Hvorfor var der ingen, der hjalp Philip?

De sidste år af sit liv kæmpede Philip for at få hjælp. Det samme gjorde hans forældre, der blev mere og mere desperate. De blev kastet rundt mellem kommunen og regionen, mellem læger, psykiatere, hospitaler og misbrugscenteret. 

Historien om Philip starter med den stille og kvikke dreng i en aarhusiansk forstad, der var god til fodbold og dygtig i skolen. ”Den dreng fik topkarakterer, når han satte sig noget i hovedet,” som hans mor, Bente Have Petersen, siger. 

Omkring 5. klasse bliver ADHD bragt på banen for første gang. Philip lider i dele af skoletiden af koncentrationsbesvær og sover for lidt, og i gymnasiet skal han også lige finde sig til rette, men han får medicin for sin ADHD og bliver student fra Aarhus Katedralskole. 

Philip er tæt knyttet til sin mormor, og da hun dør, reagerer han med angst og depression. Han har store søvnproblemer og bliver henvist til psykiater. 

”Nu er han over 18 år, så vi får ikke at vide, hvad den psykiater udskriver til ham. Først senere ser jeg i journalen, at det er Oxazepam, som er en benzodiazepin. Fordi han har svært ved at sove om natten. På det her tidspunkt ved vi ikke, hvad han får, og vi aner ikke, hvad benzodiazepiner her.” 

Benzodiazepiner bruges primært til at behandle søvnløshed og angst. Der kan være forskel på benzodiazepiner, men fælles for dem er, at de skal bruges i kort tid, da man kan blive afhængig, og fordi udtrapningen kan tage lang tid. 

Han er hjemme hos os, og han sidder ligesom de narkomaner, der nikker med hovedet og piller sig i næsen og er helt væk fra verden.

Langsomt begynder Bente og hendes mand, Lars, at se, at noget er helt galt med deres søn: 

”Han er hjemme hos os, og han sidder ligesom de narkomaner, der nikker med hovedet og piller sig i næsen og er helt væk fra verden. Så jeg spørger ham: Hvad er det, du går og tager?” 

Først senere finder hun ud af, at han over en længere periode har fået benzodiazepiner, 50 stk. udskrevet ad gangen, og at psykiateren bliver ved at forny recepten på oxazepam. ”Og på et tidspunkt ringer psykiateren til min søn, mens jeg er i lokalet, og siger: ’Ved du hvad, Philip, nu går jeg på pension. Skal jeg ikke lige lave nogle recepter til dig på det her oxazepam?’.” 

Familien tager til egen læge for at få hjælp til udtrapning. ”Lægen tolker det, som om Philip bare vil have nogle stoffer. Han tænder fuldstændig af, og jeg er dybt chokeret. Da lægen er faldet ned, fortæller han os, at vi skal gå ned på misbrugscenteret.” 

Artiklen fortsætter under billedet.

Livløs med en nål i låret

Dagen efter besøger de misbrugscenteret. Bente Have Petersen fortæller, at Philip helt åbent beskriver, at han har brug for hjælp til at komme ud af afhængigheden: 

Og så svarer de os på misbrugscenteret: ’Jamen det er jo ikke noget, vi varetager hernede’. De tager sig af kokain, morfin, hash, ecstasy. De kan ikke hjælpe med lægeordineret medicin.

”Og så svarer de os: ’Jamen det er jo ikke noget, vi varetager hernede’. De tager sig af kokain, morfin, hash, ecstasy. De kan ikke hjælpe med lægeordineret medicin.” 

Familien er i chok over afvisningen, men Philip prøver igen få dage senere. Denne gang får han en anden forklaring: Hvis han påbegynder behandling, vil de indberette det til hans uddannelse – Philip læste til bioanalytiker – og han vil ”aldrig kunne blive leder”, hvis først det indberettes. 

Philip bliver altså skræmt væk fra misbrugscenteret. Han er begyndt at supplere med benzodiazepiner på det sorte marked, hvor han billigt kan købe 50 stk. ad gangen. Forældrene insisterer på et nyt møde med egen læge, men han vil kun lave en udtrapningsplan, hvor Bente står for at købe og administrere medicinen.  

Som hun siger: ”Mig? Som mor, der på det her tidspunkt ikke engang ved, hvad benzodiazepiner er for noget?” 

Philip flytter til et dårligt område, kommer ud i ”en masse lort” og bliver placeret på et anbringelsessted, hvor han bliver smidt ud efter 14 dage. 

Da Philip er over 18 år på dette tidspunkt, får forældrene ingen forklaring. Philip får bare en taske med sin medicin – som ellers skulle doseres af anbringelsesstedet – og fordi han er i besiddelse af al den medicin, stopper lægen med udtrapningen.

