er der ved sorgforstyrrelse?
Ved sorgforstyrrelse kan der opstå en vedvarende længsel og optagethed af personen, der er gået bort. Den efterladte kan også forsøge at undgå sorgen og de følelser, ting og steder, der vækker minder om den afdøde.
Sorgen bliver ved med at være centrum i den efterladtes liv, og den aftager ikke i intensitet eller omfang.
Nogle af symptomerne kan være:
- Følelsesmæssig smerte, der viser sig som tristhed, skyld, vrede, benægtelse, selvbebrejdelse og problemer med at acceptere tabet.
- Følelse af at have mistet en del af sig selv.
- Svært ved at opleve positive følelser.
- Følelsesmæssig afstumpethed.
- Problemer med koncentration og hukommelse.
- Søvnløshed.
- Nedsat appetit.
- Hyppigere sygdomme.
- Selvmordstanker.
- Man trækker sig fra sociale sammenhænge, isolerer sig og mister glæden ved at være sammen med andre.
- Markant svækkelse af familiemæssige, sociale, uddannelses- eller erhvervsmæssige funktioner.
Udvikling
Hvordan udvikler sygdommen sig?
Sorgreaktionen kan begynde meget kraftigt, men den kan også starte i en mindre påfaldende form. Det er først hen ad vejen, at den ramte og omgivelserne bemærker, at reaktionen ikke aftager i styrke, men forbliver lige smertefuld og hæmmende for personens livsudfoldelse.
Der findes en sorgmodel, som beskriver, at sorg ikke er en lineær eller stabil proces, men nærmere en pendulering frem og tilbage mellem to spor: et tabsorienteret spor og et restaurerende spor. Denne model kaldes tosporsmodellen.
I det tabsorienterede spor mærker man sorgen og smerten dybt, og det er svært at give plads til andet end disse følelser. I det restaurerende spor forsøger man at genopbygge sin verden og undgå sorgens følelser.
Efterhånden vil det restaurerende spor tage over og blive dominerende.
Penduleringen mellem de to spor forklarer, hvorfor personen kan opleves meget forskelligt. Det afhænger af, hvilket spor personen befinder sig i på et givet tidspunkt.
Sorgforløbet kan også blive påvirket af den pågældendes sociale situation, om det er et barn eller en voksen, og hvilke sociale netværk, der er til rådighed.
På et tidspunkt bliver det tydeligt, at personen har behov for hjælp, hvis smerten er vedvarende og funktionsniveauet er markant nedsat.
Flere og flere får en psykisk lidelse. Unge mistrives. Børn bliver glemt. Psykiatrien i Danmark er ved at kollapse! Du kan gøre en forskel. Lige nu.
Børn og unge
Hvordan viser sygdommen sig hos børn og unge?
Børns reaktioner på sorg afhænger i høj grad af, hvordan de voksne omkring dem – især omsorgspersonerne – reagerer. I svære situationer med sorg er det afgørende, hvordan barnet bliver mødt af de voksne. Barnets og den unges sorgreaktioner påvirkes af de muligheder for at udtrykke følelser, som de voksne skaber.
Børn i sorg kan reagere meget forskelligt. Nogle reagerer udad med uro og gråd, mens andre reagerer meget stilfærdigt og påfaldende roligt. Lysten til at lege og spise kan aftage, de kan få mareridt og have fysiske symptomer som hovedpine eller mavepine.
Mindre børn kan være ulykkelige det ene øjeblik, og kort tid efter kan de lege som sædvanligt. Pludselig kan sorgen vende tilbage, og de kan være utrøstelige.
Det er bedst, hvis barnet inddrages i de voksnes sorgarbejde, og der tales åbent og ærligt om det, der er sket.
Behandling
Hvilken behandling er der ved sorgforstyrrelse?
En hyppigt anvendt metode til at behandle sorgforstyrrelse er Kompliceret Sorg Terapi (Complicated Grief Treatment). Den har vist god effekt. Terapien indeholder øget egenomsorg og social støtte, regulering af sorgens følelser, eksponering for tabet og planlægning af den ændrede fremtid.
Der findes også kognitive og metakognitive terapier til vedvarende sorg. De fokuserer på at ændre fejlagtige antagelser, uhensigtsmæssige tankemønstre og undgåelsesadfærd. De anvender også eksponering.
