Socialrådgiverens gode råd
Hvad stiller man op, når man som forælder ikke længere har adgang til sit barns journal? Når man ikke længere får de informationer, man plejede at få? Socialrådgiver Baris Kaymaz fortæller.
Tab af kontrol. Oplevelsen af ikke længere at hjælpe, som man gerne vil. Bekymringer og tvivl: Er der overhovedet nogen, der hjælper mit barn? Frustrationerne og afmagten kan være stor som forælder.
Men når man har voksne børn, kræver det først og fremmest interesse, frivillighed og samtykke fra barnet, før man som forælder – eller anden voksen pårørende – kan blive inddraget. Det fortæller socialrådgiver Baris Kaymaz, der forstår frustrationerne hos forældrene.
Der er selvfølgelig gode grunde til, at vi har indrettet samfundet sådan: Principper om retssikkerhed og det enkelte menneskes rettigheder gør, at det ikke er tilladt at videregive personfølsomme oplysninger uden samtykke. Hvis det voksne barn er interesseret, er det bedste selvfølgelig at få samtykke til at tilgå en journal og sidde med til møder. Der er også andre muligheder, forklarer Baris Kaymaz:
Man kan som pårørende fortsat handle uden et samtykke. Fx kan man henvende sig til kommunen eller den behandlende klinik og bede om generel rådgivning, altså uden at tale specifikt om en person.
Handle uden samtykke
”Man kan som pårørende fortsat handle uden et samtykke. Fx kan man henvende sig til kommunen eller den behandlende klinik og bede om generel rådgivning, altså uden at tale specifikt om en person. Hvad gør man fx, hvis en person er stoppet med at tage medicin? Eller hvordan kan et ressourceforløb se ud i jobcenteret?”
Man kan som pårørende også henvende sig for at give en bekymring videre.
”Det kan fx være til behandlende klinik, hvor man videregiver bekymring i forbindelse med ændring i adfærd eller lignende. Man skal som pårørende dog være bevidst om, at fagligt personale har notatpligt, og det vil blive skrevet i journalen. Personalet vil efter sådan en bekymringshenvendelse skulle forholde sig til den og også forelægge henvendelsen for den person, det hele drejer sig om – med henblik på at gå i dialog og hjælpe.”
Husk den gode kommunikation
Her skal man huske den gode kommunikation:
”Det kan derfor være en god ide, at man fortæller sit voksne barn, at man altså er bekymret og vil videregive den bekymring til fx behandlende klinik. Ellers vil der for det meste opstå en stor konflikt, fordi ens mor har videregivet bekymring uden at varsle først.”
Socialrådgiver Baris Kaymaz minder om, at man altid kan ringe til socialforvaltningens hovednummer og spørge, om der er en pårørendevejleder eller konsulent ansat, som har overblik over kommunens tilbud til pårørende. Kommunernes tilbud kan dog variere en del.
Hvis der er samtykke og gensidig interesse for inddragelse, kan man som pårørende agere bisidder eller partsrepræsentant for den, der har en sag i kommunen eller andre steder.
- En bisidder er en person, der støtter og hjælper med at få sagt og stillet de spørgsmål, man gerne vil. Bisidder har ikke formel taleret, men kan inddrages efter aftale – og hvis personen, sagen drejer sig om, ønsker, at bisidder siger noget (som er aftalt på forhånd).
- En partsrepræsentant kan fx tage sig af hele din sag, tale på dine vegne i en sag, klage over en afgørelse eller søge aktindsigt. Der skal udfyldes en fuldmagt for at udnævne en anden person til ens partsrepræsentant.
Læs også
Meget ændrer sig, når barnet bliver voksent. Også for forældrene. Hvordan hjælper man, hvad kan man stille op? I temaet får du gode råd, ny viden og personlige fortællinger.
Philip fik udskrevet medicin af sin psykiater, der gjorde ham afhængig. I årevis forsøgte han at få hjælp til udtrapning, men han og familien mødte lukkede døre overalt. Nu er Philip død, kun 29 år gammel.
Allerede i de unge teenageår viste Daniel tegn på mistrivsel og kæmpede med selvmordstanker. Men han og familien fik ikke den nødvendige hjælp, og det blev kun værre, da han blev voksen. Daniel mistede sit liv til selvmord. Nu fortæller hans mor historien med et håb om, at det ikke sker for andre.
Mange forældre føler magtesløshed og frustration, når deres børn bliver en del af voksenpsykiatrien. I OPUS har de gode erfaringer med aktivt at inddrage forældre og andre pårørende – til gavn for alle parter.
Vi stiller store krav til unge, der overgår til voksenpsykiatrien. Samtidig bliver mange forældre efterladt tilbage på perronen. To overlæger fortæller om opdelingen af psykiatrien og de desperate forældre.