Først da forældrene langt senere får aktindsigt, finder de ud af, at Philip i denne periode har forsøgt at tage sit liv. Han havde henvendt sig med selvmordstanker og abstinenser på den psykiatriske akutafdeling i Skejby, men blev hurtigt udskrevet. Naboer finder ham kort efter livløs med en nål i låret. I kroppen har han blandt andet benzodiazepin og heroin. Philip overlever. 

En dag ringer Philip til sin lillebror og fortæller, at nogen vil dræbe ham. Bentes stemme knækker, da hun fortæller, hvordan de kører op til ham: ”Og så ligger han på sofaen og er i gang med en udtrapning selv. Vi vidste stadig ikke, hvor farligt det er at udtrappe selv. Han var fuldstændig psykotisk, min dreng.” 

På sundhed.dk kan man læse om benzodiazepiner: ”Symptomerne ved abstinenser kan være meget farlige. Man må derfor aldrig stoppe brat med disse stoffer. I stedet skal man lægge en plan for aftrapning sammen med sin læge.” 

Bente fortæller, at det er ”pissefarligt at tage en kold tyrker på det her, for du kan dø af det”. Lars, Philips far, refererer til et studie udført af den engelske læge og fysiker Heather Ashton, der er kendt for sin forskning i benzodiazepiner. Ifølge lægen vil det tage det samme antal år at komme ud af afhængigheden, som man har været afhængig. Man kan ikke bare udskifte eller erstatte med anden medicin. Man skal udtrappe. 

Svingdørspatient 

”Så bliver Philip indlagt i psykiatrien med politi og ambulance og det hele," fortæller Lars: 

"Fra da af er han svingdørspatient. Vi har akut opsøgende team ude omkring fem gange, og der går altid lige nøjagtig en dag, så har de stabiliseret ham, og så er det ud af vagten igen.” 

Forældrene klager og får af en overlæge at vide, at ”den praktiserende læge er lige så dygtig til at udtrappe”, som de er på hospitalet. Men den praktiserende læge har endnu ikke hjulpet med udtrapning, og familien kastes fortsat frem og tilbage. Lars fortsætter: 

Der går altid lige nøjagtig en dag, så har de stabiliseret ham, og så er det ud af vagten igen.

”Når man bliver indlagt i psykiatrien, så er det, fordi man har problemer. Og så skal man ikke bare lave svingdørspatienter ud af mennesker. Philip havde to problemer: det psykiske og afhængigheden. Hvis man havde behandlet ham og var gået i dialog, så kunne det være, vi havde haft ham i dag.” 

Familien har mødt enkelte personer undervejs, som ifølge dem virkelig har prøvet at hjælpe, men som også har mødt et kafkask system. En af dem var en ung læge i psykiatrien, som satte gang i en udtrapningsplan, fortæller Bente: 

”Der går ikke mere end tre uger, og så er Philip til møde i psykiatrien sammen med sin bostøtte, og så siger lægen, at han ikke må hjælpe mere. Hans chef har sagt, at han ikke må. Så der bliver lukket fuldstændig for udtrapning på psykiatrisk hospital.” 

En dør lukkes, og kort efter lukker endnu en dør. Familien har skiftet læge, men hun synes, at udtrapningen går for langsomt, og hun beder PLO – Praktiserende Lægers Organisation – om lov til ikke at hjælpe sin patient. Hun får medhold. 

Familien finder en tredje læge, som udskriver fenemal til Philip. Han får en overdosis af den nye medicin. Episoden bekræfter, hvad familien og Philips bostøtte længe har forsøgt, nemlig at få Philip i døgnbehandling. 

”Vi efterspurgte døgnbehandling, for vi vidste, at vi ikke ville kunne stå for udtrapningen. Der skal være både læge og psykiater, der kan støtte op, for ellers kommer man ikke ud af det," siger Bente. 

Bostøtten presser på for et nyt møde med misbrugscenteret. De mener nu, at Philip måske har asperger og skal udredes for det. De sender ham ud på Team for Integreret Dobbeltdiagnosebehandling (tidligere Center for Dobbeltdiagnose). Familien siger ja, for ”noget skal vi jo prøve, vi sagde ja til hvad som helst, så han kunne få hjælp”, siger Bente. 

”Men vi bliver afvist på Center for Dobbeltdiagnose, for de tager ikke nogen ind, der har en afhængighed.” 

En dør på klem ender altid med at lukke.

Artiklen fortsætter under billedet.

”Det møde var fuldstændig kaotisk” 

Hele situationen spidser til. Philip får det værre. Han sygner hen i en lejlighed uden strøm, fordi han ikke får betalt sine regninger. Hans hjerne og krop er på få år blevet slidt, fortæller Bente. Hun græder sig igennem ordene: 

”Philip sagde selv, at hans krop var dårlig. At han kunne mærke det indvendigt. Der var noget i hans krop, der var, som det ikke skulle være. Hans krop var så slidt, og han var bare 29 år. Philip fik så meget angst på grund af det her, og han havde så meget uro i kroppen, at han lagde tunge håndvægte på ryggen.” 

