Gør en forskel med din arv
De fleste af os får en psykisk sygdom. Faktisk får fire ud af fem danskere behandling for psykisk sygdom i løbet af livet. Måske er det din søster, bror, far eller datter – eller måske du selv har oplevet det? Din arv – lille som stor – kan gøre en vigtig forskel for at hjælpe mennesker med psykisk sygdom. Din arv – dit aftryk.
Psykisk sygdom kan være svært at tale om. Sådan er det også med døden. For det kan være ubehageligt at tænke over, hvad der skal ske, når vi ikke er her mere. Derfor får mange af os ikke taget stilling til arv – selvom vi egentlig gerne vil.
Og din arv kan gøre en stor forskel. Ved at betænke Psykiatrifonden i dit testamente er du med til at skabe en bedre fremtid for børn og voksne med psykisk sygdom.
Som regel er det overkommeligt at få skrevet et testamente. Det er altid en god idé at tale med en advokat om sit testamente, så alle ønsker kommer tydeligt frem, og der ikke er noget at misforstå eller betvivle. Dermed kan det også være en stor lettelse og give ro i sindet at få skrevet testamente.
Hvorfor oprette eller ændre testamente?
Flere og flere danskere vælger at tilgodese en eller flere velgørende organisationer i deres testamente, og det har stor betydning. Det gælder også i høj grad for Psykiatrifonden, som nu oplever en stigende interesse for at sikre en bedre fremtid for mennesker med psykisk sygdom i Danmark.
Når du opretter testamente, sikrer du, at dine ejendele og formue fordeles, som du ønsker. Er der ikke noget testamente, er det arveloven, der gælder. Så hvis du ikke har nogen lovmæssige arvinger og ikke har skrevet testamente, går hele arven til staten.
Det kan altså være en god idé at oprette et testamente – uanset formue og alder, og uanset om du har ægtefælle, børn eller andre slægtsarvinger. Med et testamente kan du sikre, at dine ønsker bliver tilgodeset, og at behandlingen af dødsboet kan foregå problemfrit. Arveloven bestemmer som udgangspunkt, at du har mulighed for at råde over ¾ af, hvad du ejer, hvis du har tvangsarvinger. Har du ingen tvangsarvinger, råder du over det hele.
Skriv til Sofie Engelhardt Rosenberg Lund eller ring på telefon 51 64 95 96, hvis du har spørgsmål om arv og oprettelse af testamente.
Du kan også downloade vores arveguide (PDF)
Få et gratis testamente - og undgå arveafgit
Når du tilgodeser Psykiatrifonden i dit testamente, tilbyder vi at betale for advokatens salær. Vi betaler op til 5.000 kroner inklusiv moms, og det dækker i de fleste tilfælde hele salæret. Spørg gerne advokaten på forhånd, hvad testamentet vil koste i dit tilfælde.
Tilskuddet til advokatregningen er skattepligtigt. Advokaten bedes sende fakturaen sammen med en kopi af det underskrevne testamente direkte til faktura@psykiatrifonden.dk.
Som velgørende organisation er Psykiatrifonden fritaget for arveafgift. Hvis du vil indsætte Psykiatrifonden i dit testamente, er det således muligt at lade os betale arveafgiften for de personer, du gerne vil betænke i dit testamente.
Gittes arv skal give mening
Betænk velgørenhed – og giv mere til dine arvinger
Du har mulighed for at sikre, at dine arvinger får lidt mere i arv, hvis du betænker velgørenhed i dit testamente.
- Arver din samlever dig?
- Kan du sidde i uskiftet bo?
- Er der skattefordele til dine arvinger, hvis du støtter en god sag?
Det kan lyde selvmodsigende, men der er det faktisk ikke. Der findes nemlig det, der kaldes 30 procent-løsningen. Det er en særlig løsning, hvor en eller flere organisationer eller foreninger arver 30 procent af en formue, som så til gengæld betaler bo- og tillægsboafgifter for de øvrige arvinger. Arvingerne modtager så 70 procent af boet uden at skulle betale afgifter.
Da velgørende organisationer og foreninger ikke selv betaler bo- og tillægsboafgift af arv, betyder det således, at din familie arver mere i den sidste ende samtidig med, at du giver et beløb din velgørenhed. Løsningen er en fordel, hvis du efterlader dig arvinger som fx søskende, nevøer, niecer eller en ven, der ud over boafgift skal betale tillægsboafgift på 25 procent.
Et eksempel
Hanne og Peter er gift, men har ingen børn. De har derfor et ønske om, at deres arv på 1.000.000 kroner skal gå til Hannes niece Ida. Samtidig ønsker de at støtte et velgørende formål, og det kan faktisk gøres samtidig med, at Ida med 30 procent-løsningen arver endnu mere:
Hvad kan testamenteres?
Når du opretter et testamente, har du mulighed for at betænke velgørende formål eller personer, som betyder noget særligt for dig – uafhængig af om du har børn, eller om du er gift. Du kan vælge at testamentere på forskellige måder:
- Hvis du har tvangsarvinger: Op til ¾ af din formue (angivet som en procentdel).
