Psykiatrifonden: Handling nu skal hjælpe desperate familier
”Der er brug for akut handling nu. Alt for mange børn, unge og deres familier venter uacceptabelt længe på den nødvendige hjælp, mens de får det dårligere." Det siger Psykiatrifondens direktør Marianne Skjold i en kommentar til dagens udmeldinger fra sundhedsminister Ida Auken, S, om en akutpakke til børne- og ungdomspsykiatrien og en kommende Psykiatriplan II.
Foto: Ulrik Jantzen
Psykiatrifonden mener, det er afgørende, at regeringen prioriterer akutte initiativer og ikke skaber nye strukturer med akutpakken.
Det er vigtigt for os, at børn og unge ikke bliver mødt af nye eller flere overgange, men at vi styrker det, vi har.
”Det er vigtigt for os, at børn og unge ikke bliver mødt af nye eller flere overgange, men at vi styrker det, vi har. Det er måden at få gjort noget ved problemet akut. Ikke at stille børn, unge og deres familier foran et større antal døre at banke på,” siger Marianne Skjold.
Børn og unge skal have sikkerhed for vurdering af en læge
De seneste ventetidstal taler deres eget klare sprog om, hvor alvorlig situationen er: Den gennemsnitlige ventetid på at komme i gang med udredning og behandling i børne- og ungdomspsykiatrien er lige nu mere end 170 dage.
"Når man langt om længe får adgang til psykiatrien, er man ofte så præget af sin sygdom, at man har brug for mere specialiseret hjælp – en læge, der både kan vurdere alvoren af sygdommen og behovet for behandling. Derfor er vi meget optagede af, og at alle børn og unge også fremover bliver vurderet af en speciallæge, når de får en henvisning til hjælp i psykiatrien," siger Marianne Skjold.
Nye greb udløser kapacitet
Vi opfordrer til, at man tager nye greb i brug for at frigive psykiatertid.
”Vi opfordrer til, at man tager nye greb i brug for at frigive psykiatertid. En mulighed kunne være at indhente kræfter fra voksenpsykiatrien, ligesom man har afprøvet i Region H., eller fra pensionerede psykiatere. Det kunne også være en periode, hvor andre opgaver er på pause, og man kun fokuserer på udredning for at gøre ventetiden kortere.”
Samtidig understreger hun, hvor vigtig, forebyggelse og tidlig indsats er:
”Psykiatrifonden er enig med regeringen i, at forebyggelse og tidlig opsporing er afgørende for at hjælpe børn, unge og deres familier bedst muligt. Derfor er vi glade for, at sundhedsministeren på P1 her til morgen fremhæver styrkelsen af det eksisterende lettilgængelige behandlingstilbud i alle kommuner som en central del af løsningen,” siger hun.
Ser frem til Psykiatriplan II og lovning på flere midler
Samtidig roser Psykiatrifonden regeringen og sundhedsministeren for at erkende behovet for flere psykiatriplaner.
”Selv om mange gode tiltag er sat i værk i psykiatrien allerede nu, er det åbenlyst, at der er brug for en Psykiatriplan II. Sundhedsministeren har nu både sagt, at der kommer en Psykiatriplan II inden for tre år, og at der følger flere penge med. Det er virkelig godt nyt og et vigtigt skridt for at mennesker med psykisk sygdom får den hjælp og behandling, de har behov for,” siger Marianne Skjold.