Da familien klager til regionsrådsformanden over sagen, får de et svar, de har svært ved at begribe, fortæller Lars: 

”Og ved du, hvad formanden for regionen så skriver til os? At vi skal tage ned på misbrugscenteret. Som allerede har afvist os flere gange. Altså, der er jo for helvede ikke nogen, der ved, hvad de andre laver, i det her system.” 

Tidslinje med udvalgte nøgledatoer 

• 30. juni 2017: Philip får udskrevet benzodiazepiner for første gang.
• 16. januar 2019: Familien opsøger egen læge for at få hjælp til udtrapning.
• 17. januar 2019: Første besøg (og afvisning) på misbrugscenteret.
• 22. januar 2019: Philip bliver igen afvist på misbrugscenteret.
• 2020-2022: Philips tilstand forværres. Indlægges flere gange. Møder med skiftende læger, misbrugscenteret, psykiatrien, kommunen med flere.
• 28. april 2022: Philips læge på psykiatrisk hospital får forbud mod at hjælpe med udtrapning.
• 23. november 2022: Netværksmøde med alle sagsparter. Ender uden løsning.
• 20. december 2022: Sidste møde med misbrugscenteret. Døgnbehandlingssted tilbyder hjælp.
• 27. december 2022: Philip dør af en overdosis. Han bliver fundet i sin seng. 

En dag bliver et stort netværksmøde stablet på benene, hvor aktørerne i sagen skal finde en løsning. Philip, hans forældre, bostøtte, praktiserende læge, misbrugscenteret, myndighedssagsbehandleren, en sagsbehandler og en jurist er til stede. I alt ti personer. 

Men netværksmødet bliver ikke den redning, som Philip og hans forældre havde håbet på. Lars husker det tydeligt: 

”Det møde var fuldstændig kaotisk. Misbrugscenteret og Aarhus Kommune sidder og diskuterer indbyrdes. Det er mennesker, der har afvist Philip, og de sidder bare og diskuterer. Hvad fanden er det for noget over for en borger, der sidder der og har brug for hjælp? Efter en time må Philip bare sige: ’Jeg kan ikke mere’. Man kunne se, at han var helt slukket.” 

Det sidste håb 

Bente Have Petersen fortæller, at Aarhus Kommune har udliciteret misbrugsbehandlingen til misbrugscenteret. Myndighedssagsbehandleren holder også fast i, at det er misbrugscenteret, der har kompetencerne til at hjælpe. De har flere gange afvist Philip, men forældrene opsøger misbrugscenteret igen, denne gang bevæbnet med en principafgørelse fra Ankestyrelsen: 

”Ifølge Ankestyrelsens afgørelse skal der ske døgn- eller dagbehandling inden for 14 dage, når en borger retter henvendelse. Det gælder specifikt lægeordineret medicin. Men da vi kommer til møde med misbrugscenteret, siger de: Det har ikke noget med os at gøre overhovedet.” 

Hun fortsætter: ”Og ved du, hvad han så siger? At han faktisk ikke lige har fået det afklaret med samarbejdspartneren i kommunen. Vi er jo godt klar over …” Bentes stemme knækker igen: ”… at det her er sidste udkald.” 

Lars tilføjer stille: ”Vi kan jo godt mærke, hvor det hele er på vej hen. At han nok ikke har lang tid igen.” 

Igen og igen får familien at vide, at Philip skal have hjælp af misbrugscenteret. Philip har tilbragt næsten hele døgnet i sin seng i et halvt år, han kan ifølge moren ingenting, men misbrugscenteret vil have, at han selv ringer til et foreslået døgnbehandlingssted. Det viser sig, at denne institution har dårlige erfaringer med misbrugscenteret i Aarhus, men de vil gerne hjælpe Philip. 

Philip har efter flere års dobbeltdiagnose og manglende hjælp endelig udsigt til døgnbehandling. Men så langt når de aldrig. Syv dage efter det sidste møde med misbrugscenteret er Philip død. 

Der er lys i hele hans lejlighed, jeg går ind ad døren, og så ligger han død i sin seng. Det syn får jeg aldrig fjernet fra nethinden.

Lars, Philips far, fandt ham: ”Vi havde haft julefrokost med hele familien, også Philip. Vi kørte ham hjem, og senere kunne vi ikke få fat på ham. Så Bente siger, kør lige forbi Philip. Der er lys i hele hans lejlighed, jeg går ind ad døren, og så ligger han død i sin seng. Det syn får jeg aldrig fjernet fra nethinden.” 