- Hvis du ikke har tvangsarvinger: Op til hele din formue (angivet som en procentdel).
- Et bestemt beløb eller bestemte ejendele (restbeløbet efter tvangsarv og legater er betalt).
Spørgsmål og svar
Her kan du finde svar på forskellige spørgsmål om arveregler, boafgift, oprettelse af testamente med videre.
- Hvad siger arveloven?
Arveloven indeholder bestemmelser om, hvem der arver, hvis der ikke findes et testamente, og hvad du kan bestemme, hvis du opretter testamente. Den nuværende arvelov trådte i kraft 1. januar 2008. Ifølge arveloven arver ægtefælle og livsarvinger først. Dine livsarvinger er dine børn og deres efterkommere. Arven fordeles med 50 procent til ægtefællen og 50 procent til livsarvingerne. Efterlader du kun en ægtefælle og ingen livsarvinger, arver ægtefællen det hele. Efterlader du kun livsarvinger og ingen ægtefælle, arver dine livsarvinger det hele. Er der hverken ægtefælle eller livsarvinger, arver dine slægtninge alt efter, hvilken arveklasse de tilhører. Er der ingen arvinger efter loven eller testamente, tilfalder arven staten. Det er værd at bemærke, at ugifte par ikke automatisk arver noget efter hinanden.
Du kan ændre på fordelingen ved at oprette testamente. Ægtefælle og livsarvinger er tvangsarvinger, og de kan ikke gøres arveløse. Tvangsarvinger skal tilsammen have ¼ af formuen. Det betyder, at du altid kan disponere over 3/4 af din formue til fordel for andre. Har du ingen tvangsarvinger, kan du altid disponere over hele din formue til fordel for andre.
Arveklasser
Arveloven opdeler arvinger i 3 klasser, som viser, hvordan dine slægtninge arver, hvis du ikke har oprettet testamente og ikke har nogen ægtefælle. Er der arvinger i 1. arveklasse, arver de det hele – også selvom der er slægtninge i de efterfølgende arveklasser.
- Livsarvinger.
- Forældre, søskende, nevøer og niecer.
- Bedsteforældre, far- og morbrødre, fastre og mostre.
- Hvem arver, hvis jeg ikke opretter testamente?
Hvis du ikke har oprettet testamente, er det arveloven, som afgør, hvordan arven efter dig fordeles. Ifølge loven arver ægtefælle og livsarvinger først. Har du hverken ægtefælle eller livsarvinger, arver dine slægtninge alt efter, hvilken arveklasse de tilhører. Er der ingen arvinger i nogen af de tre arveklasser, og har du ikke er skrevet testamente, går hele arven til staten.
- Hvad kan jeg bestemme i mit testamente?
Når du opretter testamente, kan du i et vist omfang ændre på den fordeling, som arveloven foreskriver. Du kan eksempelvis tilgodese personer, som ikke er dine legale arvinger (læs: arvinger efter loven), eller du kan betænke organisationer med almenvelgørende eller almennyttige formål. Det kan være et fast beløb eller specifikke genstande, bestemte andele af din formue, eller den resterende del af din formue, når tvangsarv og eventuel anden arv er betalt.
- Hvad er de formelle krav til et testamente?
For at et testamente skal være gyldigt, skal det enten underskrives af en notar eller af to vidner. Hvis du vil være sikker på, at testamentet er juridisk holdbart, og at der ikke opstår misforståelser, bør du kontakte en advokat.
- Kan et testamente ændres?
Ja, du kan til enhver tid oprette et nyt testamente eller skrive tilføjelser til det oprindelige testamente, et såkaldt kodicil, hvis det oprindelige testamente ikke er gjort uigenkaldeligt. Det er i øvrigt en god idé at få kontrolleret testamentet, når der sker ændringer i din familiesituation eller formue.
- Hvad er livsarvinger?
Dine livsarvinger er dine børn og deres efterkommere. Ifølge arveloven arver dine børn lige. Er et barn død, arver børnebørnene i stedet for og så fremdeles. Ægtefælle og livsarvinger er tvangsarvinger.
- Hvad er tvangsarv?
Ægtefælle og livsarvinger (børn, børnebørn og så videre) er tvangsarvinger, og de kan ikke gøres arveløse. Tvangsarvinger skal tilsammen have minimum ¼ af formuen. Det er også muligt at begrænse børns tvangsarv til 1.19 millioner kroner per barn (2015 niveau). Hvis du har tvangsarvinger, kan du altid selv bestemme over ¾ af, hvad du ejer, mens du kan råde over det hele, hvis du ingen tvangsarvinger har.
- Hvad er boafgift, og hvor meget skal der betales i boafgift?
Boafgiften er betegnelsen for det, der tidligere hed arveafgift. Boafgiften beregnes af den del af arvebeholdningen, der overstiger 272.900 kroner (2015 niveau). Ægtefæller betaler ingen boafgift. De fleste organisationer med et almenvelgørende eller andet almennyttigt formål, herunder Psykiatrifonden, betaler heller ikke boafgift.