Der er ikke belæg for behandling med medicin, men det kan komme på tale ved symptomer på depression, angst og søvnforstyrrelser.
Her kan du få støtte og vejledning, uanset om du selv har det svært, eller er pårørende – fx til et barn, en ven eller en anden tæt på. Rådgivningen er for voksne og unge over 15 år, og vi tilbyder gratis og anonym rådgivning via telefon og chat...
Gode råd til dig og pårørende
Hvad kan jeg selv og pårørende gøre?
Ofte vil det være sådan, at både de pårørende og den, som udvikler en sorgforstyrrelse, har oplevet det samme tab. Det er således alle, som er i en fælles sorgreaktion, der skal holde øje med hinanden.
Hvis én hænger fast i sorgen i uforholdsmæssigt lang tid med stor smerte og vedvarende funktionsnedsættelse, kan det være nødvendigt at gribe ind.
Pårørende og venner, som i mindre grad er berørt, kan også være en hjælp.
Det, man skal spørge sig selv og hinanden om, efterhånden som tabet kommer på tidsmæssig afstand, kunne være:
- Er sorgen og de følelsesmæssige reaktioner langsomt ved at aftage, og er savnet ved at træde mere i baggrunden?
- Klarer personen sit arbejde og de daglige forpligtigelser?
- Er der overskud til børn, familie og venner, og er glæden ved livet ved at vende tilbage?
Det kan gøre ondt at være pårørende til person med psykisk sygdom. Det kan også være opslidende, uforudsigeligt og bekymrende.
Udbredelse
Hvor mange udvikler sorgforstyrrelse?
De fleste mennesker, som oplever et alvorligt tab, gennemgår en sorgproces, som varer i kortere eller længere tid, indtil de igen kan fokusere på deres normale liv. Sorgen og savnet kan være til stede resten af livet, men det påvirker ikke deres livsudfoldelse væsentligt.
Cirka 10 procent oplever dog en sorgproces, som kan fortsætte med uformindsket styrke i årevis. Det er dem, som har den forlængede sorglidelse.
Årsager
Hvilke årsager og risikofaktorer er der ved sorgforstyrrelse?
Nogle sørgende er i særlig risiko for at udvikle sorgforstyrrelse. Det ses ved tab af meget nære personer, som barn eller ægtefælle. Det kan også ses, hvis dødsfaldet sker pludseligt eller på en unaturlig måde - særligt ved selvmord.
Der er også større risiko for at udvikle sorgforstyrrelse, hvis man tidligere har haft en psykisk lidelse, eller hvis man tidligere har haft tab og traumer. Manglende social støtte eller udsathed kan også gøre en person sårbar over for at udvikle sorgforstyrrelse.
Efter teorien ”tosporsmodellen” kan det give forlængede sorgproblemer, hvis den enkelte bliver for fokuseret på enten det tabsorienterede spor eller på det restaurerende spor. I det ene spor fastholdes personen i tab og håbløshed, og i det andet får personen ikke bearbejdet følelserne omkring tabet, og senere rammes man så af de ubearbejdede følelser.
Et tab er i sig selv et traume, og sorgforstyrrelse indgår i traumekapitlet i ICD-11. Men den har imidlertid sit helt eget karakteristiske forløb og adskiller sig fra den kendte lidelse PTSD, der er en anden mulig reaktion på svære traumer.
Flere diagnoser samtidig
Hvilke sygdomme optræder sammen med sorgforstyrrelse?
Da tabet af et elsket menneske både er et traume og en stor belastning, er det forventeligt, at der kan opstå psykiske reaktioner allerede kort tid efter tabet.
En mulig reaktion på et voldsomt og traumatisk tab er PTSD. Derudover kan tab også føre til depression. Endelig er angst ofte en ledsagende følelse, da tabet skaber en følelse af usikkerhed.
Kilder
- Kilder
Mai-Britt Guldin: Kort og godt om sorg, Dansk psykologisk Forlag 2019.
Mai-Britt Guldin: Sorgterapi, Akademisk Forlag 2018.
Læs også
Hvorfor er det så svært at tale om døden? Og hvordan bliver vi bedre til det? Charlotte Grønbech har haft døden tæt på i sit arbejdsliv som bedemand og sygeplejerske. Her deler hun sine erfaringer.