Philip døde den 27. december 2022, 29 år gammel, af en overdosis. Familien ved ikke, om der var tale om selvmord. Han var så svækket det sidste halve år, at han næppe har kunnet købe stoffer selv. De vurderer, at han har haft det meste liggende i lejligheden. Her fandt de omtrent 50 pakker lægeordineret medicin. 

Systemfejl 

Bente Have Petersen har arbejdet som socialrådgiver på Skejby Sygehus. Hun kender store dele af systemet. Hun og Lars er ressourcestærke forældre. Det var ikke nok til at redde Philip. Han mistede kontrollen over sit liv, mistede sine venner, sin værdighed og til sidst sit liv. Og Bente og Lars mistede deres søn. 

”Det sidste år kunne vi ikke kende Philip mere, for hans hjerne tog simpelthen skade af det (benzodiazepiner, red.),” siger Bente: ”De sidste måneder led Philip virkelig. Så meget menneskelig lidelse. Han havde det virkelig skidt, men vi kunne ikke hjælpe ham.” 

Hun fortsætter: ”Det, vi har oplevet i de år, er bare en kæmpe systemfejl. Det er fint, at der bliver hældt penge i psykiatrien, og at de kan ansætte flere medarbejdere, men hvis man ikke retter op på systemet, så sker der ikke nogen forandring.” 

Man kommer i en lille robåd og møder et hangarskib.

Lars supplerer: ”Man kommer i en lille robåd og møder et hangarskib. Det har satanedeme slidt på os, det kan jeg godt sige.” 

Familien har rådført sig med en advokat, der mener, at familien har en stærk sag – også med tanke på Ankestyrelsens afgørelse – men de er blevet frarådet at gå den vej, fortæller Bente: ”Vi fik at vide, at de næste fem år af vores liv ikke kommer til at bestå af andet, for de ruller alle advokater frem, og du bliver bare bombarderet.” 

De føler fortsat afmagt over for et system, der ”ikke kan hjælpe børn og unge, der er så meget på skideren”, som Bente siger. Hun fortsætter: ”Hver gang, når unge mennesker bliver 18 år … hold kæft, hvor er der mange, der kommer ud i noget, de ikke selv kan komme ud af. Når de mest sårbare beder om hjælp, får de den ikke.” 

Havde Philip været afhængig af kokain, havde han fået hjælp, siger hun. Men ”så længe det er lægeordineret medicin, vasker alle bare hænderne. Det er så nemt at udskrive, men det er svært at udtrappe”. 

Hun holder en pause. ”Jeg ville bare så gerne have reddet ham. Han var så sød den dreng. Han gjorde aldrig nogen fortræd.” 

I Philips journal står der, at han mod slutningen af sit liv var kommet ind på medicinstudiet. Han vidste nok godt, at han ikke kunne gennemføre det, siger Bente. Men: 

”Han ville bare gerne være som andre unge mennesker.” 

Kommentar fra misbrugscenteret 

Psykiatrifonden har sendt artiklen til det pågældende misbrugscenter. Driftschef for Job, Sundhed og Ydelse i Aarhus Kommune Anna Marie Mikkelsen skriver: 

”Vi har desværre ikke lov til at kommentere på den konkrete sag. Vi kan dog bekræfte, at vi har haft flere dialoger med Philips forældre, og deres beskrivelse af at være blevet svigtet af det system, der skulle hjælpe dem, gør naturligvis stort indtryk. Forældrenes beskrivelse af forløbet har også ført til, at vi har taget den konkrete sag op som en sag, vi vil drage læring af. Sammen med Region Midtjylland har vi gennemgået sagen tæt og insisteret på at blive klogere på, hvad der fremover skal gøres for at sikre, at borgere ikke oplever at falde imellem to stole. 

Det er desværre en kendt problemstilling, at systemerne ikke får givet tilstrækkelig hjælp, når der både er en eller flere diagnoser og et rusmiddelmisbrug i spil. Den regionale behandling af psykiatriske diagnoser og den kommunale rusmiddelbehandling opleves af alt for mange uden den nødvendige sammenhæng.  

Den udfordring er netop baggrunden for det nyoprettede tilbud til mennesker med dobbeltdiagnoser, som Kommunernes Landsforening, Danske Regioner og regeringen har besluttet at samle i regionerne. Man skal ikke opleve at være kastebold mellem systemerne i henholdsvis det regionale og kommunale behandlingsvæsen.  

Vi kommer aldrig til at kunne fjerne den smerte og sorg, som Philips forældre føler. Men vi kan lytte, lære og tage borgernes oplevelser alvorligt. Vi skal arbejde for, at forældre ikke igen skal have samme oplevelse af manglende sammenhæng. Og vi skal arbejde for, at det bliver nemmere at tage imod hjælp og behandling i krydsfeltet mellem region og kommune.” 

Læs også