Børn, stedbørn, adoptivbørn og disses afkom, forældre og personer, som har haft fælles bopæl med afdøde i to år før dødsfaldet, svigerbørn med flere skal betale en boafgift på 15 procent af det beløb, der ligger over et bundfradrag, der i 2015 udgør 272.900 kroner per bo, der skiftes. Hvis der skiftes et uskiftet bo, er der således to bundfradrag.
Andre, f.eks. søskende, skal betale en tillægsboafgift på 25 procent. Med bundfradraget indebærer det, at de skal betale i alt 36,25 procent. (Det er ikke 40 procent (15+25), fordi man – inden man beregner tillægsboafgiften – fratrækker det beløb, der skal betales i boafgift).
Det er muligt at indsætte en organisation, som er fritaget for arveafgift – herunder Psykiatrifonden – i dit testamente og samtidig bestemme, at organisationen skal betale afgiften af det beløb, du ønsker at videregive til dine familiemedlemmer eller venner.- Hvad koster det at oprette et testamente?
Det er en god ide at kontakte en advokat for at sikre, at ordlyden i testamentet er i overensstemmelse med dine ønsker. Men prisen er afhængig af den enkeltes situation og forhold. I de fleste tilfælde kan et testamente oprettes for max 5.000 kroner. Psykiatrifonden tilbyder at oprette gratis testamente (max 5.000 kroner), når vi er tilgodeset.
- Hvordan kan man sikre fordelingen af en arv efter en person, som ikke er i stand til at handle fornuftsmæssigt?
En ægtefælle eller forældre til en person, som er varigt ude af stand til fornuftsmæssigt at oprette testamente, kan med Justitsministeriets (Civilkontoret) tilladelse oprette testamente, der fordeler tvangsarven efter tvangsarvingens død. Bestemmelsen omhandler alene tvangsarv og gælder f.eks. arv efter personer, som er psykisk udviklingshæmmede eller har svær demens.
Betingelserne er at:- tvangsarvingen ikke er i stand til fornuftsmæssigt at oprette testamente
- denne tilstand må forventes ikke at være forbigående
- tvangsarvingen ikke efterlader sig livsarvinger
- tvangsarvingen ikke har oprettet gyldigt testamente
- den testamentariske disposition godkendes af en værge, der er beskikket for tvangsarvingen
- Kan man begrænse en arvings ret til at disponere over sin arv?
Hvis en arving er uegnet til selv at forvalte sin formue, f.eks. ved svær psykisk sygdom, er det muligt at båndlægge en arv. Det betyder, at arvingen modtager renter og indtægter af den båndlagte arv, som skal stå i et forvaltningsinstitut, men at arvingen ikke kan disponere over selve kapitalen. Tvangsarv kan båndlægges til livsarvingen er fyldt 25 år. Er arvingen under værgemål, vil arven skulle anbringes i et forvaltningsinstitut ved båndlæggelsens ophør.
- Hvordan kan jeg betænke Psykiatrifonden?
Hvis du ønsker at testamentere en del af din formue til Psykiatrifonden, må du oprette testamente.
Du kan vælge følgende:- Hvis du har tvangsarvinger: Op til ¾ af din formue - angivet som en procentdel
- Hvis du ikke har tvangsarvinger: Op til hele din formue - angivet som en procentdel
- Et bestemt beløb eller bestemte ejendele
- Restbeløbet efter at tvangsarv og legater er betalt
Psykiatrifonden skal ikke betale boafgift. Derfor går en arv til Psykiatrifonden ubeskåret til vores arbejde. En arv til Psykiatrifonden – uanset beløb – betyder bedre vilkår for mennesker med psykisk sygdom.
- Hvordan bruger Psykiatrifonden arvemidler?
Arv er med til at sikre en bedre psykisk sundhed og hjælpe mennesker med psykiske problemer. Langt de fleste vælger at testamentere til Psykiatrifondens generelle arbejde, og så bruger vi pengene der, hvor det aktuelle behov er størst.
Nogle ønsker imidlertid at betænke mere specifikke indsatsområder. I så tilfælde anbefaler Psykiatrifonden, at du angiver så brede retningslinjer som muligt, da aktualitet og konkrete behov kan ændre sig med årene. Du er også velkommen til at kontakte os. En arv kommer altid som en ekstraordinær gave, som gør det muligt at yde en ekstra indsats til gavn for mennesker med psykiske sygdomme og problemer.- Har I noget materiale, jeg kan downloade?
Hvis du gerne vil have noget materiale, du kan læse i ro og fred, så kan du downloade vores arveguide (PDF).
Det gode testamente
Det Gode Testamente er et samarbejde mellem mere end 50 af landets velgørende organisationer, som er gået sammen for at bidrage til at hjælpe og støtte dig, der overvejer at testamentere til velgørenhed.
På detgodetestamente.dk kan du blandt andet finde information om vigtige overvejelser og muligheder for gratis advokatrådgivning. Du kan vælge mellem en lang række advokater landet over og få tilskud til oprettelse af testamente, hvis du vil betænke et eller flere velgørende formål.
Skriv til Sofie Engelhardt Rosenberg Lund eller ring på telefon 51 64 95 96, hvis du har spørgsmål om arv og oprettelse af testamente.
Du kan også downloade vores arveguide (PDF):